“Du skal kraftedme ikke sælge den lorteavis”
Urban 30. april 2006
”Du skal kraftedme ikke prøve at sælge den lorteavis til mig, forstår du det, din bums!” Jeg er på Nørreport Station, for at hente en Urban, da jeg høre at der bliver råbt nede fra trapperne. Jeg kan ikke se hvem der råber, eller hvorfor han råber. Mange standser op og kigger. Jeg løber ned af trapperne, for at se om der er nogen, der har brug for hjælp. En høj, robust mand, gå hurtigt forbi mig op ad trappen, han er fuldstændig rød i hovedet.
Jeg når der ned. Kigger mig omkring. Kan høre mit hjerte dunke, og ser alle de stirrende øjne. Jeg stopper brat op, da mine øjne falder en lille kvinde med lag på lag af beskidt tøj på. Hun står helt op af muren, ser bleg og stirrende ud. Hun har en stak Hus Forbi i hånden. Det går op for mig, at det var denne lille usle spinkle hjemløse kvinde, den store mand havde råbt så agressivt af. Får lyst til at sætte efter ham. Vender mig om for at se hvor han er. Mine øjne kæmmer de mange mennesker, men han er forsvunden i mængden. Tilgengæld har han efterladt en hjemløs tilbage med tårer i øjnene… Hvorfor havde en stor stærk mand brug for at reaggere sådan? Var det for hårdt, at blive konfronteret med hendes håbløse livssituation? Eller var der nogle andre, der havde trådt på ham – og så fandt han den svageste at lade vreden gå ud over? Jeg mærker håbløsheden, da jeg går videre op på gaden…
Torsdag aften holdt jeg fri og gik en tur gennem byen med min veninde. Gennem Strøget fik vi øje på alle de hjemløse. En mand ligger sammenrullet i sin sovepose i en trappeopgang, der står en ølflaske ved siden af. Et andet sted sidder to forhutlede typer. Vi roder i lommerne efter småpenge, der er ikke nogen. Vil gerne fortælle dem om kampagnen – men har ikke lige materiale med… Har lyst til at gøre noget – men vil også gerne holde fri…Det er svært at se væk – men også svært at møde blikkene, og være nødt til at rumme deres liv…
Holder – stadig med lidt dårlig samvittighed – en pause fra de hjemløse, spiser Nachos og prøver at tænke på andet end kampagnen – bare en enkelt aften.
Fredag startede dagen meget tidligt for mig. Klokken otte mødtes jeg med Thomas Hye, som er redaktionschef på de hjemløses avis Hus Forbi. Vi snakkede om hvordan vi kunne komme ud til flere hjemløse for at informere om kampagnen. Vi besluttede at trykke ekstra oplysningssedler, som HusForbi-sælgerne skal dele ud til de andre hjemløse. Det kunne lige nås til Mandag, hvor den nye avis skal hentes fra 7 distributionssteder. Der er i alt 250 sælgere, heraf 180 i København. De hjemløse får 10 kr. per avis de sælger.
Om aftenen holdt jeg tale til lokalavisen På Gadens støttefest. Det er en lokalavis på Nørrebro, hvor jeg er formand for bestyrelsen. Jeg snakkede om hvorfor jeg holder af Nørrebro og den mangfoldighed som vores bydel rummer. Til festen var der en der sagde til mig, at hun aldrig havde set så mange hjemløse i København, siden vi startede kampagnen. Det var som om kampagnen havde fået hende til at åbne øjnene, for dem, der tidligere havde været usynlige for hende. Hun spurgte engageret om hun kunne hjælpe med noget! Det var fedt at mærke, hvordan det rykker folks bevidsthed, når vores kampagne er med til pludselig at synliggøre Danmarks 10.000 hjemløse
Desværre havde jeg ikke så lang tid til at være med i festen. Kl. 22 var jeg nødt til at køre videre til ud til natherbergene med materialer til de hjemløse. Samlede Joes op og derefter Yurtseven. Da vi skulle til at starte ruten ud til herbegene, kunne jeg mærke, hvordan trætheden med al sin kraft meldte sig. Joes var hurtig til at fange den. Han besluttede at jeg skulle hellere gå hjem for at sove, så kørte han og Yurtseven ruten alene. På turen rundt til herbergene var folk rigtig positive. Både de hjemløse og de ansatte. Men det er altid svært at komme i sit pæne tøj, med sine gode sag, velvidende at man har sin varme seng at komme hjem til, når aftenens dont er overstået. Joes fortalte, hvordan han faldt i snak med en ung mand på hans egen alder. Han fortalte om kampagnen, og fortalte at caféerne rigtig gerne ville have de hjemløse indenfor. Den unge mand smilede og sagde, at det måtte han prøve, det kunne jo være han kunne møde nogle rare mennesker, der ville snakke med ham. Jeg håber han får en god oplevelse!
Synes du om dette indlæg?
