1 Maj tale

Til folketingets åbning sagde Statsministeren, at Danmark er mulighedernes land. I Danmark kan man få et arbejde, en uddannelse, man kan få anerkendelse og et godt liv. Ja, sådan er det for mange. Men der er ikke lige muligheder for alle i Danmark. Statsministeren glemmer en hel masse mennesker

(De talte ord gælder)

Tak fordi I har inviteret mig. Mit navn er Özlem Sara Cekic og jeg er socialordfører for SF.

Medmenneskelighed og solidaritet! Det er det, det handler om!

Det er drivkraften og den røde tråd i SFs kamp for et retfærdigt samfund med lige muligheder for alle. Det er en nødvendig kamp. Lige indtil den dag, hvor alle mennesker har lige muligheder og frihed til at vælge det liv de ønsker.

Til folketingets åbning sagde Statsministeren, at Danmark er mulighedernes land. I Danmark kan man få et arbejde, en uddannelse, man kan få anerkendelse og et godt liv. Ja, sådan er det for mange.

Men der er ikke lige muligheder for alle i Danmark. Statsministeren glemmer en hel masse mennesker.

***

Statsministeren glemmer alle de kvinder i omsorgsfag, der ikke får en ordentlig løn for deres arbejde.

Jeg tilhører selv en faggruppe som kæmper en hård kamp for ligeløn i disse dage. Jeg er sygeplejerske og for mindre end et halvt år siden fik jeg min sidste sygeplejerske løn.

Ligesom alle mine medsøstre, der strejker, kan jeg fortælle jer dette: Det er ikke kun lønnen, der tager arbejdsglæden. Det er heller ikke særligt motiverende når der er

- mangel på personale til at løfte arbejdet og
- udsigt til en fattig alderdom med lav pension, og
- en arbejdsdag præget af stress, overarbejde og dårlige fysiske og psykiske arbejdsforhold.

Men, hvordan kan det være, at dårlig løn og arbejdsvilkår rammer bestemte grupper?

Det handler om social og sundhedsassistenter, sygeplejersker, bioanalytikere, radiografer, pædagogmedhjælpere, jordmødre og de andre grupper, som strejker.

Hvad er det, disse grupper har til fælles?

Er det fordi de generelt er dårlige til deres arbejde? Er deres arbejdsfunktion ikke mere værd? Er DE som mennesker ikke mere værd?

Nej det er ikke det! Det handler om at de tilfældigvis arbejder i noget, der er betegnet ’kvindefag’, og desværre får kvinder stadigvæk mindre i løn, mindre i pension og mindre anerkendelse for deres arbejde end mænd

Vi skal værdsætte de mennesker som arbejder med omsorg og pleje! Og det kræver mere end tomme ord og hule løfter. Det kræver handling. Vi har brug for deres hænder, hjerner og hjerter. Uden dem, kan Danmark nemlig ikke hænge sammen.

Derfor fortsætter kampen, indtil de strejkende får en ligeløn – lige nu.

Danmark skal også være mulighedernes land for dem!

***

Statsministeren har også glemt alle dem, der af den ene eller den anden grund ikke er i arbejde. Det ved jeg fra 7 års arbejde med socialt udsatte. 7 år Neller!

Statsministeren har glemt Ayse, som er alene med to børn. Hun blev ramt af sygdom da hun var på arbejde. Men desværre aldrig kom op på toppen igen. Ikke nok med hun mistede sit job, blev hun yderligere straffet da hun kom på kontanthjælp at der kom loft på den hjælp hun modtog. Hun siger at pengene kun rækker til de mest nødvendige ting. At skaffe mad når kalenderen viser den 10. er en udfordring i sig selv.

Ayse er ikke den eneste! Der er mange mennesker som er ramt af regeringens ”kontanthjælpsloft”, ”300timers regel” eller ”startHJÆLP” – det siger noget om regeringens forståelse af hjælp! Nogle kan måske skrabe penge nok sammen til at købe lægeordineret medicin når deres børn er syge, men de har ikke har råd til et par støvler når det bliver koldt, de kan ikke sende deres børn til fodbold og de har svært ved at skaffe 3 måltider om dagen.

Danmark er ikke mulighedernes land for Karinas lille søn Anders, når hun ikke engang har råd til at købe en brugt cykel, så han kan lege med sine venner.

Statsministeren har glemt Nana, som er studerende og har et barn som hun er alene med. At hun mangler penge til at købe tøj og bøger er ikke noget nyt. Men på det sidste har det været sværere og sværere at betale husleje regningen.

Og Nana er ikke den eneste! Hver dag bliver mennesker sat på gaden, fordi de ikke er i stand til at betale husleje. Siden regeringen kom til er 73 % flere mennesker sat på gaden. Det er ca 2500 mennesker hvert år. Og de færreste har skaffet sig et nyt hjem efter et år. De lejere, der bliver sat på gaden, hører til bunden af Danmark. De har oftest ingen uddannelse, de er ofte kontanthjælpsmodtagere og de har ofte etnisk minoritetsbaggrund. Når man bliver smidt på gaden er det svært at få øje på alle statsministerens fantastiske muligheder – skulle jeg hilse og sige!

Statsministeren har glemt Benny, som er bistandsklient. Han er psykisk syg og har også et misbrugsproblem. Han får et brev med påbud om at møde til en samtale. Han møder ikke op, fordi hans søster har forsøgt at begå selvmord. Han er generelt dårligt kørende og har svært ved at have styr på noget. Udeblivelsen medfører, at han får trukket en halv kontanthjælp. Det medfører, at han bare sidder og græder, han vender sine problemer indad, han bliver passiv, og hans tilstand forværres. Han ved ikke hvem skal henvende sig til, da alle dem han ringet til omstiller til andre.

Der er desværre mange som Benny. Det er for nemt at fare vild i et bureaukratisk system bygget på mistillid og kontrolhysteri. I dag burde det være obligatorisk med en guide for at ikke blive væk mellem instanserne. Til gengæld er det også lidt for nemt at miste sin ydelse. Hvis man ikke har modtaget en kuvert med posten eller hvis man er syg og ikke har mulighed for at ringe afbud til sin sagsbehandler. Så ryger kontakthjælpen.

Når man sidder klemt fast i regeringens bureaukratiske kontrolsystemer er der ikke mange af statsministerens muligheder at se.

Statsministeren har glemt Mehmet, som er 19 år gammel. Han går på teknisk skole og har gode karakter. Han har ligesom alle sine kammerater skrevet ansøgninger, men modsætning til dem aldrig blevet kaldt til samtale. Mange har haft oplevelser som Mehmet. På grund af deres hudfarve eller fremmedklingende navn har de ikke de samme muligheder for praktikpladser eller jobs. Det kan ske når man mindst venter det. Når man fester med sine venner, men bliver nægtet adgang til byens diskoteker. Når man søger job, men ryger bagerst i køen alene fordi man går med tørklæde. Eller når man sidder til ansættelses samtaler, bliver spurgt til om man kan behærske sproget, fordi man taler flydende dansk med accent.

***

Danmark har aldrig været rigere. Og det er vores allesammens penge!

Alligevel har vi en statsminister, der i bedste Onkel Joakim-stil knuger pengene til sig uden at tage hensyn til dem, der har mindre – de fattige. Vi har en velfærdsminister som ikke synes det er et problem, når de rige får 15 gange mere ud af skattelettelserne end de fattige. Den borgerlige regering har gjort de fattige fattigere. DE mærker ikke, at Danmark er ”mulighedernes land”.

I SF kæmper vi for at alle børn bliver født med lige muligheder. Nogle mener at 1. maj er en forældet tradition. Jeg siger: Så længe vi har mennesker i Danmark, der ikke har råd til at købe lægeordineret medicin til deres børn eller skaffe ordentlig mad på bordet, SÅ længe er der også brug for 1. maj. Så længe de fattige bliver fattigere og mennesker bliver diskrimineret pga. deres etniske, religiøse og kulturelle baggrund, så længe vil 1. maj ikke være en festdag for mig – Det vil være en kampdag!

***

Men vi skal ikke kun se på Danmark i dag!

Mange steder i verden kæmper man for frihed, lighed og retfærdighed. I Burma bliver befolkningen undertrykt af et brutalt militærregime. I Zimbabwe kæmper oppositionen mod et grusomt regime, der har ført landet ud i hungersnød, fattigdom og flygtningestrømme. I Sudan forvises store befolkningsgrupper til et liv i flygtningelejre med overhængende fare for folkemord i Darfur. Millioner lider under sult og undertrykkelse.

Også lande som er meget tættere på Danmark har svært ved at overholde menneskerettighederne. I Tyrkiet er det en forbrydelse for kurdere at bruge deres ytringsfrihed. De tyrkiske fængsler er fyldt med minoriteter som på den ene eller anden måde har insisteret på mere demokrati og retfærdighed.

Vi kan gøre mere. Vi skal have EU’s toldmure væk og vi skal se på hvordan vi bedst kan hjælpe de fattigere lande – ikke ud fra vores interesser, men ud fra deres!

Danmark kan ikke bare se til. Vi må engagere os! Det internationale samfund må engagere sig. Og insistere på, at menneskerettighederne overholdes, undertrykkelsen stoppes og der indføres reelt folkestyre.

Så længe der ikke er lige muligheder i Danmark og så længe mennesker i verden bliver forfulgt og undertrykt blot fordi de bruger deres ret til at ytre sig, kan og skal 1. maj ikke være en fest dag, men også en kamp dag. Det er min opfordring til jer.

Fortsat god 1.maj

Synes du om dette indlæg?