Stormomsust mødresnak

De sidste dage har der været stor debat om, hvorvidt det var i orden, at Holbergskolen i København indkaldte til et café-møde om mobning kun for kvinder.

Indkaldelsen til ”mødre-kaffen” lød: »Kom til en debat om mobning, mødresnak, lækker mad, kaffe/te og kage. Tag dit barn med, vi sørger for børnepasning. Vi glæder os meget til at se dig!«

 Initiativet var igangsat for at tiltrække nogle af de udsatte kvinder, som ellers ikke møder op til møder på skolen – og for at få dem til at netværke med de andre mødre på skolen. Projektet, initiativet var en del af, er støttet af integrationsministeriets satspulje og har også opbakning fra hele venstrefløjen på Københavns Rådhus.

Jeg har flere gange været ude og høre om lignende initiativer på Nørrebro, og jeg synes det er en strålende ide, at gøre en særlig indsats for at nå nogle af de udsatte kvinder, det ellers er svært at få i tale. Nogen gange er det nødvendigt at være kreativ og pragmatisk, og det synes jeg ildsjælene på Holbergskolen har været her.

Det skal understreges at der ikke var tale om et ordinært forældremøde, for til sådan et tror jeg ikke der er nogen der kunne drømme om at formene mændene adgang.

Jeg synes det er rigtig synd, at nogle politikere per automatik har taget afstand fra mødrecafeen, frem for at sætte sig ind i hvad mødet handlede om. Vi skal passe på, at iveren for at komme først ud i værdidebatten ikke får os til at glemme substansen og hvad der bedst hjælper de udsatte borgere det hele handler om. Se artikel i politiken.


Synes du om dette indlæg?

Kontakt: ozlem.cekic@ft.dk | +45 3337 4419