450-timers reglen er en katastrofe

Regeringen og Dansk Folkeparti vil gøre 300-timers reglen til 450-timers reglen, hvilket sandsynligvis vil betyde at flere mennesker sættes på gaden og lever i fattigdom. Katastrofalt, mener SFs socialordfører Özlem Sara Cekic.

En rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) viste tidligere på året at en femtedel af de mennesker der mistede der kontanthjælp som følge af 300-timers reglen, bliver sat på gaden fordi de ikke har råd til at betale deres husleje. Med en stramning af denne regel vil flere blive ramt og miste retten til kontanthjælp. Den logiske konsekvens af stramningen vil være, at flere sættes på gaden når de ikke kan betale huslejen.

”Det eneste regeringen opnår med dette udspil er, at endnu flere mennesker ender på gaden”, mener Özlem Cekic. Hun er foruroliget over, at man ikke har lært af erfaringerne fra SFI-rapporten, men faktisk skærper kravene til mennesker der i forvejen har meget svært ved at få tilværelsen til at hænge sammen.

“300-timers reglen var en mekanisme til produktion af fattigdom, 450-timers reglen vil blot være en stærkere mekanisme og det er dybt forkasteligt at flere mennesker nu skubbes ud i fattigdom i dagens rige Danmark ” siger Özlem Cekic. 450-timers reglen bliver også strammet, så den nu også gælder for personer hvis ægtefæller har et arbejde.

”Jeg synes, det er skræmmende, at vi i et velfærdssamfund har nogle regler, der rammer nogle grupper så hårdt at vi så systematisk ekskluderer dem fra samfundet.  Der er nogle personer, der bliver fanget i gæld uden mulighed for at komme oven på igen. Hver måned må de vælge hvilke nogle udgifter de skal lade være at betale denne måned: husleje, el, tøj eller fodtøj til børnene”, forklarer Özlem Cekic.

Özlem Cekic efterlyser, at regeringen tager problemet alvorligt: ”Regeringen bliver nødt til at erkende, at vi har et reelt fattigdomsproblem i Danmark, og at løsningen ikke er at prøve at presse alle disse mennesker ud i arbejde. Arbejde, som mange af disse mennesker på grund af deres nuværende situation fysisk eller psykisk, ikke er i stand til at passe”.

”Vi skal huske, at de her konsekvenser også rammer børnene. Hvis vi vil bryde den negative sociale arv, nytter det ikke at presse disse familier yderligere. Det vil tværtimod hensætte endnu flere familier til udsigtsløs fattigdom”, slutter Özlem Cekic.

Özlem Sara Cekic kan kontaktes på tlf. 33 37 44 19.


Synes du om dette indlæg?

Kontakt: ozlem.cekic@ft.dk | +45 3337 4419