Ambulant tvang

28.10.2009

Til satsforhandlingerne var der flertal for at indfører ambulant tvang mod sindslidende. Forslaget går ud på at tvangsmedicinere mennesker, som ikke er tvangsindlagte. Dvs. mennesker som ikke kan indlægges på røde eller gule papir (hverken er til fare for sig selv eller andre). Modellen er angiveligt, at et menneske skal kunne afhentes i eget hjem af politiet, bringes til hospitalet, og tvinges til at tage den ordinerede medicin og sendes hjem igen. Sidste gang regeringen ville indfører ambulant tvang, var der massiv modstand og derfor blev det ikke vedtaget i 2006.

Vi har gjort al hvad vi kunne for at forhindre at forslaget skulle vedtages. Siden foråret har vi været i dialog med ministeriet og siddet til diverse møder. Det lykkes os desværre ikke. Vi har også forslået alternativer til ambulant tvang, som 24 timers tilgængelighed til behandling, opsøgende psykiatriteams til de alle dårligste patienter, udskrivningsaftaler/koordinationsplaner til alle. Dem har vi både nævnt over for ministeriet men også fremlagt dem i pressen. 

Vi mener at der er en række muligheder indenfor det eksisterende psykiatriske system som ikke udnyttes i dag.

Da regeringen igen fremlagde deres forslag, senest til satspuljeforhandlingerne, kunne vi se de havde flertal for det. Derfor valgte vi at gå ind i forhandlingen for at begrænse det så vidt som muligt, så ambulant tvang ramte så få som muligt og konkret blev udformet så skånsomt som muligt. Vi stillede en række krav og fik en del igennem

 Vi sikrede:

• At der skal være enighed i satskredsen før lovforslaget skal sendes i høring. Dvs. vi har vetoret! (regeringen lagde op til at køre forløbet selv)
• Ambulant tvang forslaget er kun et forsøgsprojekt som har en tidsbegrænsning på 4 år (regeringen lagde op til en permanent lovgivning)
• Forslaget skal evalueres grundigt og der skal være en følgegruppe som skal være bredt repræsenteret. (regeringen havde ikke sat penge af til evaluering og det skulle kun være sundhedsstyrelsen der skulle være hen over evalueringen)
•  Der skal være retssikkerhed for patienterne. De patienter der bliver udsat for ambulant tvang, har ALLE en patientrådgiver og man kan klage over afgørelsen til patientklagenævnet med opsættende virkning (regeringen ville hverken give patienten klagemuligheder eller havde tænkt på at sikre at alle havde en patientrådgiver)
• Patienter kan ikke udsættes for ambulant tvang, hvis de ikke har fået tilbudt opsøgende hjælp og at opsøgende hjælp har prøvet at skabe kontakt uden held (Den betingelse var slet ikke med i regerings oplæg)
• Der skal være en gavnlig effekt af den tvangsmedicin man vil give patienterne (regeringen synes ikke det var nødvendigt at skrive noget om effekten af medicinen i det ind i aftalen)
• Afhentning skal være med fagpersoner og skånsomt. Afhentning skal være hjemme (regeringen lagde op til det kun var politi der skulle afhente og evt. også på gaden) 

Prisen for at få indflydelse var at vi skulle sige god for forslaget. Jeg vurderede at de ting vi fik igennem var det værd, da jeg var bange for at forslaget havde set meget værre ud uden SF´s krav. 
 

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg/SF er principielt imod tvang. Derfor har det været utrolig svært for os overhovedet at indgå i dialog omkring mere tvang. Vi har alligevel gjort det for at begrænse tvangen så meget som muligt. Selv dem der er for forslaget, synes kriterierne er sat for stramt og frygter at forslaget ikke vil blive benyttet.

Det ønskværdige havde været, at forslaget slet ikke blev stillet, men da regeringen alligevel havde flertal, så har vi haft en interesse i at få indflydelse.

 Der er ingen tvivl om at vi ønsker en anden psykiatri hvor tvang ikke er nødvendig, men desværre er der ikke flertal for det. Og det er meget trist!
Men vi gør hvad vi kan for at begrænse det så meget som muligt.

Læs mere om SF´s visioner på psykiatriområdet

http://www.sf.dk/default.aspx?func=article.view&id=43430

Synes du om dette indlæg?