At tale kurdisk

Jeg var ret nervøs inden jeg skulle holde min tale i går. Jeg har set frem til den længe, der har været mange overvejelser og forberedelser. Nu var tiden kommet.

Kurdiske citater
Jeg havde besluttet, at en del af talen skulle holdes på kurdisk. Flere kurdiske kvinder har fortalt mig om den dobbelte undertrykkelse de møder – som kvinder og som kurdere i Tyrkiet. De vil aldrig få lov til eller mulighed for at stå på talerstolen og fortælle om de uretfærdigheder, de oplever. Ikke foran politikere og magthavere. Jeg havde muligheden og derfor kom deres ord ud af min mund. Jeg citerede dem på deres eget sprog: Kurdisk.

I kan blandt andet læse mere om reaktionerne i artikler i Berlingske  og i Politiken.

Jeg er ved at oversætte hele talen og lægger den ud på bloggen så snart jeg kan, men her er et af de citater jeg læste højt på kurdisk. Det stammer fra en ung universitetsstuderende.

”Jeg er kurder, og jeg er stolt af at være kurder. Men desværre kan jeg ikke få undervisning på mit modersmål. Jeg har ikke engang ret til at sætte det på dagsordenen. Hvis jeg deltager i en demonstration til fordel for undervisning på kurdisk eller skriver under på en underskriftsindsamling med krav om undervisning på mit modersmål, vil jeg få karantæne for livstid (fra uddannelsesinstitutionen). Jeg har ikke engang ret til at klage over afgørelsen. Hvad er det for et demokrati?”

Negative reaktioner…
I Tyrkiet tillader man normalt ikke, at der holdes taler på kurdisk til politiske møder – også selvom det er modersmålet for en stor del af befolkningen. Derfor var jeg meget spændt på hvordan de ville reagere. Min tale forløb fint, men da jeg nåede til at læse citaterne højt prøvede ordstyreren (Güldal Aksit, der er forkvinde i Ligestillingskommissionen i det tyrkiske parlament) at afbryde mig – og sige, at jeg skulle holde talen på tyrkisk. Det valgte jeg at overhøre. Som dansk folketingsmedlem, holder jeg fast i at det er mig der bestemmer, hvilket sprog jeg vil holde min tale på. Ligesom det er mig, der bestemmer hvad jeg vil tale om.

Jeg talte ikke kurdisk, alene fordi jeg kan. Jeg gjorde det heller ikke alene for at provokere og trampe i noget. Jeg gjorde det fordi der foregår en kamp om kurdernes rettigheder. Om ligestilling, minoritetsbeskyttelse og anerkendelse. I denne kamp står det kurdiske sprog helt centralt. Og det ville være mærkeligt, hvis jeg med indholdet i min tale snakkede om ligestilling, mens jeg med formen – sproget – signalerede det stik modsatte.

Nogle tilhørere var højtlydt kritiske, andre udvandrede rasende fra lokalet. Det viste mig at kampen for ytringsfrihed og ligestilling, stadig har svære vilkår. Det er let at sidde sikkert i lænestolen i Danmark og skrive et vredt debatindlæg om ytringsfrihed. Det er noget helt andet at stå ansigt til ansigt med kritikerne og måtte affinde sig med deres reaktioner og sanktioner. Det gjorde mig nervøs og spændt.

Opbakning
Da jeg gik ned fra talerstolen lovede jeg mig selv, at det ikke skal være sidste gang. Jeg vil gøre det igen. Nogle kampe er for vigtige til at sidde stille og til ikke at handle.

Jeg blev overrasket over de mange positive reaktioner. Forbløffende mange. Jeg vil gå så langt som til at sige, at flertallet reagerede positivt. Jeg fik megen ros fra de udenlandske deltagere og – hvad vigtigere er – fra de kurdiske kvinder i salen. Det varmer at flertallet vurderer, at det er vigtigt at snakke om kurdiske kvinders rettigheder.

Det overraskede mig også at Tyrkiets AKP-parti kvitterede med en invitation til at holde en lignende tale en anden gang. Der er ved at ske noget i Tyrkiet. Ingen tvivl om det. Der bliver taget skridt i den rigtige retning. Ikke store skridt. Men skridt, ikke desto mindre. Og det gælder ikke kun på konferencer.

Efter talen
Da konferenceprogrammet var afsluttet gik jeg en tur i Ankaras gader. Her demonstrerede transvestitter for deres rettigheder. En politimand fortalte mig, at der havde været demonstrationer hele dagen, ligesom hver eneste 8. marts. Fredelige og nødvendige, kaldte han dem.

Det bedste vi kan gøre for demokratiet i Tyrkiet er at blive ved med at stille krav – også gerne skrappe betingelser – for landets optagelse i EU. Man skal ikke undervurdere, hvor vigtigt det er, at nogen udefra siger noget, de synes er svært at tale om. Jeg håber at min smuttur til Ankara kommer til at give processen bare et lille bitte ryk i den rigtige retning. Det vil fremtiden vise.

Synes du om dette indlæg?