At være pårørende til en sindslidende

Jeg holdt tale for første gang som psykiatri ordfører men også første gang fortalte jeg at jeg selv var pårørende til en sindslidende og derfor viste udmærket konsekvenserne af den manglende behandlingsgaranti. Det var både hårdt at stå og fortælle som pårørende, men også nødvendigt da vi alle har et ansvar for at nedbryde de tabuer der er omkring psykiske lidelser.

Hvor er det fantastisk at se så mange af Jer her i dag. Jeg hedder özlem Sara Cekic og er psykiatri ordfører for SF. Og før jeg blev valgt ind i folketinget har jeg arbejdet i psykiatrien i 7 år og ved hvordan psykisk syge bliver svigtet år efter år når der skal fordeles penge ved finanslovsforhandlinger.

Jeg har selv stået i de situationer at jeg har med mine kære patienter har banket på døren i forskellige psykiatriske skadestuer for at få dem indlagt så de kunne få den nødvendige behandling.

Vil gerne fortælle om Martin som jeg var sygeplejerske for. Som var skizofren og plaget af sine stemmer. Langt om længe lykkes det at få ham indlagt
Det er altid fantastisk at se, hvordan psykisk syge mennesker som Martin ændrer adfærd, når de få deres medicin, deres pleje og deres behandling. Martin blev i stand til at tage vare på sig selv. Han begyndte at smile. Han kunne være sammen med andre mennesker. Men glæden varede ikke længe. Der er nemlig blevet færre og færre sengepladser på de psykiatriske afdelinger igennem de seneste årtier. Derfor var ingen ledig sengeplads til Martin. Han blev udskrevet, inden behandlingen reelt var afsluttet.

Realiteten i Danmark er, at sengepladserne på psykiatriske afdelinger i stor stil er sparet væk. Eksempelvis var der 12.000 sengepladser i 1984, og i dag er sengepladserne ned på 3366. og der er flere lukninger på vej.

Ordentlig behandling af mennesker kræver kvalitet.
Jeg tror på kvalitet i behandlingen af mennesker med psykiske lidelser. Med flere års erfaring fra psykiatrien ved jeg, at bedre livskvalitet for sindslidende ikke alene skabes ved hjælp af medicin. Der skal også pleje og anden form for behandling til.
Men først og fremmest skal der behandlingsgaranti til. I dag er det sådan at hvis man har brækket benet kan man komme til med det samme, men hvis man har en psykiatrisk sygdom kan man få lov til at vente i ualmindelig lang tid.

Jeg kender selv ventetiden. Jeg er nemlig selv pårørende til en psykisk syg og kender udmærket til konsekvenserne når man venter. Og hvordan ventetiden bliver ualmindelig lang og smertefuld. Jeg ved den er smertefuld fordi der er så meget tabu omkring psykiske lidelser.  Derfor synes jeg det er så fantastisk at se så mange af Jer har trods tabuen har valgt at komme her i dag. Det er stærkt og der er smukt. Jeg håber det lys I bærer kan være med til at de politiker der sidder bag disse tykke mure vil blive belyst, så de ikke igen i år svigter og diskriminere de psykisk syge.

For diskrimination består ikke kun af manglende behandlingsgaranti. Fattigdommen som også rammer psykisk syge er med til at gøre hverdagen svær at overskue.
Jeg havde en patient under 25 år, som ikke ligesom alle sine jævnaldrende bare kunne tage et job. Den lave kontanthjælp var med til at han ikke kunne være med når venner skulle i biografen, når venner skulle på cafe. Eller når der ikke var råd til julegaver.

Så jeg håber at vi i fællesskab kan være med til at råbe op at nu har vi fået nok.
Lad os råbe op så vi ikke også i år bliver svigtet.
Lad os råbe op at nu er det nok.

Synes du om dette indlæg?