Børnene er hustruvoldens første ofre

Politiken den 15. februar, 2004.

Forestil dig du er 6 år. Du har set din far slå din mor, sikkert i flere år. En dag forlader I begge det hjem, der trods alt har været den trygge base, og den far, der trods alt har været god at spille fodbold med, når han var ædru.

Hvor kan I så gå hen den sene aften med de få ting din mor fik skrabet ned i en sort plastikpose. I skal være heldige hvis der er plads på et kvindehjem med det samme. Ellers må I bo hos venner og bekendte indtil der enten bliver en ledig plads på kvindehjemmet, eller I vender hjem til mareridtet. Hvis I er så heldige at få en plads på kvindehjemmet er det ikke en luksustilværelse, I bliver tilbudt. Rummet er måske kun på 8-10 m2. Og I skal dele både køkken, bad og opholdsstue med de andre beboere. Og der er kun legetøj, som du skal dele med de andre børn. Der bliver først ro til at sove sent om aftenen, ofte bliver klokken 23 før din mor kan få dig til at sove.

Er det hvad vi skal byde de 1.853 børn, der hvert år må tilbringe kortere eller længere perioder på et krisehjem? Er det hvad vi skal tilbyde deres mødre på et af de måske sværeste tidspunkter i deres liv?

I marts måned vil regeringen fremsætte et lovforslag, der giver mulighed for at bortvise en voldelig ægtefælle eller samlever fra det fælles hjem. Princippet er det en god ide, så børnene kan bibeholde de trygge rammer. Men jeg er bekymret for at det handler mere om besparelser end omsorg for voldsramte kvinder og deres børn.

Det er vigtigt at der bliver opprioriteret ressourcer til at hjælpe de kvinder, der nu får mulighed for at blive i eget hjem Behovet for psykologhjælp, socialrådgiver mm. bliver ikke nødvendigvis mindre bare fordi man bliver i sit eget hjem.

Det er også vigtigt at sikre, at der også afsættes penge til behandlingstilbud til de voldelige ægtefæller, der nu bliver hjemløse.

Det, der på papiret ligner en styrkelse af kvindernes rettigheder overfor de voldelige ægtefæller, må ikke ende med reelt at blive en letkøbt måde at spare offentlige penge på kvindekrisecentrene, uden at sætte tilsvarende ressourcer af til anden støtte af de voldsramte kvinder og deres børn.

Özlem Cekic
Medlem af Hovedstadens Amtskreds
Dansk Sygepleje Råd

Synes du om dette indlæg?