Bedre hjælp til udsatte grupper
Der er nu indgået aftale om satspuljen på det sociale område, og SFs forhandler og socialordfører Özlem Cekic er meget tilfreds med resultaterne.
I alt er der fordelt 1,8 mia kroner på det sociale område over 4 år.
Forældre til handicappede børn får økonomisk hjælp
Der er afsat 470 mio kroner til handicapområdet, heraf 395 mio. kr., der skal anvendes til at hæve loftet over tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der passer et handicappet eller sygt barn hjemme.
- Familier, der får et handicappet barn eller hvis barn rammes af f.eks. leukæmi står i en meget svær og sårbar situation. De kan være bange for hvor længe deres barn skal leve, de kan have store udfordringer med f.eks. at tage sig af familiens andre børn, og de kan ofte være på døgnarbejde i hjemmet for at hjælpe deres handicappede eller syge barn. Jeg synes ikke vi kan være bekendt at tvinge dem til at skulle forlade hus og hjem oveni. Vi er nu blevet enige om, at hæve loftet for kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, som den borgerlige regering indførte, fra 19.613 kr til 27.500 kr. om måneden. Det kommer til at sikre langt flere familier ro omkring økonomien, mens de tager sig af deres syge eller handicappede barn”, forklarer Formand for folketingets Socialudvalg Özlem Cekic (SF).
Bedre indsats til seksuelt misbrugte børn og voksne
Der er afsat 35 mio kroner til børnehuse for børn, der har været udsat for seksuelt misbrug.
- I dag skal børn der har været udsat for seksuelt misbrug selv opsøge politi, kommune, egen læge og psykolog. Vi mener ikke, at børn i en så sårbar situation, selv skal ud og opsøge diverse fagpersoner. Vi vil oprette børnehuse hvor børnene kan være i trygge rammer og hvor det er fagpersonerne, der kommer til børnene. Det har man gode erfaringer med fra bl.a Sverige. Vi skylder de børn hurtig hjælp og højt kvalificeret ekspertise. Alt andet kan vi ikke være bekendt, understreger Özlem Cekic.
Derudover er der afsat 67 mio kroner til indsats til senfølgerne af seksuelt misbrug.
- De børn vi prøver at hjælpe bliver også en dag voksne og har stadig brug for at samfundet tager hånd om deres sociale og sundhedsmæssige problemer. Derfor har det været vigtigt for os, at der var landsdækkende behandlings- og rådgivningsindsatser til de mennesker med senfølger af seksuelle overgreb så vi kan reducere de fysiske og psykiske skader af overgrebene, forklarer SFs socialordfører
Bedre start på voksenlivet for udsatte unge: Startboliger og bedre efterværn
131 mio kroner skal bruges på at etablere Startboliger, hvor de udsatte unge kan få støtte fra en social vicevært, som kan hjælpe dem med de sociale problemer der opstår og samtidig støtte dem i, at komme i gang med uddannelse og arbejde.
- Det er unge, som ofte er blevet svigtet af de voksne der har været omkring dem, og som ofte er meget ensomme og uden netværk. Vi skylder dem en håndsrækning, så de får en god start på voksenlivet.
Der afsættes desuden 35 mio kr. ekstra til at give en gruppe af de unge, der har været anbragt, ret til en kontaktperson til de er 19 år.
- Det er ekstremt vigtigt, at vi giver anbragte unge en særlig støtte. Så vi kan forbygge unge ikke ender i kriminalitet, misbrug eller får andre alvorlige sociale problemer, siger Özlem Cekic
Se ministeriets pressemeddelelse og den samlede aftale her:
http://www.sm.dk/Nyheder/Sider/Vis%20Nyhed.aspx?NewsItem=709
Synes du om dette indlæg?




