Besøg på Dugnad
Marts 2010
”Vi har i dag 2 toiletter i cafeen, men der er behov for 10-15 styk for at imødekomme behovet. Her måler vi velfærd i antallet af toiletter til vores brugere! Det sætter tingene lidt i perspektiv i forhold til den debat vi har om velfærd i vores velfærdssamfund”, fortæller Michael, daglig leder, som udtrykker, at de 2 toiletter de har i dag, er alt for lidt.
Det var en af de tanker, der slog mig, da jeg i sidste måned besøgte Dugnad, som er beliggende på Halmtorvet. ”Dugnad” er et norsk ord, der betyder, at lokalområdet samles for at løse en konflikt eller i fællesskab løfte en opgave og at alle bidrager med det, de kan. I DUGNAD Vesterbro er de narkotikarelaterede problemer blevet til løsninger og handling i form af Dugnad og et Sundhedsrum. Café Dugnad er stedets café for stofmisbrugere, som dagligt har mellem 300-500 besøg. Stedet arbejder for at sikre basale rettigheder for stedets brugere, bl.a. toiletter og sund mad, som serveres til billige penge.
At besøge Dugnad gjorde mig opmærksom på stofmisbrugers forhold på Vesterbro. At velfærd her er et spørgsmål om antallet af toiletter, er én kæmpe kontrast til den generelle velfærdsdebat, jeg vil derfor fortsat arbejde for at sikre, at vi sætter fokus på velfærd for de udsatte grupper.
Læs mere om foreningernes arbejde på www.dugnad.dk
Synes du om dette indlæg?




