I GÅR VAR den sidste dag i vinteren. Fra i dag begynder foråret, og snart er nattefrosten borte. Det betyder også, at de udenlandske hjemløse, som har ligget sammenkrøllet på vores gader i de kolde vintermåneder, tager hjem. Tilbage til deres familie i Polen, Bulgarien, eller hvor de nu kommer fra. Det virker i hvert fald, som om det er den forestilling, nogle danskere har om de udenlandske hjemløse. Som var de omvendte trækfugle, der for at modtage danskernes kærlighed, varme og mad flokkes til det kolde nord, når vinteren tager til.

Et bredt flertal i Folketinget har sikret overlevelseshjælp med penge til akutte nødherberger også denne vinter, men jeg mener, at det er tid til, at vi tager initiativ til en mere langsigtet løsning og en mere humanistisk behandling af disse mennesker. De udenlandske hjemløse er ikke et kvartalsproblem, der kun skal diskuteres, når man frygter, at de dør i kulden.

Eksperter regner med, at der i øjeblikket bor 300-500 udenlandske hjemløse i Danmark. Det er en meget broget gruppe. Den fri bevægelighed gør det muligt for EU-borgere at rejse på tværs af landegrænser og blive i op til seks måneder, hvis de altså er arbejdssøgende og kan forsørge sig selv.

Af samme grund kommer de udenlandske hjemløse også med vidt forskellige baggrunde. Nogle har massive psykiske og sociale problemer samt misbrug, andre er færdiguddannede og kommer hertil i håb om arbejde, mens andre igen har haft et arbejde og er så senere blevet udnyttet og fyret. Nogle rejser hurtigt hjem eller rejser videre, mens andre bliver, selvom de ikke har ret til nogen hjælp fra det offentlige. Ofte fordi der ikke er nogen alternativer.

Dansk Folkepartis forestilling om, at politiet bare skal smide de udenlandske hjemløse ud af landet, og så er problemet løst, er ugennemtænkt og meget naiv. Det løser hverken problemerne i Danmark, i EU eller for den enkelte hjemløse.

Hvis hjemløse opholder sig ulovligt i Danmark, skal vi hjælpe dem hjem. Det siger sig selv. Men aldrig i en kiste.

Det betyder, at mens de er her, bør vi leve op til vores ansvar for sikre overlevelse og akut lægehjælp, hvis de bliver syge. På samme måde har vi et ansvar for, at de mennesker, der er her legalt, fordi de er i arbejde, ikke bliver udnyttet på det groveste af danske arbejdsgivere, men får hjælp til at hævde deres rettigheder.

Men problemerne med de udenlandske hjemløse kan ikke løses alene fra dansk side, da fri bevægelighed også betyder fri bevægelighed af sociale problemer. Jeg synes ikke, at vi skal udvide retten til sociale ydelser, men der er brug for at finde langsigtede løsninger sammen med andre EU-lande. Derfor arbejder SF i Europa-Parlamentet for, at der bliver oprettet en solidarisk europæisk hjælpefond, der kan sikre, at håndteringen af de europæiske hjemløse koordineres.

I England har man med succes fået mere end 1500 hjemløse tilbage til deres hjemland gennem en koordineret indsats, hvor hjemløse fra Central-og Østeuropa frivilligt bliver hjulpet hjem og får den nødvendige behandling, de har behov for i deres hjemland. Ordningen finansierer sig selv i form af færre sygehusbesøg og mindre kriminalitet.

Debatten om, hvorvidt vi skal hjælpe de udenlandske hjemløse eller blot lade politiet smide dem ud af landet og så lukke øjnene for deres videre skæbne, er også et spørgsmål om, hvilket menneskesyn man besidder. Jeg mener, at alle mennesker fortjener et værdigt liv. Det gælder selvfølgelig også udenlandske hjemløse. Derfor må vi ikke glemme dem nu, selvom der er mange måneder til, at sneen falder igen.

Vi har nu en unik mulighed for at skabe en førtidspensionsreform som giver håb. En reform, der viser tillid til de udsatte grupper. En reform, der sætter mennesket i centrum og giver en hjælpende hånd til en stor gruppe unge mennesker, som vi alt for længe har svigtet. Vi må ikke tabe flere på gulvet.

Det er helt afgørende for os i SF, at en reform ikke kommer til at forringe vilkårene for dem, der allerede i dag er på førtidspension.

Målet for en ny reform skal derimod være, at så mange som muligt får hjælp til at komme sig helt eller delvist. Hvis vi aktivt vælger, at investere i mennesker, kan vi faktisk godt forebygge, at så mange unge mennesker får brug for førtidspension. Vi kan give dem en ny chance, og samtidig sikre langt flere en tilknytning til arbejdsmarkedet

I 2010 blev over halvdelen af alle førtidspensioner tildelt pga. en sindslidelse. Og blandt de 20-29 årige var tallet endnu højere. I dag er der traditionelt kun to mulige veje for unge mennesker, der på grund af sindslidelser ikke kan leve op til alle hverdagens krav. Enten kontanthjælp i årevis med en lang række arbejdsprøvninger og ofte meningsløse aktiveringer. Eller passiv førtidspension. Langvarig kontanthjælp er en falliterklæring, både for den enkelte men sandelig også for samfundet. Men det er førtidspensionen faktisk også. Vi skal ikke opgive unge med sindslidelser, når vi ved, at de fleste faktisk kan komme sig– hvis de får den behandling, de har behov for.

Det er sørgeligt at se, hvordan vi har svigtet især unge sindslidende. Jeg siger ikke, at lægen, sygeplejersken, læreren og sagsbehandleren intet har gjort. Det har de! De har gjort hvad der var muligt inden for de økonomiske rammer Folketinget har sat. Ansvaret for at vi har opgivet så mange unge mennesker, hviler ene og alene på os politikere. Det er ikke den skizofrenes eller depressionsramtes skyld, at de er endt på førtidspension eller kontanthjælp. Nej den ære har Christiansborg. Og hvis vi skal skabe en tredje vej for disse borgere, kræver det, at vi som politikere begynder at prioritere mennesket før systemet. Og at arbejdsmarkedet også begynder at række hånden ud.

DEN FØRSTE udfordring vi skal tage fat på er, at social-, beskæftigelses- og sundhedssystemet ikke er gode nok til at koordinere. Ofte er det er den syge borger, der midt i sit kaos med stemmer og depression også er den, der selv skal koordinere sin sag.

I dag følger man som borger forskellige planer alt efter om man sidder hos socialrådgiveren, sygeplejersken eller sagsbehandleren. Nogle oplever op til 12 forskellige sagsbehandlere. Den manglende koordination betyder, at det i dag er borgeren selv, der skal sørge for at informationer ikke går tabt. Vel og mærke i en situation, hvor borgeren måske er ved at tabe sig selv pga. en psykisk lidelse.

Jeg håber, at vi med den kommende reform kan skabe et mere sammenhængende forløb, hvor borgeren kun skal banke på en dør og få én samlet plan. Ansvaret for at koordinere skal ikke hvile på borgere, men bæres af fagpersonerne. Vi skal samtidig sørge for, at systemet skaber aktive borgere med indflydelse og handlemuligheder, som er villige til at tage et ansvar for deres eget liv. Vi skal ikke længere lave planer og forløb for borgeren, men med borgeren. 

EN ANDEN udfordring er, at vi har bygget et system op, hvor udsatte borgere mødes med mistillid og sanktioner. Hvis f.eks. en depressiv patient ikke har kræfter til at åbne rudekuverten fra sagsbehandleren med indkaldelse til samtale, så er der konsekvenser med det samme. Det første sagsbehandleren skal gøre, hvis en borger ikke dukker op til samtale, er at stoppe kontanthjælpen, indtil borgeren henvender sig igen.  Det betyder, at den depressive kvinde måske først opdager, at hun ikke har fået sin kontanthjælp, når hun skal betale sin husleje. I stedet for at hjælpe disse mennesker, kan vi ende med at gøre dem hjemløse.

Sanktioner kan være fornuftige, hvis der er tale om friske og raske kontanthjælpsmodtagere, men for mange sindslidende eller misbrugere, gør sanktionerne ofte kun situationen værre. Sidste år var 25 pct. af dem der blev sanktioneret også brugere af psykofarmaka mod depression, angst eller psykoser.

Vi skal turde gøre op med den straf og sanktionsideologi, der har præget socialpolitikken. Mennesker bliver ikke raske af, at vi straffer dem. Derfor håber jeg, at vi med den kommende reform kan fritage denne gruppe borgere for urimelige sanktioner, så de i stedet kan koncentrere al deres energi på rehabilitering og uddannelse. Til gavn for både dem og samfundet. Den hånd vi rækker ud fra Christiansborg skal hive folk op og ikke skubbe dem ned.

EN TREDJE udfordring er, at vi er hurtige til at give diagnoser, men ofte alt får dårlige til at sikre behandling. Alt for mange sindslidende bliver kronisk syge, fordi de ikke tilbydes behandling i tide. Mange af dem, der tilkendes førtidspension i dag er mennesker, der lider af ikke-psykotiske lidelser såsom depression, angst eller tvangstanker.

Jeg tror virkelig ikke, at det gør unge mennesker mere raske, hvis vi som samfund sender dem på førtidspension, og derved også signalerer, at vi ikke forventer at de kommer sig.

Nogle gange virker det som om man handler i blinde i forhold til den gruppe. Evalueringer viser, at op til 80 pct. af patienter med angst og depression, har gode resultater  af samtaleterapi med en psykolog. Alligevel er der blevet brugt over dobbelt så mange penge på tilskud til lykkepiller, som på tilskud til psykologhjælp til depressionsramte, på trods af den bevislige begrænsede effekt ved lykkepiller.

Der er noget ravende galt i vores måde at prioritere indsatsen overfor disse mennesker på. Vi ved, at de fleste ville blive raske eller komme sig, hvis de fik den rigtige behandling, men i stedet giver vi dem en masse piller og en førtidspension resten af deres liv. Det skyldes blandt andet et manglende fokus på, at folk kan komme sig, samt mange års nedprioritering af psykiatrien.

Der er brug for, at vi begynder at investere i målrettede behandlingsforløb, så vi kan give langt flere mennesker retten til at blive helt eller delvist raske.

MEN ARBEJDSMARKEDET skal også tage sit ansvar. De unge, der gør en aktiv indsats, skal også reelt opleve, at der er et arbejdsmarked at komme tilbage til. Over halvdelen af danskerne er betænkelige ved at arbejde sammen med en sindslidende. Samtidig er der rigtig mange fleksjob-visiterede, der har svært ved at finde et fleksjob. Der er brug for et langt mere rummeligt arbejdsmarked. I dag accepterer en del arbejdspladser at folk med rygproblemer har brug for at ligge ned og strække sig engang imellem. Tænk hvis det var lige så acceptabelt, at mennesker med sindslidelser kunne holde ekstra pause i arbejdstiden eller at tage en sygedag, når tristheden eller nervøsiteten meldte sig. 

VI HAR EN HISTORISK mulighed for at forebygge, at fremtidige generationer får det samme behov for førtidspension. Derfor er vores ønske til den kommende reform, at vi lytter til NGOerne og eksperternes anbefalinger og giver de unge, der er for syge til at klare sig på arbejdsmarkedet, tilbud om sammenhængende og velkoordinerede Rehabiliteringsforløb, hvor de får hjælp til at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Forløb, hvor de ikke straffes, men i stedet får tilbud om behandling og uddannelse. Dem der alligevel ikke har en jordisk chance for at komme sig, skal selvfølgelig stadig have mulighed for førtidspension, når alle andre muligheder er udtømte.

Det er faktisk muligt, at skabe en anden fremtid for mange unge. Der er potentialer, energi og drømme, som vi kan hjælpe med at udfolde. Vi skal huske, at de unge langt hellere vil forsørge sig selv, end at få sendt en check fra det offentlige. De unge vil langt hellere være raske end at blive stemplet som syge. Det kræver mod at invitere disse unge ind i fællesskabet. Spørgsmålet er nu om Folketinget, kommunerne, sundhedssektoren og arbejdsmarkedet har det mod?

JEG BEKLAGER, at mit eksempel på fattigdomikke viste fattigdommen i Danmark.

Det er jeg ked af. Men jeg er taknemmelig for alle dem, som har taget teten op efter mig og har fastholdt, at et enkelt dårligt eksempel ikke fjerner fattigdommen i Danmark eller gør bekæmpelsen af fattigdommen irrelevant. Tak for det.

Mange har spurgt, hvorfor jeg valgte Carina. Oprindelig skulle Joachim B. Olsen og jeg have besøgt en starthjælpsmodtager med børn. Hun meldte desværre fra kort inden vores planlagte besøg, og derfor inviterede jeg i hast Joachim hjem til Carina i stedet.

Jeg havde kendt Carina i flere år. Hun kontaktede mig i 2008, fordi hun var alene med to børn og stod til at miste sin lejlighed, og jeg prøvede forgæves at hjælpe hende.

Da debatten rullede før jul, havde Carina i mit hoved lige så mange økonomiske problemer som i 2008. Derfor besøgte vi hende, da min første familie faldt fra. Carina fik 9.800 i kontanthjælp + boligsikring, børnepenge og børneydelse som enlig forsørger. Dvs. i alt 15.728 kr.

Efter at de faste ydelser var betalt, havde Carina og hendes søn derfor 166 kr. ( inkl. børnepenge) om dagen til udgifter som mad, drikke, hygiejne, fritid, tandlæge, transport, forsikring og tøj. Og selv om det ikke er en formue, kan det ikke betegnes som fattigdom .

MÅSKE VAR det, fordi jeg kendte hende fra tidligere, at jeg ikke fik tjekket hendes budget ordentligt og derfor så hende som fattig, selv om hendes budget tydeligvis havde ændret sig siden 2008. Den fejl beklager jeg. Især over for Carina.

For konsekvensen har været, at en kvinde uden arbejde og med diagnoser som bl. a. angst, nu offentligt er blevet beskyldt for krævementalitet og for at være en byrde for samfundet. Nogle steder gik debatten så meget i selvsving, at det næsten lød, som om mennesker som hende bærer den faktiske skyld for den økonomiske krise.

Det er sørgeligt, når nu det egentlige problem er, at vi politikere i alt for mange år har svigtet hende og mange andre i samme situation ved ikke at tilbyde dem den rette hjælp til at komme videre i livet.

Med de klø jeg har fået i pressen, er det fristende at lade den stå der. Men der er stærkt behov for fortsat at argumentere mod dem, som ikke mener, at der er fattigdom i Danmark. For det er der desværre.

Danmark er et rigt land. Et land, hvor de fleste børn vokser op i trygge og sunde rammer. Forældrene har en uddannelse, et arbejde og et økonomisk råderum.

Børnene bliver stimuleret med fritidsaktiviteter, forkælet med gode fødselsdage med kager og gaver og holder ferie med deres forældre i Thailand og Spanien.

Langt de fleste børn i Danmark har det rigtig godt.

Men det er ikke alle børn. Da jeg arbejdede som sygeplejerske, mødte jeg mange børn med fattige forældre. Uddannelsesmæssigt fattige, kulturelt fattige, men også økonomisk fattige. Det var børn, der ikke gik til fritidsaktiviteter, fordi der ikke var råd til fodboldstøvler.

DET VAR BØRN, der fik ondt i maven over fødselsdage og jul, fordi familien ikke havde råd – og det er svært at forklare til kammeraterne. Uanset hvilken fattigdomsgrænse man anvender, er der materiel fattigdom i Danmark. Debatten har vist behovet for en fattigdomsgrænse. En streg i sandet, som politikere, debattører og befolkningen kan forholde sig til. Der er flere muligheder for, hvordan den kan fastsættes.

OECD HAR en relativ fattigdomsgrænse, som ligger på 50 procent af medianindkomsten efter skat. I 2010 svarede det til 101.128 kr. for en enlig uden børn. Med den grænse er der ifølge AE over 200.000 fattige i Danmark ( uden studerende).

København har lavet sin egen fattigdomsgrænse, som er absolut. Den er udregnet efter, hvad kommunen betragter som et minimumsbudget. Da grænsen blev trukket i 2008, var minimumsbudgettet sat til 114.297 kr. om året i disponibel indkomst for en enlig uden børn, og 70.000 københavnere lå under den grænse.

En lignende fattigdomsundersøgelse fra 2007 dokumenterede, at blandt gruppen af fattige københavnere oplevede over 25 pct. at måtte undvære lægeordineret medicin, fordi de ikke havde råd. Og 32 pct. at måtte undvære at spise tre måltider mad om dagen.

Der eksisterer fattige – også når de har prioriteret og har bagt deres brød selv ( som Joachim B. Olsen opfordrer dem til), fået PBS-aftaler ( som Benedikte Kiær mente var svaret), og når de havde fået et »kærligt skub« med diverse økonomiske sanktioner ( som Inger Støjberg sagde).

RIGTIG MANGE har skrevet til mig og i detaljer fremvist deres budgetter og fortalt, hvor få penge de havde til at dække de mest basale udgifter. Fattige prioriterer benhårdt. Mange fravælger forsikringer og tandlæger. De heldige har familie eller venner, der hjælper dem med mad og tøj. Og andre lader være med at betale huslejen. Nok derfor slog antallet af udsættelser rekord igen i 2010.

Det er ikke kun et spørgsmål om, at den enkelte skal være bedre til at prioritere. Samfundet skal også prioritere, hvilken hjælp vi vil tilbyde de udsatte borgere, og hvor dybt vi vil lade dem falde. Jeg mener ikke, at der er en modsætning mellem at behandle mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet, værdigt og at sikre ordentlige lønninger og arbejdsvilkår for mennesker, der er på arbejdsmarkedet i lavtlønnede job.

Selvfølgelig løser det ikke alle sociale problemer, at vi sender f. eks. traumatiserede starthjælpsmodtagere en højere check, men det gør alt andet lige deres situation noget lettere, hvis de får en økonomi, der er til at leve for, indtil de bliver raske og finder job.

DERFOR ER jeg stolt af, at vi har afskaffet fattigdomsydelserne, så alle nu kan få en kontanthjælp, som ligger på et acceptabelt niveau.

Jeg tror grundlæggende på, at langt de fleste mennesker vil arbejde, hvis de kunne. Men hvis man ikke vil arbejde, selv om man er rask og kan, så er der lukket for kontanthjælp. Det er reglen i dag. Og sådan bør det forblive. Det er en prioritering, hvordan vi bruger af statskassen, og selvfølgelig har vi ikke penge til alt. Derfor er det en relevant og vigtig diskussion, hvilket niveau af afsavn vi vil acceptere mennesker skal leve med, når deres forsørgelse er statens ansvar. Der er brug for en fattigdomsgrænse, så debatten kan tage udgangspunkt i realiteterne.

Jeg er ikke ekspert, og derfor er det ikke mig, der skal regne ud, hvor grænsen skal ligge. Men som politiker har jeg en mening om, hvornår man er fattig. Jeg sætter grænsen, når man lever på et skrabet budget og stadig ikke har råd til at holde børnefødselsdage, at købe lægeordineret medicin, at betale for, at ens børn går til fodbold, eller at kunne købe tre måltider mad – også sidst på måneden. Jeg mangler stadig at høre, hvor de borgerlige sætter grænsen, og hvilke afsavn de mener er acceptable?.

Da jeg arbejdede som sygeplejerske, mødte jeg mange børn med fattige forældre. Uddannelsesmæssigt fattige, kulturelt fattige, men også økonomisk fattige.

Jeg kender en mand, som hedder Niels Erik. Han er kun 30. Har kone og tre børn. Livet løber lige netop rundt for familien. Uroen ligger og lurer, mens hans sygdom ligger i dvale det meste af året. Men så går det galt, sådan for alvor. Når manien vælter ind over ham, vælter økonomien både ham og familiens liv omkuld.

Angsten slår ud hos dem alle, når Niels Erik på en weekend sætter flere tusinde kroner over styr, mens han konstant taler i telefon med mennesker, han kender og ikke kender, både herhjemme og i udlandet. Taletrangen er konstant uimodståelig, telefonregningen hurtigt uoverskuelig.

Mens han taler manisk i telefonen, håndterer han samtidigt trangen til at købe, købe, købe. Niels Erik køber vildt ind. Familien har ikke brug for skibukser og pels midt om sommeren. De har for den sags skyld heller ikke brug for det om vinteren. Men han køber dem alligevel, for der er ikke noget, der stopper ham.

De få uger, det står på, bliver dyre for ham. Telefonregningen svæver for det meste mellem 20 og 40.000 kr. Indkøbene koster 50-70.000 kr.

Muligt i Norge

Det lykkes altid for os at få Niels Erik i psykiatrisk behandling, så manien kommer under kontrol. Men bagefter kommer den værste nedtur: Det depressive mareridt af selvbebrejdelser, skyld og ikke mindst skam. Tilbagebetalingsaftalerne er ydmygende. Konen og børnene skal på banen for at redde stumperne. De skal spare alt, hvad de kan og mere til, så gælden kan betales tilbage. Men den er for stor. Det lykkes ikke.

I sine raske perioder ønsker Niels Erik, at der var noget, der kunne stoppe ham. Hvis han levede i Norge, kunne han lade sig registrere frivilligt i et kreditoplysningsbureau, til hvem han på helt frivillig basis og eget initiativ meddeler, at han ved, at han ikke vil være i stand til at tilbagebetale den gæld, han kommer til stifte, mens livet går i spåner for ham. Dette kan långivere få at vide, når de kontakter bureauet. Så låner han sig ikke ud i et økonomisk vanvid, hvor han og familien går i stykker og ender i økonomisk ruin. Men det er ikke muligt i Danmark.

I Norge er kreditoplysningsbureauerne forpligtet til at tilbyde frivillig registrering, som er tilgængelig for kreditgiverne efter sikre og anerkendte systemer. Via sådan en ordning kunne Niels Erik komme den ødelæggende gældsstiftelse i forkøbet og undgå den sociale, økonomiske og menneskelige nedtur og ydmygelse. Han ville ikke blive registreret som ‘dårlig betaler’, men som en person, der ikke ønskede at indgå i et debitor-kreditor forhold.

Stort problem

Niels Erik er langt fra alene om problemet. Der er utallige maniodepressive mennesker, som gennemlever de samme lidelser. Derudover er der knap 100.000 voksne danskere, som lider under forskellige former for ludomani med ulykkelige økonomiske konsekvenser til følge. Psykiatrifonden anslår yderligere, at ca. 300.000 danskere er shopaholics, dvs. de lider af et ukontrolleret indkøbsbehov.

Alle berørte interesseorganisationer håber på en lovgivning, der gør det muligt at forebygge disse menneskers økonomiske og menneskelige ruin. Vi ved, at flere og flere familier sættes på gaden på grund af håbløs gæld. De ender blandt det stigende antal fattige, som lever af offentlig forsørgelse uden mulighed for at vende tilbage til et selvforsørgende liv.

Hjælp til selvhjælp

Justitsministeriet siger nej til den frivillige registrering med tekniske argumenter. Selv om det kun kræver en mindre lovændring. Den er næsten omkostningsfri, men ville til gengæld forebygge mange omkostningstunge udgifter til udsatte og hjælpeløse mennesker og deres familier. Jeg synes, vi hurtigst muligt skal lave en lovændring, så vi ligesom i Norge kan give mulighed for frivillig registrering i kreditbureauerne.

Frivillig registrering er hjælp til selvhjælp. Den handler om værdighed og ansvarlighed. Den handler om forebyggelse frem for lappeløsninger. Jeg tror på, at hvor der er vilje er der vej.

Fyr alle lægekonsulenter

Klumme bragt i Ekstra Bladet 28.06.2011

Af Özlem Cekic Socialordfører for SF,

‘ JEG VIL IKKE have pension, men jeg vil gerne arbejde. Og meget gerne i sundhedsvæsenet, hvor jeg som uddannet sygeplejerske kan bruge min arbejdskraft. Men desværre blev jeg ramt af en sygdom. Og som om det ikke var nok, blev jeg også ramt af en lægekonsulent . Det var nok det værste.’ Sådan skrev en borger til mig. Hun var diagnosticeret med leddegigt og kronisk træthedssyndrom. I de seneste år havde hun arbejdet som lægesekretær. Da kommunen skulle vurdere, om hun skulle have mulighed for at arbejde på nedsat tid, bad man en lægekonsulent om at komme med en udtalelse på baggrund af speciallægernes vurdering af kvinden.

LÆGEKONSULENTENS konklusion var, at gigten ikke var til hindring for arbejdet som lægesekretær.

Hvad angår det kroniske træthedssyndrom, mente lægekonsulenten, at der ikke var tale om en objektiv sygdom.

Derfor konkluderede han, at der ikke var lægelig begrundelse for skånehensyn og heller ikke for førtidspension.

Dette til trods for, at kronisk træthedssyndrom faktisk er en anerkendt neurologisk lidelse, som tilmed er på Ankestyrelsens liste over diagnoser hos folk, der får tilkendt førtidspension.

Jeg kan godt forstå, hvorfor borgeren følte sig dobbelt ramt. Både af sygdommen og af lægekonsulenten.

DET ER DESVÆRRE alt for ofte, at jeg hører om lægekonsulenter, der opfinder deres egne diagnoser og konkluderer i strid med speciallægernes anbefalinger. Endda uden at man kan klage over dem.

Hvordan kan det være, at lægekonsulenter kan blive ved med at opfinde deres egne diagnoser og konklusioner, selv om det klart og tydeligt står i loven, at de ikke må – at de udelukkende skal sammenfatte og oversætte speciallægernes udtalelser? DER ER INGEN tvivl om, at en kommune kan spare mange penge på udgifterne til førtidspension og sygedagpenge, hvis de har en lægekonsulent , der konkluderer, at borgeren ikke har nedsat arbejdsevne. Og når lægekonsulenten samtidig aflønnes af samme kommune, så kan man komme i tvivl om nogle lægekonsulenters motiver.

Og om nogle kommuners motiver.

Mange kommuner er blevet fantastisk gode til at brokke sig over den hjælp, de skal give til syge og handicappede borgere. Nogle gange går de så meget i selvsving, at det kommer til at lyde, som om det er de syge og handicappede, der er skyld i Danmarks økonomiske krise. Derfor passer det nok nogle kommuner ganske godt at have en lægekonsulent til at blåstemple deres besparelser.

DR TOG PROBLEMET med de listige lægekonsulenter op i sidste uge, men det er desværre ikke en ny problemstilling.

Vi har faktisk hørt om problemerne de sidste ti år, uden der er sket noget.

Jeg synes, man skal afskaffe lægekonsulenterne og i stedet pålægge speciallægerne at skrive et sprog, som sagsbehandlerne kan forstå. Det mener jeg er det mindste, vi som politikere kan gøre for syge danskere.

Hvordan kan det være, at lægekonsulenter kan blive ved med at opfinde deres egne diagnoser.

Sammen kan vi gøre en forskel for de millioner af voksne og børn der sulter i Afrika. Sammen kan vi måske være med til at redde nogle børns liv.

De børn, hvis billeder vi ikke kan holde ud at se, regner med dig. Ræk dem hånden. Hjælp dem der bringer hjælpen frem her.

De bedste hilsner

Özlem Sara Cekic

DER ER INDKALDT til møde på din arbejdsplads. Du dukker ikke op, for du har ikke fået nogen mødeindkaldelse.

Da du opdager det, skynder du dig at fortælle din arbejdsgiver, hvorfor du ikke kom til mødet. Men det er han ligeglad med. Han er mere optaget af, hvilken straf du skal have.

Han beslutter, at de næste seks måneder får du kun halv løn. Så kan du lære det! Og han er ligeglad med, at det kan betyde, at du og din familie ikke har penge til huslejen og risikerer at gå fra hus og hjem.

Er historien for langt ude? Ikke for kontanthjælpsmodtagerne.

Det har Pia K. sørget for.

FREMOVER SKAL STRAFFEN for at misse et møde med jobcentret ikke blot være, at man mister kontanthjælpen de dage, man ikke har overholdt sine aftaler. Nej nu skal man miste halvdelen af kontanthjælpen i hele seks måneder. Også selvom årsagen f. eks. er, at Post Danmark ikke leverede indkaldelsen til tiden.

Jeg er enig i, at hvis man kan arbejde, skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Og hvis man ikke lever op til sine forpligtelser, skal det have en konsekvens.

Det skete også 126.000 gange sidste år.

Men at halvere kontanthjælpen synes jeg er helt ude af proportioner. Det er en hård straf, som rammer hele familien, og som på ingen måde hjælper arbejdsløse i arbejde.

I TIRSDAGS HOLDT Lars Løkke sin afslutningstale i Folketinget.

Han sagde, at politikere skulle dømmes ud fra de resultater, de har skabt, og ikke ud fra de drømme, de har.

Lars Løkke er godt i gang med at skabe resultater ud af Pia K. s drømme. Ud over at halvere kontanthjælpen kan han se tilbage på resultater i form af en forkortet dagpengeperiode, så tusindvis af langtidsledige danskere ender på kontanthjælp. En forringelse af efterlønnen, så nedslidte rengøringsdamer, sosu-assistenter og håndværkere fremover skal gå tiggergang hos kommunen for at få seniorførtidspension. Og senest har han omdannet fleksjobordningen, så langt flere handicappede og kronisk syge nu ender uden arbejde.

ALLE FORRINGELSERNE bliver pakket ind som reformer.

Hvor mange gange har vi ikke hørt remsen om, at riget fattes penge, og derfor skal der reformeres. Jeg undrer mig bare over, hvorfor det aldrig er de rige, der skal give pengene? Hvorfor skal de multinationale selskaber, de rigeste danskere, privathospitalerne og ministre og folketingsmedlemmer ikke give deres bidrag? Jeg synes, det ville være langt smartere at forhindre, at folk går fra hus og hjem, frem for at hælde skattelettelser ud til Overdanmark, hvis største problem er, om de skal til Thailand eller Indien på ferie.

Hvorfor ikke satse på efteruddannelse til de arbejdsløse og behandling til de syge, så de kan arbejde igen frem for at forgylde alle dem, der i forvejen har røven fuld af penge? JEG ER TRÆT AF at høre Pia K. & co. tale ned til arbejdsløse, som om de er dovne og nassere, der slet ikke ønsker at tage et arbejde.

Hvad ville hun selv sige, hvis hun mistede halvdelen af sin folketingsløn, fordi hun kom for sent til et møde?.

Skiftet fra socialpolitik til beskæftigelsespolitik betyder, at socialt udsatte fastholdes i fattigdom, fordi ‘det skal kunne betale sig at arbejde’, som regeringen siger.

»Det er ingen guldgrube at være på starthjælp, og det skal det heller ikke være, fordi det skal kunne betale sig at tage et arbejde. De lave ydelser er der så længe jeg er her,« har beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) udtalt, vel vidende at mange på starthjælp har både fysiske og psykiske problemer, der gør det svært for dem, at få et arbejde. Selvfølgelig skal det kunne betale sig at arbejde, men det politiske mantra om, at det skal kunne betale sig at arbejde, vejer åbenbart tungere end hensynet til menneskers sociale problemer.

Når socialpolitik bliver til beskæftigelsespolitik, får vi en socialpolitik, der hellere vil lappeløse, når tingene går galt end forebygge og tænke i helheder. F.eks. har jeg oplevet den absurde situation i Folketinget, at socialministeren ikke kan gøre noget ved den fattigdom, der er skabt af de lave kontanthjælpsydelser, fordi de sociale ydelser hører under Beskæftigelsesministeriet. Og beskæftigelsesministeren kan ikke forholde sig til konsekvenserne af fattigdomsydelser, fordi fattigdom jo er Socialministeriets område. Og hvordan kommunerne griber de sociale og sundhedsmæssige problemer an i forhold til aktivering af syge mennesker, vil indenrigs- og sundhedsministeren ikke blande sig i, for det er beskæftigelsesministerens ansvar. Ministrene fralægger sig ansvaret, borgeren betaler prisen.

Ændret menneskesyn

Man kan især se skiftet ude i kommunerne, hvor målet ikke længere er støtte til at håndtere sociale problemer, så folk kan komme sig. Det er derimod at få folk i arbejde. Koste hvad det vil.

Derfor anvendes flere og flere sanktioner af medarbejdere i jobcentrene, der er gode til at hjælpe med at finde job, men ikke er uddannede til at håndtere de social- og sundhedsproblemstillinger, borgerne står over for.

Når socialpolitik bliver beskæftigelsespolitik, er der ikke bare tale om, at man skal åbne døren ind til et jobcenter i stedet for et socialcenter. Det opstår et skift i den hjælp, der tilbydes, hjælpens formål og det menneskesyn borgerne mødes med. Der er tale om et opgør med en stolt dansk tradition for at behandle socialt udsatte medborgere som ligeværdige mennesker.

Når succeskriteriet er, at folk kommer i arbejde, presser man kravet om aktivering ned over hovedet på mennesker i matchgruppe 2 og 3, selv om de har massive sociale problemer som misbrug, kriminalitet, psykisk eller fysisk sygdom. Man hjælper dem ikke med at løse de problemer, de kæmper med i deres hverdag.

Vejen til det gode liv

Det handler ikke om, at jeg ikke synes, at mennesker skal arbejde. Det mener jeg bestemt, de skal. Hvis de kan. Selvfølgelig skal vi gøre, hvad vi kan, for at alle i matchgruppe 1 kommer i arbejde. Min pointe er blot, at det er meget forskelligt, hvordan folk bliver hjulpet til et godt liv.

Jeg har arbejdet med de mest udsatte grupper som sygeplejerske i psykiatrien og har kun mødt borgere, der helst ville arbejde, selv om jeg med min faglige baggrund vidste, at det for nogle af dem var en utopi. At være i arbejde er for de fleste en forudsætning for det ideelle liv og for at passe ind i mængden. Det er bare ikke alle mennesker, der er i stand til at arbejde.

Det er derfor vi har socialpolitikken. Fordi alle ikke har det lige godt. Fordi nogle mennesker har brug for hjælp til andet og mere end bare at få et arbejde.

Lad mig komme med et eksempel. Anisa har boet i Danmark i otte år, men har stadig ikke lært at tale dansk. Hun er albansk flygtning, har været offer for en massakre, og har mistet mange af sine familiemedlemmer. Hun er ikke så underligt meget traumatiseret og har ikke været uden for en dør i mange år. Bortset fra når hun møder op til aktiveringsprojekterne.

På projekterne møder hun andre mennesker, hun får rare oplevelser og hjælp til sin økonomi, lægebesøg, bolig og traumebehandling. Medarbejderne i projektet er enige om, at Anisa aldrig kommer ud på arbejdsmarkedet. Hun er simpelthen ikke i stand til det. De er også enige om, at hun får rigtig meget ud af at komme i et projekt.

Det interessante ved Anisas situation er, at den hjælp, hun får, rammer så skævt. Egentlig er den rettet mod at få hende i arbejde, ikke mod at hun skal have det bedre. Var hendes helbred målet, havde kommunen givet hende en støttekontaktperson, der kunne hjælpe hende med at skabe et netværk og få hverdagen til at hænge sammen, Men det er kun arbejdsmarkedsrettet hjælp, de har mulighed for at give hende.

Hvad er du værd?

Når socialpolitik bliver beskæftigelsespolitik, bruges sanktioner i stedet for hjælp og støtte. Hvis man misser en rudekuvert eller ikke kommer til et møde, trækkes man i kontanthjælpen. Man får ikke hjælp til at møde op eller til at læse, hvad der står i brevene. Uanset om det er en borger, som er hjemløs, har depression eller har et handicap, er sanktionen hurtig og ualmindeligt uretfærdig.

En undersøgelse fra AKF viser, at der i 2010 har været 126.000 sager, hvor kommunerne har uddelt sanktioner. Det betyder, at folk mister deres kontanthjælp i kortere eller længere tid, og det er i alt sket fire gange så meget i 2010 som i 2007. Det svarer til, at hver anden kontanthjælpsmodtager fik frataget deres kontanthjælp i en periode.

Det interessante er, at tal fra Ankestyrelsen viser, at der er fejl i en tredjedel af afgørelserne. Det er altså ikke bare tale om, at folk snyder og bliver straffet for det.

Et andet eksempel på, at man fokuserer mere på menneskers nytteværdi for arbejdsmarkedet end på et egentligt solidarisk ønske om at hjælpe, er Lena. Hun er 40 år og har boet og arbejdet i Danmark i ca. 20 år med ensformigt arbejde. Hendes mand er sindslidende, og hun står med hele ansvaret for børnene, hjemmet, økonomien og manden.

Efter et år på sygedagpenge er hun stadig ikke helbredsmæssigt afklaret, og hun ender derfor på kontanthjælp. Senere får hun diagnoserne depression, fibromyalgi og en tarmlidelse med svær inkontinens til følge.

Hvis Lenas mand havde fået støtte, og hvis hun havde fået hjælp fra en sygeplejerske og økonomisk støtte til konkrete hjælpemidler, så ville hun højst sandsynligt have fået det så godt, at hun kunne komme i deltidsarbejde. Men et år efter er Lena stadig i et aktiveringsprojekt, hvor hun hækler, fordi hun ikke kender sine rettigheder og ikke har ressourcerne til at kræve at komme videre.

Når beskæftigelsespolitikken er i højsædet, får borgere med sociale problemer kun støtte, hvis den med det samme kan hjælpe dem til at komme i arbejde.

Det er imidlertid en snæver liberalistisk forestilling, at arbejde er den eneste vej til lykke og bedre trivsel for mennesker og at borgerne er til for samfundets skyld og ikke omvendt. Hvorfor skal alle i arbejde? Er man mindre borger, hvis ens ressourcer ikke rækker? Hvorfor er målet aldrig, at alle udsatte borgere skal ud af udsathed?,

Regeringen bør gøre op med tankegangen om, at alle skal i arbejde, koste hvad det vil. Vi skal have en socialpolitik, som er solidarisk med socialt udsatte borgere, i stedet for en liberal noget for noget-tankegang. Samtidig skal vi selvfølgelig også sørge for, at arbejdsmarkedet lever op til sit ansvar for at være rummeligt og ikkeekskluderende.

Alle mennesker er noget værd i sig selv, også selv om de ikke bidrager til arbejdsmarkedet. Vi skal hjælpe dem, der har behov for det, fordi de har behov for det, og ikke kun fordi de har værdi for os som deltagere på arbejdsmarkedet.

Özlem Sara Cekic er social- og psykiatriordfører for SF

 ”Regeringen har indtil videre valgt udelukkende at forebygge udsættelser ved at tilbyde rådgivning. Det er fuldstændigt hul i hovedet at tro, at man kan nøjes med at tilbyde rådgivning, når problemet er, at mange af disse mennesker simpelthen mangler penge til at betale huslejen med.  Det er pinligt og dybt sørgeligt, at vi, i vores samfund, har mennesker, der skal vælge mellem at købe mad til børnene eller betale huslejen” siger SFs socialordfører Özlem Sara Cekic 

Næsten halvdelen af de familier, der bliver sat ud af deres bolig, er børnefamilier, der på grund af dårlig økonomi ikke er i stand til at betale husleje.  

Derfor foreslår SF: 

- at der findes en varig bolig til de børnefamilier, der er blevet sat ud af deres bolig, mod at deres huslejeindbetalinger fremover bliver sat under administration.

- at der sikres et godt økonomisk grundlag for familierne ved at afskaffe de nedsatte kontanthjælpsydelser.

- at private udlejere får pligt til at underrette kommunen, senest samtidig med at en sag om lejerestance oversendes til fogedretten.

Özlem Sara Cekic

Socialordfører for SF

33374419