JEG BEKLAGER, at mit eksempel på fattigdomikke viste fattigdommen i Danmark.

Det er jeg ked af. Men jeg er taknemmelig for alle dem, som har taget teten op efter mig og har fastholdt, at et enkelt dårligt eksempel ikke fjerner fattigdommen i Danmark eller gør bekæmpelsen af fattigdommen irrelevant. Tak for det.

Mange har spurgt, hvorfor jeg valgte Carina. Oprindelig skulle Joachim B. Olsen og jeg have besøgt en starthjælpsmodtager med børn. Hun meldte desværre fra kort inden vores planlagte besøg, og derfor inviterede jeg i hast Joachim hjem til Carina i stedet.

Jeg havde kendt Carina i flere år. Hun kontaktede mig i 2008, fordi hun var alene med to børn og stod til at miste sin lejlighed, og jeg prøvede forgæves at hjælpe hende.

Da debatten rullede før jul, havde Carina i mit hoved lige så mange økonomiske problemer som i 2008. Derfor besøgte vi hende, da min første familie faldt fra. Carina fik 9.800 i kontanthjælp + boligsikring, børnepenge og børneydelse som enlig forsørger. Dvs. i alt 15.728 kr.

Efter at de faste ydelser var betalt, havde Carina og hendes søn derfor 166 kr. ( inkl. børnepenge) om dagen til udgifter som mad, drikke, hygiejne, fritid, tandlæge, transport, forsikring og tøj. Og selv om det ikke er en formue, kan det ikke betegnes som fattigdom .

MÅSKE VAR det, fordi jeg kendte hende fra tidligere, at jeg ikke fik tjekket hendes budget ordentligt og derfor så hende som fattig, selv om hendes budget tydeligvis havde ændret sig siden 2008. Den fejl beklager jeg. Især over for Carina.

For konsekvensen har været, at en kvinde uden arbejde og med diagnoser som bl. a. angst, nu offentligt er blevet beskyldt for krævementalitet og for at være en byrde for samfundet. Nogle steder gik debatten så meget i selvsving, at det næsten lød, som om mennesker som hende bærer den faktiske skyld for den økonomiske krise.

Det er sørgeligt, når nu det egentlige problem er, at vi politikere i alt for mange år har svigtet hende og mange andre i samme situation ved ikke at tilbyde dem den rette hjælp til at komme videre i livet.

Med de klø jeg har fået i pressen, er det fristende at lade den stå der. Men der er stærkt behov for fortsat at argumentere mod dem, som ikke mener, at der er fattigdom i Danmark. For det er der desværre.

Danmark er et rigt land. Et land, hvor de fleste børn vokser op i trygge og sunde rammer. Forældrene har en uddannelse, et arbejde og et økonomisk råderum.

Børnene bliver stimuleret med fritidsaktiviteter, forkælet med gode fødselsdage med kager og gaver og holder ferie med deres forældre i Thailand og Spanien.

Langt de fleste børn i Danmark har det rigtig godt.

Men det er ikke alle børn. Da jeg arbejdede som sygeplejerske, mødte jeg mange børn med fattige forældre. Uddannelsesmæssigt fattige, kulturelt fattige, men også økonomisk fattige. Det var børn, der ikke gik til fritidsaktiviteter, fordi der ikke var råd til fodboldstøvler.

DET VAR BØRN, der fik ondt i maven over fødselsdage og jul, fordi familien ikke havde råd – og det er svært at forklare til kammeraterne. Uanset hvilken fattigdomsgrænse man anvender, er der materiel fattigdom i Danmark. Debatten har vist behovet for en fattigdomsgrænse. En streg i sandet, som politikere, debattører og befolkningen kan forholde sig til. Der er flere muligheder for, hvordan den kan fastsættes.

OECD HAR en relativ fattigdomsgrænse, som ligger på 50 procent af medianindkomsten efter skat. I 2010 svarede det til 101.128 kr. for en enlig uden børn. Med den grænse er der ifølge AE over 200.000 fattige i Danmark ( uden studerende).

København har lavet sin egen fattigdomsgrænse, som er absolut. Den er udregnet efter, hvad kommunen betragter som et minimumsbudget. Da grænsen blev trukket i 2008, var minimumsbudgettet sat til 114.297 kr. om året i disponibel indkomst for en enlig uden børn, og 70.000 københavnere lå under den grænse.

En lignende fattigdomsundersøgelse fra 2007 dokumenterede, at blandt gruppen af fattige københavnere oplevede over 25 pct. at måtte undvære lægeordineret medicin, fordi de ikke havde råd. Og 32 pct. at måtte undvære at spise tre måltider mad om dagen.

Der eksisterer fattige – også når de har prioriteret og har bagt deres brød selv ( som Joachim B. Olsen opfordrer dem til), fået PBS-aftaler ( som Benedikte Kiær mente var svaret), og når de havde fået et »kærligt skub« med diverse økonomiske sanktioner ( som Inger Støjberg sagde).

RIGTIG MANGE har skrevet til mig og i detaljer fremvist deres budgetter og fortalt, hvor få penge de havde til at dække de mest basale udgifter. Fattige prioriterer benhårdt. Mange fravælger forsikringer og tandlæger. De heldige har familie eller venner, der hjælper dem med mad og tøj. Og andre lader være med at betale huslejen. Nok derfor slog antallet af udsættelser rekord igen i 2010.

Det er ikke kun et spørgsmål om, at den enkelte skal være bedre til at prioritere. Samfundet skal også prioritere, hvilken hjælp vi vil tilbyde de udsatte borgere, og hvor dybt vi vil lade dem falde. Jeg mener ikke, at der er en modsætning mellem at behandle mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet, værdigt og at sikre ordentlige lønninger og arbejdsvilkår for mennesker, der er på arbejdsmarkedet i lavtlønnede job.

Selvfølgelig løser det ikke alle sociale problemer, at vi sender f. eks. traumatiserede starthjælpsmodtagere en højere check, men det gør alt andet lige deres situation noget lettere, hvis de får en økonomi, der er til at leve for, indtil de bliver raske og finder job.

DERFOR ER jeg stolt af, at vi har afskaffet fattigdomsydelserne, så alle nu kan få en kontanthjælp, som ligger på et acceptabelt niveau.

Jeg tror grundlæggende på, at langt de fleste mennesker vil arbejde, hvis de kunne. Men hvis man ikke vil arbejde, selv om man er rask og kan, så er der lukket for kontanthjælp. Det er reglen i dag. Og sådan bør det forblive. Det er en prioritering, hvordan vi bruger af statskassen, og selvfølgelig har vi ikke penge til alt. Derfor er det en relevant og vigtig diskussion, hvilket niveau af afsavn vi vil acceptere mennesker skal leve med, når deres forsørgelse er statens ansvar. Der er brug for en fattigdomsgrænse, så debatten kan tage udgangspunkt i realiteterne.

Jeg er ikke ekspert, og derfor er det ikke mig, der skal regne ud, hvor grænsen skal ligge. Men som politiker har jeg en mening om, hvornår man er fattig. Jeg sætter grænsen, når man lever på et skrabet budget og stadig ikke har råd til at holde børnefødselsdage, at købe lægeordineret medicin, at betale for, at ens børn går til fodbold, eller at kunne købe tre måltider mad – også sidst på måneden. Jeg mangler stadig at høre, hvor de borgerlige sætter grænsen, og hvilke afsavn de mener er acceptable?.

Da jeg arbejdede som sygeplejerske, mødte jeg mange børn med fattige forældre. Uddannelsesmæssigt fattige, kulturelt fattige, men også økonomisk fattige.

Jeg kender en mand, som hedder Niels Erik. Han er kun 30. Har kone og tre børn. Livet løber lige netop rundt for familien. Uroen ligger og lurer, mens hans sygdom ligger i dvale det meste af året. Men så går det galt, sådan for alvor. Når manien vælter ind over ham, vælter økonomien både ham og familiens liv omkuld.

Angsten slår ud hos dem alle, når Niels Erik på en weekend sætter flere tusinde kroner over styr, mens han konstant taler i telefon med mennesker, han kender og ikke kender, både herhjemme og i udlandet. Taletrangen er konstant uimodståelig, telefonregningen hurtigt uoverskuelig.

Mens han taler manisk i telefonen, håndterer han samtidigt trangen til at købe, købe, købe. Niels Erik køber vildt ind. Familien har ikke brug for skibukser og pels midt om sommeren. De har for den sags skyld heller ikke brug for det om vinteren. Men han køber dem alligevel, for der er ikke noget, der stopper ham.

De få uger, det står på, bliver dyre for ham. Telefonregningen svæver for det meste mellem 20 og 40.000 kr. Indkøbene koster 50-70.000 kr.

Muligt i Norge

Det lykkes altid for os at få Niels Erik i psykiatrisk behandling, så manien kommer under kontrol. Men bagefter kommer den værste nedtur: Det depressive mareridt af selvbebrejdelser, skyld og ikke mindst skam. Tilbagebetalingsaftalerne er ydmygende. Konen og børnene skal på banen for at redde stumperne. De skal spare alt, hvad de kan og mere til, så gælden kan betales tilbage. Men den er for stor. Det lykkes ikke.

I sine raske perioder ønsker Niels Erik, at der var noget, der kunne stoppe ham. Hvis han levede i Norge, kunne han lade sig registrere frivilligt i et kreditoplysningsbureau, til hvem han på helt frivillig basis og eget initiativ meddeler, at han ved, at han ikke vil være i stand til at tilbagebetale den gæld, han kommer til stifte, mens livet går i spåner for ham. Dette kan långivere få at vide, når de kontakter bureauet. Så låner han sig ikke ud i et økonomisk vanvid, hvor han og familien går i stykker og ender i økonomisk ruin. Men det er ikke muligt i Danmark.

I Norge er kreditoplysningsbureauerne forpligtet til at tilbyde frivillig registrering, som er tilgængelig for kreditgiverne efter sikre og anerkendte systemer. Via sådan en ordning kunne Niels Erik komme den ødelæggende gældsstiftelse i forkøbet og undgå den sociale, økonomiske og menneskelige nedtur og ydmygelse. Han ville ikke blive registreret som ‘dårlig betaler’, men som en person, der ikke ønskede at indgå i et debitor-kreditor forhold.

Stort problem

Niels Erik er langt fra alene om problemet. Der er utallige maniodepressive mennesker, som gennemlever de samme lidelser. Derudover er der knap 100.000 voksne danskere, som lider under forskellige former for ludomani med ulykkelige økonomiske konsekvenser til følge. Psykiatrifonden anslår yderligere, at ca. 300.000 danskere er shopaholics, dvs. de lider af et ukontrolleret indkøbsbehov.

Alle berørte interesseorganisationer håber på en lovgivning, der gør det muligt at forebygge disse menneskers økonomiske og menneskelige ruin. Vi ved, at flere og flere familier sættes på gaden på grund af håbløs gæld. De ender blandt det stigende antal fattige, som lever af offentlig forsørgelse uden mulighed for at vende tilbage til et selvforsørgende liv.

Hjælp til selvhjælp

Justitsministeriet siger nej til den frivillige registrering med tekniske argumenter. Selv om det kun kræver en mindre lovændring. Den er næsten omkostningsfri, men ville til gengæld forebygge mange omkostningstunge udgifter til udsatte og hjælpeløse mennesker og deres familier. Jeg synes, vi hurtigst muligt skal lave en lovændring, så vi ligesom i Norge kan give mulighed for frivillig registrering i kreditbureauerne.

Frivillig registrering er hjælp til selvhjælp. Den handler om værdighed og ansvarlighed. Den handler om forebyggelse frem for lappeløsninger. Jeg tror på, at hvor der er vilje er der vej.

Fyr alle lægekonsulenter

Klumme bragt i Ekstra Bladet 28.06.2011

Af Özlem Cekic Socialordfører for SF,

‘ JEG VIL IKKE have pension, men jeg vil gerne arbejde. Og meget gerne i sundhedsvæsenet, hvor jeg som uddannet sygeplejerske kan bruge min arbejdskraft. Men desværre blev jeg ramt af en sygdom. Og som om det ikke var nok, blev jeg også ramt af en lægekonsulent . Det var nok det værste.’ Sådan skrev en borger til mig. Hun var diagnosticeret med leddegigt og kronisk træthedssyndrom. I de seneste år havde hun arbejdet som lægesekretær. Da kommunen skulle vurdere, om hun skulle have mulighed for at arbejde på nedsat tid, bad man en lægekonsulent om at komme med en udtalelse på baggrund af speciallægernes vurdering af kvinden.

LÆGEKONSULENTENS konklusion var, at gigten ikke var til hindring for arbejdet som lægesekretær.

Hvad angår det kroniske træthedssyndrom, mente lægekonsulenten, at der ikke var tale om en objektiv sygdom.

Derfor konkluderede han, at der ikke var lægelig begrundelse for skånehensyn og heller ikke for førtidspension.

Dette til trods for, at kronisk træthedssyndrom faktisk er en anerkendt neurologisk lidelse, som tilmed er på Ankestyrelsens liste over diagnoser hos folk, der får tilkendt førtidspension.

Jeg kan godt forstå, hvorfor borgeren følte sig dobbelt ramt. Både af sygdommen og af lægekonsulenten.

DET ER DESVÆRRE alt for ofte, at jeg hører om lægekonsulenter, der opfinder deres egne diagnoser og konkluderer i strid med speciallægernes anbefalinger. Endda uden at man kan klage over dem.

Hvordan kan det være, at lægekonsulenter kan blive ved med at opfinde deres egne diagnoser og konklusioner, selv om det klart og tydeligt står i loven, at de ikke må – at de udelukkende skal sammenfatte og oversætte speciallægernes udtalelser? DER ER INGEN tvivl om, at en kommune kan spare mange penge på udgifterne til førtidspension og sygedagpenge, hvis de har en lægekonsulent , der konkluderer, at borgeren ikke har nedsat arbejdsevne. Og når lægekonsulenten samtidig aflønnes af samme kommune, så kan man komme i tvivl om nogle lægekonsulenters motiver.

Og om nogle kommuners motiver.

Mange kommuner er blevet fantastisk gode til at brokke sig over den hjælp, de skal give til syge og handicappede borgere. Nogle gange går de så meget i selvsving, at det kommer til at lyde, som om det er de syge og handicappede, der er skyld i Danmarks økonomiske krise. Derfor passer det nok nogle kommuner ganske godt at have en lægekonsulent til at blåstemple deres besparelser.

DR TOG PROBLEMET med de listige lægekonsulenter op i sidste uge, men det er desværre ikke en ny problemstilling.

Vi har faktisk hørt om problemerne de sidste ti år, uden der er sket noget.

Jeg synes, man skal afskaffe lægekonsulenterne og i stedet pålægge speciallægerne at skrive et sprog, som sagsbehandlerne kan forstå. Det mener jeg er det mindste, vi som politikere kan gøre for syge danskere.

Hvordan kan det være, at lægekonsulenter kan blive ved med at opfinde deres egne diagnoser.

Sammen kan vi gøre en forskel for de millioner af voksne og børn der sulter i Afrika. Sammen kan vi måske være med til at redde nogle børns liv.

De børn, hvis billeder vi ikke kan holde ud at se, regner med dig. Ræk dem hånden. Hjælp dem der bringer hjælpen frem her.

De bedste hilsner

Özlem Sara Cekic

DER ER INDKALDT til møde på din arbejdsplads. Du dukker ikke op, for du har ikke fået nogen mødeindkaldelse.

Da du opdager det, skynder du dig at fortælle din arbejdsgiver, hvorfor du ikke kom til mødet. Men det er han ligeglad med. Han er mere optaget af, hvilken straf du skal have.

Han beslutter, at de næste seks måneder får du kun halv løn. Så kan du lære det! Og han er ligeglad med, at det kan betyde, at du og din familie ikke har penge til huslejen og risikerer at gå fra hus og hjem.

Er historien for langt ude? Ikke for kontanthjælpsmodtagerne.

Det har Pia K. sørget for.

FREMOVER SKAL STRAFFEN for at misse et møde med jobcentret ikke blot være, at man mister kontanthjælpen de dage, man ikke har overholdt sine aftaler. Nej nu skal man miste halvdelen af kontanthjælpen i hele seks måneder. Også selvom årsagen f. eks. er, at Post Danmark ikke leverede indkaldelsen til tiden.

Jeg er enig i, at hvis man kan arbejde, skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Og hvis man ikke lever op til sine forpligtelser, skal det have en konsekvens.

Det skete også 126.000 gange sidste år.

Men at halvere kontanthjælpen synes jeg er helt ude af proportioner. Det er en hård straf, som rammer hele familien, og som på ingen måde hjælper arbejdsløse i arbejde.

I TIRSDAGS HOLDT Lars Løkke sin afslutningstale i Folketinget.

Han sagde, at politikere skulle dømmes ud fra de resultater, de har skabt, og ikke ud fra de drømme, de har.

Lars Løkke er godt i gang med at skabe resultater ud af Pia K. s drømme. Ud over at halvere kontanthjælpen kan han se tilbage på resultater i form af en forkortet dagpengeperiode, så tusindvis af langtidsledige danskere ender på kontanthjælp. En forringelse af efterlønnen, så nedslidte rengøringsdamer, sosu-assistenter og håndværkere fremover skal gå tiggergang hos kommunen for at få seniorførtidspension. Og senest har han omdannet fleksjobordningen, så langt flere handicappede og kronisk syge nu ender uden arbejde.

ALLE FORRINGELSERNE bliver pakket ind som reformer.

Hvor mange gange har vi ikke hørt remsen om, at riget fattes penge, og derfor skal der reformeres. Jeg undrer mig bare over, hvorfor det aldrig er de rige, der skal give pengene? Hvorfor skal de multinationale selskaber, de rigeste danskere, privathospitalerne og ministre og folketingsmedlemmer ikke give deres bidrag? Jeg synes, det ville være langt smartere at forhindre, at folk går fra hus og hjem, frem for at hælde skattelettelser ud til Overdanmark, hvis største problem er, om de skal til Thailand eller Indien på ferie.

Hvorfor ikke satse på efteruddannelse til de arbejdsløse og behandling til de syge, så de kan arbejde igen frem for at forgylde alle dem, der i forvejen har røven fuld af penge? JEG ER TRÆT AF at høre Pia K. & co. tale ned til arbejdsløse, som om de er dovne og nassere, der slet ikke ønsker at tage et arbejde.

Hvad ville hun selv sige, hvis hun mistede halvdelen af sin folketingsløn, fordi hun kom for sent til et møde?.

Skiftet fra socialpolitik til beskæftigelsespolitik betyder, at socialt udsatte fastholdes i fattigdom, fordi ‘det skal kunne betale sig at arbejde’, som regeringen siger.

»Det er ingen guldgrube at være på starthjælp, og det skal det heller ikke være, fordi det skal kunne betale sig at tage et arbejde. De lave ydelser er der så længe jeg er her,« har beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) udtalt, vel vidende at mange på starthjælp har både fysiske og psykiske problemer, der gør det svært for dem, at få et arbejde. Selvfølgelig skal det kunne betale sig at arbejde, men det politiske mantra om, at det skal kunne betale sig at arbejde, vejer åbenbart tungere end hensynet til menneskers sociale problemer.

Når socialpolitik bliver til beskæftigelsespolitik, får vi en socialpolitik, der hellere vil lappeløse, når tingene går galt end forebygge og tænke i helheder. F.eks. har jeg oplevet den absurde situation i Folketinget, at socialministeren ikke kan gøre noget ved den fattigdom, der er skabt af de lave kontanthjælpsydelser, fordi de sociale ydelser hører under Beskæftigelsesministeriet. Og beskæftigelsesministeren kan ikke forholde sig til konsekvenserne af fattigdomsydelser, fordi fattigdom jo er Socialministeriets område. Og hvordan kommunerne griber de sociale og sundhedsmæssige problemer an i forhold til aktivering af syge mennesker, vil indenrigs- og sundhedsministeren ikke blande sig i, for det er beskæftigelsesministerens ansvar. Ministrene fralægger sig ansvaret, borgeren betaler prisen.

Ændret menneskesyn

Man kan især se skiftet ude i kommunerne, hvor målet ikke længere er støtte til at håndtere sociale problemer, så folk kan komme sig. Det er derimod at få folk i arbejde. Koste hvad det vil.

Derfor anvendes flere og flere sanktioner af medarbejdere i jobcentrene, der er gode til at hjælpe med at finde job, men ikke er uddannede til at håndtere de social- og sundhedsproblemstillinger, borgerne står over for.

Når socialpolitik bliver beskæftigelsespolitik, er der ikke bare tale om, at man skal åbne døren ind til et jobcenter i stedet for et socialcenter. Det opstår et skift i den hjælp, der tilbydes, hjælpens formål og det menneskesyn borgerne mødes med. Der er tale om et opgør med en stolt dansk tradition for at behandle socialt udsatte medborgere som ligeværdige mennesker.

Når succeskriteriet er, at folk kommer i arbejde, presser man kravet om aktivering ned over hovedet på mennesker i matchgruppe 2 og 3, selv om de har massive sociale problemer som misbrug, kriminalitet, psykisk eller fysisk sygdom. Man hjælper dem ikke med at løse de problemer, de kæmper med i deres hverdag.

Vejen til det gode liv

Det handler ikke om, at jeg ikke synes, at mennesker skal arbejde. Det mener jeg bestemt, de skal. Hvis de kan. Selvfølgelig skal vi gøre, hvad vi kan, for at alle i matchgruppe 1 kommer i arbejde. Min pointe er blot, at det er meget forskelligt, hvordan folk bliver hjulpet til et godt liv.

Jeg har arbejdet med de mest udsatte grupper som sygeplejerske i psykiatrien og har kun mødt borgere, der helst ville arbejde, selv om jeg med min faglige baggrund vidste, at det for nogle af dem var en utopi. At være i arbejde er for de fleste en forudsætning for det ideelle liv og for at passe ind i mængden. Det er bare ikke alle mennesker, der er i stand til at arbejde.

Det er derfor vi har socialpolitikken. Fordi alle ikke har det lige godt. Fordi nogle mennesker har brug for hjælp til andet og mere end bare at få et arbejde.

Lad mig komme med et eksempel. Anisa har boet i Danmark i otte år, men har stadig ikke lært at tale dansk. Hun er albansk flygtning, har været offer for en massakre, og har mistet mange af sine familiemedlemmer. Hun er ikke så underligt meget traumatiseret og har ikke været uden for en dør i mange år. Bortset fra når hun møder op til aktiveringsprojekterne.

På projekterne møder hun andre mennesker, hun får rare oplevelser og hjælp til sin økonomi, lægebesøg, bolig og traumebehandling. Medarbejderne i projektet er enige om, at Anisa aldrig kommer ud på arbejdsmarkedet. Hun er simpelthen ikke i stand til det. De er også enige om, at hun får rigtig meget ud af at komme i et projekt.

Det interessante ved Anisas situation er, at den hjælp, hun får, rammer så skævt. Egentlig er den rettet mod at få hende i arbejde, ikke mod at hun skal have det bedre. Var hendes helbred målet, havde kommunen givet hende en støttekontaktperson, der kunne hjælpe hende med at skabe et netværk og få hverdagen til at hænge sammen, Men det er kun arbejdsmarkedsrettet hjælp, de har mulighed for at give hende.

Hvad er du værd?

Når socialpolitik bliver beskæftigelsespolitik, bruges sanktioner i stedet for hjælp og støtte. Hvis man misser en rudekuvert eller ikke kommer til et møde, trækkes man i kontanthjælpen. Man får ikke hjælp til at møde op eller til at læse, hvad der står i brevene. Uanset om det er en borger, som er hjemløs, har depression eller har et handicap, er sanktionen hurtig og ualmindeligt uretfærdig.

En undersøgelse fra AKF viser, at der i 2010 har været 126.000 sager, hvor kommunerne har uddelt sanktioner. Det betyder, at folk mister deres kontanthjælp i kortere eller længere tid, og det er i alt sket fire gange så meget i 2010 som i 2007. Det svarer til, at hver anden kontanthjælpsmodtager fik frataget deres kontanthjælp i en periode.

Det interessante er, at tal fra Ankestyrelsen viser, at der er fejl i en tredjedel af afgørelserne. Det er altså ikke bare tale om, at folk snyder og bliver straffet for det.

Et andet eksempel på, at man fokuserer mere på menneskers nytteværdi for arbejdsmarkedet end på et egentligt solidarisk ønske om at hjælpe, er Lena. Hun er 40 år og har boet og arbejdet i Danmark i ca. 20 år med ensformigt arbejde. Hendes mand er sindslidende, og hun står med hele ansvaret for børnene, hjemmet, økonomien og manden.

Efter et år på sygedagpenge er hun stadig ikke helbredsmæssigt afklaret, og hun ender derfor på kontanthjælp. Senere får hun diagnoserne depression, fibromyalgi og en tarmlidelse med svær inkontinens til følge.

Hvis Lenas mand havde fået støtte, og hvis hun havde fået hjælp fra en sygeplejerske og økonomisk støtte til konkrete hjælpemidler, så ville hun højst sandsynligt have fået det så godt, at hun kunne komme i deltidsarbejde. Men et år efter er Lena stadig i et aktiveringsprojekt, hvor hun hækler, fordi hun ikke kender sine rettigheder og ikke har ressourcerne til at kræve at komme videre.

Når beskæftigelsespolitikken er i højsædet, får borgere med sociale problemer kun støtte, hvis den med det samme kan hjælpe dem til at komme i arbejde.

Det er imidlertid en snæver liberalistisk forestilling, at arbejde er den eneste vej til lykke og bedre trivsel for mennesker og at borgerne er til for samfundets skyld og ikke omvendt. Hvorfor skal alle i arbejde? Er man mindre borger, hvis ens ressourcer ikke rækker? Hvorfor er målet aldrig, at alle udsatte borgere skal ud af udsathed?,

Regeringen bør gøre op med tankegangen om, at alle skal i arbejde, koste hvad det vil. Vi skal have en socialpolitik, som er solidarisk med socialt udsatte borgere, i stedet for en liberal noget for noget-tankegang. Samtidig skal vi selvfølgelig også sørge for, at arbejdsmarkedet lever op til sit ansvar for at være rummeligt og ikkeekskluderende.

Alle mennesker er noget værd i sig selv, også selv om de ikke bidrager til arbejdsmarkedet. Vi skal hjælpe dem, der har behov for det, fordi de har behov for det, og ikke kun fordi de har værdi for os som deltagere på arbejdsmarkedet.

Özlem Sara Cekic er social- og psykiatriordfører for SF

 ”Regeringen har indtil videre valgt udelukkende at forebygge udsættelser ved at tilbyde rådgivning. Det er fuldstændigt hul i hovedet at tro, at man kan nøjes med at tilbyde rådgivning, når problemet er, at mange af disse mennesker simpelthen mangler penge til at betale huslejen med.  Det er pinligt og dybt sørgeligt, at vi, i vores samfund, har mennesker, der skal vælge mellem at købe mad til børnene eller betale huslejen” siger SFs socialordfører Özlem Sara Cekic 

Næsten halvdelen af de familier, der bliver sat ud af deres bolig, er børnefamilier, der på grund af dårlig økonomi ikke er i stand til at betale husleje.  

Derfor foreslår SF: 

- at der findes en varig bolig til de børnefamilier, der er blevet sat ud af deres bolig, mod at deres huslejeindbetalinger fremover bliver sat under administration.

- at der sikres et godt økonomisk grundlag for familierne ved at afskaffe de nedsatte kontanthjælpsydelser.

- at private udlejere får pligt til at underrette kommunen, senest samtidig med at en sag om lejerestance oversendes til fogedretten.

Özlem Sara Cekic

Socialordfører for SF

33374419

”De 19 organisationer har lavet et fantastisk stykke arbejde med deres handlingsplan for bekæmpelse af den stigende børnefattigdom. Nu kan vi kun håbe, at regeringen denne gang vil tage kritikken til sig, og følge op på forslaget.”

”Jeg synes det er meget konstruktivt af organisationerne at komme på banen med en konkret handlingsplan. De er de professionelle, der er derude, hvor det sker, og de ved om nogen, hvilke konsekvenser fattigdom har for børn i Danmark,” siger SF’s socialordfører Özlem Cekic

Handlingsplanen viser, at det blandt andet er børn af forældre på lave sociale ydelser, der er ramt af fattigdom. Den viser, at antallet af fattige børn er steget med 77 % fra 2001 til 2007, og tallet skønnes at være det samme i 2010. Det er især i yderkantsområderne og i visse storbykvarterer de fattige børn lever. Derudover opfordrer rapporten til en sammenhængende indsats mod børnemishandling, da 5,6 % af de 25-årige fortæller om mishandling i familien.

”Derfor vil vi i SF sammen med S, fjerne de lave sociale ydelser, når vi kommer i regering. Handlingsplanen viser jo med al tydelighed, hvordan fattige børn ofte også ender som fattige voksne, og vi kan se, hvordan længerevarende fattigdom betyder en øget risiko for marginalisering og social stigmatisering. Det duer simpelthen ikke længere, at børn skal holdes som gidsler i et forsøg på at få flere i beskæftigelse,” siger Özlem Cekic.

Læs organisationernes plan her

Læs mere om S og SF’s 10 punkts fattigdomsudspil her

Når Martin Henriksen beskylder SF for at skabe flere fattige, kan jeg ikke lade være med at realitetskorrigere ham. Hvem er det, der i de sidste 10 år har skabt historisk fattigdom og ulighed i vores Danmark? Martin Henriksen har nok glemt, hvem der står med ansvaret i forhold til flere tusind fattige børn i Danmark. Jeg hjælper gerne hans hukommelse på gled. Jeg nævner gerne nogle af forslagene fra Dansk Folkeparti, der har støttet de riges forbrugsfest på bekostning af de udsatte i samfundet. Den støtte har bl. a. betydet, at man har givet færre børnepenge og kontanthjælpsloft til de fattige for at give ufinansierede skattelettelser til de rige.

Martin, det virker bare lidt dobbeltmoralsk, at du lader som om, du vil have mere lighed i samfundet.

En sværm af udspil SF har sammen med Socialdemokraterne fremlagt et tipunkts fattigdomsudspil, som vi agter at gennemføre, når vi får en rød regering.

Jeg nævner gerne nogle af dem her, resten må du læse om på sf. dk.

Vi vil etablere en fattigdomsgrænse og afskaffe de ydelser, der skaber fattigdom.

Vi vil give alle forældre mulighed for at give deres børn en værdig opvækst.

Derfor har vi afsat godt 500 millioner kroner til at afskaffe lave sociale ydelser som starthjælp, kontanthjælpsloft og 225-timersregl.

Et øget økonomisk råderum til forældrene vil give øget overskud til børnene og mulighed for at give dem den bedst mulige start på livet.

Samtidig mener vi ikke, at det at blive syg skal være starten på en social deroute.

Derfor vil vi have fjernet varighedsbegrænsningen af sygedagpenge, så ingen må gå fra hus og hjem, hvis de ikke er blevet raske inden for 52 uger. Samtidig har vi også sagt, at folk på overførselsindkomster skal have 2.000 kr. mere at leve for.

Jeg har svært ved at tro på det, men hvis DF virkelig vil begynde at sætte fokus på de fattiges vilkår, er jeg da spændt på at se, hvordan Martin Henriksen vil stemme i Folketingssalen, når vi igen fremsætter vores forslag om flere rettigheder for socialt udsatte og alle vores andre tiltag for at mindske fattigdom.

Måske får vi ligefrem opbakning?