Af BENT MELCHIOR OG ÖZLEM SARA CEKIC OVERRABBINER OG MF ( SF)

I morgen er det international racismedag.

Men det kommer heldigvis ikke os ved.

Vi har da ikke racisme i Danmark. Eller har vi? Når minoriteter klarer sig godt, kaldes de danskere, når de klarer sig skidt, er de brøkdanskere, som samfundet helst var foruden.

Det er et paradoks, at den del af Danmarks befolkning, der har skærpet tonen voldsomt i debatten herhjemme, samtidig har haft held til at afvise al tale om racister og racisme, der nu betragtes som en slags fyord.

At ‘ trække racismekortet’ er noget af det værste, man kan gøre. Selv racismeparagraffen foreslår mange afskaffet.

Alt er efterhånden tilladt at sige med henvisning til ytringsfriheden.

Uden i utide at råbe, at ulven kommer, så må vi konstatere, at antisemitisme, islamofobi og etnisk diskrimination har været i bekymrende stigning over en længere periode.

VI BRUGER mange udtryk for at signalere, at mennesker, der ikke ligner flertallet, ikke tilhører fællesskabet. Tag for eksempel udtrykkene ‘ andengenerations-’ og ‘ tredjegenerationsindvandrere’.

Egentlig kan det vel ses lidt som parallel til de af en vis hr. Goebbels opfundne udtryk halvjøder og kvartjøder.

Har vi nogensinde sat brøker på for eksempel kristne eller danskere? Hvad er de øvrige tre fjerdedele af en kvartjøde? Men hvordan bruges udtrykket? Vi har lige med stolthed oplevet, at en dansk filminstruktør er blevet hædret med en Oscar.

Har nogen omtalt Susanne Bier som andengenerationsindvandrer? Skønt hendes familie hører til de få undtagelser, som slap gennem det fint vævede net, der ellers i 1930′ erne hindrede jøder i at undslippe forfølgelserne i Tyskland.

Nu er man pludselig bange for, at hun skal blive for længe i Hollywood, men Susanne er trofast mod sit danske fædreland, og Sydfyn forbereder sig på øget turisme de steder, hvor hun har filmet.

HVAD MED verdens bedste kvindelige tennisspiller, Caroline Wozniacki? Hvad med verdens bedste målmand, Peter Schmeichel, eller hvad med den fremragende sorte løber Wilson Kipketer? Verdens bedste restaurant, Noma, er skabt af René Redzepi, hvis far kom hertil fra Albanien, og hvis familie boede i Jugoslavien i en del år. Hans succes har medført en meget stor interesse for danske varer ude i verden. Hvor mon indtægterne fra den eksport er opført i regnskabet over, hvad indvandrerne koster Danmark? I disse og mange andre tilfælde drømmer vi ikke om at nævne og understrege, at de kommer fra familier, der er indvandret til landet. Eller at undersøge, om de nu er kvart-eller halvdanske.

Det gør vi derimod meget flittigt, hvor der er tale om uheldige eller kriminelle elementer, og der er som bekendt brodne kar i alle lejre.

VI VIL IKKE dække over den kendsgerning, at der er indvandrere, der er på den forkerte side af loven. Men vi vil protestere imod, at det lægges hele gruppen af indvandrere til last. Ja, vi vil da kalde det racistisk.

Hvor vi tidligere betragtede landets befolkning som en enhed, opdeler vi nu danskerne i etniske og ikke-etniske danskere. Det er til at begynde med en sproglig finesse, men erfaringen viser, at den slags betegnelser udvikler sig.

Med opdelingen har man nøglen til diskrimination.

Ordene følges op med handling.

Hvide og sorte blev det kaldt i nogle lande. Ariere og ikke-ariere i andre.

Alt sammen en begyndelse til noget, der udviklede sig katastrofalt.

Etniske og ikkeetniske er heldigvis ikke kommet så vidt endnu, men hvis vi ikke tænker os om, så løber tingene fra os.

Den måde, man snakker om folk på, sætter også rammerne for, hvilke politiske tiltag der regnes som legitime. Og man vænner sig foruroligende hurtigt til retorikken.

NU REGNER VI på, hvad de ikke-etniske danskere koster staten. Nu vil vi bedømme alle de ikke-etniskes danskeres ret til førtidspension. Den gamle bibelske idé om, at der skal gælde den samme lov for indbyggeren og den fremmede, er trængt i baggrunden, selvom det nok så ofte understreges, at vi er en kristen nation.

Hvordan kan det være, at vi tolererer, at vi opbevarer – og ordet opbevarer er valgt med omhu – i hundredvis af mennesker i lejre, hvor de henslæber gode år på meningsløs måde? Mens vi gang på gang hører, at antallet af landets produktive borgere er for nedadgående, så forbyder vi de folk i lejrene, der alligevel opholder sig her, at tage arbejde og tjene til deres eget ophold. Det er efter vores mening en form for tortur, der sætter varige ar i menneskers sind.

I AVNSTRUP BOR der 100 børn i lejren.

100 børn får stille og roligt ødelagt deres barndom. Samfundet kigger passivt på, mens deres drømme om fremtiden, håb for familien og lyst til at tage fat på livet forsvinder.

Alle burde bruge en søndag på at besøge bare et af de børn, hvis ansigt man ikke vil glemme alle de resterende søndage i ens liv. Hvad er årsagen til, at vores næstekærlighed ikke engang rækker ud til de børn? Vi vover at påstå, at man ikke ville give beboerne i disse lejre samme behandling, hvis de havde en vestlig baggrund. Lad os for den gode tones skyld undlade at kalde det racisme, men diskrimination er det godt nok, og lad så de kloge hoveder forklare forskellen.

Lad den internationale racismedag give os anledning til at reflektere over, hvad der sker, når vi undlader at invitere andre til at tage del i vores fællesskab.

Lad os styrke danskheden ved at være inklusive, ikke eksklusive. Lad os følge Danmarks stolte traditioner ved at vise human forståelse. Lad os ikke være godtroende, men alligevel tillidsfulde i mødet med fremmede. Lad os lære hinanden bedre at kende og komme fordommene til livs. Det er vejen til at undgå racisme.

I dagens anledning inviterer vi også gerne Søren Pind til en multikulturel frokost med en række af de skønne farverige folk, der også bidrager til Danmarks storhed, så han kan forstå, hvor meget der er at miste, hvis vi alle sammen skal assimileres!.

Ordene følges op med handling.

Hvide og sorte blev det kaldt i nogle lande. Ariere og ikke-ariere i andre. Alt sammen en begyndelse til noget, der udviklede sig katastrofalt.

TILLYKKE Søren Pind. Nu overtager du endnu et ministerium.

Nok et mere råddent et af slagsen. Ikke fordi de ansatte er rådne. Nej bestemt ikke. Men fordi det er en mere og mere rådden integrationspolitik, regeringen med DF i spidsen har sat ministeriet til at føre.

Du er kendt for at være frihedens mand, der holder fast i de liberale principper. Jeg er tit rivende uenig med dig, f. eks. når du siger, at alle med minoritetsbaggrund skal assimilere sig.

Men jeg tager hatten af for, at du med så stor iver kæmper for det, du tror på. Jeg synes, det er befriende, når politikere ikke sælger ud af deres principper.

BIRTHE RØNN var en kvinde, som jeg så meget op til, før hun blev minister. Jeg kan huske, hvordan hun var et af de forbilleder, jeg nævnte, når jeg blev spurgt om, hvilken slags politiker jeg gerne ville være.

Hun var en, som ikke gik på kompromis med retssikkerhed og frihedsrettigheder. Og hun var derfor også den, der stemte for en rigsretssag mod Erik Ninn-Hansen i sagen om de tamilske flygtninge, der var blevet ulovligt behandlet.

Derfor var det også tragisk at se hende skuffe stort set alle, da hun som minister gang på gang gav efter for Dansk Folkepartis krav om indvandrerfjendske stramninger.

Hun frafaldt sine krav om en lempeligere politik over for asylsøgere med børn, og hun støttede det diskriminerende pointsystem for familiesammenføringer.

Spørgsmålet er, Søren Pind, om du vil være i stand til at skille dig ud fra din forgænger.

Vil du være den, der som frontfigur for dit nye ministerium kæmper for frihed for alle.

Eller vil du indskrænke friheden til kun at gælde dem, der ligner dig? NU SNAKKER JEG hverken om 24-årsreglen, tilknytningskravet eller indfødsretsprøven, selv om jeg har mange meninger om, hvordan de regler indskrænker den enkeltes frihed.

Jeg snakker om noget så konkret som diskrimination i nattelivet. Jeg ved, at du og vores statsminister godt kan lide at gå i byen. Og jeg synes, det er fedt med mennesker, der har lyst til at feste og nyde livet.

I WEEKENDEN var jeg i byen med en flok unge, både nogle med minoritetsbaggrund og nogle uden. Jeg skulle sammen med andre politikere være vidne til, hvordan diskoteker sorterer i de unge. Den danske test fandt sted samtidig med lignende test af diskrimination af nattelivet i 15 andre lande.

Desværre viste vores besøg hos københavnske Krasnapolsky, at det nogle steder stadigvæk er kutyme, at dem med minoritetsbaggrund holdes ude fra festen – både piger og drenge. Mens dem med dansk baggrund kommer ind uden problemer.

SØREN PIND, HVIS du virkelig vil holde fast i frihedsrettighederne og samtidig sikre dig, at alle os med minoritetsbaggrund assimileres og tilpasser os det danske samfund, vil det nok blive lidt lettere, hvis du starter med at sørge for, at vi faktisk får lov til at komme med til festerne, også selv om vi er mere solbrændte end gennemsnittet.

Vil du feste med os?.

Af Özlem Cekic

8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag, markeres i dag af kvinder over alt i verden.

Ikke som en fejring af en sejr, der allerede i hus, men som en reminder og i erkendelse af, at ligestilling ikke er opnået til fulde noget sted i verden. At kvinders kamp mod undertrykkelse og for ligestilling er universel.

Herhjemme italesættes ligestillingsspørgsmål imidlertid i stigende grad som noget, der kun vedrører minoritetskvinder ( læs: muslimske kvinder). Eller rettere, vi har to ligestillingsdebatter. Én, som drejer sig om ligeløn, øremærket barsel og kvoter – altså en ligestillingsdagsorden, om hvordan vi fordeler ansvaret, pengene og indflydelsen.

Den er forbeholdt majoritetsdanske kvinder, og vi gider den egentlig ikke, fordi den er så håbløst usexet.

Den anden ligestillingsdebat handler om muslimske kvinder og religiøs undertrykkelse, og opleves nærmest som en befrielse, fordi den er et eksotisk alternativ til den traditionelle ligestillingsdebat.

Forholdet mellem de to ligestillingsdebatter kan blive ret kompliceret. For mens de muslimske kvinder får proppet deres danske medsøstre i halsen som det frigjorte kvindeideal, får de danske kvinder til gengæld proppet deres muslimske medsøstres elendighed ned i halsen.

Når de ligestillingsmæssigt ” overprivilegerede” kvinder først har forstået, hvilke umenneskelige forhold muslimske kvinder lever under, kan det være, de lærer at holde igen med forkælede krav om bestyrelsesposter, de kan passe, mens manden tager barselsorlov og passer spædbørn.

Falske modsætninger

Jeg er bekymret over modstillingen af de to ligestillingsprojekter.

Dels fordi den forhindrer et ellers oplagt samarbejde mellem kvinder.

Dels fordi den ignorerer betydningen af klasse og etnicitet for kvinders muligheder for reel ligestilling.

For mig giver det ingen mening at snakke om muslimske kvinder som én homogen størrelse. Den 55-årige Sakine, der er kommet til Danmark som voksen, uden en formel skolegang bag sig og med sparsom arbejdsmarkedserfaring, kan umuligt sammenlignes med sin datter Ayse, der er født og opvokset i Danmark, og som hverken er nægtet adgang til uddannelse af sin far eller blevet pålagt at gifte sig med sin fætter, for at han kunne blive rig i Danmark.

De to kvinders livserfaringer kan ikke sammenlignes, og deres ligestillingsprojekt er ikke nødvendigvis det samme, blot fordi de begge har muslimsk baggrund.

Ayses udfordringer ligger på mange måder tættere på hendes jævnaldrende majoritetsdanske medsøstre. Hun har uddannelse, er karrieremæssigt ambitiøs og kæmper også med at få arbejdsliv og familieliv til at gå op i en højere enhed.

Hun er lige så bekymret for de karrieremæssige konsekvenser af, at det bedre kan betale sig for familien, at det er hende der tager barslen.

Hun tjener nemlig statistisk set mindre end sin mand, og derfor ender det med, at hun må gå hjemme med de små.

Men sjovt nok gider vi ikke rigtigt høre på Ayses ligestillingsudfordringer, når de begynder at ligne vores.

De oversete faktorer

Selv om Ayse er en solstrålehistorie, står vi stadig tilbage med hendes mor, Sakine, der hverken har helbredet eller økonomien med sig. Hun er symbolet på den udsatte minoritetskvinde.

Hun står uden for arbejdsmarkedet og har meget få danske venner.

Men hvem er det egentlig, der undertrykker hende? Er det hendes mand? Er det Allah? Eller er det 300-timers reglen og kontanthjælpsloftet? Selv om vi generelt anerkender økonomisk uafhængighed som en hjørnesten i kvinders ligestilling, er vi ikke tilbageholdende med at sanktionere de allermest udsatte kvinder, så de ender i et økonomisk afhængighedsforhold af deres mænd. Det hjælper bestemt ikke på deres ligestilling.

Desværre har vi en tendens til hurtigt at forklare Sakines elendighed med kulturelle og religiøse årsager.

Hvis hun tilfældigvis havde haft dansk baggrund og havde været fra Ydre Nørrebro, ville vi have været langt bedre til at inddrage sociale og økonomiske faktorer som del af forklaringen. Og hvis vi havde defineret Sakines problemer som sociale og økonomiske, ville det betyde, at vi som samfund var nødt til at påtage os et ansvar. I stedet lukker vi øjnene og fortsætter med at opfordre hende til at gøre oprør mod sin kultur og religion, som om dét var løsningen på fattigdommen eller hendes sygdom.

Kæmp sammen

Det er på tide at række hånden ud til Sakine og indse, at hun er produktet af et klasseopdelt samfund, hvor hun med sin arbejderklassebaggrund ligger tæt på bunden.

Det er det, vi skal gøre oprør mod! Kvindekamp er klassekamp, og klassekamp er kvindekamp, lyder et gammelt feministisk slagord. Og en kamp for etnisk ligestilling, kunne man tilføje her i 2011.

Ayse og Sakine kæmper en ligestillingskamp på flere fronter.

Så længe vi kun vil appellere til den muslimske kvinde som undertrykt via sit køn, men ikke inddrager klasse og etnicitet som lige så væsentlige parametre, er vores håndsrækning til hende ikke oprigtig.

Vi er nødt til at indse, at ligestillingsprojekter kan se forskellige ud. Og vi behøver ikke automatisk være mistænkelige, fordi projektet afviger fra den danske model.

Vi kan ikke definere hinandens kampe. Men vi skal til gengæld, i søstersolidaritetens sande ånd, bakke op om Sakines og Ayses egne ønsker til det gode liv. Vi behøver ikke hver gang tage udgangspunkt i hvide middelklassekvinders ambitioner på deres vegne.

Vi kan vælge at anerkende Ayse og Sakine som myndige medspillere, der selv er i stand til at sætte ord på deres egne udfordringer. Eller vi kan fastholde, at de nødvendigvis må have misforstået noget, når de nu ikke er enige med os i, at de per definition er undertrykte af deres religion.

Søstersolidaritet

Søstre, vi skal modarbejde den destruktive tendens til at lade os bruge som ammunition mod hinanden. Vi skal sige fra, når Sakine bliver brugt som ammunition i modstanden mod krav om ligeløn og øremærket barsel. Vi skal ikke skyde hendes ligestillingsprojekt ned, fordi hun ikke vælger at gøre tingene præcis som Lotte. Vi skal turde stole på Sakine, også hvis hun siger, at tørklædet for hende har et frigørende potentiale og et led i hendes feministiske kamp, ligesom de danske feminister i sin tid søgte det frigørende potentiale i at smide bh’en. Samtidig skal vi begynde at fjerne de mekanismer, der fastholder mange uuddannede minoritetskvinder i fattigdom og afhængighed af deres mænd.

Der er vel ikke nogen mere oplagt anledning til at kalde til søstersolidaritet mellem kvinder end netop i dag.

En kvindekamp, der forener Sakine, Ayse og Lottes interesser, og som med udgangspunkt i deres forskellige erfaringer er lydhør over for etniske, klassemæssige og generationsmæssige skel. Vi har brug for en sådan forening af kræfter, hvis vi skal undgå, at ligestillingskampen bliver afblæst, fordi nogle mener, ‘ vi har sejret ad helvede til’, fordi Sakine er undertrykt og Lotte er forkælet.

God kamplyst, Sakine, Lotte og Ayse!.

4. februar 2011, 22:30

Karen Jespersen påstår i avisen, at hun ville have det undersøgt i tilbage i 2008. Du husker forkert, Karen Jespersen. Jeg vil gerne hjælpe din hukommelse på vej. I 2008 fremsatte du ønske om at bruge penge fra satspuljerne til at undersøge, hvorvidt der var flerkoneri i Danmark.

Satspuljerne tilføres penge hvert år, som følge af at overførselsindkomsterne ikke får lov til at stige lige så meget som lønudviklingen. De penge, der spares på det, bliver gennem satspuljerne brugt på initiativer, som kommer socialt udsatte til gavn.

Jeg mindes tydeligt, hvordan du som velfærdsminister ikke viste ret stor interesse for de udsattes forhold. Det var umuligt at få en dialog og diskussion med dig, når det handlede om hjemløse, stofmisbrugere, fattige og udsatte borger.

Dagbladet Information afprøvede min påstand for at se, om det var rigtigt. Deres optælling af medieindslag viste, at du næsten ikke udtalte dig om de udsattes forhold, men var overeksponeret, når det handlede om muslimer.

Du prøvede hele tiden at dreje debatten til at handle om muslimer, selvom uligheden steg, flere blev sat på gaden, og børn, som havde brug for hjælp, ikke blev anbragt. Du brugte enhver lejlighed til at bruge – også de fattiges – penge på at finansiere dine muslimske projekter. Og ja, det var jeg kritisk overfor.

Du ville have undersøgt flerkoneri i Danmark. Du var selv klar over, at det var et lille problem. I oplægget stod der derfor også, at »projektet bliver til noget i tilfælde af, at forskeren kan finde cases«.

Som jeg også sagde til dig dengang, var det vigtigt at undersøge omfanget af flerkoneri. Selv kendte jeg til to tilfælde: en irakisk tolk og fotografen Jacob Holdt. Men det var jo ikke ensbetydende med, at problemet ikke eksisterede. Jeg syntes bare ikke, at du skulle bruge førtidspensionisternes penge til at betale for den undersøgelse. Du valgte at droppe undersøgelsen. At ministeriet siden har lavet andre undersøgelser om muslimske pigers forhold er en anden sag.

Men kom ikke og sig, at du kæmpede for de kvinder, der mod deres vilje giftes alt for unge. Dine ønsker om forandringer for de tvangsgiftede kvinder har næsten altid været tomme ord. Selv som minister var det sjældent, at du formåede at lægge handling bag dine ord.

SF derimod stod faktisk i spidsen for et forslag om at bekæmpe tvangsægteskaber med en lang række konkrete bud. Det skal du nok høre mere til, når vi får en ny, rød regering!

HIZB-UT-TAHRIR FIK stor opmærksomhed om deres debataften i Den Sorte Diamant i København i sidste uge. Flere hundrede mennesker demonstrerede udenfor. I den forbindelse må jeg ærligt indrømme, at jeg blev meget chokeret over, hvor dygtige Hizbut-Tahrir er, hvis de kan bilde journalister ind, at de faktisk er talerør for en større gruppe muslimer.

Mange har nok aldrig nogen sinde været i kontakt med organisationen. Det har jeg – på ganske nært hold – da jeg for nogle år siden traf en gammel klassekammerat.

FØRSTE GANG, jeg mødte ham, havde han fået stort fuldskæg og ekspederede i en bager. Han fortalte, at han havde fundet ‘ den rette vej’. Da den religiøse sammenhæng gik op for mig, kom jeg til at grine.

Jeg kunne slet ikke få det til at passe med det billede, jeg havde af ham som lidt af en ballademager.

Flere år efter mødte jeg ham så igen. Hans skæg var forsvundet, og hans tøj var fint og stilfuldt.

Samtidig var han meget interesseret i, at vi skulle holde kontakten ved lige, og vi mødtes derfor et par gange for at drikke kaffe.

Jeg blev hurtigt klar over, at han havde ret rabiate religiøse holdninger. Han syntes, at homoseksuelle skulle straffes, kvinder hørte til bag hjemmets fire vægge, og demokratiet skulle bekæmpes. Jeg protesterede, og vi havde nogle voldsomme diskussioner, hvor han bl. a. fortalte mig, at jeg med min tilgang til livet ville komme i helvede. Jeg kunne ikke tro mine egne ører, og nærmest for sjov sagde jeg til ham, at han lød som en fra Hizb-ut-Tahrir. ‘ Det er jeg også’, svarede han.

HAN BEGYNDTE at fortælle mig en del om organisationen, der bl. a. stod for bekæmpelse af demokratiet.

Jeg forstod efterhånden, at han havde fået besked på at kontakte mig. Ledelsen registrerede simpelt hen, hvilke personer med muslimsk baggrund der var politisk aktive, og så forsøgte man at kontakte dem via folk, som kendte dem, for at få dem til at indstille deres aktiviteter. Formålet med hans møder med mig var slet og ret at forsøge at få mig til at gå ud af politik. Jeg gjorde det klart for ham, at det kunne han godt droppe – og det var så slutningen på den kaffeslabberas.

Det er utrolig vigtigt, at vi i fællesskab siger fra over for fundamentalister som Hizb-ut-Tahrir. Jeg er dansker med muslimske rødder, men ligesom de fleste andre muslimer i Danmark foragter jeg alt det, Hizb-ut-Tahrir står for. De kan aldrig nogen sinde være talerør for muslimerne.

DERFOR SYNES jeg også, at der hviler et ekstra ansvar på pressen for at lade være med at fremstille organisationen, som om de repræsenterer en større gruppe muslimske borgere.

Det bedste våben mod en lille ekstremistisk organisation som Hizb-ut-Tahrir er uden tvivl sammenhold imod dem. Lad os ikke provokere af dem og tro, at alle muslimer er som dem. De skal ikke have held til at skabe had mellem de forskellige grupper i Danmark. De er og vil altid være fascister, der skal have kamp til stregen.

Af Özlen Sara Cekic, socialordfører (SF) Marianne Jelved, integrationsordfører (R) Johanne Schmidt-Nielsen, politisk ordfører (EL)

Det står skidt til i de socialt udsatte boligområder. Områderne er præget af utryghed, kriminalitet og kedsomhed.

Regeringen har alt for længe vendt det blinde øje til de grundlæggende problemer i de belastede boligområder og i stedet fokuseret på lette lappeløsninger.

Vi hører igen og igen om uroligheder i de belastede boligområder. I de ni år VKO har været ved magten, er det ikke lykkes at vende udviklingen i områderne trods ghettostrategi og store ord om det modsatte. Regeringens lappetilgang til udfordringerne har ikke gjort op med de grundlæggende problemer.

Derfor er det stadig Ahmed og Allan, der ender med at blive smidt ud af skolen og derfor hænger ud på gaden og begår kriminalitet i stedet for at få sig en uddannelse. Men hvorfor er det ikke nok at lappe? For det første har deres forældre det ikke let. Mange er uden tilknytning til arbejdsmarkedet, og psykisk eller fysisk sygdom er ofte årsag til, at forældrene ikke har overskud til at støtte deres børn og deres skolegang eller finde en god fritidsklub til dem.

For det andet må en del forældre overleve på starthjælp eller andre nedsatte kontanthjælpsydelser. De slås en umulig kamp med at få budgettet til at hænge sammen. De lever i dyb fattigdom og har ikke penge til at give deres børn en brugt cykel eller holde børnefødselsdag med kage og gaver.

MAN KAN IKKE fortænke Ahmed og Allan i, at de har mere lyst til at hænge ud på gaden end at blive hjemme i den lille tre-værelses, hvor pladsen er trang og stemningen i bund. Hvis vi skal gøre noget for at løse de alvorlige problemer, der er i socialt udsatte områder, skal vi først og fremmest erkende, at mange af problemerne grundlæggende handler om fattigdom. Derfor skal fattigdommen bekæmpes – blandt andet ved at afskaffe starthjælpen, 450-timers reglen og kontanthjælpsloftet. Hverken bulldozer eller politi er løsningen på de massive sociale problemer, fattigdommen skaber.

Men fremgang i boligområderne handler ikke kun om fattigdom. Vi skal også forebygge problemerne med en langt tidligere indsats. Der skal fokuseres på hele familien, frem for kun på den enkelte. Indsatsen skal være tilgængelig og lokalt forankret, og den skal ikke afhænge af familiernes etniske baggrund.

Vi skal bryde den negative spiral, hvor børn og unge i de udsatte områder stort set kun færdes blandt mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet, har ringe uddannelse og er massivt socialt belastede.

Udsatte mødre skal ikke sidde alene hjemme uden arbejde og uddannelse, isoleret fra samfundet. Vi må ikke give op, når den enkelte giver slip. Det er tid til at stoppe op og tænke nyt. Vi skal inddrage, aktivere og integrere disse kvinder, og allervigtigst give dem et nyt netværk, hvor de får kontakt til kvinder med arbejde, uddannelse og ressourcer.

Så vil de måske selv en dag blive rollemodeller for deres børn. Se til Bydelsmødre projektet eller Kringlebakken i Nordvest-kvarteret, hvor den opgave løses med stor succes.

DERUDOVER ER DER brug for at igangsætte en forstærket opsøgende indsats blandt udsatte familier, hvis deres børn ikke er indskrevet i dagtilbud. Det kan ske ved at etablere familiepladser til udsatte børn, hvor en af forældrene indskrives i institutionen sammen med barnet for at gøre forældrene trygge ved institutionen.

Grundreglen skal være, at vi opsøger de familier og rækker hånden ud, så vi er sikre på, at vi ikke taber udsatte børn på gulvet.

Disse forældre skal vide, hvorfor det er en fordel, at deres børn går i fritidsklub eller SFO. En stor del af de udsatte børn – og især børn med minoritetsbaggrund – er ikke tilknyttet en fritidsordning eller SFO – ofte fordi det er svært for forældrene at søge friplads, og fordi de ikke ved, hvilken forskel det kan gøre for deres børn. Børn i udsatte familier er vant til, at deres forældre svigter dem. Svigter dem ved, at de ikke laver lektier med dem og ikke hjælper dem med at bruge fritiden på meningsfyldte aktiviteter.

Børnene – uanset om de hedder Ahmed eller Allan – mangler rollemodeller.

Voksne, som er i stand til at opdrage dem og lære dem at tage ansvar. Derfor er det også ærgerligt, at mange af de mest udsatte boligområder er så fattige på aktiviteter. Og at der grundlæggende mangler professionelle voksne, der kan være rollemodeller.

MED DE RETTE midler og den fornødne hjælp kan vi skabe liv og fremgang i de udsatte områder. Vi kan bidrage til, at en ny generation af børn får mulighed for at forfølge deres egne drømme og håb for fremtiden i stedet for som nu at blive glemt i fattigdom og kedsomhed.

Men det kræver, at politikerne tager ansvar. Og det ansvar påtager vi os gerne.

Tidligere overrabbiner Bent Melchior, chef for Kirkens Korshær Bjarne Lenau Henriksen, socialminister Benedikte Kiær, chefredaktør Tøger Seidenfaden og tidligere landsholdstræner Sepp Piontek var blandt gæsterne. Islamister? Døm selv! Ideen med arrangementet var at fejre mangfoldigheden og at give mulighed for, at en masse, meget forskellige mennesker kunne mødes på kryds og tværs uanset etnisk, religiøs, økonomisk og kulturel baggrund.

Deltagerne, som var en blandet skare; jøder, kristne, muslimer, alevitter og ateister – spiste sammen en dejlig middag med suppe, fisk og is. Men bare rolig, Camre. Vi kom ikke noget i maden. Folk gik fra Borgen nøjagtig som dem, de var – og ingen af de deltagende præster havde konverteret til islam efter desserten.

Men jeg tror faktisk, at en del havde fået nye bekendtskaber og et bedre kendskab til hinandens kulturer med i bagagen.

Egentlig synes jeg, at det er dødærgerligt, at du ikke var med, for hvis du havde deltaget i middagen, ville du opdage, at verden faktisk ikke er, som du bilder dig ind. Danmark er ikke et land, hvor en skjult hærskare af islamister pønser på at tage over.

Danmark er faktisk et land med en hel masse borgere med rødder forskellige steder i verden – borgere som elsker og hylder demokratiet og friheden til forskellighed.

Og vi er stolte af vores Danmark.

Du kalder arrangementet for en magtdemonstration, og det kan man måske godt kalde det.

Siden jeg blev valgt ind i Folketinget, har jeg gjort, hvad jeg kunne for at åbne Folketinget op. Jeg har inviteret fattige børn, udsatte kvinder, førtidspensionister, sindslidende og hjemløse indenfor for at høre deres meninger og for at demonstrere, at Folketinget er netop det, der ligger i ordet: folkets ting. Vores alle sammens hus! Og det, kan man vel godt sige, er at demonstrere folkestyrets magt.

Hvis du ikke bryder dig om det danske folkestyre og respekten for mindretal, skulle du måske overveje at slå dig ned et andet sted i verden.

Ja, så lykkedes det os alligevel at mødes i aften. Første gang avisen Zaman og jeg arrangerede ramadanmiddag, var det PET der ringede for at høre, om der skulle være ekstra sikkerhed, for det kunne jo være deltagerne kunne lave ballade.

I år er det mere dem, der ikke er på deltagerlisten, der kunne mistænkes for at ville skabe ballade.

Der har været mange mere eller mindre sjove forsøg på at forhindre I skulle spise suppe, fisk og is sammen i aften.

Vi har mødt beskyldninger om at ville islamisere Christiansborg og nogle mener endda at vores fredsommelige middag er et brud på Grundloven.

Men heldigvis har flertallet i Folketinget bakket op omkring vores ret til at samles her i aften. Nu er det altså også 3. år, at der er Ramadan-middag på Christiansborg, så kritikerne har taget sig god tid.

Men hvor er det egentlig ærgerligt at man har beskyldt dette initiativ til at samles og øge kendskabet til hinandens tro, skikke og traditioner – for at være et forsøg på – ikke bare luske arrangørernes religion ind af både fordøre og bagdøre- , men på nærmest at tvangskonvertere gæsterne undervejs.

Men bare rolig. Vi har ikke kommet noget i maden. I kommer til at gå herfra nøjagtig som dem I var og er – men måske med nye venner i mobilens telefonbog. Og jeg vil da bare sige, at når Obama kan, så kan vi også. Yes, we can.

Det er en stor ære for mig at byde velkommen til så mange virksomhedsledere, politikere, kunstnere, journalister, NGOere og enkeltpersoner.

Og det er en stor ære for os arrangører, at der er både flere præster og en tidligere overrabbiner, der sagt ja til at deltage i aften.

Ja, hvis man spurgte hver enkelt af Jer, så er der nok endnu flere forskellige trosretninger repræsenteret her i aften – og hvis det ikke er mangfoldighed, så ved jeg ikke hvad mangfoldighed er.

Og så vil jeg gerne byde særligt velkommen til nogle af de personer der er med os i aften.

En kvinde, som nok ikke vidste hvilket stormvejr hun trådte ind i ved at sige ja til vores invitation er Socialminister Benedickte Kier. Jeg er rigtig glad for at du har valgt at komme her i aften, og at du gerne vil deltage i denne Ramadanmiddag viser med tydelighed, at du som socialminister gerne vil være HELE Danmarks minister. Tak fordi du er med os i aften.

En mand er jeg særligt glad for har taget imod vores invitation. En stor mand med et stort hjerte. Han er levende bevis på hvordan vi i fællesskab uanset vores religiøse baggrund kan kæmpe for lighed og retfærdighed for alle. Det er en fornøjelse at byde særligt velkommen til Bent Melchior, som er tidligere overrabbiner for det jødiske samfund i Danmark.

Jeg vil også gerne byde særligt velkommen til Bjarne Lenau Henriksen, der er præst og tidligere leder af Kirkens Korshær. Du er en person som med et fantastisk engagement har gjort et kæmpe stykke arbejde for alle dem på samfundets bund. Det synes jeg er meget beundringsværdigt!

For os muslimer er Ramadanen også mangfoldighedernes måned, hvor vi mødes på kryds og tværs, hvor der er frihed til forskellighed og hvor der er plads til alle uanset etnisk, religiøs, økonomisk og kulturel baggrund.

Ramadan er en måned, hvor der er tid til refleksion. Tid til at stoppe op og se om man har såret noget på sin vej. Det er tid til solidaritet og en opfordring til at række hånden ud til de mennesker, der ikke har det ligeså godt som én selv.

Og det er også en tid til hvor familier og venner er sammen for at fordybe sig i deres tro, engagere i deres samfund og huske hinanden på vigtigheden af medmenneskelighed

Jeg tror vi alle, uanset hvad vi tror på, kan skrive under på, at dén refleksion altid er god at gøre sig.

Og vi kan med fordel reflektere over, at muslimerne i Danmark faktisk er med til at skabe et dynamisk og mangfoldigt samfund og har i levet og boet i Danmark i flere generationer. De repræsenterer utallige racer og etniciteter og har rødder fra mange forskellige dele af verden.

Mange kom i sin tid for at prøve at skabe en bedre fremtid for deres børn. Min far var en af dem. Han kom med drømmen om at spare penge sammen til at købe 40 får og et hus i landsbyen. Han knoklede ligesom alle andre for at realiserer sin drømme.

Den første generation arbejdede på fabrikker, i landbruget og alle de steder der manglede hænder og var på den måde med til at bygge vores Danmark op.

I dag er den nye generation aktive i alle områder af samfundslivet. De rykker ud som politibetjente, når der er uro på gaden, de slukker brande i vores opgange som brandmænd og de holder os raske som læger og sygeplejersker. De gør rent på vores kontorer, passer vores ældre og opdrager vores børn i institutioner. De er aktive i politik, i medier, i finanslivet. Muslimerne er en del af Danmark og de bidrager stolt til vores Danmark.

Med os her i aften, ser vi kun et lille udsnit af disse bidrag. Jeg vil gerne byde særligt velkommen til de danske muslimer fra mange samfundslag, der er mødt op her i dag.

Der er to kvinder jeg særligt vil fremhæve:

Blandt vores gæster har vi en ung kvinde på 27 år og der er mor til 3 børn. Hun læser Jura og ønsker at være dommer en dag, hvis ellers lovgivningen bliver ændret så det bliver muligt for hende med hendes tørklæde. Sabba Mirza kan jeg få dig til at rejse dig op. Det er lige før jeg fik lyst til at sige at jeg glæder mig til at blive dømt af dig en dag Tak fordi du er med os i aften.

Vi har også Nermin Abdolvski med os i aften. Nermin har modtaget flere integrationspriser for hendes daglige arbejde for at integrere 70 udsatte kvinder, mens hun samtidig har gang i utallige projekter for deres børn, så de børn får flere muligheder i livet end deres forældre har haft. En imponerende indsats og vedholdenhed, må jeg sige.

Vores Danmark er et land bestående af kristne og muslimer, jøder og hinduer, buddister, alevitter og ateister. Og formålet i aften er at fejre mangfoldigheden.

At det er afslutningen på den muslimske fastemåned, der er afsættet for, at vi alle i aften spiser sammen og ikke mindst taler sammen, skal minde os om, at muslimerne er en del af Danmark og Danmark er en del af muslimerne. Og at vi alle er del af Danmark, uanset hvor vi kommer fra.

Derfor glæder jeg mig over, at at vi i aften sidder jøder, muslimer, kristne og ateister sammen og spændt venter på at solen snart går ned så vi kan spise. Det er en stor ære for avisen Zaman og for mig at være værter for Jer her på Christiansborg.

Derfor er det i mangfoldighedens og refleksionens ånd, at jeg byder jer velkommen til denne Iftar.

FLERE OG FLERE UDSATTE boligområder rammes af hærværk og kriminalitet. I avisen læser jeg om ballademagere, der laver uro og terroriserer et helt kvarter, hvor beboerne er for skræmte til at kontakte politiet.

Myndighederne vender det blinde øje til, og mange ressourcestærke beboere flytter ud. Mens problemerne bare vokser og vokser.

Ofte står både politikere, beboere og boligselskaber i kø for at finde løsninger. Et af forslagene er, at boligselskabet skal have lov til at smide ballademagerne og deres familier ud af området. Der skal handles, og der skal handles nu! FOR NYLIG BLEV JEG kontaktet af en kvinde, som er mor til en af den såkaldte ‘ ballademagere’. Hendes stemme var lav og hendes brune øjne blanke. Hun er alene med to drenge og bor i et socialt belastet boligområde.

Nu har boligselskabet sagt, at hendes familie vil blive smidt ud af lejligheden.

Men det var ikke derfor, hun ville snakke med mig.

Det var heller ikke på grund af alle de beskyldninger, hun var blevet udsat for. Hun anerkendte, at sønnen har lavet kriminalitet, uro, chikane, overfald osv. Og var meget ked af det.

Hun havde brug for hjælp, men ikke til at finde en ny bolig. Nej.

Hun frygtede at hendes søn ikke ville overleve presset, men ville ende med at tage livet af sig.

Da jeg spurgte, hvor hendes søn var, var svaret chokerende: ‘ På psykiatrisk afdeling’.

Der havde han været utallige gange.

Han var skizofren og havde igen en dårlig periode, hvor han både så og hørte ting, der ikke eksisterede.

Han følte, at flere hemmelige grupper var efter ham, og at de styrede ham via hans tanker. De fik ham til at skære sig i maven og holde sig vågen i flere døgn i træk.

‘ Han er meget syg, og vi har brug for, at omverdenen forstår, at han er syg’, sagde moderen.

HVORDAN HJÆLPER MAN sådan en mor? Hvordan forklarer man de andre beboere, at drengen ikke er en ballademager, men en skizofren, der ikke får den hjælp og behandling, han har brug for? Hvordan overbeviser man boligselskabet om, at en udsmidning blot vil forværre problemerne? Vi får ofte fortalt, at den slags ‘ ballademagere’ er uberegnelige, kriminelle og farlige og hører, hvordan de sætter ild til biler og containere og uhæmmet chikanerer alle og enhver.

Men der er også en anden beskrivelse af disse udsatte børn og unge. De kommer ofte fra hjem med omsorgssvigt, fattigdom samt psykiske og fysiske lidelser og har ofte selv massive sociale og psykiske problemer.

DET ER AT SVIGTE børnene og deres familier, når man lukker øjnene og lader, som om problemerne ikke eksisterer.

Hvorfor er der ingen, der kan finde ud af at tage deres problemer alvorligt, før de kommer så langt ud, at deres adfærd går ud over andre? Når containerne står i brand i Tingbjerg, Vollsmose og Gellerupparken, er det ikke, fordi der mangler politifolk eller flyttefolk. Så er det et symptom på et handlingslammet socialt system.