Antallet af unge under 30 år, der er blevet tilkendt førtidspension på grund af psykiske lidelser, er steget fra 889 unge i 2007 til 1.445 unge i 2009 – en stigning på 62,5 procent. I mange tilfælde på grund af en ’ikke-psykotisk lidelse’ som f.eks. depression, angst og ODC (tvangstanker og handlinger). Det er psykiske lidelser, som vi ved, kan forebygges og behandles, så symptomerne reduceres så meget, at personen kan fungere på arbejdsmarkedet/uddannelsessystemet og ofte helbredes.

“Men desværre opgiver vi disse unge mennesker, fordi regeringen ikke vil prioritere behandling til dem, men hellere vil opgive dem ved at give dem førtidspension resten af deres liv. Det er dybt bekymrende, at antallet af unge mennesker der ender på førtidspension, bliver ved med at stige. Især når fagfolkene gentagne gange siger at den rette behandling vil gøre, at de kommer sig helt eller delvis.” siger SF´s socialordfører Özlem Sara Cekic.

Professor Poul Videbech, leder af Psykiatrisk forskning på Aarhus Universitetshospital, siger i dag i Urban, at mange af de psykiske lidelser som angst og depression skyldes fest-drugs som ecstasy, speed og designer-drugs, der nogle gange kun skal prøves én eller to gange, før de giver en depression. Han mener ligeledes, at mange af de unge ville kunne hjælpes, hvis de fik den rette behandling.

“Jeg er fuldstændig enig med professor Poul Videbech. Manglende behandling og diagnosticering i tide, fører ikke bare til lidelse for den enkelte og de pårørende. Også samfundet lider store direkte og indirekte tab i form af tabt arbejdsevne, sygemeldinger og pensioneringer. Det kan vi ikke være bekendt. Derfor kræver vi at beskæftigelsesministeren, så hurtigt som muligt, indkalder til førtidspensionsforhandlinger, som regeringen har snakket om de sidste 2 år.” siger SF´s social ordfører Özlem Sara Cekic.

SF´s forslag til løsninger:
Unge mennesker skal ikke parkeres på livslang førtidspension, men skal i stedet behandles så de kan komme tilbage til arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet.

Udviklingsydelse i stedet for førtidspension.
En udviklingsydelse, skal sammen med et rehabiliteringsforløb være med til at sikre en helhedsorienteret og langsigtet indsats for mennesker med en midlertidig lidelse, både af fysisk og psykisk art. Ydelsen skal tilrettelægges den enkeltes behov, den skal gives tidsbegrænset og svare til dagpenge. Ydelsen skal kunne tildeles uden langvarig og opslidende arbejdsprøvning.

Behandling i stedet for førtidspension
Udvide den nuværende mulighed for at personer med depression, angst og OCD kan henvises til psykologbehandling under sygesikringen. Den eksisterende ordning, hvor alment praktiserende læger kan henvise patienter med let til moderat depression eller angst til psykologbehandling med tilskud via sygesikringen skal udvides fra den nuværende målgruppe (18-37 årige) til også at omfatte de 38-65 årige.

Shared Care model
Bedre og mere helhedsorienteret behandling af personer med psykiske lidelser. Eksperter peger på, at man ved at etablere samarbejde mellem den praktiserende læge, der som oftest står for kontakten til personer med ikke-psykotiske lidelser, og speciallæger inden for psykiatrien, psykologer og psykiatriske sygeplejersker, kan forbedre behandlingen markant. Der skal oprettes såkaldte ”shared care” modeller, hvor den praktiserende læge er omdrejningspunktet for behandlingen og samarbejder med eksempelvis en psykiater eller en psykiatrisk sygeplejerske om hurtig udredning og behandling af den enkelte.

Mulighed for arbejdsprøvning uden risiko for at miste førtidspensionen. Det er muligt for førtidspensionister på den gamle ordning, at blive arbejdsprøvet uden at retten til førtidspension risikeres. Ordningen foreslås udvidet så også førtidspensionister på den ny ordning kan blive arbejdsprøvet uden at risikere at miste retten til førtidspension.

Kontakt for yderligere kommentarer:
3337 4419

Hilsen
Özlem Sara Cekic
Social-og psykiatriordfører

Se mere om kampagnen og underskriftindsamlingen på www.psykologhjælp.nu.

TINGSTEDET : Tvang, tvang eller tvang. Det er desværre de eneste Tilbud, vi har til psykiatriske patienter i dagens Danmark.

Af ÖZLEM SARA CEKIC

EN 27-ÅRIG mand ligger bæltefikseret stort set hver dag i otte år. En 14-årig pige spændes ulovligt fast til sin seng 180 gange på et år. Overdoser af antipsykotisk medicin, gummiceller og lænker. Vi taler ikke om en mørk fortid eller et fjernt tilbagestående land. Det er desværre virkeligheden, som den har set ud for sindslidende i Danmark de sidste mange år.

Europarådets torturkommission har rettet skarp kritik af, at Danmark bruger mere tvang i psykiatrien end andre lande. Flere bliver tvangsindlagt, flere bæltefikseret, flere får elektrochok, flere tvangsmedicineret og flere sindslidende bliver skudt af politiet. De sidste 25 år er der sket en femdobling af antallet af retspsykiatriske patienter.

I 2007 blev danske patienter bæltefikseret 6.674 gange.

Jeg kan kun med undren spørge: Er det det bedste, vi kan tilbyde? Hvorfor står valget ofte kun mellem bæltet, gummicellen eller massiv medicinering? Som psykiatriordfører, tidligere sygeplejerske med syv års erfaring fra psykiatrien og som pårørendehar det været skuffende at opleve en regering, som i den grad hang fast i fortidens løsninger og ikke har været i stand til at tænke nyt i forhold til de knap 600.000 mennesker med sindslidelser.

I DAG SER vi en presset psykiatri med alt for få ressourcer til den forebyggende indsats og med alt for stort pres på behandlingssystemet. Patienter udskrives, før de er færdigbehandlede, mens andre står på ventelister i månedsvis, mens deres lidelser forværres.

Jeg har været med til at bæltefikserer unge mennesker på min egen alder, som mere havde brug for personale omkring sig end et bælte om maven.

Men vi burde kunne gøre det bedre end i dag.

Jeg mener faktisk, at det med den rette indsats ville være muligt at halvere brugen af tvang i psykiatrien inden for de næste tre år! Forskningen viser, at det er muligt at nedbringe brugen af tvang med relativt enkle midler. Ud over generelt at tilføre psykiatrien tilstrækkelige ressourcer er der behov for en massiv satsning på efteruddannelse af personale, så man kan skabe en større viden og bevidsthed om alternativerne til tvang. De såkaldte gennembrudsprojekter har vist, hvor stor effekt det har, i det øjeblik man begynder at sætte nedbringelsen af tvang som et eksplicit mål på de enkelte afdelinger.

DER ER BRUG for at lytte til de gode erfaringer. Der er brug for en psykiatri med tilgængelighed døgnet rundt, bedre koordinering mellem forvaltningerne og større inddragelse af pårørende.

Der er brug for en psykiatri med plads og personalenormeringer til at lytte til og hjælpe de sindslidende, før de bliver så dårlige, at brugen af tvang bliver nødvendig. Derfor er jeg spændt på, om du som ny sundhedsminister, Bertel Haarder, modsat dine forgængere, vil vise sig at have modet og viljen til at skabe en bedre psykiatri.

Hvad er din vision for psykiatrien, Bertel Haarder?.

2.000 danskere vil forsøge at dø inden Grundlovsdag. Sådan lyder vurderingen fra Center for Selvmordsforskning, hvor statistiker Børge Jensen til Urban kalder foråret for selvmordets højsæson. Og med god grund. Ifølge statistikeren stiger kurven over deprimerede, som tager deres eget liv, nemlig med syv procent fra marts til udgangen af maj, mens antallet af registrerede selvmordsforsøg i perioden skønnes at nå op over 20 forsøg – dagligt

“Det er vigtigt, at personer, der forsøger at tage deres eget liv, får ret til hjælp og støtte, umiddelbart efter selvmordsforsøget. Vi vil i SF give disse mennesker en garanti for, at de får behandling indenfor 48 timer.”

SF vil fremsætte et beslutningsforslag om en behandlingsgaranti som sikrer folk der har prøvet at begå selvmord behandling indenfor 48 timer. En hurtig behandling og støttetilbud er afgørende, hvis et selvmordsforsøg ikke skal føre til et selvmord ved en senere lejlighed.

’Forsøg på selvmord er et tydeligt signal om, at personen ikke kan magte situationen mere. Derfor er det vigtigt, at hjælpen de selvmordstruede meget hurtigt, ellers er risikoen for, at deres situation desværre forværres rigtig stor”, siger SF social- og psykiatriordfører Özlem Cekic.

Kontakt Özlem Sara Cekic, psykiatriordfører for SF: 33 37 44 19

”Jeg indkaldte både justitsministeren og sundhedsministeren i samråd sidste år, hvor de lovede, at de ville gøre noget for at stoppe den sørgelige udvikling. Men desværre var det tomme ord uden handling. Det må enten være fordi, de hverken føler sig ansvarlige eller har interesse for at stoppe den sørgelige udvikling.” siger SFs social- og psykiatriordfører Özlem Cekic

”Vi kan forbygge skud mod sindslidende. Politiet skal have sundhedspersonale med ud hver gang de rykker ud. Og politiet skal være i civil tøj og bil. Det kræver selvfølgelig, at ministrene har viljen til en lovændring og også vil sætte midler af til det,” siger SFs social- og psykiatriordfører Özlem Cekic

”Jeg indkalder igen ministrene i samråd for at høre, hvor mange lig der skal på bordet, før de vil handle. Jeg synes, det er dybt frustrerende, at vi har to ministre, som ikke føler sig ansvarlige for at forebygge, at politiet skyder sindslidende” siger SFs social- og psykiatriordfører Özlem Cekic

SF foreslår: 

- Veluddannede folk skal rykke ud, når det drejer sig om tvangsindlæggelse
Det kræver en faglig viden at kunne være i stand til at tvangsindlægge. Nyeste tal viser, at politiet ikke er i stand til at gøre det mindst muligt smertefuldt. Derfor skal der sundhedspersonale med ud hver gang politiet rykker ud for at tvangsindlægge.

- Politiet skal være civil i tøj og bil
Politiet ved på forhånd når de rykker ud til en tvangsindlæggelse. Derfor har de også tid til at være civilklædte og køre i civil bil. Mange sindslidende bliver utrolig bange når de ser uniformerede betjente og derfor reagerer voldsomt.

- Politiet skal uddannes bedre
Politiet skal lære at håndtere de sindslidende og nedtrappe konflikterne. Derfor skal politiet uddannes bedre, så de får den nødvendige grundlæggende viden i forhold til sindslidelser

 
Kontakt SF´s Social- og psykiatriordfører Özlem Cekic 3337 4419

Det anslås, at fem personer bliver personligt berørt hver gang, der sker et selvmord eller et selvmordsforsøg, især familie, venner m.v. Det er altså fortsat et betydeligt samfundsproblem.

I den forbindelse stiller vi et beslutningsforslag for at pårørende til efterladte har de samme rettigheder som andre i krisesituationer. Det er fuldstændig uacceptabelt at vi lader en kæmpe gruppe mennesker være alene med deres sorg og krise, fordi regeringen ikke vil bruge ressourcer på dem. Det handler om liv eller død og derfor skal der handles akut.
Derfor forslår vi følgende fra SF:
- Ret til psykologhjælp
I dag har pårørende til selvmordstruede og til personer, der har forsøgt at begå selvmord, ikke ret til psykologhjælp til nedsat pris, som det er tilfældet i andre krisesituationer. Familiemedlemmer og pårørende kan blive dybt berørt og kan leve i angst og usikkerhed i lang tid fremover.
De efterladte efter selvmord bør desuden have en udvidet mulighed for henvisning til psykologhjælp, idet deres chokfase og bearbejdningsfase ofte er forlænget og de virkelige tunge problemer først opstår 5-9 måneder efter selvmordet.
- Ret til sundhedsfaglig samtale
Alle efterladte eller pårørende til mennesker, der har forsøgt at begå selvmord, skal derfor uanset alder have et tilbud om en sundhedsfaglig samtale i forbindelse med den akutte behandling af personen, der har udført selvmordsforsøg.
- Ret til samtalegrupper/eller andre tilbud
Derefter skal den pårørende sikres hurtigt tilbud om hurtig støtte og hjælp, f.eks. i form af samtalegrupper eller andre tilbud oprettet i samarbejde mellem forebyggelsescentrene og de relevante frivillige organisationer og den kommunale sektor. Der skal rettes et særligt fokus mod, at børn, der rammes af forældres eller søskendes selvmordsadfærd, skal sikres tilbud om støtte og hjælp. 

Artikel i 24 timer: http://24.dk/article.jsp?articleId=7562

 
FAKTA
Som i resten af den vestlige verden har selvmordshyppigheden i Danmark været faldende fra 1980 til 2006. Danmark ligger dog fortsat højt i den internationale selvmordsstatistik. I 2006 var der 643 selvmord i Danmark, af dem var 465 mænd og 178 kvinder 1). Selv om der har været et fald i selvmordshyppigheden, betyder det, at der hver dag året rundt er to mennesker, der gennemfører et selvmord.

Mange selvmordsforsøg registreres ikke, men det anslås, at der for hvert selvmord er mindst 10 selvmordsforsøg. I 2006 blev 4.026 personer registreret ved skadestuebesøg efter selvmordsforsøg, men det estimeres, at der er 8.000-10.000 selvmordsforsøg årligt i Danmark 2).

Knap halvdelen af alle selvmord begås af personer, der mindst én gang har været indlagt på en psykiatrisk afdeling, og 30 pct.. af alle, der begår selvmord, har inden for det seneste år været – eller er aktuelt – indlagt på en psykiatrisk afdeling. Andre grupper, der har en forhøjet risiko for at begå selvmord, er bl.a. alkohol- og stofmisbrugere, psykisk syge, alvorligt fysisk syge, hjemvendte soldater, beboere på institutioner, indsatte i fængsler, ældre mænd og personer, der tidligere har forsøgt selvmord.
Antallet af selvmordsforsøg blandt unge piger er steget voldsomt i løbet af de sidste 10 år; der er formentlig tale om en tredobling. Hvert år forsøger cirka 1.200 unge mellem 15 og 19 år at tage deres eget liv. Og en betydelig gruppe under 15 år indlægges også som følge af selvmordsforsøg. Unge, som i afmagt og fortvivlelse vælger en løsning, der for altid vil forandre deres liv. Også familiemedlemmer og nære venner vil leve i angst og usikkerhed i lang tid fremover, og for den unge selv vil en grænse for altid være overskredet, og risikoen for gentagne selvmordsforsøg og en forringet livskvalitet vil være betragteligt forøget.
Det anslås, at fem personer bliver personligt berørt hver gang, der sker et selvmord eller et selvmordsforsøg, især familie, venner m.v.
Antallet af selvmordforsøg er ca. 30 pct. højere end antallet af personer, der forsøger, dvs. nogle personer gentager deres selvmordsforsøg en eller flere gange i løbet af et år. Risikoen for, at et selvmordforsøg gentages, er størst inden for det første år, og et tidligere selvmordsforsøg er en alvorlig risikofaktor for et eventuelt senere selvmord. Både danske og internationale undersøgelser viser, at der er en stærkt forøget risiko for selvmord blandt mennesker, der har forsøgt selvmord. Der er en gennemsnitlig repetitionshyppighed på 15 pct. ved selvmordsforsøg.

Inddragelse af pårørende i psykiatrien er lige så vigtigt som lægelig behandling. Det viser en ny landsdækkende undersøgelse lavet af Center for Kvalitetsudvikling. Men på trods af de gode erfaringer fra ind- og udland, inddrages pårørende fortsat alt for lidt i Danmark
Danske regionernes nyeste tal viser, at op mod halvdelen af de pårørende til sindslidende føler, at de ikke har fået den støtte og den information, de havde brug for i forbindelse med et familiemedlems sindslidelse.
Jeg  fremsætter derfor nu et beslutningsforslag der i lovgivningen skal sikre flere rettigheder og større inddragelse af pårørende til mennesker med sindslidelser.
Psykiatrilovgivningen skal laves om så det bliver et lovkrav at pårørende til sindslidende skal medtages i behandlingsplanerne (§3,stk.3).
Det skal lovgivningsmæssigt sikres, at der landsdækkende er tilbud om pårørendesamtaler til pårørende til sindslidende. Også, hvis det er børn af sindslidende.
Pårørende skal have bedre uddannelse/information om sygdommen og hvordan de kan støtte den sindslidende bedst.
Det kan være ekstremt hårdt og traumatiserende at være pårørende til en sindslidende, hvis man ikke får professionel støtte til at håndtere situationen. Det er også vigtigt, at de pårørende inddrages, da sindslidende har langt bedre mulighed for at komme sig, når deres pårørende og netværk inddrages og betragtes som en vigtig ressource.

Jeg vil derfor med beslutningsforslaget sikre pårørende rettigheder.

At inddrage de pårørende kræver selvfølgelig accept fra den sindslidende. Men det skal være slut med at sætte de pårørende ud på et sidespor. Psykiatrien skal være i stand til både at rumme frustrationer fra pårørende og samtidig give plads til at anerkende og understøtte det kæmpe stykke arbejde, de fleste pårørende gør for deres familiemedlemmer. De skal ses som en ressource ikke en belastning.

Jeg foreslår derfor:

 - Veluddannede folk skal rykke ud, når det drejer sig om tvangsindlæggelse
Det kræver en faglig viden at kunne være i stand til at tvangsindlægge. Derfor er det vigtigt at politiet er i stand til at gøre det mindst muligt smertefuldt. Politiet skal lære at håndtere de sindslidende og nedtrappe konflikterne. Derfor skal politiet både uddannes bedre, så de får den nødvendige grundlæggende viden i forhold til sindslidelser, og der skal være sundhedspersonale med, hver gang politiet skal tvangsindlægge en sindslidende.

- Bedre koordinering mellem forvaltninger og klar ansvarsfordeling
Der er alt for mange sindslidende, der falder mellem to stole fordi ingen tager ansvar. Der skal være en klar ansvarsfordeling mellem psykiatrien, socialforvaltningen og kriminalforsorgen. Og der er behov for bedre koordination mellem de forskellige dele af psykiatrien og mellem sektorerne. Derfor skal der arbejdes for bedre brug af behandlingsplaner og udskrivningsaftaler, så de sindslidende ikke bliver udskrevet til ingenting.

 - Større tilgængelighed
I dag begrænses akut psykiatrisk behandling ofte af åbningstiderne på behandlingsstederne. Der burde også være hjælp at hente fredag efter kl. 16 og i hverdagen efter lukketid. En sindslidende bør altid kunne komme til at snakke med en person. Fremtidens psykiatri skal være tilgængelig i 24 timer, hvor det vil være muligt at snakke med nogen, og hvor man ikke skal visiteres til tilbuddet. Ofte er det blot en telefonsamtale, den sindslidende har brug for.

Til satsforhandlingerne var der flertal for at indfører ambulant tvang mod sindslidende. Forslaget går ud på at tvangsmedicinere mennesker, som ikke er tvangsindlagte. Dvs. mennesker som ikke kan indlægges på røde eller gule papir (hverken er til fare for sig selv eller andre). Modellen er angiveligt, at et menneske skal kunne afhentes i eget hjem af politiet, bringes til hospitalet, og tvinges til at tage den ordinerede medicin og sendes hjem igen. Sidste gang regeringen ville indfører ambulant tvang, var der massiv modstand og derfor blev det ikke vedtaget i 2006.

Vi har gjort al hvad vi kunne for at forhindre at forslaget skulle vedtages. Siden foråret har vi været i dialog med ministeriet og siddet til diverse møder. Det lykkes os desværre ikke. Vi har også forslået alternativer til ambulant tvang, som 24 timers tilgængelighed til behandling, opsøgende psykiatriteams til de alle dårligste patienter, udskrivningsaftaler/koordinationsplaner til alle. Dem har vi både nævnt over for ministeriet men også fremlagt dem i pressen. 

Vi mener at der er en række muligheder indenfor det eksisterende psykiatriske system som ikke udnyttes i dag.

Da regeringen igen fremlagde deres forslag, senest til satspuljeforhandlingerne, kunne vi se de havde flertal for det. Derfor valgte vi at gå ind i forhandlingen for at begrænse det så vidt som muligt, så ambulant tvang ramte så få som muligt og konkret blev udformet så skånsomt som muligt. Vi stillede en række krav og fik en del igennem

 Vi sikrede:

• At der skal være enighed i satskredsen før lovforslaget skal sendes i høring. Dvs. vi har vetoret! (regeringen lagde op til at køre forløbet selv)
• Ambulant tvang forslaget er kun et forsøgsprojekt som har en tidsbegrænsning på 4 år (regeringen lagde op til en permanent lovgivning)
• Forslaget skal evalueres grundigt og der skal være en følgegruppe som skal være bredt repræsenteret. (regeringen havde ikke sat penge af til evaluering og det skulle kun være sundhedsstyrelsen der skulle være hen over evalueringen)
•  Der skal være retssikkerhed for patienterne. De patienter der bliver udsat for ambulant tvang, har ALLE en patientrådgiver og man kan klage over afgørelsen til patientklagenævnet med opsættende virkning (regeringen ville hverken give patienten klagemuligheder eller havde tænkt på at sikre at alle havde en patientrådgiver)
• Patienter kan ikke udsættes for ambulant tvang, hvis de ikke har fået tilbudt opsøgende hjælp og at opsøgende hjælp har prøvet at skabe kontakt uden held (Den betingelse var slet ikke med i regerings oplæg)
• Der skal være en gavnlig effekt af den tvangsmedicin man vil give patienterne (regeringen synes ikke det var nødvendigt at skrive noget om effekten af medicinen i det ind i aftalen)
• Afhentning skal være med fagpersoner og skånsomt. Afhentning skal være hjemme (regeringen lagde op til det kun var politi der skulle afhente og evt. også på gaden) 

Prisen for at få indflydelse var at vi skulle sige god for forslaget. Jeg vurderede at de ting vi fik igennem var det værd, da jeg var bange for at forslaget havde set meget værre ud uden SF´s krav. 
 

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg/SF er principielt imod tvang. Derfor har det været utrolig svært for os overhovedet at indgå i dialog omkring mere tvang. Vi har alligevel gjort det for at begrænse tvangen så meget som muligt. Selv dem der er for forslaget, synes kriterierne er sat for stramt og frygter at forslaget ikke vil blive benyttet.

Det ønskværdige havde været, at forslaget slet ikke blev stillet, men da regeringen alligevel havde flertal, så har vi haft en interesse i at få indflydelse.

 Der er ingen tvivl om at vi ønsker en anden psykiatri hvor tvang ikke er nødvendig, men desværre er der ikke flertal for det. Og det er meget trist!
Men vi gør hvad vi kan for at begrænse det så meget som muligt.

Læs mere om SF´s visioner på psykiatriområdet

http://www.sf.dk/default.aspx?func=article.view&id=43430

Ofte skyldes brugen af tvang manglende overskud til at lytte til de sindslidende.
Jeg mener, det er muligt at halvere brugen af tvang inden for tre år, hvis man gør en målrettet indsats for det.
Dels ved en massiv satsning på efteruddannelse af personale, så man skaber en større viden og bevidsthed om alternativerne til tvang blandt personalet, som man bl.a. har gjort i Gennembrudsprojektet, hvor det lykkedes at nedsætte brugen af tvang med 50 pct. på nogle af de deltagende psykiatriske afdelinger.
 
Det er utrolig ærgerligt for de sindslidende og deres pårørende at vi har en sundhedsminister som ikke er i stand til at skabe en psykiatri i verdensklasse hvor ligeværdighed og dialog er i centrum.De sindslidende skal opleve, at psykiatrien arbejder for dem og ikke mod dem.