I alt er der fordelt 1,8 mia kroner på det sociale område over 4 år.

Forældre til handicappede børn får økonomisk hjælp

Der er afsat 470 mio kroner til handicapområdet, heraf 395 mio. kr., der skal anvendes til at hæve loftet over tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der passer et handicappet eller sygt barn hjemme.

- Familier, der får et handicappet barn eller hvis barn rammes af f.eks. leukæmi står i en meget svær og sårbar situation. De kan være bange for hvor længe deres barn skal leve, de kan have store udfordringer med f.eks. at tage sig af familiens andre børn, og de kan ofte være på døgnarbejde i hjemmet for at hjælpe deres handicappede eller syge barn. Jeg synes ikke vi kan være bekendt at tvinge dem til at skulle forlade hus og hjem oveni. Vi er nu blevet enige om, at hæve loftet for kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, som den borgerlige regering indførte, fra 19.613 kr til 27.500 kr. om måneden. Det kommer til at sikre langt flere familier ro omkring økonomien, mens de tager sig af deres syge eller handicappede barn”, forklarer Formand for folketingets Socialudvalg Özlem Cekic (SF).

Bedre indsats til seksuelt misbrugte børn og voksne

Der er afsat 35 mio kroner til børnehuse for børn, der har været udsat for seksuelt misbrug.

- I dag skal børn der har været udsat for seksuelt misbrug selv opsøge politi, kommune, egen læge og psykolog. Vi mener ikke, at børn i en så sårbar situation, selv skal ud og opsøge diverse fagpersoner. Vi vil oprette børnehuse hvor børnene kan være i trygge rammer og hvor det er fagpersonerne, der kommer til børnene. Det har man gode erfaringer med fra bl.a Sverige. Vi skylder de børn hurtig hjælp og højt kvalificeret ekspertise. Alt andet kan vi ikke være bekendt, understreger Özlem Cekic.

Derudover er der afsat 67 mio kroner til indsats til senfølgerne af seksuelt misbrug.

- De børn vi prøver at hjælpe bliver også en dag voksne og har stadig brug for at samfundet tager hånd om deres sociale og sundhedsmæssige problemer. Derfor har det været vigtigt for os, at der var landsdækkende behandlings- og rådgivningsindsatser til de mennesker med senfølger af seksuelle overgreb så vi kan reducere de fysiske og psykiske skader af overgrebene, forklarer SFs socialordfører

Bedre start på voksenlivet for udsatte unge: Startboliger og bedre efterværn

131 mio kroner skal bruges på at etablere Startboliger, hvor de udsatte unge kan få støtte fra en social vicevært, som kan hjælpe dem med de sociale problemer der opstår og samtidig støtte dem i, at komme i gang med uddannelse og arbejde.

- Det er unge, som ofte er blevet svigtet af de voksne der har været omkring dem, og som ofte er meget ensomme og uden netværk. Vi skylder dem en håndsrækning, så de får en god start på voksenlivet.

Der afsættes desuden 35 mio kr. ekstra til at give en gruppe af de unge, der har været anbragt, ret til en kontaktperson til de er 19 år.

- Det er ekstremt vigtigt, at vi giver anbragte unge en særlig støtte. Så vi kan forbygge unge ikke ender i kriminalitet, misbrug eller får andre alvorlige sociale problemer, siger Özlem Cekic

Se ministeriets pressemeddelelse og den samlede aftale her:

 http://www.sm.dk/Nyheder/Sider/Vis%20Nyhed.aspx?NewsItem=709

Jeg kender en mand, som hedder Niels Erik. Han er kun 30. Har kone og tre børn. Livet løber lige netop rundt for familien. Uroen ligger og lurer, mens hans sygdom ligger i dvale det meste af året. Men så går det galt, sådan for alvor. Når manien vælter ind over ham, vælter økonomien både ham og familiens liv omkuld.

Angsten slår ud hos dem alle, når Niels Erik på en weekend sætter flere tusinde kroner over styr, mens han konstant taler i telefon med mennesker, han kender og ikke kender, både herhjemme og i udlandet. Taletrangen er konstant uimodståelig, telefonregningen hurtigt uoverskuelig.

Mens han taler manisk i telefonen, håndterer han samtidigt trangen til at købe, købe, købe. Niels Erik køber vildt ind. Familien har ikke brug for skibukser og pels midt om sommeren. De har for den sags skyld heller ikke brug for det om vinteren. Men han køber dem alligevel, for der er ikke noget, der stopper ham.

De få uger, det står på, bliver dyre for ham. Telefonregningen svæver for det meste mellem 20 og 40.000 kr. Indkøbene koster 50-70.000 kr.

Muligt i Norge

Det lykkes altid for os at få Niels Erik i psykiatrisk behandling, så manien kommer under kontrol. Men bagefter kommer den værste nedtur: Det depressive mareridt af selvbebrejdelser, skyld og ikke mindst skam. Tilbagebetalingsaftalerne er ydmygende. Konen og børnene skal på banen for at redde stumperne. De skal spare alt, hvad de kan og mere til, så gælden kan betales tilbage. Men den er for stor. Det lykkes ikke.

I sine raske perioder ønsker Niels Erik, at der var noget, der kunne stoppe ham. Hvis han levede i Norge, kunne han lade sig registrere frivilligt i et kreditoplysningsbureau, til hvem han på helt frivillig basis og eget initiativ meddeler, at han ved, at han ikke vil være i stand til at tilbagebetale den gæld, han kommer til stifte, mens livet går i spåner for ham. Dette kan långivere få at vide, når de kontakter bureauet. Så låner han sig ikke ud i et økonomisk vanvid, hvor han og familien går i stykker og ender i økonomisk ruin. Men det er ikke muligt i Danmark.

I Norge er kreditoplysningsbureauerne forpligtet til at tilbyde frivillig registrering, som er tilgængelig for kreditgiverne efter sikre og anerkendte systemer. Via sådan en ordning kunne Niels Erik komme den ødelæggende gældsstiftelse i forkøbet og undgå den sociale, økonomiske og menneskelige nedtur og ydmygelse. Han ville ikke blive registreret som ‘dårlig betaler’, men som en person, der ikke ønskede at indgå i et debitor-kreditor forhold.

Stort problem

Niels Erik er langt fra alene om problemet. Der er utallige maniodepressive mennesker, som gennemlever de samme lidelser. Derudover er der knap 100.000 voksne danskere, som lider under forskellige former for ludomani med ulykkelige økonomiske konsekvenser til følge. Psykiatrifonden anslår yderligere, at ca. 300.000 danskere er shopaholics, dvs. de lider af et ukontrolleret indkøbsbehov.

Alle berørte interesseorganisationer håber på en lovgivning, der gør det muligt at forebygge disse menneskers økonomiske og menneskelige ruin. Vi ved, at flere og flere familier sættes på gaden på grund af håbløs gæld. De ender blandt det stigende antal fattige, som lever af offentlig forsørgelse uden mulighed for at vende tilbage til et selvforsørgende liv.

Hjælp til selvhjælp

Justitsministeriet siger nej til den frivillige registrering med tekniske argumenter. Selv om det kun kræver en mindre lovændring. Den er næsten omkostningsfri, men ville til gengæld forebygge mange omkostningstunge udgifter til udsatte og hjælpeløse mennesker og deres familier. Jeg synes, vi hurtigst muligt skal lave en lovændring, så vi ligesom i Norge kan give mulighed for frivillig registrering i kreditbureauerne.

Frivillig registrering er hjælp til selvhjælp. Den handler om værdighed og ansvarlighed. Den handler om forebyggelse frem for lappeløsninger. Jeg tror på, at hvor der er vilje er der vej.

Fyr alle lægekonsulenter

Klumme bragt i Ekstra Bladet 28.06.2011

Af Özlem Cekic Socialordfører for SF,

‘ JEG VIL IKKE have pension, men jeg vil gerne arbejde. Og meget gerne i sundhedsvæsenet, hvor jeg som uddannet sygeplejerske kan bruge min arbejdskraft. Men desværre blev jeg ramt af en sygdom. Og som om det ikke var nok, blev jeg også ramt af en lægekonsulent . Det var nok det værste.’ Sådan skrev en borger til mig. Hun var diagnosticeret med leddegigt og kronisk træthedssyndrom. I de seneste år havde hun arbejdet som lægesekretær. Da kommunen skulle vurdere, om hun skulle have mulighed for at arbejde på nedsat tid, bad man en lægekonsulent om at komme med en udtalelse på baggrund af speciallægernes vurdering af kvinden.

LÆGEKONSULENTENS konklusion var, at gigten ikke var til hindring for arbejdet som lægesekretær.

Hvad angår det kroniske træthedssyndrom, mente lægekonsulenten, at der ikke var tale om en objektiv sygdom.

Derfor konkluderede han, at der ikke var lægelig begrundelse for skånehensyn og heller ikke for førtidspension.

Dette til trods for, at kronisk træthedssyndrom faktisk er en anerkendt neurologisk lidelse, som tilmed er på Ankestyrelsens liste over diagnoser hos folk, der får tilkendt førtidspension.

Jeg kan godt forstå, hvorfor borgeren følte sig dobbelt ramt. Både af sygdommen og af lægekonsulenten.

DET ER DESVÆRRE alt for ofte, at jeg hører om lægekonsulenter, der opfinder deres egne diagnoser og konkluderer i strid med speciallægernes anbefalinger. Endda uden at man kan klage over dem.

Hvordan kan det være, at lægekonsulenter kan blive ved med at opfinde deres egne diagnoser og konklusioner, selv om det klart og tydeligt står i loven, at de ikke må – at de udelukkende skal sammenfatte og oversætte speciallægernes udtalelser? DER ER INGEN tvivl om, at en kommune kan spare mange penge på udgifterne til førtidspension og sygedagpenge, hvis de har en lægekonsulent , der konkluderer, at borgeren ikke har nedsat arbejdsevne. Og når lægekonsulenten samtidig aflønnes af samme kommune, så kan man komme i tvivl om nogle lægekonsulenters motiver.

Og om nogle kommuners motiver.

Mange kommuner er blevet fantastisk gode til at brokke sig over den hjælp, de skal give til syge og handicappede borgere. Nogle gange går de så meget i selvsving, at det kommer til at lyde, som om det er de syge og handicappede, der er skyld i Danmarks økonomiske krise. Derfor passer det nok nogle kommuner ganske godt at have en lægekonsulent til at blåstemple deres besparelser.

DR TOG PROBLEMET med de listige lægekonsulenter op i sidste uge, men det er desværre ikke en ny problemstilling.

Vi har faktisk hørt om problemerne de sidste ti år, uden der er sket noget.

Jeg synes, man skal afskaffe lægekonsulenterne og i stedet pålægge speciallægerne at skrive et sprog, som sagsbehandlerne kan forstå. Det mener jeg er det mindste, vi som politikere kan gøre for syge danskere.

Hvordan kan det være, at lægekonsulenter kan blive ved med at opfinde deres egne diagnoser.

På den baggrund har jeg indkaldt sundhedsminister Bertel Haarder i samråd i morgen onsdag kl. 13. I Folketingets sundhedsudvalg.

”Jeg synes, det er helt forfærdeligt for de her kvinder, at de har mistet deres børn, fordi de og deres læger ikke kendte til lykkepillernes bivirkninger”, siger SF’s psykiatriordfører Özlem Sara Cekic.

På samrådet vil Özlem Sara Cekic forsøge at svar på, hvor længe ministeriet har kendt til bivirkningerne.

Sundhedsministeren har tidligere udtalt at han og Sundhedsministeriet først fik kendskab til bivirkningerne i februar måned fra pressen, selvom lægemiddelstyrelsen har haft oplysningerne i mindst et år.

”Jeg synes det er dybt problematisk, hvis lægemiddelstyrelsen kan vælge at ignorere sådan nogle oplysninger, uden at orientere Sundhedsministeriet. Og jeg vil på samrådet afkræve ministeren svar på, hvorfor lægemiddelstyrelsen ikke har orienteret ministeriet, og på hvordan han vil sikre, at der er bedre kommunikation i fremtiden”, siger SFs psykiatriordfører.

På samrådet vil Özlem Sara Cekic også bede ministeren om at komme med hans forslag om hvordan man nu kan sikre, at oplysningerne om de alvorlige bivirkninger faktisk kommer ud til lægerne og de gravide kvinder.

”Vi skal sikre, at læger og kvinder ved, at lykkepiller ikke er et vidundermiddel, og at der kan være rigtig store risici forbundet med at tage lykkepiller, mens man er gravid eller ammer. Og vi skal sikre, at lægerne får nogle alternative behandlingsmuligheder, som f.eks. mulighed for at henvise til psykologhjælp.”, siger Özlem Sara Cekic.

Yderligere oplysninger hos Özlem Sara Cekic på 33 37 44 19

Læs samrådsspørgsmål her:

http://www.ft.dk/samling/20101/almdel/SUU/samspm/BF/index.htm#dok

KLOKKEN VAR 21.21, da jeg for mange år siden fik nyheden om, at et familiemedlem havde prøvet at begå selvmord. Jeg glemmer det aldrig. Alt gik i stå den aften. Var det mon min skyld, at han ikke ville leve mere? Var det, fordi jeg var kommet for sent til vores sidste aftale. Jeg følte skyld og skam og ønskede bare, at det hele skulle blive godt igen. Bare han kunne blive rask igen. Gerne hurtigt. Hvis lægerne kunne give ham en pille – og vupti, så var alt godt igen.

Den følelse tror jeg, der er rigtig mange pårørende, der har. Hvis bare der fandtes en pille, der med et trylleslag kunne gøre det godt igen.

MEN FINDES der ikke sådan nogen piller? Lykkepiller? Jo, for nogen kan de være en god løsning, som kan få deres liv til at hænge sammen igen. Og de skal selvfølgelig have de piller, de har brug for. Men for andre er det måske også blevet en lidt for let løsning.

Der er faktisk kun dokumentation for, at de virker bedre end ingenting på en ud af fem personer. Samtidig ved vi, at lykkepiller kan have mange bivirkninger. Og så er problemet, at det let ender med at være sådan, at når lægen først har ordineret lykkepiller, så er der ikke mange, der også får f. eks. psykologhjælp.

FORBRUGET AF lykkepiller er fordoblet de seneste ti år. Der bliver nu spist piller svarende til, at over 420.000 danskere hver dag gennem hele året har slugt en lykkepille. Jeg er bekymret for den udvikling.

Modsat både Venstres sundhedsordfører, Birgitte Josefsen, og medicinalindustrien, der nærmere ser eksplosionen i forbruget af lykkepiller som noget positivt.

Hvordan kan det være positivt, at lægerne årligt udskriver lykkepiller til 13.000 børn og unge? Børn, som er helt ned til fire år! Selv om det øger risikoen for selvmord? Hvordan kan det være positivt, at lægerne årligt udskriver lykkepiller til 1500 gravide. Selv om producenterne erkender, at det betyder risiko for både dødfødsler og misdannelser. Og hvis tallene holder, som det er påstået, kan vi risikere, at mange hundrede babyer er døde eller skadede på grund af mødrenes pilleforbrug.

LYKKEPILLER ER åbenbart også et stort hit i kommunerne.

I sidste måned kom det frem, at der var kommuner, der kræver, at borgere skulle være på lykkepiller, hvis de ville beholde deres sygedagpenge.

Jeg synes, det er en syg praksis og udvikling.

Ja, piller kan være et let og billig løsning. Billig for lægerne. Let for patienterne. Men dødsensfarlig, hvis man glemmer at tænke sig om.

Mange svigter i denne sag. Både lægerne, når de udskriver så mange lykkepiller uden at have en mere kritisk tilgang til pillerne. Men sandelig også regeringen, der giver kæmpestore tilskud til lykkepiller, samtidig med at de mange depressionspatienter ikke kan få noget tilskud til psykologhjælp.

Lad os starte med at give tilskud til psykologhjælpen frem for bare medicinen og med at støtte og hjælpe de børn, unge og voksne, der bliver ramt af depression.

Som pårørende til en sindslidende ved jeg, at der ikke er lette løsninger, men vi skal gøre det bedre, end vi gør det i dag. Det ansvar er politikerne nødt til at tage på sig.

Piller kan være et let og billig løsning. Billig for lægerne. Let for patienterne.

Antallet af mennesker, der får diagnosen ADHD er stigende. Dette kan både skyldes at man er blevet bedre til at identificere ADHD-problemstillinger, men det kan også skyldes, at vi har et samfund som er blevet mindre rummeligt overfor mennesker med afvigende adfærd, og som stiller større krav til de enkelte individer. En af betingelserne for at give en diagnose, er at personen har brug for hjælp eller støtte for at kunne håndtere hverdagen – og det er der en voksende gruppe med ADHD som har.

Børn og unge med ADHD færdiggør i meget mindre omfang end andre unge folkeskolens afgangsprøve og starter ikke på ungdomsuddannelser. Unge og voksne med ADHD møder i dag langt oftere end andre sociale vanskeligheder såsom misbrug, kriminalitet, spiseforstyrrelser, seksuel uansvarlig adfærd, tidlige graviditeter, selvmordsrisiko, samt problemer med tilknytning til arbejdsmarkedet. 

Undersøgelser fra USA, England og Norge viser, at op mod hver anden indsat i fængslerne opfyldte kriterierne for ADHD i barndommen, og mange har fortsat af ADHD som voksne. Tendensen går igen i en undersøgelse af, hvordan det er gået 208 børn, der fra 1969 og 20 år frem blev henvist til Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Århus på grund af hyperaktivitet og uopmærksomhed. 47 procent havde fået en dom, hvor det kun gjaldt for to procent af andre unge.[3] 

 
Voksne med ADHD har behov for varierende behandling, hjælp og støtte afhængig af graden af symptomer, tilstedeværelsen af andre diagnoser og livssituationen.

Forbruget af ADHD-medicin er steget med 62 pct. på to år. Især unge teenagere får meget medicin. Tal fra 2008 viser, at godt 1,4 pct. af danske børn i alderen 10-14 år fik medicin for ADHD.

Mange steder er der lang ventetid på diagnose og behandling. I Århus er der ventetider på mellem 10-12 måneder og i Region Nordjylland er ventetiden helt op til 5 år[4].  

Disse initiativer er igangsat via Satspuljerne:

• Kortlægning: Kortlægning af eksisterende kommunale, regionale og private indsatser og tilbud på det sociale område til mennesker med ADHD.
• Screening: Udvikling og afprøvning af ADHD screeningsredskaber i tilbud på udsatteområdet.
• Udviklingsprojekter: Udpegning og iværksættelse af udviklingsprojekter med henblik på forbedring af indsatsen for børn, unge og voksne med ADHD.
• Forskningsprojekt: Der igangsættes et forskningsprojekt om betydningen af et skift i fokus fra sociale problemer til diagnose.
• Formidling: Løbende og afsluttende formidling af resultater og projekterfaringer.
• Der kommer national handlingsplan 2012
• Screening i Kriminalforsorgen, forventes afsluttet i 2011

SFs konkrete forslag til den nationale handlingsplan

Mere viden om ADHD

Der er forbavsende stor mangel på viden om ADHD blandt fagpersoner, både i daginstitutioner og skoler, men også blandt dem der arbejder som frontpersonale indenfor voksenområdet, bl.a. i arbejdsmarkedsafdelingerne. Der mangler desuden viden om hvilke pædagogiske metoder, der er centrale i forhold til børn og voksne med ADHD.

1) Efteruddannelse af støttepersoner i daginstitutioner/fritidstilbud og skoler, så de har den nødvendige viden til at kunne støtte børnene optimalt. 

2) Fagligt kompetente ADHD-teams som skolerne og andet frontpersonale kan trække på, når de arbejder med børn eller voksne med ADHD.

3) Efteruddannelse af støttekontaktpersoner: En del med ADHD får tildelt en støtte/kontaktperson (hjemmevejleder), men mange er ikke ordentlig uddannet til at tage sig af de specifikke vanskeligheder, der knytter sig til netop dette handicap.  

4) Efteruddannelse af nøglepersoner i folkeskolen til at kunne spotte og hjælpe børn og unge med ADHD, ligesom de skal lære redskaberne til at udvikle pædagogiske praksis der kan rumme børn og unge med ADHD i folkeskolen.

5) Forsknings- og udviklingsmidler til at udvikle metoder indenfor pædagogisk, psykologisk og social indsats som supplement og alternativ til den medicinske behandling. Ligesom der bør udarbejdes tværfaglige guidelines, så de mange fagfolk, der arbejder med mennesker med ADHD ved hvilken viden, der eksisterer og hvordan de forventes at indgå i samarbejdet omkring familien.

6) Informationskampagner, der fortæller om ADHD, så omgivelserne og pårørende kan blive bedre rustet.

Tidlig indsats, allerede før diagnose kan stilles

Jo tidligere man kommer i gang med at hjælpe mennesker med ADHD, jo færre følge-problematikker kan der nå at opstå

7) Tidligere tværfaglig indsats. Sygeplejersker, psykologer eller de praktiserende læger skal i højere grad foretage den første, simple undersøgelse af børnene. Og kommunerne skal tilbyde støtteindsats allerede før diagnose er givet. Evt kombineret med øget brug af Shared Care, som er en model for en opkvalificering og en tydelig aftalt opgavefordeling mellem psykiatrien, speciallæger, almen praksis’ og evt. kommunerne. Behandlingen er centrum for samarbejdet, men samarbejdet kan efter behov også involvere en bredere indsats i bl.a. socialt regi.

Behandling og støtte til børn med ADHD

Der er mange børn der i dag ikke får den hjælp de har behov for, før de har så mange problemer, at de kan komme på venteliste til en psykiatrisk afdeling. Men i virkeligheden kunne mange problemer undgås, hvis de unge og deres omgivelser tidligt fik den støtte de havde brug for.

8 ) Bedre muligheder for psykologhjælp. Der er brug for en helhedsorienteret indsats. Det er essentielt, at den medicinske behandling kombineres med andre tiltag. Medicin kan fjerne eller minimere nogle af kernesymptomerne. Men medicin kan også have bivirkninger. Der er også brug for en psykologisk indsats, hvor børnene og deres omgivelser udvikler konkrete redskaber til at klare hverdagen. SF vil sikre tilskud til psykologhjælp til børn med ikke-psykotiske lidelser – herunder børn med ADHD.

9) Forældretræningskurser (evt. kombineret med børnegrupper og vejledning til skole og daginstitution), for børn med ADHD-lignende symptomer allerede før barnet er diagnosticeret i psykiatrien. Det anbefaler man I England og det forhindrer i mange tilfælde de milde/moderate tilfælde af ADHD i at gå videre til psykiatrien, fordi familierne efter denne psykologiske/pædagogiske indsats klarer vanskelighederne. Der er rigtig gode resultater og det er forskningsmæssigt dokumenteret, at forældretræningskurser med trænede ledere, for forældrene til især de yngste af børnene er meget effektivt – og det anbefales frem for medicin.  

Familieorienteret indsats

I langt de fleste tilfælde er ADHD et familieproblem, da det er arveligt, og da det i det hele tage påvirker hele familien, hvis et medlem har ADHD:

10) Tilbud om udredning til pårørende. Etablering af regionalt pilotprojekt, hvor pårørende til børn ADHD skal have mulighed for at blive udredt, hvis de selv oplever problemer som kunne være ADHD-relaterede.

11) Viden og støtte til pårørende. Når børn diagnosticeres er der et stort behov for forældre og søskende – både i forhold til konkret hjælp, men også viden, støtte, tid og praktisk hjælp. Ligesom der er brug for at forældrene kan støttes til at etablere netværk til andre forældre

Finansiering:

Den styrkede indsats overfor ADHD børn vil medfører øgede udgifter på 90 mio.kr. Herunder afsættes der i alt 50 mio.kr. til en øget brug af Shared Care for børn – udgifterne til ADHD udgør kun en begrænset del af det beløb. Derudover vil vi sikre bedre psykolog hjælp bl.a. til børn med ADHD. Pris: 100 millioner

De ekstra udgifter vil blive indfaset løbende og er en del af de i alt 4 mia.kr. der er afsat ekstra til sundhedsområdet i En Fair Løsning. Penge finansieres bl.a. af øgede afgifter på usunde varer.

[2] http://www.adhd.dk/fileadmin/dokumenter/voksne/Pjece-voksnemedADHD.pdf

[3] ADHD-unge fylder fængslerne”: http://www.folkeskolen.dk/ObjectShow.aspx?ObjectId=47268

[4] http://www.ft.dk/samling/20091/almdel/suu/spm/549/svar/723578/859662/index.htm

SOM PSYKIATRIORDFØRERE hører vi ofte, at psykiatere landet over er tvunget til at udskrive psykiatriske patienter, før de er færdigbehandlede.
Disse oplysninger er ifølge sundhedsminister Bertel Haarder også nået frem til hans bord. Desværre lader det ikke til at bekymre ministeren i samme omfang, som det bekymrer os.
Bertel Haarder har gentagne gange udtalt at: »En læge må ikke udskrive en patient, som ikke er klar til at blive udskrevet«. Men desværre gør ministeren intet for at sikre, at dette også kommer til at gælde i praksis.

Han søger at komme uden om problemet med for tidlig udskrivning ved at sige, at patienterne jo ikke nødvendigvis er færdige med behandling, fordi de bliver udskrevet.
EKSEMPELVIS kan behandlingen fortsætte i ambulant eller socialpsykiatrisk regi.
Dette forhold er vi fuldt ud bekendte med. Men det er vi overbeviste om, at psykiaterne også er. Og at de derfor har taget højde for dette, når de udtaler, at patienter udskrives for tidligt. Med »for tidligt« menes altså, at patienterne udskrives, før man ellers ville have udskrevet dem, havde der været plads nok. Når vi nu ved, at psykiatriske patienter udskrives, før de er klar til det, så er spørgsmålet, hvad ministeren mener, man bør gøre for at undgå dette? Ønsker ministeren, at man i stedet kører med overbelægning på de psykiatriske afdelinger? Er det bedre, at man siger nej til nye patienter? Eller har ministeren et helt tredje forslag? Vi behøver næppe sige, at vi ikke finder ovenstående alternativer ønskværdige.
Sundhedsministeren bliver ved med at hævde, at psykiatrien har fået tildelt utrolig mange midler. Men udsagnet bliver ikke mere rigtigt af, at ministeren bliver ved at gentage det. Vi mener, at psykiatrien alt for længe har været underprioriteret i forhold til behovet for psykiatrisk behandling.

Det anslås, at omkring en halv million danskere lider af en psykisk sygdom.
Og psykisk sygdom vurderes at koste samfundet omkring 55 mia. kroner årligt.
Heraf går godt 1/10 til behandling. De øvrige udgifter omfatter udgifter til førtidig tilbagetrækning, sygefravær, tabt arbejdsfortjeneste mv. Der synes altså at være nok at komme efter; en investering i psykiatrien vil med al sandsynlighed være en god investering, både rent samfundsøkonomisk og rent menneskeligt.
Gid ministeren ville være med til at foretage denne investering, så vi fremadrettet kan sikre, at der er kapacitet nok, og de psykiatriske patienter får den behandling, de har behov for.
Psykisk sygdom vurderes at koste samfundet omkring 55 mia. kroner årligt.

Af ÖZLEM CEKIC OG ANNE MARIE GEISLER ANDERSEN HHV. MF OG PSYKIATRIORDFØRER ( SF) OG MF OG PSYKIATRIORDFØRER ( R)

Vi fordelte omkring 495,1 mio kroner til en række projekter inden for psykiatri- og stofmisbrugsområdet. Ikke alle pengene er nye. Selvom Bertel Haarder sikkert vil påstå det om et par måneder når alle har glemt regnestykket.

Af de 495,1 millioner er 239,2 milioner til projekter der allerede eksisterer. Dvs. hvis de ikke skulle lukke, skulle vi fortsat bevilge dem penge. Det er f.eks.penge til allerede etablerede sengepladser i retspsykiatrien. Af de penge der var tilbage gik dog kun 61.1 millioner til psykiatriområdet. Men her fik SF sat gode fingreaftryk.

I den nye aftale har vi blandt andet fået afsat knap 19 mio kr til en lang række gennembrudsprojekter for at nedbringe brugen af tvang i psykiatrien. Der skal bruges mindre tvang over for psykiatriske patienter og færre sindslidende skal udsættes for bæltefiksering, tvangsmedicinering og tvangsindlæggelse. Jo mindre tvang patienterne udsættes for, jo større er chancen også for at de kan komme sig og ikke ender i retspsykiatrien. Den indsats vi nu sætter igang håber jeg bliver første skridt mod halvering af tvang i psykiatrien.

Derudover blev der afsat penge til udarbejdelse af en plan for at forebygge dødsfald i psykiatrien, samt efterfølgende implementering af anbefalingerne.

Det synes jeg er to af de fingreaftryk, vi kan være stolte af!

Derimod lykkedes det  desværre ikke at få afsat nye midler til styrkelse af børnepsykiatrien, til trods for at der stadig er alt for mange sindslidende børn, der venter på ventelisterne.

Læs hele aftalen her

Af Özlem Cekic 28.09.10

Flere tusind børn venter mere end 2 måneder på behandling i børnepsykiatrien. Selvom der er vedtaget en behandlingsgaranti på 2 måneder er der i dag nogle børn, der venter op til 5 år på behandling.

Nu vil SF komme dem i møde med en akutpakke, der skal nedbringe ventelisterne:

Mere tværfagligt samarbejde

SF vil afsætte 50 mio. kr til at oprette såkaldte ”shared care” modeller, hvor den praktiserende læge er omdrejningspunktet for behandlingen og samarbejder med eksempelvis en psykiater eller en psykiatrisk sygeplejerske om hurtig udredning og behandling af børnene. Det vil forbedre behandlingen markant, især for børn med ikke-psykotiske lidelser (depression, angst, tvangstanker og spiseforstyrrelser).

Opsøgende børneteams

SF vil afsætte 20 mio. kroner til at organisere opsøgende teams i hver region. Børn, der har ventet mere end 2 måneder, skal henvises til tværfaglige teams, som kan rykke ud til familierne for at støtte/behandle børnene ambulant. Det kan forebygge, at børnene blivere dårligere og dropper ud af skolen – og at forældrene mister deres job, fordi de skal passe deres syge barn. Erfaringerne fra voksenområdet viser, at hver af sådanne teams kan tage 80-100 patienter.

Rettigheder til forældrene

SF vil ændre lovgivningen, så det sikres, at der alle steder i landet er tilbud om pårørendesamtaler til forældrene, samt bedre uddannelse/information om sindslidelserne og hvordan forældrene kan støtte deres barn bedst muligt. Det kan være ekstremt hårdt og traumatiserende at være forældre til et sindslidende barn, hvis man ikke får professionel støtte til at håndtere situationen. Inddragelse af pårørende i psykiatrien er lige så vigtigt som lægelig behandling. Det viser en landsdækkende undersøgelse lavet af Center for Kvalitetsudvikling. Men på trods af de gode erfaringer fra ind- og udland, er det desværre meget forskelligt fra region til region i hvor stor udstrækning forældrene bliver inddraget i dag.

For nærmere oplysninger kontakt SFs psykiatriordfører Özlem Cekic, 33374419

Noget, der dog meget ofte kan behandles, så man kan fungere på arbejdsmarkedet igen.

Hvorfor er det så ikke en god ide at give disse unge mulighed for at få en midlertidig førtidspension, som konservative Helle Sjelle foreslog i sidste uge? Fordi truslen om hurtigt at miste sin førtidspension eller at skulle deltage i diverse arbejdsprøvninger faktisk kan være med til at gøre dem endnu sygere.

‘ NÅR FOLK siger til mig: ‘ Du er heldig, at du har masser af tid, det vil vi også gerne have’, svarer jeg: ‘ Du må gerne få min sygdom, og så får jeg dit arbejde’. Så bliver der helt stille fra dem, som har sagt det, for de ved ikke, hvor ondt det gør ikke at være en del af fællesskabet.’ Sådan skrev Jesper til mig i foråret. Han er delvist lammet i venstre side, og oveni har han en psykisk lidelse. Han blev førtidspensionist som 35-årig.

‘ Det var først efter, at jeg fik førtidspension, at jeg har fået et nogenlunde liv, for så skulle jeg ikke tænke over at blive ‘ jagtet’ af min sagsbehandler.

Enten ved at blive prøvet i fleksjob eller en anden form for arbejdsprøvning. For det er altså ikke sjovt, at man hele tiden skal stilles til ansvar for, om man nu kan arbejde eller ej!’ SAMME MELDING kommer fra lægerne: De sindslidende har brug for ro til at komme sig uden at blive presset for tidligt ud på arbejdsmarkedet. Og endnu vigtigere: De har brug for tilbud om behandling – noget, der alt for ofte mangler i det nuværende system.

Ifølge Helle Sjelle bør det hvert tredje år vurderes, om man fortsat skal have førtidspension. Men hun siger intet om, hvordan man kan sikre den rette behandling, så de sindslidende faktisk kommer sig. Regeringen vil gerne spare på pensionerne, men man vil ikke investere i forbedringer af psykiatrien, som kunne forhindre, at mange overhovedet endte på førtidspension.

Til gengæld lugter forslaget i den grad af unødvendigt papirarbejde til socialrådgiverne og mistillid til førtidspensionisterne. Som om langt de fleste ikke ville være langt gladere for at have job end at skulle leve med deres sygdom.

JEG SYNES, det er en god ide at gøre alt, hvad vi kan for at forebygge, at unge mennesker ender på førtidspension, hvis man ved, at de kan komme sig inden for en årrække – men lad os hellere give mulighed for reel behandling frem for at tro, at flere stressende arbejdsprøvninger gavner noget.

Og så skal alle på førtidspension selvfølgelig opfordres til at arbejde, så meget de kan. Derfor foreslår vi i SF, at man udsteder et førtidspensionsbevis, som sikrer førtidspensionisterne retten til førtidspension, også selv om de i en periode har været tilbage på arbejdsmarkedet.

Det vil få flere ud på arbejdsmarkedet, så straks de har ressourcerne til det, uden frygt for bureaukratisk bøvl med sagsbehandlerne, hvis de sidenhen får tilbagefald