I Danmark bliver hvert tiende barn udsat for seksuelle overgreb. SF har syv forslag, der kan ændre på den ubehagelige kendsgerning

Afsløringerne af den katolske kirkes – og nu også folkekirkens – sexmisbrug af børn herhjemme har rystet mange danskere. Kritikken af præster og ansatte har, forståeligt nok, været kraftig – det samme har opfordringerne til kirkerne om at få dæmmet op for problemet.

Men, men, men … forbrydelserne begået af den katolske kirke er symptom på et større og langt mere omfattende problem: Hvert 10. barn i Danmark udsættes for seksuelle krænkelser i deres eget hjem, på internettet, i fritidsklubben og i skolen. Når enkelte uhyggelige sager om pædofili og incest kommer for en dag, lover vi omgående politisk bod og bedring. Men når sagerne ebber ud i medierne, er der alligevel sjældent sket ret mange ændringer til det bedre.

Alt imens gløder telefonerne hos hjælpe- og rådgivningscentre som Børns Vilkår, Red Barnet, Børnerådet, Thoracentret og JanusCentret. Den anonyme børnebrevkasse hos Børns Vilkår er fyldt med historier om børn og unge, der er ofre for seksuelle overgreb og voldtægt. Med de indledende ord ‘kære børnebrevkasse’ fortæller en pige på 12 år, hvordan hun er blevet voldtaget af sin storebror:

»Jeg græder hver dag og nat og er bange for min storebror … jeg vil gerne spørge, om det er muligt at blive gravid, selv om man er søskende?«

En anden pige fortæller om, hvordan hun voldtages af sin far:

»Pludselig vågnede jeg op ved, at nogen pillede ved min krop. Jeg kiggede rundt og opdagede, det var min far … Jeg har aldrig prøvet noget så ulideligt! … Når min mor ikke er hjemme, kan han godt finde på at lige voldtage mig, så siger han bare: Nu skal vi have det sjovt. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal leve videre …«

Og en 13-årig dreng skriver, at han befamles seksuelt af sin 23-årige storesøster:

»Jeg var hjemme hos min søster i weekenden. Hun skulle i byen om aftenen … og så inden hun skulle gå, skulle hun onanere på mig. MEN! da jeg kommer, er det på hendes kjole! og hun bliver rigtig sur! så hun skubber mig ned på sengen og begynder at slå mig …«

Beretningerne er talrige. Og de er grufulde.

Børn krænkes seksuelt hver eneste dag i Danmark, og de sidder alene tilbage med skammen og smerten. Hvor har regeringen været i alt det her? Når det er kommet så vidt, at hvert 10. barn krænkes seksuelt – hvilket regeringen har vidst siden 2002 – er der sket fejl og svigt et sted, ja, mange steder.

Svigter børnene
Regeringen har svigtet børnene på nogle centrale punkter. Den har været alt, alt for længe om at udarbejde en national handlingsplan til bekæmpelse af overgreb på børn. Den har gennem skattestop og nedskæringer udpint de kommunale tilbud og nationale centre som Børnerådet. Og så har regeringen i afgørende tilfælde forsømt at sikre børnenes retsstilling. Det er ikke i orden. SF vil holde regeringen op på sit løfte om at komme børnene – og såmænd også deres krænkere – til hjælp gennem en ambitiøs national handlingsplan, der som minimum skal indeholde følgende løsninger:

Mere uddannelse og klarere retningslinjer for hvordan omsorgssvigt og overgreb mod børn tackles og underrettes. Det opnås især ved en bedre grund- og efteruddannelse af faggrupper, der specifikt har med børn at gøre. Alt for mange faggrupper – det være sig skolelærere, pædagoger, læger, sygeplejersker, sundhedsplejersker, børnetandlæger og psykologer – er ikke trænet tilstrækkeligt i at aflæse signaler om mistrivsel >hos børnene. Det er derfor nødvendigt med en uddannelsesindsats, så de lærer at tolke børns signaler og lærer at turde skride ind over for overgreb, herunder seksuelt misbrug.

Personer, der er ansat/ ansættes til at arbejde med børn skal levere såkaldte børneattester, der dokumenterer, at de ikke har været straffet for pædofili eller seksuel kriminalitet. I dag er det allerede et krav, at man skal aflevere børneattester ved arbejde med børn. Men dette gælder kun ved nyansættelser. Kravet om børneattester skal derfor også gælde for personer, der allerede er ansat. Fritidshjem, skoler, børnehaver og andre arbejdspladser, der har med børn at gøre, skal ud fra best practice-erfaringer have fastlagt klare retningslinjer for, hvordan pædofili eller incest gribes an. SF ønsker desuden at højne beskyttelse af børn i EU-sammenhæng ved indførelse af en europæisk børneattest.

Oprettelsen af Børnehuse. SF ønsker, at der etableres såkaldte Børnehuse i hele landet, hvor seksuelt krænkede børn kan få tværfaglig helhedsorienteret hjælp fra læger, psykologer, sagsbehandlere, retsmedicinere og politi. Et barn, der i forvejen er traumatiseret, skal ikke trækkes rundt i et bureaukratisk system. Barnet og dets familie skal kunne få tilbudt hjælpen på ét sted og under trygge børnevenlige rammer. Idéen om Børnehuse har forlængst vundet gehør i Nordisk Råd og er iværksat i Grønland. Danske børn vil uden tvivl kunne få glæde af samme tilbud.

Landsdækkende undervisning af børn og oplysningskampagner rettet mod børn og mod krænkere. Børn skal vide, hvor de kan få hjælp, når de oplever seksuelle overgreb. Og så skal de gennem undervisningen i folkeskolen gøres bevidste om egne rettigheder, herunder retten til at bestemme over egen krop. Informations- og kampagnemateriale til skoler og institutioner skal skrives i et sprog, som forstås af børn. Kampagner rettet mod krænkere/poten- tielle krænkere er også helt afgørende i den præventive indsats. Har man som voksen fantasier om sex med børn, skal man vide, hvor man kan henvende sig for at få hjælp og behandling.

Oprettelse af en offerfond, som alle dømte i Danmark betaler et mindre beløb til. Fondens midler skal gå til at sikre bedre hjælp, rådgivning og psykologhjælp til ofrene, ligesom midlerne skal bruges til forskning, der kan komme ofrene til hjælp. Derudover ønsker SF et særligt tilbud for ofre, som man har det i Sverige, hvor forskning viser, at ofre selv ender med at blive gerningsmænd.

Mere tid og mere tilgængelighed vil styrke indsatsen over for det krænkede barn. I dag bruger en socialrådgiver otte minutter ud af en time på borgerkontakt. Resten af tiden går til unødvendig bureaukratisk registrering. Tiden skal bruges på børnene og ikke på papirarbejde, og tilgængeligheden skal være let for børnene ved at placere socialrådgiverne på skolerne. Der skal maksimum tages 35 sager op pr. socialrådgiver, således at man undgår, at indberetninger strander i kommunerne. Kommunerne skal ikke, som nu, være tvunget til at tænke i de billigste løsninger, men i de bedste løsninger – især når det gælder anbringelse af misbrugte børn uden for hjemmet.

En større retssikkerhed for børn i kraft af en Børneombudsmand. I dag bliver sager om misbrug af børn ikke prioriteret højt nok i retssystemet. Kun en brøkdel af misbrugssagerne bliver taget op i retten. Erfaringerne med en Børneombudsmand i lande som Norge og Sverige er rigtig gode. I efteråret 2009 ønskede 16 organisationer herhjemme, inklusiv det statslige Børneråd, at der skulle oprettes en børneombudsmandsfunktion. En dansk Børneombudsmand er derfor helt oplagt.

Kun en brøkdel
SF’s mål er at skabe et samfund, som det er fuldstændig trygt at vokse op i. Det kan de nævnte initiativer desværre kun delvis sikre. Men hvis regeringen blot tilnærmelsesvis har samme mål, bør den tage de mange overgreb på børnenes psyke, krop og retssikkerhed mere alvorligt og gå foran i kampen for en tryggere barndom for dem. Et kig ind i Børns Vilkårs børnebrevkasse vil være et godt sted at begynde, hvis regeringen mangler et afsæt i virkeligheden. Når alt kommer til alt er den katolske kirkes rolle i misbrugene desværre en brøkdel af, hvad der foregår ude omkring i de små danske hjem og skoler. Vi står over for en udfordring af dimensioner. En bedre regering ville tage den udfordring op.

Annika Smith er medlem af SF’s landsledelse, Karina Lorentzen Dehnhardt er retspolitisk ordfører for SF og Özlem Sara Cekic er social- og psykiatri-ordfører for SF.

”Børnene har haft problemer i skolen. De har haft brug for massiv støtte i skolen. Derfor synes jeg, at det er meget relevant med det samme at få talt med de personer, som har været omkring børnene”, siger Benedikte Kiær.

SF’s socialordfører, Özlem Cekic, beder socialministeren om en redegørelse, og det holder hun fast ved.

- ”Der er sket et kæmpe svigt. Ikke bare fra forældrenes side, men også fra myndighederne”, siger Özlem Cekic .

Onsdag sagde børne- og familiechefen i Aabenraa Kommune, Christian L. Hansen, til TV2: – ”Sagen her ryster os, men jeg mener ikke, der er noget at kritisere kommunen for. Når vi ikke har fået underretninger fra hverken skoler eller andre, så har vi ikke noget grundlag at reagere på.”

Men SF’s Özlem Cekic tvivler på, at kommunen har gjort nok.

- ”Vi har gjort, hvad vi kunne, siger kommunen. Men lad os vente og se. Det sagde kommunerne i Brønderslev og Tønder også”, påpeger Özlem Cekic.

Hun undrer sig blandt andet over, at den retarderede mor ikke har haft en kontaktperson. ”På den måde kunne kommunen opnå en tættere kontakt med familien.”

NI BØRN I Brønderslev er blevet vanrøgtet og misbrugt og har levet under kummerlige forhold. Først nu er de blevet fjernet fra hjemmet. Forældrene har fuldstændig svigtet de børn, men det har systemet også. Politikens lederskribent skriver 3.3., at der ikke nødvendigvis er behov for et centralt register, som er et af de redskaber, jeg har foreslået for at undgå flere lignende sager. Det vil være bureaukratisk, og kommunerne får allerede i dag videregivet de nødvendige oplysninger, når familier flytter, lyder begrundelsen. Det er ikke min oplevelse.

Hvis man ikke kender området, kan debatten komme til at ligne »enkeltsagsbehandling foran rullende tv-kameraer« – men det må jeg desværre meddele, at det er det ikke. Brønderslev -sagen er et symptom på systembrist.

DET ER IKKE den første sag og desværre heller ikke den sidste. Jeg husker stadig bl. a. Tønder og Mou.

Mindst hvert halve år kommer sådan en sag op i medierne, hvor udsatte børn ikke har fået den hjælp, de burde, ofte fordi deres familier formår at flytte kommune, hver gang lokummet brænder.

Og der går ikke en måned, hvor jeg ikke bliver gjort opmærksom på lignende sager af fagfolk eller familiemedlemmer til børn, der svigtes. Der er desværre ingen tvivl om, at det kun er toppen af isbjerget, vi ser i dag.

Som lederskribenten også beskriver, er der i dag en gruppe familier med massive sociale problemer, som bevidst flytter fra kommune til kommune. Når en familie flytter, skal sagen starte forfra, og på den måde trækkes tiden ud.

Men når oplysningerne bliver givet videre, sker det ikke per automatik. Og der er stor sandsynlighed for, at der bliver begået menneskelig fejl. Den enkelte sagsbehandler, som i forvejen drukner i bureaukrati, skal overgive sagen til den sagsbehandler, som skal overtage sagen i den nye kommune.

Hvis hun altså ved, hvor familien flytter hen.

Forstil dig, at du skyldte penge til Skat. Uanset hvor du flytter hen i landet, ville oplysningerne følge med. Jeg mener, der er brug for et lignende system for de udsatte børn, der er på vej til at blive anbragt. Et sammenhængende it-system, således at der automatisk er et advarselssignal, der lyser, når man åbner sit skærm. Så sagsbehandleren ved, at hun tager imod en familie, der skal handles på. Det vil samtidig mindske mængden af bureaukrati betydeligt, hvis der var et sammenhængende it-system, og ikke alle oplysninger skulle registreres igen og igen.

DET LYDER KYNISK – men for en lille kommune kan en familie som den i Brønderslev hurtigt vælte børnebudgettet.

En anbringelse koster let mellem 300.000 og en million kr. per barn om året. Med 8-9 børn bliver det en dyr regning for kommunen. Så er der ikke meget tilbage til alle de normale børn i kommunens skoler.

Konkret har vi fra SF gentagne gange foreslået en refusionsordning i forbindelse med anbringelser, så staten eller andre rige kommuner hjælper de fattige kommuner med anbringelsesudgifterne.

Så vi er sikre på, at det ikke er økonomien, der afgør, om barnets tarv kan tilgodeses.

Vi har også foreslået maksimum antal børnesager per socialrådgiver, så vi sikrer, at socialrådgiveren har tid til at komme igennem de 40-70 sager, hun kan have på sit bord.

Lars Løkke vil have nulvækst i kommunerne.

Nulvækst betyder mange flere Brønderslev -sager og mange flere Tønder-sager, hvis ikke vi ændrer den måde, systemet er skruet sammen på.

I ET MODERNE land som Danmark bør vore debatter handle om, hvordan vi kan beskytte alle børn, og ikke om at etnificere omsorgsproblemer hos en bestemt gruppe mennesker.

Det bør handle om, at alle børn og unge har ret til at få hjælp, uanset om de hedder Fanny eller Farah, Anders eller Yasin, om de bor i Gentofte eller Gellerupparken.

Vi har begge arbejdet mange år med udsatte børn og voksne.

VI HAR MØDT børn, der er blevet dybt omsorgssvigtet og misbrugt af deres forældre eller andre voksne. Vi har hørt de voksne, der ikke kan glemme overgreb, de har erfaret i deres barndom.

Vi har erfaring i arbejdet med såvel danskere fra majoriteten og etniske minoritetsborgere i Danmark.

Vi har kendskab til de mennesker, der går rundt med sorg og traumer påført af deres egen familie.

Vores erfaring har lært os, at alle børn og voksne har ret til hjælp, så de kan overkomme deres smerter ved incest, overgreb og omsorgssvigt.

Vores erfaring fortæller os, at det er vigtigt, at vores social-og sundhedssystem tager vare på disse mennesker, uanset hvornår de søger om hjælp. Og hjælpe dem til at søge hjælp.

Men hvorfor bliver børn misbrugt af deres forældre, onkler eller tanter? Er det ikke meningen, at disse voksne skal passe på dem? Hvordan kan det være, at der er så mange voksne, der ikke anmelder det til myndighederne, når der sker grusom kriminalitet mod de uskyldige børneliv? KOMMER DE mon alle sammen fra muslimske familier? Vores svar er nej.

Børn kan blive misbrugt uanset deres etnicitet, religion og hudfarve. Børn bliver misbrugt uanset deres forældres religiøse overbevisninger.

Derfor synes vi ikke, at det er anstændigt at tale om incest, vold og overgreb mod børn som et særligt muslimsk fænomen.

Vi mener, at det er uanstændigt, at Lars Hedegaard og Jesper Langballe bruger børn som gidsler i deres hetz mod muslimer. Deres hetz hjælper ikke de muslimske børn, der lider.

Deres hetz stempler og skader dem yderligere.

Vi med erfaring fra det sociale arbejde frygter, at fokus bliver fjernet fra alle børns ret til at blive beskyttet, og at man derfor kommer til at tabe børn som Cecilie og Sandra på gulvet, fordi deres forældre ikke er muslimer.

DEN NU VOKSNE Sandra er vokset op i en lille by i udkanten af Sydsjælland.

Hun er blevet misbrugt af sin far, der var murermester, siden hun var tre år.

Hun tør ikke melde faderen til politiet, selvom hun er voksen og flyttet hjemmefra.

Hun er stadigvæk bange for afpresning og stigmatisering. Maria blev solgt til sin fars venner og onkler, fra hun var 8 år. Maria ender i prostitution som voksen.

Hun siger, at det var det eneste, hun kendte til. Hun prøvede at anmelde sin familie til politiet, men det lykkedes hende ikke.

Hun er så bange for dem, at hun flygter fra den ene by til den anden, helt alene, og har intet netværk.

Vores påstand er, at bag ved alt misbrug, incest og overgreb mod børn er der en familie med underskud. Underskud i omsorg, underskud i viden, underskud i netværk, underskud i mental sundhed og ofte også underskud i økonomi.

VORES ERFARINGER fra arbejdet med mennesker i psykiatriske og sociale sammenhænge har lært os, at når familier, uanset deres etniske og religiøse baggrund, misbruger deres børn eller lukker øjnene for misbrug, så er det, fordi de er inde i ondskabens spiral, som er defineret af deres underskud.

Glem nu ikke Tøndersagen.

Lad os i stedet sætte fokus på beskyttelse af børn, uanset om de er mormoner, hinduer, kristne eller ateister. Det handler ikke om kultur eller religion, det handler om underskud i barnets dysfunktionelle familie.

Og først i det øjeblik vi kan fokusere på de sociale problemer frem for de kulturelle, kan vi for alvor gøre en forskel for disse børn.

Kalundborg kommune skal finde besparelser for et tocifret millionbeløb på børneområdet, og et notat som DR-nyheder omtaler i dag viser, hvordan kommunen har tænkt sig, at spare på hjælpen til de udsatte børn. Der skal endnu engang skæres bla. på anbringelses-området, psykologbehandling, efterskoler, familiebehandling og aflastningspladser.

”Det er i strid med lovgivningen, hvis man lader økonomiske hensyn afgøre hvilken hjælp en kommunes udsatte børn kan få. Hvis f.eks. et misbrugt barn har brug for psykologhjælp eller anbringelse uden for hjemmet skal det have den hjælp – uanset hvad!”, siger Özlem Cekic

”Hvis vil lader stå til kan vi være sikre på, at der kommer nye sager som Tønder-sagen, eller Mou- sagen, hvor kommunerne på grund af ressourcemangel ikke opdager eller hjælper de udsatte børn før det er alt for sent.”

”Det er dybt bekymrende, og Kalundborg kommune er med stor sandsynlighed kun den første af mange kommuner, som også i år bliver tvunget til at lade de mest udsatte børn betale prisen for regeringens skatteloft” forudser Özlem Cekic

SF foreslår at man indfører mulighed for en mere solidarisk refusion for kommunernes udgifter til anbringelser, således at alle udsatte børn med behov for anbringelse uden for hjemmet kan få den hjælp de har behov for, selvom de bor i økonomisk pressede kommuner.

SFs socialordfører Özlem Cekic vil indkalde ministeren i samråd for at høre, hvordan hun vil sikre, at kommunerne ikke tvinges til at lade økonomiske hensyn gå foran de udsatte børns tarv.

”DK mangler en strategi i forhold til spædbarns vold – og vi har ikke overblik over problemets omfang. Det er meget tabu belagt, at snakke om vold mod børn. Men fagpersoner skal turde tage den svære samtale. Det skylder vi børnene,” siger Cekic

 SF foreslår derfor, at der kommer en national opgørelse over problemets omfang. Vi skal vide, hvor mange spædbørn, der bliver udsat for vold, hvilke sociale problemer forældrene har, samt hvor og hvornår bliver der udøvet vold. Og skal der iværksættes en række konkrete tiltag, der kan være med til at forebygge volden. Fx skal jordemødre under graviditeten, og udskrivelsen efter en fødsel, snakke med forældrene om vold og dens konsekvenser, ligesom der skal være flere sundhedsplejerske besøg til udsatte familier. De skal turde tale om vold med de nybagte forældre.

Samtidig foreslår SF, at forældre skal have mulighed for at ringe til en anonym hotline:

”Der skal være en landsdækkende anonym hotline til nybagte forældre, så de kan ringe 24 timer i døgnet, hvis de føler en afmagt. Og fagpersoner skal hjælpe forældrene videre i systemet, hvis de ønsker det eller fortælle forældrene om konsekvenserne af volden,” slutter Özlem Cekic.

Kontakt Özlem Cekic: 3337 4419

Klumme af Ôzlem Sara Cekic, medlem af Folketinget for SF og partiets psykiatri- og socialordfører

For en voldsramt kvinde kan det være helt afgørende at få muligheden for at komme på et krisecenter, når det hele brænder på. Men krisecentret kan have en mindst lige så afgørende betydning, når vi snakker om de børn, der vokser op i voldsramte familier. Måske har de ikke blå mærker. Måske er de ikke udadreagerende, men de risikerer sår for livet, hvis ikke de får den hjælp og voksenstøtte, de har behov for.

I min tid som sygeplejerske oplevede jeg desværre ofte, hvordan voldsramte børn blev svigtet af familien, skolen og omgangskredsen. Samfundet så passivt til, mens børnene bliver fysisk og psykisk ødelagt.

Helt almindelige
Line var en lille pige, som jeg mødte for nogle år siden. Hendes far slog hendes mor. De var en helt almindelig familie – for det meste. Pludselig, som et lyn fra en klar himmel, blev hendes far vred, forældrene kom op at skændes, og så kom volden. Den holdt først op, når naboerne ringede på. Mange var bekymrede for Lines mor og hendes blå mærker, men der var ikke mange, der var bekymrede for Line, som måtte opleve al volden mod hendes mor på nært hold. Line var en stille og bange pige, men fordi hun var god til at skjule sin frygt, var hun alene.

Mange andre børn lever som Line. Børn, som tilsyneladende klarer sig almindeligt i hverdagen, men som bærer på en skjult frygt og usikkerhed, fordi de jævnligt overværer vold i familien. Jeg kan få ondt i maven, når jeg tænker på, at cirka 22.000 børn og unge i Danmark har oplevet vold i familien – med al den angst og ensomhed, som det indebærer.

Når børn igen og igen oplever vold imellem deres forældre, kan de få traumer. De bærer rundt på en stor angst, de skammer sig og bekymrer sig konstant om moderen. Samtidig lider de under uforudsigeligheden af, hvornår far igen slår – den usikkerhed kan i sig selv være traumatiserende. Hvis disse børn ikke får hjælp, kan konsekvenserne følge dem ind i voksenlivet og præge deres egne børn og familier.

Nogle børn reagerer synligt på traumer, andre bliver bare mere indadvendte. Men fælles for dem er, at man ofte ikke opdager, hvad der ligger bag, og derfor ikke får givet dem den støtte, de har brug for.

Skam
De omgivende voksne skal blive bedre til at reagere på såvel moderens som børnenes signaler, så de kan få hjælp til at stoppe volden. Ofte er det at komme på et krisecenter et afgørende vendepunkt for den voldsramte moder, der her kan få støtte til at komme ud af det voldelige forhold. Men mindst lige så afgørende kan det være for hendes børn. Her kan de få at vide, at de ikke er alene. At deres oplevelser og følelser ikke er unaturlige. At der ikke er noget at skamme sig over. Samtidig med at de kan få de redskaber, de har brug for, til at komme ordentligt videre med deres liv.
 
Lines familie kom ikke på krisecenter, for da moderen endelig samlede mod til at gøre noget, var der nemlig ikke plads til familien på nogen krisecentre – jeg ville ønske, der var hjælp til alle mødre og deres børn, når de tager det modige skridt at sige fra over for volden.

Så længe regeringen sender flere og flere folk ud i fattigdom, er det ikke underligt at udgifterne til udsatte børn eksplodere. Jeg er forarget over at regeringen nægter at lave en kulegravning af økonomien på udsatte børneområdet.

En rundspørge til alle landets kommuner, som Politiken har foretaget, viser, at to ud af tre kommuners udgifterne til socialt nødstedte familier eksploderet. Der er brugt langt over en halv milliard kroner ekstra i år. I forvejen er kontoen for truede børn og unge i løbet af blot 10 år næsten fordoblet fra 7 til godt 12 milliarder kroner målt i faste priser – og det er sket, selv om der ikke fjernes flere børn fra hjemmet.

Jeg mener at udgifterne til udsatte børn og unge vil yderligere stige da regeringen selv er med til at skubbe flere familier ude i fattigdom og de problemer med misbrug, psykisk sygdom og kriminalitet der følger med. 

For at kunne stoppe produktionen af udsatte børn og unge er vi nød til at hjælpe/støtte og behandle deres forældre. Så længe regeringen ikke vil være med til at forebygge at disse børns forældre ender i misbrug, kriminalitet, fattigdom og psykisk lidelse, burde det ikke komme bag på regeringen at flere børn bliver udsat for omsorgssvigt, vold og misbrug.

Det er dybt bekymrende at der bliver brugt så mange milliarder på udsatte børn og unge uden at det er sikkerhed for at det gavner flere børn og deres forældre. Det må undersøges. Derfor indkalder Jeg socialminister Karen Ellemann i samråd om emnet.

Vi har gentagne gange krævet at vi bliver nød til at undersøge hvad vi bruger de milliarder til og om det har en effekt og hvordan vi kan gøre det bedre. Det ville ministeren sammen med Dansk Folkeparti ikke være med til. Og nu må vi hive ministeren i samråd, så må hun forklare sig.

Med Satspuljeaftalen er der blevet afsat 150 mio. til forebyggelse af ungdomskriminalitet. SF har sat sit aftryk på forhandlingerne. Vi har stået fast på, at der blev afsat penge til at forhindre at lillebror-gruppen ender i kriminalitet. Det er vigtigt, at vi allerede tidligt griber ind og viser de unge, at der er andre muligheder her i livet end at blive bandemedlem.

Regeringens udspil gik kun på tiltag for dem, der allerede var blevet kriminelle. For os var det vigtigt at der ikke kun lappes, men også forbygges. Derfor har vi sammen med S og RV presset hårdt for at der blev afsat penge til forebyggelse. Pengene skal bruges til at lave en helhedsorienteret gadeplansindsats, som tilrettelægges ud fra lokale forhold og behov, i de udsatte boligkvarterer vi har over hele landet.

Der er her tale om indsatser overfor risiko- og ”lillebror”-grupper, der endnu ikke er havnet i kriminalitet. Mange af dem ser op til de kriminelle bandemedlemmer, og har samtidig en en lang række problemer, med deres skolegang og i fritidslivet, problemer som de og deres familier har brug for hjælp til at håndtere. Indsatsen kan bl.a. bestå af bedre fritidsmuligheder, hjælp til unge der er røget ud af uddannelsessystemet, og familierådgivning.
 
Regeringen har alt for længe fokuseret på straf, straf og atter straf når de er komme med bud på hvordan man nedbringer ungdomskriminaliteten. Men straf virker ikke alene. Man skulle nu tro de endelig havde erkendt det. Men vi er konstant nød til at minde dem om at straf ikke er kuren, men ren symptombehandling. Deres forslag om at nedsætte den kriminelle lavalder, og indføre fodlænker til børn, er et klart eksempel på at de stadig ikke har forstået hvad der skal til.
 
Det er vigtigt, at vi allerede tidligt griber ind og viser de unge, at der er andre muligheder her i livet end at blive bandemedlem. Den helhedsorienterede gadeindsats er en af vejene frem, hvis vi ikke bare skal behandle symptomet, men også vil forebygge at problemerne opstår.
 
Vi vil nu sikre at de penge der er afsat til det forebyggende arbejde, kommer ud og arbejde der hvor der er brug for dem og hvor de gør en reel forskel, nemlig i de belastede boligområder. De skal ikke bare gå til bureaukrati og regelsæt og mere papir. De skal bruges på virkelige mennesker – på forebyggelse.
 
Man kan læse om Satspuljeaftalen 

Læs udspillet her

SF har sammen med Socialdemokraterne fremlagt en plan for, hvordan vi i fremtiden kan få brudt fødekæden til banderne og rockerklubberne. 

Læs S og SF’s plan her

Forestil dig at et barn skal fortælle sin bedstefar, at han skal dø af kræft. Det er en af de oplevelser som børn kommer ud for, når de bruges som tolke for deres forældre eller pårørende.
I 2011 er det slut med at få gratis tolkebistand i sundhedsvæsnet, hvis man har boet i Danmark i mere end 7 år. Jeg frygter, at det efter denne dato bliver mere legitimt at bruge børn som tolke i sundhedssystemet. Hvad jeg også gav udtryk for, da jeg blev interviewet til artiklen ”Lovforslag: Børnetolke skal forbydes”.  d.5.8.2009 i Politiken.

Når børn bruges som tolke for deres forældre, pålægges de et alt for stort ansvar. De inddrages automatisk i en viden der giver dem grund til bekymringer de ikke skal have.
Hvordan skal et barn kunne håndtere oplysninger om at deres forældre er meget alvorlig syge og måske døende? Ikke nok med det, de skal fortælle det videre til deres forældre.
Det er et alt for stort ansvar og dybt urimeligt at kræve det af et barn, der reelt ikke har noget valg i forhold til om de vil medvirke eller ej.

Jeg vil derfor have indført et forbud mod at børn under 18 år bruges som tolke.

Formand for sundhedsudvalget Preben Rudiengaard fra Venstre udtaler, at kan man ikke dansk efter 7 år, må man klare sig selv eller få hjælp af sine pårørende. En sådan uheldig udtalelse kan kun bero på ønsket om endnu flere besparelser i sundhedssektoren, som uretmæssigt rammer minoritetsgrupper i Danmark. Taberne i denne sammenhæng bliver ikke de voksne der har været her i 7 år, det bliver børnene som tvinges til at tolke for deres forældre.

Børnene hjælper af loyalitet deres forældre hos læge eller på hospitalet og forældrene er afhængig af deres hjælp, hvis ikke sundhedsvæsnet sørger for tolkebistand.
Det skal ikke være op til den enkelte familie eller det enkelte barn at sige fra overfor krav om hjælp til tolkning.
Det skal være en rettighed ikke at bliver brugt som børnearbejder, hvor konsekvenserne for barnet er så høje som de er her.