I alt er der fordelt 1,8 mia kroner på det sociale område over 4 år.

Forældre til handicappede børn får økonomisk hjælp

Der er afsat 470 mio kroner til handicapområdet, heraf 395 mio. kr., der skal anvendes til at hæve loftet over tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der passer et handicappet eller sygt barn hjemme.

- Familier, der får et handicappet barn eller hvis barn rammes af f.eks. leukæmi står i en meget svær og sårbar situation. De kan være bange for hvor længe deres barn skal leve, de kan have store udfordringer med f.eks. at tage sig af familiens andre børn, og de kan ofte være på døgnarbejde i hjemmet for at hjælpe deres handicappede eller syge barn. Jeg synes ikke vi kan være bekendt at tvinge dem til at skulle forlade hus og hjem oveni. Vi er nu blevet enige om, at hæve loftet for kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, som den borgerlige regering indførte, fra 19.613 kr til 27.500 kr. om måneden. Det kommer til at sikre langt flere familier ro omkring økonomien, mens de tager sig af deres syge eller handicappede barn”, forklarer Formand for folketingets Socialudvalg Özlem Cekic (SF).

Bedre indsats til seksuelt misbrugte børn og voksne

Der er afsat 35 mio kroner til børnehuse for børn, der har været udsat for seksuelt misbrug.

- I dag skal børn der har været udsat for seksuelt misbrug selv opsøge politi, kommune, egen læge og psykolog. Vi mener ikke, at børn i en så sårbar situation, selv skal ud og opsøge diverse fagpersoner. Vi vil oprette børnehuse hvor børnene kan være i trygge rammer og hvor det er fagpersonerne, der kommer til børnene. Det har man gode erfaringer med fra bl.a Sverige. Vi skylder de børn hurtig hjælp og højt kvalificeret ekspertise. Alt andet kan vi ikke være bekendt, understreger Özlem Cekic.

Derudover er der afsat 67 mio kroner til indsats til senfølgerne af seksuelt misbrug.

- De børn vi prøver at hjælpe bliver også en dag voksne og har stadig brug for at samfundet tager hånd om deres sociale og sundhedsmæssige problemer. Derfor har det været vigtigt for os, at der var landsdækkende behandlings- og rådgivningsindsatser til de mennesker med senfølger af seksuelle overgreb så vi kan reducere de fysiske og psykiske skader af overgrebene, forklarer SFs socialordfører

Bedre start på voksenlivet for udsatte unge: Startboliger og bedre efterværn

131 mio kroner skal bruges på at etablere Startboliger, hvor de udsatte unge kan få støtte fra en social vicevært, som kan hjælpe dem med de sociale problemer der opstår og samtidig støtte dem i, at komme i gang med uddannelse og arbejde.

- Det er unge, som ofte er blevet svigtet af de voksne der har været omkring dem, og som ofte er meget ensomme og uden netværk. Vi skylder dem en håndsrækning, så de får en god start på voksenlivet.

Der afsættes desuden 35 mio kr. ekstra til at give en gruppe af de unge, der har været anbragt, ret til en kontaktperson til de er 19 år.

- Det er ekstremt vigtigt, at vi giver anbragte unge en særlig støtte. Så vi kan forbygge unge ikke ender i kriminalitet, misbrug eller får andre alvorlige sociale problemer, siger Özlem Cekic

Se ministeriets pressemeddelelse og den samlede aftale her:

 http://www.sm.dk/Nyheder/Sider/Vis%20Nyhed.aspx?NewsItem=709

MANGE DANSKE BØRN har store problemer at kæmpe med. Problemerne er mangeartede og tæller blandt andet skilsmissekonflikter, hvor barnet ender som kastebold mellem forældrene, vold og overgreb, udsatte unge, der ikke modtager en skolegang, der kan bringe dem videre i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet, fattigdom blandt børn, og børn, der på anden vis er i krise og har behov for hjælp.

Alle disse børn og unge har behov for en stærk stemme, der kan tale deres sag og varetage deres rettigheder, og de har behov for at vide, hvor de kan få hjælp.

Derfor er det nødvendigt med en børneombudsmand nu – en instans, som alle børn skal have kendskab til, og som kan give råd og vejledning i børnehøjde. Det vil sikre, at børn og unges rettigheder bliver opfyldt i praksis og ikke blot på papiret. Og det kan ikke vente.

Usystematisk omgang med børns rettigheder – og ingen planer om en ombudsmand for børn. Det var ét af de problemer, FN’s børnekomite påpegede i januar, da de evaluerede børn og unges rettigheder i Danmark.

KONKLUSIONEN ER, at børn og unges retssikkerhed i Danmark langtfra er god nok. Og selvom socialministeren fuldstændig vælger at ignorere FN’s konklusioner og tolker anbefalingerne fra FN efter forgodtbe-findende, så er virkeligheden altså en anden, og det er på tide, at ministeren tager sit ansvar alvorligt og sikrer børns rettigheder.

Ministeren påstår, at klageadgangen for børn og unge er rigelig, og at vi har et veludviklet sikkerhedsnet for børns rettigheder. Men faktum er, at selvom børn og unge formelt set har adgang til at klage, hvis deres rettigheder ikke overholdes, halter opfyldelsen af klageadgangen og dermed varetagelsen af børnenes rettigheder i praksis.

Klageinstanser som Det Sociale Nævn, Ankestyrelsen, Statsforvaltningen og Folketingets Ombudsmand er alle klageadgange, der henvender sig til voksne. Virkeligheden er, at Ombudsmanden i 2010 kun modtog tre klager fra børn under 18 år og siden 2007 højst har modtaget 10 klager om året fra børn. På samme måde modtog Ankestyrelsen sidste år kun 10 sager fra børn i anbringelsessager.

Så når ministeren påstår, at der ikke er behov for yderligere tiltag, og at det sociale sikkerhedsnet er godt nok, så vidner det om en minister, der er helt ude af trit med virkeligheden.

Vi synes, det er pinligt, at det er nødvendigt at have omverdenen til at påpege problemerne i Danmark – og det er endog endnu mere pinligt at have en minister, som nægter at lytte.

Vi er klar over, at det kan være skræmmende at skulle oprette en instans som socialminister, hvis fornemmeste opgave er at påpege fejl og mangler i egen administration.

Med det må man have modet til.

Børns tarv må gå forud for eftermælet for socialministre.

Af Özlem Cekic 28.09.10

Flere tusind børn venter mere end 2 måneder på behandling i børnepsykiatrien. Selvom der er vedtaget en behandlingsgaranti på 2 måneder er der i dag nogle børn, der venter op til 5 år på behandling.

Nu vil SF komme dem i møde med en akutpakke, der skal nedbringe ventelisterne:

Mere tværfagligt samarbejde

SF vil afsætte 50 mio. kr til at oprette såkaldte ”shared care” modeller, hvor den praktiserende læge er omdrejningspunktet for behandlingen og samarbejder med eksempelvis en psykiater eller en psykiatrisk sygeplejerske om hurtig udredning og behandling af børnene. Det vil forbedre behandlingen markant, især for børn med ikke-psykotiske lidelser (depression, angst, tvangstanker og spiseforstyrrelser).

Opsøgende børneteams

SF vil afsætte 20 mio. kroner til at organisere opsøgende teams i hver region. Børn, der har ventet mere end 2 måneder, skal henvises til tværfaglige teams, som kan rykke ud til familierne for at støtte/behandle børnene ambulant. Det kan forebygge, at børnene blivere dårligere og dropper ud af skolen – og at forældrene mister deres job, fordi de skal passe deres syge barn. Erfaringerne fra voksenområdet viser, at hver af sådanne teams kan tage 80-100 patienter.

Rettigheder til forældrene

SF vil ændre lovgivningen, så det sikres, at der alle steder i landet er tilbud om pårørendesamtaler til forældrene, samt bedre uddannelse/information om sindslidelserne og hvordan forældrene kan støtte deres barn bedst muligt. Det kan være ekstremt hårdt og traumatiserende at være forældre til et sindslidende barn, hvis man ikke får professionel støtte til at håndtere situationen. Inddragelse af pårørende i psykiatrien er lige så vigtigt som lægelig behandling. Det viser en landsdækkende undersøgelse lavet af Center for Kvalitetsudvikling. Men på trods af de gode erfaringer fra ind- og udland, er det desværre meget forskelligt fra region til region i hvor stor udstrækning forældrene bliver inddraget i dag.

For nærmere oplysninger kontakt SFs psykiatriordfører Özlem Cekic, 33374419

FLERE OG FLERE UDSATTE boligområder rammes af hærværk og kriminalitet. I avisen læser jeg om ballademagere, der laver uro og terroriserer et helt kvarter, hvor beboerne er for skræmte til at kontakte politiet.

Myndighederne vender det blinde øje til, og mange ressourcestærke beboere flytter ud. Mens problemerne bare vokser og vokser.

Ofte står både politikere, beboere og boligselskaber i kø for at finde løsninger. Et af forslagene er, at boligselskabet skal have lov til at smide ballademagerne og deres familier ud af området. Der skal handles, og der skal handles nu! FOR NYLIG BLEV JEG kontaktet af en kvinde, som er mor til en af den såkaldte ‘ ballademagere’. Hendes stemme var lav og hendes brune øjne blanke. Hun er alene med to drenge og bor i et socialt belastet boligområde.

Nu har boligselskabet sagt, at hendes familie vil blive smidt ud af lejligheden.

Men det var ikke derfor, hun ville snakke med mig.

Det var heller ikke på grund af alle de beskyldninger, hun var blevet udsat for. Hun anerkendte, at sønnen har lavet kriminalitet, uro, chikane, overfald osv. Og var meget ked af det.

Hun havde brug for hjælp, men ikke til at finde en ny bolig. Nej.

Hun frygtede at hendes søn ikke ville overleve presset, men ville ende med at tage livet af sig.

Da jeg spurgte, hvor hendes søn var, var svaret chokerende: ‘ På psykiatrisk afdeling’.

Der havde han været utallige gange.

Han var skizofren og havde igen en dårlig periode, hvor han både så og hørte ting, der ikke eksisterede.

Han følte, at flere hemmelige grupper var efter ham, og at de styrede ham via hans tanker. De fik ham til at skære sig i maven og holde sig vågen i flere døgn i træk.

‘ Han er meget syg, og vi har brug for, at omverdenen forstår, at han er syg’, sagde moderen.

HVORDAN HJÆLPER MAN sådan en mor? Hvordan forklarer man de andre beboere, at drengen ikke er en ballademager, men en skizofren, der ikke får den hjælp og behandling, han har brug for? Hvordan overbeviser man boligselskabet om, at en udsmidning blot vil forværre problemerne? Vi får ofte fortalt, at den slags ‘ ballademagere’ er uberegnelige, kriminelle og farlige og hører, hvordan de sætter ild til biler og containere og uhæmmet chikanerer alle og enhver.

Men der er også en anden beskrivelse af disse udsatte børn og unge. De kommer ofte fra hjem med omsorgssvigt, fattigdom samt psykiske og fysiske lidelser og har ofte selv massive sociale og psykiske problemer.

DET ER AT SVIGTE børnene og deres familier, når man lukker øjnene og lader, som om problemerne ikke eksisterer.

Hvorfor er der ingen, der kan finde ud af at tage deres problemer alvorligt, før de kommer så langt ud, at deres adfærd går ud over andre? Når containerne står i brand i Tingbjerg, Vollsmose og Gellerupparken, er det ikke, fordi der mangler politifolk eller flyttefolk. Så er det et symptom på et handlingslammet socialt system.

I Danmark bliver hvert tiende barn udsat for seksuelle overgreb. SF har syv forslag, der kan ændre på den ubehagelige kendsgerning

Afsløringerne af den katolske kirkes – og nu også folkekirkens – sexmisbrug af børn herhjemme har rystet mange danskere. Kritikken af præster og ansatte har, forståeligt nok, været kraftig – det samme har opfordringerne til kirkerne om at få dæmmet op for problemet.

Men, men, men … forbrydelserne begået af den katolske kirke er symptom på et større og langt mere omfattende problem: Hvert 10. barn i Danmark udsættes for seksuelle krænkelser i deres eget hjem, på internettet, i fritidsklubben og i skolen. Når enkelte uhyggelige sager om pædofili og incest kommer for en dag, lover vi omgående politisk bod og bedring. Men når sagerne ebber ud i medierne, er der alligevel sjældent sket ret mange ændringer til det bedre.

Alt imens gløder telefonerne hos hjælpe- og rådgivningscentre som Børns Vilkår, Red Barnet, Børnerådet, Thoracentret og JanusCentret. Den anonyme børnebrevkasse hos Børns Vilkår er fyldt med historier om børn og unge, der er ofre for seksuelle overgreb og voldtægt. Med de indledende ord ‘kære børnebrevkasse’ fortæller en pige på 12 år, hvordan hun er blevet voldtaget af sin storebror:

»Jeg græder hver dag og nat og er bange for min storebror … jeg vil gerne spørge, om det er muligt at blive gravid, selv om man er søskende?«

En anden pige fortæller om, hvordan hun voldtages af sin far:

»Pludselig vågnede jeg op ved, at nogen pillede ved min krop. Jeg kiggede rundt og opdagede, det var min far … Jeg har aldrig prøvet noget så ulideligt! … Når min mor ikke er hjemme, kan han godt finde på at lige voldtage mig, så siger han bare: Nu skal vi have det sjovt. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal leve videre …«

Og en 13-årig dreng skriver, at han befamles seksuelt af sin 23-årige storesøster:

»Jeg var hjemme hos min søster i weekenden. Hun skulle i byen om aftenen … og så inden hun skulle gå, skulle hun onanere på mig. MEN! da jeg kommer, er det på hendes kjole! og hun bliver rigtig sur! så hun skubber mig ned på sengen og begynder at slå mig …«

Beretningerne er talrige. Og de er grufulde.

Børn krænkes seksuelt hver eneste dag i Danmark, og de sidder alene tilbage med skammen og smerten. Hvor har regeringen været i alt det her? Når det er kommet så vidt, at hvert 10. barn krænkes seksuelt – hvilket regeringen har vidst siden 2002 – er der sket fejl og svigt et sted, ja, mange steder.

Svigter børnene
Regeringen har svigtet børnene på nogle centrale punkter. Den har været alt, alt for længe om at udarbejde en national handlingsplan til bekæmpelse af overgreb på børn. Den har gennem skattestop og nedskæringer udpint de kommunale tilbud og nationale centre som Børnerådet. Og så har regeringen i afgørende tilfælde forsømt at sikre børnenes retsstilling. Det er ikke i orden. SF vil holde regeringen op på sit løfte om at komme børnene – og såmænd også deres krænkere – til hjælp gennem en ambitiøs national handlingsplan, der som minimum skal indeholde følgende løsninger:

Mere uddannelse og klarere retningslinjer for hvordan omsorgssvigt og overgreb mod børn tackles og underrettes. Det opnås især ved en bedre grund- og efteruddannelse af faggrupper, der specifikt har med børn at gøre. Alt for mange faggrupper – det være sig skolelærere, pædagoger, læger, sygeplejersker, sundhedsplejersker, børnetandlæger og psykologer – er ikke trænet tilstrækkeligt i at aflæse signaler om mistrivsel >hos børnene. Det er derfor nødvendigt med en uddannelsesindsats, så de lærer at tolke børns signaler og lærer at turde skride ind over for overgreb, herunder seksuelt misbrug.

Personer, der er ansat/ ansættes til at arbejde med børn skal levere såkaldte børneattester, der dokumenterer, at de ikke har været straffet for pædofili eller seksuel kriminalitet. I dag er det allerede et krav, at man skal aflevere børneattester ved arbejde med børn. Men dette gælder kun ved nyansættelser. Kravet om børneattester skal derfor også gælde for personer, der allerede er ansat. Fritidshjem, skoler, børnehaver og andre arbejdspladser, der har med børn at gøre, skal ud fra best practice-erfaringer have fastlagt klare retningslinjer for, hvordan pædofili eller incest gribes an. SF ønsker desuden at højne beskyttelse af børn i EU-sammenhæng ved indførelse af en europæisk børneattest.

Oprettelsen af Børnehuse. SF ønsker, at der etableres såkaldte Børnehuse i hele landet, hvor seksuelt krænkede børn kan få tværfaglig helhedsorienteret hjælp fra læger, psykologer, sagsbehandlere, retsmedicinere og politi. Et barn, der i forvejen er traumatiseret, skal ikke trækkes rundt i et bureaukratisk system. Barnet og dets familie skal kunne få tilbudt hjælpen på ét sted og under trygge børnevenlige rammer. Idéen om Børnehuse har forlængst vundet gehør i Nordisk Råd og er iværksat i Grønland. Danske børn vil uden tvivl kunne få glæde af samme tilbud.

Landsdækkende undervisning af børn og oplysningskampagner rettet mod børn og mod krænkere. Børn skal vide, hvor de kan få hjælp, når de oplever seksuelle overgreb. Og så skal de gennem undervisningen i folkeskolen gøres bevidste om egne rettigheder, herunder retten til at bestemme over egen krop. Informations- og kampagnemateriale til skoler og institutioner skal skrives i et sprog, som forstås af børn. Kampagner rettet mod krænkere/poten- tielle krænkere er også helt afgørende i den præventive indsats. Har man som voksen fantasier om sex med børn, skal man vide, hvor man kan henvende sig for at få hjælp og behandling.

Oprettelse af en offerfond, som alle dømte i Danmark betaler et mindre beløb til. Fondens midler skal gå til at sikre bedre hjælp, rådgivning og psykologhjælp til ofrene, ligesom midlerne skal bruges til forskning, der kan komme ofrene til hjælp. Derudover ønsker SF et særligt tilbud for ofre, som man har det i Sverige, hvor forskning viser, at ofre selv ender med at blive gerningsmænd.

Mere tid og mere tilgængelighed vil styrke indsatsen over for det krænkede barn. I dag bruger en socialrådgiver otte minutter ud af en time på borgerkontakt. Resten af tiden går til unødvendig bureaukratisk registrering. Tiden skal bruges på børnene og ikke på papirarbejde, og tilgængeligheden skal være let for børnene ved at placere socialrådgiverne på skolerne. Der skal maksimum tages 35 sager op pr. socialrådgiver, således at man undgår, at indberetninger strander i kommunerne. Kommunerne skal ikke, som nu, være tvunget til at tænke i de billigste løsninger, men i de bedste løsninger – især når det gælder anbringelse af misbrugte børn uden for hjemmet.

En større retssikkerhed for børn i kraft af en Børneombudsmand. I dag bliver sager om misbrug af børn ikke prioriteret højt nok i retssystemet. Kun en brøkdel af misbrugssagerne bliver taget op i retten. Erfaringerne med en Børneombudsmand i lande som Norge og Sverige er rigtig gode. I efteråret 2009 ønskede 16 organisationer herhjemme, inklusiv det statslige Børneråd, at der skulle oprettes en børneombudsmandsfunktion. En dansk Børneombudsmand er derfor helt oplagt.

Kun en brøkdel
SF’s mål er at skabe et samfund, som det er fuldstændig trygt at vokse op i. Det kan de nævnte initiativer desværre kun delvis sikre. Men hvis regeringen blot tilnærmelsesvis har samme mål, bør den tage de mange overgreb på børnenes psyke, krop og retssikkerhed mere alvorligt og gå foran i kampen for en tryggere barndom for dem. Et kig ind i Børns Vilkårs børnebrevkasse vil være et godt sted at begynde, hvis regeringen mangler et afsæt i virkeligheden. Når alt kommer til alt er den katolske kirkes rolle i misbrugene desværre en brøkdel af, hvad der foregår ude omkring i de små danske hjem og skoler. Vi står over for en udfordring af dimensioner. En bedre regering ville tage den udfordring op.

Annika Smith er medlem af SF’s landsledelse, Karina Lorentzen Dehnhardt er retspolitisk ordfører for SF og Özlem Sara Cekic er social- og psykiatri-ordfører for SF.

Meget populistisk tordner DF frem, når udsatte gruppers historie får medhold i mediebilledet.

Men mange af os, der deler Christiansborg med Dansk Folkeparti, ved dog af bitter erfaring, at når stormen lægger sig og hverdagen fortsætter på Christiansborg, er DF’erne hurtigt tilbage i deres gamle skind. Det er ret svært at se den reelle interesse for at hjælpe de udsatte borgere, når der stemmes om konkrete forslag i folketingssalen.

De selvmordstruede får ikke megen hjælp fra DF. Da det sidste år kom frem, at selvmordstruede havde brug for hurtigere hjælp, var DF straks på banen i medierne med krav om 48-timers behandlingsgaranti.

Men da de siden fik mulighed for at vedtage forslaget i folketingssalen, ender de alligevel med at sige, at de vil stemme imod.

DE UDSATTE unge oplever heller ikke, at DF er på deres side. Dansk Folkeparti har aktivt støttet regeringens skabelse af en ny socialpolitisk tilgang præget af straf og sanktioner, hvor socialarbejdere nu skal agere som politimænd og tvinge unge ned til 12 år til at have elektroniske fodlænker på frem for at lave den forebyggende sociale indsats, som alle ved virker.

Heller ikke familier på kontanthjælp får nogen hånd fra DF. Partiet har nemlig været sikre støtter til den ‘ konsekvenspædagogik’, som daglig er årsag til, at flere hundrede borgere mister deres kontanthjælp, hvis de har glemt at åbne en rudekuvert fra socialforvaltningen. Noget der ofte er starten på en fattigdomsspiral, der er rigtig svær at stoppe.

De hjemløse får også kun hjælp til at blive endnu flere, når DF bruger sin indflydelse. Sidste år blev over 3.000 husstande sat ud af deres bolig, og hver fjerde er stadig hjemløs et år efter at have mistet sin bolig. Blandt dem, der blev udsat, var der en overrepræsentation af borgere fra kontanthjælpssystemet.

Folk, der simpelthen ikke havde råd til at betale deres husleje.

De børnefamilier, der er ramt af starthjælp, kontanthjælpsloft og 450-timers reglen, skal også huske, at det er DF, der er årsag til, at de må leve med så dårlig økonomi, at mange af dem kan have svært ved at få råd til frisk frugt og grønt til deres børn.

Ja, der er mange, som har god grund til at føle sig svigtet af Dansk Folkepartis asociale politik, der tager fra de fattige for at give til de rige.

Vi er godt klar over, at det vil tage flere år at rydde op efter Pia og co. Men i SF ved vi, hvad vi vil: Vi vil forbygge og bekæmpe fattigdommen. Ved at indføre en fattigdomsgrænse, ved at afskaffe de fattigdomsydelser, der producerer fattigdom og hjemløse. Og ved at afskaffe varighedsbegrænsningen af sygedagpengeperioden, så ingen skal straffes for at være syg for længe.

Vi vil igen skabe en socialpolitik, der bygger på tillid og dialog. Og så vil vi investere i reel forebyggelse, så alle børn får en god start på livet. Vi vil række hånden ud til Underdanmarks borgere.

Uanset om de har brune eller blå øjne. Uanset om de kommer fra Nørresundby eller Nakskov. Hvad vil I, Pia?.

”Børnene har haft problemer i skolen. De har haft brug for massiv støtte i skolen. Derfor synes jeg, at det er meget relevant med det samme at få talt med de personer, som har været omkring børnene”, siger Benedikte Kiær.

SF’s socialordfører, Özlem Cekic, beder socialministeren om en redegørelse, og det holder hun fast ved.

- ”Der er sket et kæmpe svigt. Ikke bare fra forældrenes side, men også fra myndighederne”, siger Özlem Cekic .

Onsdag sagde børne- og familiechefen i Aabenraa Kommune, Christian L. Hansen, til TV2: – ”Sagen her ryster os, men jeg mener ikke, der er noget at kritisere kommunen for. Når vi ikke har fået underretninger fra hverken skoler eller andre, så har vi ikke noget grundlag at reagere på.”

Men SF’s Özlem Cekic tvivler på, at kommunen har gjort nok.

- ”Vi har gjort, hvad vi kunne, siger kommunen. Men lad os vente og se. Det sagde kommunerne i Brønderslev og Tønder også”, påpeger Özlem Cekic.

Hun undrer sig blandt andet over, at den retarderede mor ikke har haft en kontaktperson. ”På den måde kunne kommunen opnå en tættere kontakt med familien.”

NI BØRN I Brønderslev er blevet vanrøgtet og misbrugt og har levet under kummerlige forhold. Først nu er de blevet fjernet fra hjemmet. Forældrene har fuldstændig svigtet de børn, men det har systemet også. Politikens lederskribent skriver 3.3., at der ikke nødvendigvis er behov for et centralt register, som er et af de redskaber, jeg har foreslået for at undgå flere lignende sager. Det vil være bureaukratisk, og kommunerne får allerede i dag videregivet de nødvendige oplysninger, når familier flytter, lyder begrundelsen. Det er ikke min oplevelse.

Hvis man ikke kender området, kan debatten komme til at ligne »enkeltsagsbehandling foran rullende tv-kameraer« – men det må jeg desværre meddele, at det er det ikke. Brønderslev -sagen er et symptom på systembrist.

DET ER IKKE den første sag og desværre heller ikke den sidste. Jeg husker stadig bl. a. Tønder og Mou.

Mindst hvert halve år kommer sådan en sag op i medierne, hvor udsatte børn ikke har fået den hjælp, de burde, ofte fordi deres familier formår at flytte kommune, hver gang lokummet brænder.

Og der går ikke en måned, hvor jeg ikke bliver gjort opmærksom på lignende sager af fagfolk eller familiemedlemmer til børn, der svigtes. Der er desværre ingen tvivl om, at det kun er toppen af isbjerget, vi ser i dag.

Som lederskribenten også beskriver, er der i dag en gruppe familier med massive sociale problemer, som bevidst flytter fra kommune til kommune. Når en familie flytter, skal sagen starte forfra, og på den måde trækkes tiden ud.

Men når oplysningerne bliver givet videre, sker det ikke per automatik. Og der er stor sandsynlighed for, at der bliver begået menneskelig fejl. Den enkelte sagsbehandler, som i forvejen drukner i bureaukrati, skal overgive sagen til den sagsbehandler, som skal overtage sagen i den nye kommune.

Hvis hun altså ved, hvor familien flytter hen.

Forstil dig, at du skyldte penge til Skat. Uanset hvor du flytter hen i landet, ville oplysningerne følge med. Jeg mener, der er brug for et lignende system for de udsatte børn, der er på vej til at blive anbragt. Et sammenhængende it-system, således at der automatisk er et advarselssignal, der lyser, når man åbner sit skærm. Så sagsbehandleren ved, at hun tager imod en familie, der skal handles på. Det vil samtidig mindske mængden af bureaukrati betydeligt, hvis der var et sammenhængende it-system, og ikke alle oplysninger skulle registreres igen og igen.

DET LYDER KYNISK – men for en lille kommune kan en familie som den i Brønderslev hurtigt vælte børnebudgettet.

En anbringelse koster let mellem 300.000 og en million kr. per barn om året. Med 8-9 børn bliver det en dyr regning for kommunen. Så er der ikke meget tilbage til alle de normale børn i kommunens skoler.

Konkret har vi fra SF gentagne gange foreslået en refusionsordning i forbindelse med anbringelser, så staten eller andre rige kommuner hjælper de fattige kommuner med anbringelsesudgifterne.

Så vi er sikre på, at det ikke er økonomien, der afgør, om barnets tarv kan tilgodeses.

Vi har også foreslået maksimum antal børnesager per socialrådgiver, så vi sikrer, at socialrådgiveren har tid til at komme igennem de 40-70 sager, hun kan have på sit bord.

Lars Løkke vil have nulvækst i kommunerne.

Nulvækst betyder mange flere Brønderslev -sager og mange flere Tønder-sager, hvis ikke vi ændrer den måde, systemet er skruet sammen på.

I ET MODERNE land som Danmark bør vore debatter handle om, hvordan vi kan beskytte alle børn, og ikke om at etnificere omsorgsproblemer hos en bestemt gruppe mennesker.

Det bør handle om, at alle børn og unge har ret til at få hjælp, uanset om de hedder Fanny eller Farah, Anders eller Yasin, om de bor i Gentofte eller Gellerupparken.

Vi har begge arbejdet mange år med udsatte børn og voksne.

VI HAR MØDT børn, der er blevet dybt omsorgssvigtet og misbrugt af deres forældre eller andre voksne. Vi har hørt de voksne, der ikke kan glemme overgreb, de har erfaret i deres barndom.

Vi har erfaring i arbejdet med såvel danskere fra majoriteten og etniske minoritetsborgere i Danmark.

Vi har kendskab til de mennesker, der går rundt med sorg og traumer påført af deres egen familie.

Vores erfaring har lært os, at alle børn og voksne har ret til hjælp, så de kan overkomme deres smerter ved incest, overgreb og omsorgssvigt.

Vores erfaring fortæller os, at det er vigtigt, at vores social-og sundhedssystem tager vare på disse mennesker, uanset hvornår de søger om hjælp. Og hjælpe dem til at søge hjælp.

Men hvorfor bliver børn misbrugt af deres forældre, onkler eller tanter? Er det ikke meningen, at disse voksne skal passe på dem? Hvordan kan det være, at der er så mange voksne, der ikke anmelder det til myndighederne, når der sker grusom kriminalitet mod de uskyldige børneliv? KOMMER DE mon alle sammen fra muslimske familier? Vores svar er nej.

Børn kan blive misbrugt uanset deres etnicitet, religion og hudfarve. Børn bliver misbrugt uanset deres forældres religiøse overbevisninger.

Derfor synes vi ikke, at det er anstændigt at tale om incest, vold og overgreb mod børn som et særligt muslimsk fænomen.

Vi mener, at det er uanstændigt, at Lars Hedegaard og Jesper Langballe bruger børn som gidsler i deres hetz mod muslimer. Deres hetz hjælper ikke de muslimske børn, der lider.

Deres hetz stempler og skader dem yderligere.

Vi med erfaring fra det sociale arbejde frygter, at fokus bliver fjernet fra alle børns ret til at blive beskyttet, og at man derfor kommer til at tabe børn som Cecilie og Sandra på gulvet, fordi deres forældre ikke er muslimer.

DEN NU VOKSNE Sandra er vokset op i en lille by i udkanten af Sydsjælland.

Hun er blevet misbrugt af sin far, der var murermester, siden hun var tre år.

Hun tør ikke melde faderen til politiet, selvom hun er voksen og flyttet hjemmefra.

Hun er stadigvæk bange for afpresning og stigmatisering. Maria blev solgt til sin fars venner og onkler, fra hun var 8 år. Maria ender i prostitution som voksen.

Hun siger, at det var det eneste, hun kendte til. Hun prøvede at anmelde sin familie til politiet, men det lykkedes hende ikke.

Hun er så bange for dem, at hun flygter fra den ene by til den anden, helt alene, og har intet netværk.

Vores påstand er, at bag ved alt misbrug, incest og overgreb mod børn er der en familie med underskud. Underskud i omsorg, underskud i viden, underskud i netværk, underskud i mental sundhed og ofte også underskud i økonomi.

VORES ERFARINGER fra arbejdet med mennesker i psykiatriske og sociale sammenhænge har lært os, at når familier, uanset deres etniske og religiøse baggrund, misbruger deres børn eller lukker øjnene for misbrug, så er det, fordi de er inde i ondskabens spiral, som er defineret af deres underskud.

Glem nu ikke Tøndersagen.

Lad os i stedet sætte fokus på beskyttelse af børn, uanset om de er mormoner, hinduer, kristne eller ateister. Det handler ikke om kultur eller religion, det handler om underskud i barnets dysfunktionelle familie.

Og først i det øjeblik vi kan fokusere på de sociale problemer frem for de kulturelle, kan vi for alvor gøre en forskel for disse børn.

Kalundborg kommune skal finde besparelser for et tocifret millionbeløb på børneområdet, og et notat som DR-nyheder omtaler i dag viser, hvordan kommunen har tænkt sig, at spare på hjælpen til de udsatte børn. Der skal endnu engang skæres bla. på anbringelses-området, psykologbehandling, efterskoler, familiebehandling og aflastningspladser.

”Det er i strid med lovgivningen, hvis man lader økonomiske hensyn afgøre hvilken hjælp en kommunes udsatte børn kan få. Hvis f.eks. et misbrugt barn har brug for psykologhjælp eller anbringelse uden for hjemmet skal det have den hjælp – uanset hvad!”, siger Özlem Cekic

”Hvis vil lader stå til kan vi være sikre på, at der kommer nye sager som Tønder-sagen, eller Mou- sagen, hvor kommunerne på grund af ressourcemangel ikke opdager eller hjælper de udsatte børn før det er alt for sent.”

”Det er dybt bekymrende, og Kalundborg kommune er med stor sandsynlighed kun den første af mange kommuner, som også i år bliver tvunget til at lade de mest udsatte børn betale prisen for regeringens skatteloft” forudser Özlem Cekic

SF foreslår at man indfører mulighed for en mere solidarisk refusion for kommunernes udgifter til anbringelser, således at alle udsatte børn med behov for anbringelse uden for hjemmet kan få den hjælp de har behov for, selvom de bor i økonomisk pressede kommuner.

SFs socialordfører Özlem Cekic vil indkalde ministeren i samråd for at høre, hvordan hun vil sikre, at kommunerne ikke tvinges til at lade økonomiske hensyn gå foran de udsatte børns tarv.