Danmark skal støtte kvinderne i Tyrkiet

Så er tasken pakket, og jeg skal snart afsted med flyet. Jeg har tænkt over, hvilke problemer, jeg skal tage op i min tale til kvindekonferencen.

Modstand

I 1987 protesterede de tyrkiske kvinder i Istanbuls gader, som del af en berømt demonstration mod vold og undertrykkelse. Der blev gjort nar af kvinderne og aktionen fra mediernes og de intellektuelles side. Dengang var det ikke så nemt at tale om vold mod kvinder. Heldigvis har de tyrkiske kvinder været stærke og stædige. De har ikke ladet sig kue.

Når kvinderne i morgen den 8. marts igen vil demonstrere, vil det også denne gang være vold mod kvinder, der er på dagsordenen. Og modsat demonstrationen i 1987 er kvinderne i dag ikke længere alene. Denne gang er flere medier gået i front med kampagner mod kvindevold.

Forbedringer

På baggrund af stærkt pres fra mange frivillige kvindeorganisationer er der sket en del reformer i Tyrkiet. Disse reformer har markant forbedret kvindernes situation over de sidste 10 år – og kvindeorganisationerne har derigennem spillet en vigtig rolle for kvindekampen.

Der er kommet en ny og forbedret straffelov. Straffen er skærpet for hustruvold, seksuelle overgreb og tortur. Men det har desværre været langt sværere at ændre mentaliteten hos de – stort set udelukkende mandlige – dommere, anklagere og politifolk, der skal behandle sagerne om vold mod kvinder.

Voldtægt anses ikke længere som vold mod samfundet, men vold mod individet. Det betyder blandt andet, at kvinden ikke er tvunget til at blive gift med voldtægtsforbryderen. Sådan var det tidligere. Desuden er voldtægt inden for familien, altså voldtægt mellem ægtefæller, blevet anerkendt som en forbrydelse. Og det skal ikke undervurderes. Det er en markant udvikling, som kan sikre mange kvinder imod overgreb, der ellers ville blive accepteret.

Som jeg også skrev i mit tidligere blogindlæg, straffes drab nu med livstidsfængsel i modsætning til tidligere, hvor “moralske grunde” gav ”rabat” på straffen. Det betød at “æresbetingede” drab i nogle tilfælde gav kortere straf.

I januar 2002 genvandt de tyrkiske kvinder også retten til ejendom og til at arve. Når et ægtepar bliver skilt, vil boet nu blive ligeligt fordelt mellem de tidligere ægtefæller. Det vil sige at hjemmegående kvinder med ansvaret for alt husligt arbejde, nu får anerkendt deres indsats og derfor har ret til halvdelen af boet ved skilsmisse.

Tålmodighed

Den nye straffelov har på den måde forbedret kvindernes situation, men det tager lang tid at rette op på tingenes tilstand. I de små landsbysamfund på landet er det stadig familierådene, der regerer. Det kan lade sig gøre fordi kvinderne ikke kender deres rettigheder. Mange kan hverken læse eller skrive, og derfor er de ikke klar over, at straffene er skærpet for disse forbrydelser. Uden denne viden kan de ikke presse på for deres rettigheder.

Tyrkiets eneste kvindelige minister udtalte for nylig, at regeringen havde været dårlig til at implementere lovene. Jeg er fuldstændig enig med hende. Det er én ting at skærpe lovene, det er noget helt andet at forbygge forbrydelserne. Det sidste kan, efter min mening, kun ske gennem uddannelse og bedre økonomiske forhold. Uddannelse gør at kvinderne kender deres rettigheder, men det er de økonomiske forhold, der ligger til grund for kvindernes afhængighed af mænd og derved for overgreb fra mændenes side.

Så længe der foregår vold mod kvinder, æresdrab og undertrykkelse er der lang vej for reel ligestilling i Tyrkiet. Men det er ikke hele historien. Vi skal huske det kæmpe stykke arbejde, som organisationer og NGO’er gør hver eneste dag for at forbedre forholdene for kvinder. De fortjener vores ubetingede støtte og solidaritet. Det er deres arbejde, der har båret frugt de sidste 10 år. Også selvom der – endnu – er langt igen.

Det er nogle af de ting, jeg vil komme ind på, når jeg skal snakke til konferencen i morgen.

Synes du om dette indlæg?