De små nålestik

FOA bladet Af Jette Rantorp

Du kan være både dygtig og god til dit arbejde.Men hvis dit danske ikke er lydefrit, din hudfarve er lidt mørk, dit navn har en fremmed klang, eller dit eksamensbevis
er udstedt i et andet land, kan du få det svært på det danske arbejdsmarked.

Det ved Özlem Sara Cekic, 30-årig sygeplejerske med kurdiske rødder, som kom til Danmark, da hun var ti. I dag er hun folketingskandidat for SF, vært i tv-programmet Mission Integration og paneldeltager i programmet Oraklerne – og desuden formand for Mangfoldighedsnetværket, der samler folk fra sundhedssektoren med anden etnisk baggrund.

Som sygeplejerske har hun for eksempel oplevet, at en patient nægtede at lade sig behandle af hende, fordi hun ikke var »raceren«, men som han smagfuldt
udtrykte det »et dyr«. Og selvom hendes oplevelse hører til de mere grovkornede,
ved hun fra netværket, at diskrimination er en del af hverdagen for mange nydanskere.

Diskrimination.
Der er mange barrierer for integrationen – både synlige
og skjulte. Og fagbevægelsen har et stort ansvar. Rent ud sagt. »Fagbevægelsen skal lære at kalde en spade for en spade og ikke forveksle diskrimination
med mobning,« siger Özlem Sara Cekic.

»Der er en generel mangel på påskønnelse af mangfoldighed i det danske samfund,« siger hun. »Blandt andet fordi en del danskere er bange for, at
danskheden er ved at blive udryddet. Det slider på tolerancen – og på integrationen.«
Kan man regne i Somalia? Men der er også andre barrierer for integrationen,
mener Özlem Sara Cekic. Nogle synlige, andre skjulte.

»Mange møder forskelsbehandling, fordi de har en anden hudfarve eller religion. Man fokuserer på, at de taler dansk med accent og glemmer, at de til gengæld
taler afghansk, persisk eller tyrkisk perfekt – hvilket jo også er en kompetence.«

»Derudover er der den generelle mistillid og nedvurdering. Når folk med anden etnisk baggrund efterlyser faglige diskussioner, bliver de for eksempel tit mødt med svaret: ‘Nu skal du høre: Herhjemme gør vi sådan og sådan’ – selvom de er vokset op i Danmark og har fået deres uddannelse her.«

Özlem Sara Cekic fortæller om en social- og sundhedsassistent
fra Somalia, hvis kolleger ikke ville lade hende sætte væske op. Hun var uddannet i Danmark, men kollegerne tvivlede på, at hun havde lært at regne
tilstrækkeligt godt i sit fødeland.

Og en sygeplejerske fra Iran, som arbejdede på Rigshospitalet, måtte gennem flere måneder leve med, at hendes kolleger ikke lærte hendes navn. Det var for
svært, syntes de, så de kaldte hende bare »Du dér«.
Desuden blev hun hele tiden tjekket for fejl – selvom hendes uddannelse var godkendt af den danske sundhedsstyrelse.

Til sidst gik hun ned med en depression og skiftede arbejde. »Det er den slags små daglige nålestik af diskrimination, mange kommer ud for. Og med tiden bliver
det en helt almindelig del af deres hverdag – et vilkår, de må leve med.«

Opråb til fagbevægelsen
Med til barriererne for integration hører nemlig også, at der ikke findes reelle klagemuligheder. »Hvis man klager over urimelig forskelsbehandling,
skal man kunne bevise, at man har været udsat for diskrimination. Og det kan være svært,« siger Özlem Sara Cekic – og fortsætter:

»Her har fagbevægelsen er stort ansvar. For der er en tendens til, at man ikke anerkender, at der er tale om diskrimination. I stedet siger man, at det nok drejer
sig om samarbejdsproblemer eller mobning eller sprogbarrierer.«

Således valgte Dansk Sygeplejeråd at kalde en sag, hvor en sygeplejerske blev kaldt et dyr, for en mobningssag i stedet for en diskriminationssag. Det var rigtig ærgerligt, mener Özlem Sara Cekic og opfordrer de faglige organisationer til at rejse flere diskriminationssager.

»Det har stor signalværdi at føre den slags sager. Dels viser man medlemmer med anden etnisk baggrund, at man også er der for dem. Dels gør man arbejdsgiverne opmærksom på, at det har konsekvenser at bryde loven.«
»I dag er det næsten umuligt at fyre en gravid medarbejder, fordi arbejdsgiverne ved, at det er en tabersag. Men hvad hvis kvinden hedder Ayse?«

Bland jer i debatten
Özlem Sara Cekic efterlyser en etnisk ligestillingspolitik på arbejdspladserne, så personalet kommer til at afspejle befolkningens sammensætning.
»I netværket har vi lavet en rundringning til de største sygehuse i landet. Kun seks ud af 15 havde en etnisk ligestillingspolitik, og ingen havde en fast procedure
for, hvordan man skal håndtere diskriminationssager.

Selv tillidsrepræsentanterne er ikke klædt på til den opgave.« Men integration er selvfølgelig ikke en ensidig affære, erkender Özlem Sara Cekic. Hun appellerer til, at nydanskerne er mere aktive i det danske samfund og blander sig i debatten.

»Selvom det kan være hårdt, er det altså vigtigt, at man siger fra, når man bliver diskrimineret eller udsat for fordomsfulde generaliseringer. For nogle gange sker diskriminationen også af uvidenhed.«

Synes du om dette indlæg?