Debat: Systembrist: Register hjælper udsatte børn

Af Özlem Sara Cekic Socialordfører ( SF), bragt i Politiken 9.marts

NI BØRN I Brønderslev er blevet vanrøgtet og misbrugt og har levet under kummerlige forhold. Først nu er de blevet fjernet fra hjemmet. Forældrene har fuldstændig svigtet de børn, men det har systemet også. Politikens lederskribent skriver 3.3., at der ikke nødvendigvis er behov for et centralt register, som er et af de redskaber, jeg har foreslået for at undgå flere lignende sager. Det vil være bureaukratisk, og kommunerne får allerede i dag videregivet de nødvendige oplysninger, når familier flytter, lyder begrundelsen. Det er ikke min oplevelse.

Hvis man ikke kender området, kan debatten komme til at ligne »enkeltsagsbehandling foran rullende tv-kameraer« – men det må jeg desværre meddele, at det er det ikke. Brønderslev -sagen er et symptom på systembrist.

DET ER IKKE den første sag og desværre heller ikke den sidste. Jeg husker stadig bl. a. Tønder og Mou.

Mindst hvert halve år kommer sådan en sag op i medierne, hvor udsatte børn ikke har fået den hjælp, de burde, ofte fordi deres familier formår at flytte kommune, hver gang lokummet brænder.

Og der går ikke en måned, hvor jeg ikke bliver gjort opmærksom på lignende sager af fagfolk eller familiemedlemmer til børn, der svigtes. Der er desværre ingen tvivl om, at det kun er toppen af isbjerget, vi ser i dag.

Som lederskribenten også beskriver, er der i dag en gruppe familier med massive sociale problemer, som bevidst flytter fra kommune til kommune. Når en familie flytter, skal sagen starte forfra, og på den måde trækkes tiden ud.

Men når oplysningerne bliver givet videre, sker det ikke per automatik. Og der er stor sandsynlighed for, at der bliver begået menneskelig fejl. Den enkelte sagsbehandler, som i forvejen drukner i bureaukrati, skal overgive sagen til den sagsbehandler, som skal overtage sagen i den nye kommune.

Hvis hun altså ved, hvor familien flytter hen.

Forstil dig, at du skyldte penge til Skat. Uanset hvor du flytter hen i landet, ville oplysningerne følge med. Jeg mener, der er brug for et lignende system for de udsatte børn, der er på vej til at blive anbragt. Et sammenhængende it-system, således at der automatisk er et advarselssignal, der lyser, når man åbner sit skærm. Så sagsbehandleren ved, at hun tager imod en familie, der skal handles på. Det vil samtidig mindske mængden af bureaukrati betydeligt, hvis der var et sammenhængende it-system, og ikke alle oplysninger skulle registreres igen og igen.

DET LYDER KYNISK – men for en lille kommune kan en familie som den i Brønderslev hurtigt vælte børnebudgettet.

En anbringelse koster let mellem 300.000 og en million kr. per barn om året. Med 8-9 børn bliver det en dyr regning for kommunen. Så er der ikke meget tilbage til alle de normale børn i kommunens skoler.

Konkret har vi fra SF gentagne gange foreslået en refusionsordning i forbindelse med anbringelser, så staten eller andre rige kommuner hjælper de fattige kommuner med anbringelsesudgifterne.

Så vi er sikre på, at det ikke er økonomien, der afgør, om barnets tarv kan tilgodeses.

Vi har også foreslået maksimum antal børnesager per socialrådgiver, så vi sikrer, at socialrådgiveren har tid til at komme igennem de 40-70 sager, hun kan have på sit bord.

Lars Løkke vil have nulvækst i kommunerne.

Nulvækst betyder mange flere Brønderslev -sager og mange flere Tønder-sager, hvis ikke vi ændrer den måde, systemet er skruet sammen på.

Synes du om dette indlæg?