Den pinlige spændetrøje

Klumme i 24 timer, den 24 januar 2008

Mindst et par stykker af dine egne pårørende, kolleger og venner er også psykisk syge. Statistikken viser, at det er 1 ud af 10. Men hvornår har du sidst selv snakket med nogen om, at de – eller du -  er pårørende til en psykisk syg? Jeg gætter på, at det er længe siden for de fleste.

Selvom over en halv million mennesker lider af en psykisk lidelse, og mange af os er pårørende til dem, er det sjældent vi snakker om det. Og alle dem der har en psykisk syg tæt ind på livet ved godt hvorfor: Det er et tabu. Det er pinligt. Det er skamfuldt. Det er smertefuldt og først og fremmest skyldfyldt.

En af grundene til at vi føler sådan er, at vores omgivelser – og ofte også os selv – kobler det at have en psykisk lidelse med skyld. Som psykiatrisk sygeplejerske har jeg oplevet, hvordan omgivelserne igen og igen underforstået antyder, at det er familiens skyld, at et familiemedlem blev psykisk sygt. Hvor mange gange har man ikke hørt bemærkninger som: ”Han fik heller aldrig kærlighed af familien” ”Hvis bare familien havde været der for ham, havde han søgt hjælp hurtigere” o.s.v.

Den slags bemærkninger ville man aldrig høre, hvis man var pårørende til en kræftpatient eller en nyrepatient eller en patient med enhver anden sygdom, der rammer kroppen og ikke sjælen !

Angst for at blive dømt af omgivelserne gør, at man ofte ikke har lyst til at fortælle, at man er pårørende til en psykisk syg.

Men hvad nu, hvis vi alle sammen stod frem og fortalte om, hvor ondt det gør, når ens kære får sygdom i sjælen og hvor smertefuldt det er at være vidne til bl.a. de ualmindeligt lange ventelister til psykiatrisk behandling. For psykisk syge børn er ventetiden i øjeblikket nogle steder over 12 måneder. Og mange psykotiske patienter får idag besked om at tage hjem fra hospitalet, når de værste huller er lappet, da der ikke er sengepladser til en psykiatrisk indlæggelse.

Men hvad nu hvis vi pårørende en dag tør bryde tabuet og højt fortælle om de menneskelige konsekvenser af de manglende ressourcer i psykiatrien, så ville det måske også blive sværere at nedprioritere området, når pengene næste gang skal fordeles.

Vi har alle et ansvar for at bryde tabuet, også selvom det kan være en stor overvindelse

Synes du om dette indlæg?