Det er og skal være SF’s opgave at kæmpe for de ressource svage børn og voksne
Det er og skal være SF´s opgave at kæmpe for de ressource svage børn og voksne
Jeg er med i SF fordi jeg synes vi er det parti, der ALTID har kæmpet for de allersvageste grupper i Danmark. Vi har været talerør for dem, som ikke selv er i stand til at slå i bordet, som er afhængig af, at andre vil kæmpe deres kamp.
Men når jeg læser den politiske hovedudtalelse må jeg lede længe efter den sociale indignation og ønsket om at gøre noget for de allersvageste grupper. Det er en skuffelse at man ikke kan læse om psykisk syge, hjemløse og fattige mennesker.
Nogle vil sige at der ikke stemmer i dem. Jeg vil sige vi skal være deres stemme. Andre vil sige at det er, fordi man ikke kan se resultater med det samme. Men for mig er det SF´s vigtigste opgave at være der for ressource svage mennesker, det er SF´s opgave at skabe lige muligheder og sørge for at alle borgere kan få et værdigt liv.
Når jeg går hjem en mørk vinteraften i nordvest, er det ikke et usædvanligt syn med hjemløse der ligger på en bænk og prøver at holde varmen med plastikposer, som dyner!
Når min søn på 5 år spørger mig hvorfor de ligger på en bænk og ikke i deres seng, så har jeg rigtig svært ved at svare ham!
På mit arbejde med psykisk syge børn møder jeg også mange fattige familier. Det er drengen i storesøsters aflagte glitter-jakke. Og det er pigen, der begejstret ringer hjem og fortæller, at aftensmaden i afdelinger er ligesom julemaden: Der er råd til både sild og fiskefrikadeller.
Den tredje gruppe af fattige er etniske familier som er på Haarders starthjælp. Jeg var hjemme hos en familie, hvor moderen valgte et klassebillede på 30 kr fra, et klassebilleder til 30 kr? Forestil jer det!, med den begrundelse at udgiften til hendes 3 børns klassebilleder svarede til en hel dags madbudget for familien.
Det er disse folk, der rammes allerhårdest af regeringens kyniske menneskesyn. Det er disse folk, der har brug for vores stemme. Og det er disse folk der ikke er selv i stand til at råbe op.
Derfor må vi i SF aldrig glemme at kæmpe deres sag.
Tale 2
SF sætter børn og unge først, står der i den første linie i børneprogrammet. Jeg vil vælge at sige at SF som et socialistisk parti skal sætte svage børn først.
Jeg vil godt fortælle om 3 børn, som ikke forstyrre gade billedet, men som fylder rigtig meget i mit hjerte.
Det er Jonas, Ayse og Line
Jonas er 10 år. Han Psykisk syg. Han har ventet 12 måneder af sin 10 årig liv på at få en plads på børnepsykiatrisk afdeling og efterfølgende knap 2 år på at få efterbehandling. 2 år, hvor han var bange for at gå i skole, han forsøgte at begå selvmord og havde angstanfald – Hans mor måtte bare gå og vente, mens årevis af hans barndom blev spildt på venteliste.
Og Ayse er kun 9 år og har aldrig været i cirkus. Sidst på måneden er pengene til mad meget små, og så er det ikke den slags forlystelser der er råd til. Hendes mor og far er nemlig på regeringens starthjælp, der hverken giver råd til cirkus ture eller for den sags skyld fodboldstøvler. Et nej til cirkus turen og andre børneoplevelser betyder ikke bare at Ayse er ærgerlig over ikke at se klovnene. Det betyder også, at hun bliver holdt udenfor kammeraternes fællesskab, når de snakker om deres oplevelser.
Den tredje jeg vil fortælle om er Line. Line oplever ofte at hendes far slår hendes mor. Det er ikke sådan hele tiden. Det meste af tiden er de en ganske almindelig familie. Men engang imellem går det helt galt. Han bliver vred og skubber til moren, som begynder at græde og kalde ham en masse ting. Så slår han igen, og først når naboerne kommer og ringer på forsvinder han. Nogle er bekymrede for moren, især når hun har blå mærker. Men Line er der ingen der bekymrer sig om, før hun måske en dag også begynder at opføre sig mærkeligt.
Fattige børn, psykisk syge børn og børn i voldsramte familier har brug for vores opmærksomhed. Det er dem vi skal bruge vores kræfter på, for de bliver i den grad svigtet. Det kan være deres forældre, det kan være samfundet eller det kan være Anders Foghs regering, som har en tendens til at glemme de usynlige svage børn.
Men vi i SF vil ikke svigte de svage børn. Og det skal stå klart i vores børnepolitik. Det er og skal være SFs vigtigste opgave at kæmpe for de svage børn!
Synes du om dette indlæg?
