Førtidspensionsreform skal give håb til sindslidende

Vi har nu en unik mulighed for at skabe en førtidspensionsreform som giver håb. En reform, der viser tillid til de udsatte grupper. En reform, der sætter mennesket i centrum og giver en hjælpende hånd til en stor gruppe unge mennesker, som vi alt for længe har svigtet. Vi må ikke tabe flere på gulvet.

Det er helt afgørende for os i SF, at en reform ikke kommer til at forringe vilkårene for dem, der allerede i dag er på førtidspension.

Målet for en ny reform skal derimod være, at så mange som muligt får hjælp til at komme sig helt eller delvist. Hvis vi aktivt vælger, at investere i mennesker, kan vi faktisk godt forebygge, at så mange unge mennesker får brug for førtidspension. Vi kan give dem en ny chance, og samtidig sikre langt flere en tilknytning til arbejdsmarkedet

I 2010 blev over halvdelen af alle førtidspensioner tildelt pga. en sindslidelse. Og blandt de 20-29 årige var tallet endnu højere. I dag er der traditionelt kun to mulige veje for unge mennesker, der på grund af sindslidelser ikke kan leve op til alle hverdagens krav. Enten kontanthjælp i årevis med en lang række arbejdsprøvninger og ofte meningsløse aktiveringer. Eller passiv førtidspension. Langvarig kontanthjælp er en falliterklæring, både for den enkelte men sandelig også for samfundet. Men det er førtidspensionen faktisk også. Vi skal ikke opgive unge med sindslidelser, når vi ved, at de fleste faktisk kan komme sig– hvis de får den behandling, de har behov for.

Det er sørgeligt at se, hvordan vi har svigtet især unge sindslidende. Jeg siger ikke, at lægen, sygeplejersken, læreren og sagsbehandleren intet har gjort. Det har de! De har gjort hvad der var muligt inden for de økonomiske rammer Folketinget har sat. Ansvaret for at vi har opgivet så mange unge mennesker, hviler ene og alene på os politikere. Det er ikke den skizofrenes eller depressionsramtes skyld, at de er endt på førtidspension eller kontanthjælp. Nej den ære har Christiansborg. Og hvis vi skal skabe en tredje vej for disse borgere, kræver det, at vi som politikere begynder at prioritere mennesket før systemet. Og at arbejdsmarkedet også begynder at række hånden ud.

DEN FØRSTE udfordring vi skal tage fat på er, at social-, beskæftigelses- og sundhedssystemet ikke er gode nok til at koordinere. Ofte er det er den syge borger, der midt i sit kaos med stemmer og depression også er den, der selv skal koordinere sin sag.

I dag følger man som borger forskellige planer alt efter om man sidder hos socialrådgiveren, sygeplejersken eller sagsbehandleren. Nogle oplever op til 12 forskellige sagsbehandlere. Den manglende koordination betyder, at det i dag er borgeren selv, der skal sørge for at informationer ikke går tabt. Vel og mærke i en situation, hvor borgeren måske er ved at tabe sig selv pga. en psykisk lidelse.

Jeg håber, at vi med den kommende reform kan skabe et mere sammenhængende forløb, hvor borgeren kun skal banke på en dør og få én samlet plan. Ansvaret for at koordinere skal ikke hvile på borgere, men bæres af fagpersonerne. Vi skal samtidig sørge for, at systemet skaber aktive borgere med indflydelse og handlemuligheder, som er villige til at tage et ansvar for deres eget liv. Vi skal ikke længere lave planer og forløb for borgeren, men med borgeren. 

EN ANDEN udfordring er, at vi har bygget et system op, hvor udsatte borgere mødes med mistillid og sanktioner. Hvis f.eks. en depressiv patient ikke har kræfter til at åbne rudekuverten fra sagsbehandleren med indkaldelse til samtale, så er der konsekvenser med det samme. Det første sagsbehandleren skal gøre, hvis en borger ikke dukker op til samtale, er at stoppe kontanthjælpen, indtil borgeren henvender sig igen.  Det betyder, at den depressive kvinde måske først opdager, at hun ikke har fået sin kontanthjælp, når hun skal betale sin husleje. I stedet for at hjælpe disse mennesker, kan vi ende med at gøre dem hjemløse.

Sanktioner kan være fornuftige, hvis der er tale om friske og raske kontanthjælpsmodtagere, men for mange sindslidende eller misbrugere, gør sanktionerne ofte kun situationen værre. Sidste år var 25 pct. af dem der blev sanktioneret også brugere af psykofarmaka mod depression, angst eller psykoser.

Vi skal turde gøre op med den straf og sanktionsideologi, der har præget socialpolitikken. Mennesker bliver ikke raske af, at vi straffer dem. Derfor håber jeg, at vi med den kommende reform kan fritage denne gruppe borgere for urimelige sanktioner, så de i stedet kan koncentrere al deres energi på rehabilitering og uddannelse. Til gavn for både dem og samfundet. Den hånd vi rækker ud fra Christiansborg skal hive folk op og ikke skubbe dem ned.

EN TREDJE udfordring er, at vi er hurtige til at give diagnoser, men ofte alt får dårlige til at sikre behandling. Alt for mange sindslidende bliver kronisk syge, fordi de ikke tilbydes behandling i tide. Mange af dem, der tilkendes førtidspension i dag er mennesker, der lider af ikke-psykotiske lidelser såsom depression, angst eller tvangstanker.

Jeg tror virkelig ikke, at det gør unge mennesker mere raske, hvis vi som samfund sender dem på førtidspension, og derved også signalerer, at vi ikke forventer at de kommer sig.

Nogle gange virker det som om man handler i blinde i forhold til den gruppe. Evalueringer viser, at op til 80 pct. af patienter med angst og depression, har gode resultater  af samtaleterapi med en psykolog. Alligevel er der blevet brugt over dobbelt så mange penge på tilskud til lykkepiller, som på tilskud til psykologhjælp til depressionsramte, på trods af den bevislige begrænsede effekt ved lykkepiller.

Der er noget ravende galt i vores måde at prioritere indsatsen overfor disse mennesker på. Vi ved, at de fleste ville blive raske eller komme sig, hvis de fik den rigtige behandling, men i stedet giver vi dem en masse piller og en førtidspension resten af deres liv. Det skyldes blandt andet et manglende fokus på, at folk kan komme sig, samt mange års nedprioritering af psykiatrien.

Der er brug for, at vi begynder at investere i målrettede behandlingsforløb, så vi kan give langt flere mennesker retten til at blive helt eller delvist raske.

MEN ARBEJDSMARKEDET skal også tage sit ansvar. De unge, der gør en aktiv indsats, skal også reelt opleve, at der er et arbejdsmarked at komme tilbage til. Over halvdelen af danskerne er betænkelige ved at arbejde sammen med en sindslidende. Samtidig er der rigtig mange fleksjob-visiterede, der har svært ved at finde et fleksjob. Der er brug for et langt mere rummeligt arbejdsmarked. I dag accepterer en del arbejdspladser at folk med rygproblemer har brug for at ligge ned og strække sig engang imellem. Tænk hvis det var lige så acceptabelt, at mennesker med sindslidelser kunne holde ekstra pause i arbejdstiden eller at tage en sygedag, når tristheden eller nervøsiteten meldte sig. 

VI HAR EN HISTORISK mulighed for at forebygge, at fremtidige generationer får det samme behov for førtidspension. Derfor er vores ønske til den kommende reform, at vi lytter til NGOerne og eksperternes anbefalinger og giver de unge, der er for syge til at klare sig på arbejdsmarkedet, tilbud om sammenhængende og velkoordinerede Rehabiliteringsforløb, hvor de får hjælp til at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Forløb, hvor de ikke straffes, men i stedet får tilbud om behandling og uddannelse. Dem der alligevel ikke har en jordisk chance for at komme sig, skal selvfølgelig stadig have mulighed for førtidspension, når alle andre muligheder er udtømte.

Det er faktisk muligt, at skabe en anden fremtid for mange unge. Der er potentialer, energi og drømme, som vi kan hjælpe med at udfolde. Vi skal huske, at de unge langt hellere vil forsørge sig selv, end at få sendt en check fra det offentlige. De unge vil langt hellere være raske end at blive stemplet som syge. Det kræver mod at invitere disse unge ind i fællesskabet. Spørgsmålet er nu om Folketinget, kommunerne, sundhedssektoren og arbejdsmarkedet har det mod?

Synes du om dette indlæg?