Özlem Sara Cekic med Tayip Erdogan, Tyrkiets Premierminister

Jeg var ret nervøs inden jeg skulle holde min tale i går. Jeg har set frem til den længe, der har været mange overvejelser og forberedelser. Nu var tiden kommet.

Kurdiske citater
Jeg havde besluttet, at en del af talen skulle holdes på kurdisk. Flere kurdiske kvinder har fortalt mig om den dobbelte undertrykkelse de møder – som kvinder og som kurdere i Tyrkiet. De vil aldrig få lov til eller mulighed for at stå på talerstolen og fortælle om de uretfærdigheder, de oplever. Ikke foran politikere og magthavere. Jeg havde muligheden og derfor kom deres ord ud af min mund. Jeg citerede dem på deres eget sprog: Kurdisk.

I kan blandt andet læse mere om reaktionerne i artikler i Berlingske  og i Politiken.

Jeg er ved at oversætte hele talen og lægger den ud på bloggen så snart jeg kan, men her er et af de citater jeg læste højt på kurdisk. Det stammer fra en ung universitetsstuderende.

”Jeg er kurder, og jeg er stolt af at være kurder. Men desværre kan jeg ikke få undervisning på mit modersmål. Jeg har ikke engang ret til at sætte det på dagsordenen. Hvis jeg deltager i en demonstration til fordel for undervisning på kurdisk eller skriver under på en underskriftsindsamling med krav om undervisning på mit modersmål, vil jeg få karantæne for livstid (fra uddannelsesinstitutionen). Jeg har ikke engang ret til at klage over afgørelsen. Hvad er det for et demokrati?”

Negative reaktioner…
I Tyrkiet tillader man normalt ikke, at der holdes taler på kurdisk til politiske møder – også selvom det er modersmålet for en stor del af befolkningen. Derfor var jeg meget spændt på hvordan de ville reagere. Min tale forløb fint, men da jeg nåede til at læse citaterne højt prøvede ordstyreren (Güldal Aksit, der er forkvinde i Ligestillingskommissionen i det tyrkiske parlament) at afbryde mig – og sige, at jeg skulle holde talen på tyrkisk. Det valgte jeg at overhøre. Som dansk folketingsmedlem, holder jeg fast i at det er mig der bestemmer, hvilket sprog jeg vil holde min tale på. Ligesom det er mig, der bestemmer hvad jeg vil tale om.

Jeg talte ikke kurdisk, alene fordi jeg kan. Jeg gjorde det heller ikke alene for at provokere og trampe i noget. Jeg gjorde det fordi der foregår en kamp om kurdernes rettigheder. Om ligestilling, minoritetsbeskyttelse og anerkendelse. I denne kamp står det kurdiske sprog helt centralt. Og det ville være mærkeligt, hvis jeg med indholdet i min tale snakkede om ligestilling, mens jeg med formen – sproget – signalerede det stik modsatte.

Nogle tilhørere var højtlydt kritiske, andre udvandrede rasende fra lokalet. Det viste mig at kampen for ytringsfrihed og ligestilling, stadig har svære vilkår. Det er let at sidde sikkert i lænestolen i Danmark og skrive et vredt debatindlæg om ytringsfrihed. Det er noget helt andet at stå ansigt til ansigt med kritikerne og måtte affinde sig med deres reaktioner og sanktioner. Det gjorde mig nervøs og spændt.

Opbakning
Da jeg gik ned fra talerstolen lovede jeg mig selv, at det ikke skal være sidste gang. Jeg vil gøre det igen. Nogle kampe er for vigtige til at sidde stille og til ikke at handle.

Jeg blev overrasket over de mange positive reaktioner. Forbløffende mange. Jeg vil gå så langt som til at sige, at flertallet reagerede positivt. Jeg fik megen ros fra de udenlandske deltagere og – hvad vigtigere er – fra de kurdiske kvinder i salen. Det varmer at flertallet vurderer, at det er vigtigt at snakke om kurdiske kvinders rettigheder.

Det overraskede mig også at Tyrkiets AKP-parti kvitterede med en invitation til at holde en lignende tale en anden gang. Der er ved at ske noget i Tyrkiet. Ingen tvivl om det. Der bliver taget skridt i den rigtige retning. Ikke store skridt. Men skridt, ikke desto mindre. Og det gælder ikke kun på konferencer.

Efter talen
Da konferenceprogrammet var afsluttet gik jeg en tur i Ankaras gader. Her demonstrerede transvestitter for deres rettigheder. En politimand fortalte mig, at der havde været demonstrationer hele dagen, ligesom hver eneste 8. marts. Fredelige og nødvendige, kaldte han dem.

Det bedste vi kan gøre for demokratiet i Tyrkiet er at blive ved med at stille krav – også gerne skrappe betingelser – for landets optagelse i EU. Man skal ikke undervurdere, hvor vigtigt det er, at nogen udefra siger noget, de synes er svært at tale om. Jeg håber at min smuttur til Ankara kommer til at give processen bare et lille bitte ryk i den rigtige retning. Det vil fremtiden vise.

At tale på kurdisk
Da jeg sagde ja til invitationen besluttede jeg mig for, at anledningen skulle bruges til at holde en tale, der sætter kvindeundertrykkelse på dagsordenen. Jeg vil bruge min danske ytringsfrihed til at tale om kurdiske kvinders manglende rettigheder. Og jeg vil gøre det på kurdisk. Det kan du læse mere om her

Når jeg i eftermiddag skal holde min tale vil dele af den være på kurdisk. Hvorfor betyder det noget for andre end tolkene? I Tyrkiet tillader man normalt ikke, at der holdes taler på kurdisk til politiske møder – også selvom det er modersmålet for en stor del af befolkningen. Når jeg vælger at gøre det alligevel, gør jeg det, fordi det er en vigtig kamp for ytringsfriheden. Fordi der er nogen som skal gøre det.

Prisen for ytringsfrihed er høj i Tyrkiet
Tidligere under mit besøg snakkede jeg med en journalist fra den største Tyrkiske avis, Hürriyet. Han fortalte frustreret om, hvordan skattemyndighederne har givet Dogan Ajans (et af de største mediehuse i Tyrkiet) en bøde i milliardklassen for at lave regeringskritisk journalistik. Bøden er administrativ, og det betyder, at der hverken er en konkret anklage eller en retssag, som kan ankes eller vindes. Beløbet er langt større end hvad mediehuset er værd. Derfor har de nu besluttet, at nedtone de kritiske historier af frygt for at de vil blive straffet igen. Det er selvcensur af den slemme slags.

Den journalist jeg snakkede med er meget anerkendt i Tyrkiet. Alligevel har Tayip Erdogan i flere medier åbenlyst opfordret chefredaktørerne til at fyre ham og flere andre kritiske journalister. Det er ikke bare stærkt bekymrende, det er direkte chokerende, når en premierminister på den måde blander sig i pressefriheden.

Manglende interesse
Han bliver ved med at skrive kritisk om uretfærdigheder. Og han bliver ved med at skrive om den manglende hjælp til voldsramte kvinder i Tyrkiet. På trods af den internationale konference som er anledningen for mit besøg, bliver dette emne ofte glemt af politikerne. Det blev det også igår.

Henad aftenen var jeg mødt op sammen med diverse ambassadører, parlamentarikere og kvinderettighedsorganisationer fra nær og fjern for at diskutere kvinderettigheder til en middag med Tayip Erdogan. Det var ingen velkomst eller officiel ‘Tak fordi I ville komme’. Der var ingen, der understregede vigtigheden af emnet. Og vi måtte vente 3 timer på Tayip Erdogan, der endte med slet ikke at deltage. Det kan man ikke kalde at prioritere ligestilling. Det er ikke respekt for den undertrykkelse tyrkiske kvinder lever under. Og det tyder ikke godt for ligestillingskampen i Tyrkiet.

Hvis det er niveauet for regeringens engagement i sagen, så bliver kampen længere og hårdere end jeg havde håbet. Jeg er spændt på konferencen og jeg håber stadig, at den kan være med til at gøre en forskel for de undertrykte kvinder i Tyrkiet – især de kurdiske. Jeg vil i hvert fald bruge min ytringsfrihed til at tale deres sag.

Lad os samarbejde for at sikre social inklusion af dem der står udenfor, det kan vi kun gøre med reelle tiltag.

I december sidste år viste en rapport fra AE at omkring 11.000 børn i Danmark lever i fattigdom. Det er en stigning på 65% over 5 år.

Over 43.000 mennesker lever i længerevarende fattigdom.

Det handler om mennesker af kød og blod.

Jeg hører om børn der ikke får mad og enlige mødre, der ikke får arbejde på grund af dårlige tænder og manglende skolegang, mangel på selvværd og passende tøj. Den mor omsorgssvigter sine 3 børn, fordi hun ikke kan skrabe mere sammen.

Fattigdom kan ikke alene ses, den kan lugtes. Fattigdom efterlader sin stank til regeringens uambitiøse planer for at fejre det europæiske år for fattigdom.

Det kan ændres, hvis den nye minister vil.

Modstand

I 1987 protesterede de tyrkiske kvinder i Istanbuls gader, som del af en berømt demonstration mod vold og undertrykkelse. Der blev gjort nar af kvinderne og aktionen fra mediernes og de intellektuelles side. Dengang var det ikke så nemt at tale om vold mod kvinder. Heldigvis har de tyrkiske kvinder været stærke og stædige. De har ikke ladet sig kue.

Når kvinderne i morgen den 8. marts igen vil demonstrere, vil det også denne gang være vold mod kvinder, der er på dagsordenen. Og modsat demonstrationen i 1987 er kvinderne i dag ikke længere alene. Denne gang er flere medier gået i front med kampagner mod kvindevold.

Forbedringer

På baggrund af stærkt pres fra mange frivillige kvindeorganisationer er der sket en del reformer i Tyrkiet. Disse reformer har markant forbedret kvindernes situation over de sidste 10 år – og kvindeorganisationerne har derigennem spillet en vigtig rolle for kvindekampen.

Der er kommet en ny og forbedret straffelov. Straffen er skærpet for hustruvold, seksuelle overgreb og tortur. Men det har desværre været langt sværere at ændre mentaliteten hos de – stort set udelukkende mandlige – dommere, anklagere og politifolk, der skal behandle sagerne om vold mod kvinder.

Voldtægt anses ikke længere som vold mod samfundet, men vold mod individet. Det betyder blandt andet, at kvinden ikke er tvunget til at blive gift med voldtægtsforbryderen. Sådan var det tidligere. Desuden er voldtægt inden for familien, altså voldtægt mellem ægtefæller, blevet anerkendt som en forbrydelse. Og det skal ikke undervurderes. Det er en markant udvikling, som kan sikre mange kvinder imod overgreb, der ellers ville blive accepteret.

Som jeg også skrev i mit tidligere blogindlæg, straffes drab nu med livstidsfængsel i modsætning til tidligere, hvor “moralske grunde” gav ”rabat” på straffen. Det betød at “æresbetingede” drab i nogle tilfælde gav kortere straf.

I januar 2002 genvandt de tyrkiske kvinder også retten til ejendom og til at arve. Når et ægtepar bliver skilt, vil boet nu blive ligeligt fordelt mellem de tidligere ægtefæller. Det vil sige at hjemmegående kvinder med ansvaret for alt husligt arbejde, nu får anerkendt deres indsats og derfor har ret til halvdelen af boet ved skilsmisse.

Tålmodighed

Den nye straffelov har på den måde forbedret kvindernes situation, men det tager lang tid at rette op på tingenes tilstand. I de små landsbysamfund på landet er det stadig familierådene, der regerer. Det kan lade sig gøre fordi kvinderne ikke kender deres rettigheder. Mange kan hverken læse eller skrive, og derfor er de ikke klar over, at straffene er skærpet for disse forbrydelser. Uden denne viden kan de ikke presse på for deres rettigheder.

Tyrkiets eneste kvindelige minister udtalte for nylig, at regeringen havde været dårlig til at implementere lovene. Jeg er fuldstændig enig med hende. Det er én ting at skærpe lovene, det er noget helt andet at forbygge forbrydelserne. Det sidste kan, efter min mening, kun ske gennem uddannelse og bedre økonomiske forhold. Uddannelse gør at kvinderne kender deres rettigheder, men det er de økonomiske forhold, der ligger til grund for kvindernes afhængighed af mænd og derved for overgreb fra mændenes side.

Så længe der foregår vold mod kvinder, æresdrab og undertrykkelse er der lang vej for reel ligestilling i Tyrkiet. Men det er ikke hele historien. Vi skal huske det kæmpe stykke arbejde, som organisationer og NGO’er gør hver eneste dag for at forbedre forholdene for kvinder. De fortjener vores ubetingede støtte og solidaritet. Det er deres arbejde, der har båret frugt de sidste 10 år. Også selvom der – endnu – er langt igen.

Det er nogle af de ting, jeg vil komme ind på, når jeg skal snakke til konferencen i morgen.

Kurdistan

Sidst jeg var i Tyrkiet besøgte jeg Diyarbakir. Det er den by i det kurdiske område i Tyrkiet, som min mors familie kommer fra. Min far er også kurder, men hans familie kommer fra et område ved Sortehavet. De kurdiske områder kaldes også Kurdistan. Det er et landområde, som omfatter dele af Tyrkiet, Syrien, Armenien, Irak og Iran. Befolkningstallet er fagligt og politisk omstridt, men et skøn er 15-20 millioner. Kurderne har gentagne gange i historiens løb været i alvorlige konfrontationer med områdets stater. I Tyrkiet har striden mellem den tyrkiske stat og den kurdiske minoritet været forbitret og i flere omgange resulteret i militære kamphandlinger og konflikter. Det er bl.a. sket når kurderne har påberåbt sig retten til at tale og undervise på kurdisk.

Billedet af min dårlige samvittighed 
Som del af den kurdiske minoritet betyder deres kamp noget helt særligt for mig. Da jeg kom i Folketinget gav nogle kurdiske foreninger mig et billede i en guldramme. Det forestiller en kurdisk kvinde som er på flugt.. Hun har et barn på armen og et på ryggen. Hun ser fuldstændig afkræftet ud. Historien bag billedet tager sit udgangspunkt dengang Saddam Hussein brugte giftgas mod den kurdiske befolkning i Nordirak, og en stor flok kurdere flygtede mod Tyrkiet. Historien er at kvinden på billedet oprindeligt havde gået mange kilometer bærende på alle tre børn, da hendes kræfter slap op. Hun blev nødt til at vælge. Et af børnene måtte hun efterlade i ødemarken. Et barn var et spædbarn, så ud af de sidste to valgte hun at efterlade det tungeste og mest velnærede barn og slæbe sig videre med de to andre. Det var situationen, da hun mødte en fotograf, der tog det billede, som nu hænger på mit kontor.
Billedet er min dårlige samvittighed, når jeg ikke får gjort nok. Det minder mig om de erfaringer, der ligger i det kurdiske folk, om hvor stort et ansvar, der udspringer af denne sag, og hvor mange følelser, den vækker.

Kvinders vilkår 
Denne kvinde vil jeg have i baghovedet når jeg holder tale i Tyrkiet. Undertrykkelsen af kurdiske minoriteter, kvinder og de valg, som ingen må tvinges til at træffe. Kvindens nød kommer fra Saddam Hussein, men hendes trængsler er ikke færdige når hun når Tyrkiet. Hun har ikke ret til at tale sit kurdiske sprog og kampen for kvinders ligestilling er endnu ung. De tre store problemer er uddannelse, fattigdom og kvindeundertrykkelse – og de hænger sammen.
 
Fattigdom er en er de store årsager til at stadig få piger bliver sendt i skole i Tyrkiet. I Tyrkiet er over halvdelen af befolkningen analfabeter og særligt mange af kvinderne. Derfor ender mange kvinder i lavtlønnede jobs. Det underminerer deres selvstændighed og gør dem afhængige af deres mænd. Det giver sig udslag i hustruvold og de organisationer, der kæmper for kvindernes rettigheder bliver chikaneret og truet til at indstille deres arbejde. Det er først for nyligt, at regeringen i Tyrkiet sagde ja til at æresdrab ikke skulle give “rabat” i retssystemet. Og når kvinderne trods alt gør modstand og alligevel starter med at studere, kan de blive bortvist fra universiteterne på livstid, hvis de har været med til demonstrere mod undertrykkelsen.
 
Det gælder også for de kurdiske studerende. Hvis de fastholder at være politisk aktive i kurderspørgsmålet kan de blive udvist fra uddannelsen.
 
Ja, det er ikke nemt at være kvinde i Tyrkiet og især kurdisk kvinde.

Jeg modtog invitationen med blandede følelser. På den ene side var det en oplagt mulighed for at tale om kvinderettigheder, især i et land, som i den grad trænger til det. Men på den anden side fik jeg en underlig følelse i maven. Blev jeg kun inviteret fordi mine forældre stammer fra Tyrkiet? Jeg spurgte mine SF kolleger, om de var blevet inviteret. Det var de ikke. Kun mig. Senere fandt jeg ud af, at et enkelt andet folketingsmedlem også havde fået invitationen. Fællesnævneren var, at vi begge er født i Tyrkiet.

Tyrkisk født socialist

Det er ikke første gang at jeg er blevet betragtet som ”Tyrkisk folketingsmedlem”, Tyrkisk repræsentant eller Tyrkernes stemme. Også selvom jeg hverken føler mig som tyrker eller tyrkisk repræsentant. Jeg er født i Tyrkiet og har kurdiske rødder, men først og fremmest er jeg dansker. Ingen tvivl om det. Og socialist – ikke mindst.

Hvorfor så tage med? Fordi jeg som socialist ikke takker nej til at tale om undertrykkelse og ligestilling. Til at tale magten imod. For eksempel om kvinder, der bliver udsat for vold. Kvinder, der bliver udsat for æresdrab. Kvinder, der bliver holdt fast i fattigdom.

Mens jeg pakker og forbereder mig, slår det mig. Tyrkiet er godt nok det land, hvor jeg er født, men det er også er sted, som jeg er vokset fra.

Kurder

Mit tvetydige forhold til Tyrkiet kommer sig nok af, at min familie tilhører en minoritetsgruppe. Kurderne. På trods af at kurderne tæller op til 20 millioner mennesker, kæmper de stadig for basale rettigheder. Ytringsfriheden har utroligt svære vilkår i Tyrkiet og samtidigt har landet en lang tradition for et meget dominerende – for ikke at sige styrende – militær.

I min demokratiske bagage fra Danmark tager jeg en håndfuld håb med til minoriteter og til alle dem, der ønsker demokrati i Tyrkiet. Men det håb rækker ikke langt. Ikke i sig selv. Hverken for kvinderne, kurderne eller alle de andre minoriteter. De har brug for et EU, der lægger pres på Tyrkiet.

Denne blog

Jeg kommer til at blogge før, under og efter min rejse, som starter på søndag. Det bliver ikke kun en rejse til Tyrkiet, men også en rejse til et sted hvor mange kvinder kæmper imod undertrykkelse, og hvor flere hundrede mennesker hver dag kæmper og ofre deres tid, arbejdskraft, ejendom – og i sidste instans: liv – for ytringsfriheden.

Jeg håber vi får nogle gode debatter, hvor vi i fællesskab kan blive klogere.

Jeg tager gerne i mod gode ideer til hvad min tale til kvindekonferencen skal indeholde… Så bare fyr løs…

Læs mere i Hus Forbi.

Ønskeseddel fra gadens eksperter:

• Skab flere sovepladser

Det sker ofte, at der ikke er sengepladser nok til de hjemløse. De er henvist til stole eller et hjørne. Dette gør, at de sover på bænke rundt omkring i parker, hvor de desværre ofte er udsat for vold og overfald. Det er en enorm stresskilde, at man ikke ved, hvor man skal sove.

• Giv hurtigere behandling af misbrug

Mange hjemløse er afhængige af stoffer eller alkohol, som de ønsker at få behandling for. Men som det er i dag, er der ofte flere måneders ventetid, før de hjemløse kan komme i behandling – og det er alt for sent. Det er afgørende for behandlingen, at patienterne kommer i behandling, når de er klar til det. Derfor skal dette område prioriteres langt højere, så de hjemløse hurtigere kan få den nødvendige hjælp.

• Beskyt de hjemløse mod overfald

Mange af de hjemløse oplever jævnligt at blive udsat for vold. De hjemløse bliver rullet, mens de ligger i en sovepose. Der skal gøres en ekstra indsats for at beskytte og hjælpe de forsvarsløse hjemløse. De skal kunne sove om natten, uden at være nervøse for overfald.

• Giv overlevelseshjælp til de udenlandske hjemløse

Det er i dag et stort problem, at det udelukkende er de frivillige private organisationer, som er overladt opgaven med at sikre EU-borgere, uden fast ophold i Danmark, overlevelseshjælp. Det har fx medført, at mere end 80 pct. af varmestuen Fedtekælderens brugere er dem, der ikke må komme andre steder. Varmestuen besøges dagligt af 80-100 mennesker fra forskellige europæiske lande, og modsat tidligere går det meste af medarbejdernes tid med at lange tøj og mad hen over disken. Organisationerne efterlyser derfor, at der skal sikres overlevelseshjælp til nødstedte medmennesker med anden nationalitet end dansk. Der skal være mere bredde i hjemløsetilbuddene. Det er en myte, at hjemløse fra hele verden kommer rendende, hvis vi skaber bedre forhold for de hjemløse. Der er ikke nogen, der kommer med den drøm at sove på et liggeunderlag i Korsgade.

• Etabler transitrum

Der er i øjeblikket mange østeuropæiske hjemløse, der kommer til Danmark i den tro, at de kan få et arbejde. Det kan de dog oftest ikke, og hjemløsheden gør dem hurtigt usoignerede, hvorfor det bliver mere svært at få et arbejde. Østeuropæere, uden arbejde, behandles meget dårligt i Danmark. Ofte er det et stort problem at finde et sted at sove, mad og drikke samt lægehjælp – og de har ikke råd til at tage turen hjem. Derfor skal der være et transitrum, hvor de østeuropæiske hjemløse kan opholde sig, og få information om hvor de kan få livsvigtig medicin, lægebehandling, mad og drikke, indtil gadehjælpsmedarbejdere kan følge dem tilbage til deres eget land igen. Også information om arbejdssøgning og tolkebistand er vigtig. De østeuropæiske hjemløse skal hjem igen – men ikke i en kiste.

• Der er brug for en EU-løsning

Danmark hænger sammen med EU, og derfor er der behov for, at der findes nogle samlede løsninger. Det kunne være muligt at oprette en EU fattigdomsfond til mennesker i nød. Selvom flertallet af de hjemløse formår at overleve, er det et usselt liv at bo på gaden. Det er vigtigt at gå videre med en overordnet EU politik for at sikre, at alle borgere har en retssikkerhed.

• Stop fattigdomsspiralen

Gadens eksperter bemærker, at der kommer flere og flere hjemløse – og der er ikke kun tale om ”bumser fra rendestenen”. Vi taler om helt almindelige danskere, der grundet finanskrisen er sat på gaden. Der burde sættes ind, så flere mennesker bliver reddet, før de ryger helt ned.

• Afskaf starthjælpen

Det er gadens eksperters klare opfattelse, at starthjælpen er med til at fastholde mennesker i urimelig fattigdom. Fattigdomsydelserne gør det til en kamp for de pågældende bare at overleve, og således bliver der færre ressourcer til at finde sig et job og blive inkluderet i samfundet igen.

• Gør fattigdommen målbar Gadens eksperter oplever, at de ikke bliver taget seriøst, og at deres problemer ikke anerkendes. De ønsker en fattigdomsgrænse, så der kan komme fokus på de problemer, som de i hverdagen møder, og så der kan gøres noget ved den stigende fattigdom.

• Fokuser på at antallet af hjemløse stiger

SFI har forsøgt at tælle de hjemløse. De er nået frem til, at der ca. er 5000. Det reelle tal for hjemløse er sandsynligvis en del højere, og gadens eksperter oplever en drastisk stigning i antallet af hjemløse.

• Åben et kuldeberedskab

Det er ufatteligt koldt – og ikke mindst livstruende – at sove udenfor, når det er frostgrader. Derfor efterlyser gadens eksperter, at der oprettes et permanent landsdækkende kuldeberedskab, når det er koldt. Kuldeberedskabet skal være et tilbud, der kører døgnet rundt, for det er også meget koldt om dagen.

• Lav også plads til hundene

Der skal være flere tilbud til de hjemløse med hunde. Herbergerne skal udvikles ud fra brugernes behov.

• Byg flere billige boliger

Der er i dag alt for få herberger, og det er tilmed alt for dyrt at benytte sig af dem. Mange steder koster det 4000,- om måneden, og det er ikke rimeligt. Prisen burde reduceres væsentligt, og der burde skaffes flere boliger, som mennesker på overførselsindkomst har råd til at betale.

• Gratis transportkort

De hjemløse har ikke råd til at komme rundt i byen, og mange får bøder af DSB. Gadens eksperter har ofte meget gæld og bliver derfor anholdt af politiet. Mange offentlige ressourcer bruges på dette. Gadens eksperter foreslår at man annullerer togbøderne og at de hjemløse kunne få et gratis transportkort, så de kan komme rundt og besøge familie og venner.

• Til politikerne: Kom med på gaden!

Gadens eksperter vil meget gerne have lov til at invitere samtlige folketingsmedlemmer hen til de hjemløse, og ud i virkeligheden, så de får en større forståelse for de hjemløses daglige udfordringer.

Hvordan holder man hjertet varmt i en kold tid…

Hvorfor bliver min søn så ofte konfronteret med, at hans bedsteforældre kommer fra et andet land? Hvorfor har så mange af de fattige anden etnisk baggrund? Hvorfor bliver værdidebat altid til en debat for og imod mørkemænd? Det er nogle af de tanker der slog mig, da jeg kom hjem til et vintermørkt og koldt Danmark efter ferie med familien hos venner, der er udstationeret i Singapore. Og hvordan hulen får vi nogensinde sat den stigende fattigdom på den politiske dagsorden?

Jeg blev kontaktet af en rigtig ildsjæl April Chris. Hun ville sætte en stopper for, at hjemløse dør af kulde i Københavns gader, og derfor havde hun taget initiativ til at få etableret Akutberedskabet ”En Varm Seng”. Socialministeren ville ikke tage sig tid til at mødes med de hjemløse. Så i stedet inviterede jeg alle de hjemløse ind til et møde på Christiansborg, som vi havde planlagt længe, så kunne jeg tage deres ønskeliste med til ministeren. Men ikke alle var glade for invitationen. Dansk Folkeparti bad justitsministeren gribe ind, Folketingets formand Thor Petersen truede med anholdelser, hvis nogen opholdt sig illegalt i landet, og jeg nåede også at snakke med PET om sagen. Her gik jeg og troede at Folketinget var åbent for alle! Heldigvis kom der alligevel en stor flok hjemløse som havde masser af ideer med: Flere pladser på herberger, muligheden for et fast kuldeberedskab, og ønsket om en fattigdomsgrænse, var nogle af deres bud.

Vil anholde hjemløse på Christiansborg

Ellemann skoses for at afvise hjemløse

SF: hjemløse inviteres ind i varmen

Vil Pia Christmas Møller hjælpe stofmisbrugerne?

I år bliver der endelig mulighed for lægeordineret heroin til visse grupper af stofmisbrugere, som SF har kæmpet for i mange år. Der er dog et problem, at man kræver at stofmisbrugerne skal møde op to gange om dagen for at få udleveret deres heroin, det kan gøre det ret besværligt at etablere et normalt liv ved siden af. Det håber jeg vi kan få ændret. Næste tiltag som SF kæmper for er at lovliggøre etablering af fixerum. Debatten i fredags i folketingssalen viste overraskende nok, at der kun mangler én stemme, for at forslaget kan blive en realitet – nemlig Pia Christmas Møllers. Det bliver spændende at se om vi kan overtale hende!

SF: Endelig gratis heroin til narkomaner

Fri heroin gør livet surt for misbrugere

Sparekniven rammer de udsatte børn – igen!

I starten af februar kom det frem, at Kalundborg kommune skulle finde besparelser for et tocifret millionbeløb på udsatte børn-området. Det er helt urimeligt og i øvrigt også ulovligt, hvis kommunen lader økonomien være afgørende for den hjælp barnet skal have. Jeg ved mange kommuner står i samme situation som Kalundborg. Derfor har jeg nu indkaldt ministeren i samråd for at høre, hvordan hun vil løse problemet og om hun vil etablere en økonomisk udligningsordning, så kommunerne har råd til at anbringe. Sidder du også som politiker eller ansat i en kommune, der planlægger usaglige/uansvarlige besparelser på f.eks anbringelsesområdet, så skriv gerne til mig og fortæl om det! Send din beskrivelse til sfnabj@ft.dk

Kommuner skal have økonomisk refusion

Kalundborg sparer på udsatte børn

Hård kritik af besparelser på udsatte børn

Anbringelser: Socialminister afkræves svar om anbringelser af børn

Regeringen tager kontanthjælpen fra udsatte kvinder

Er det ligestilling at kvinder bliver 100 pct økonomisk afhængige af deres mænd? Det spurgte jeg ligestillingsministeren om i Politikens Tingstedet. Jeg beskrev en kvinde, som jeg mødte da jeg arbejdede i psykiatrien. Hun blev ramt af 300-timers reglen, og den fattigdom det bragte hendes familie, var med til at marginalisere hende endnu mere. I januar havde jeg også kaldt Inger Støjberg i samråd, fordi der var kommet en melding om, at ministeren syntes det var ok, at kvinder får frataget deres kontanthjælp, hvis en potentiel arbejdsgiver nægter at ansætte én med tørklæde. Ved samrådet fastslog ministeren heldigvis det, som lovgivningen også siger: At en virksomhed kun må kræve tørklædet af, hvis der er saglige grunde til det. Man kan ikke bare afvise at lade en ansøger bære tørklæde, fordi ”sådan er kulturen” eller ”det passer ikke mig så godt”. I det tilfælde skal kvinden ikke frygte for kontanthjælpen, tørklæde eller ej.

Tørklæde kan koste kontanthjælpen

Rådgivning kan forebygge babyvold

I slutningen af januar blev en far fængslet, sigtet for grov vold mod sin seks måneder gamle søn. Det er ikke første gang, og det bliver heller ikke sidste gang vi kommer til at høre om spædbørn, der bliver mishandlet af deres forældre. Det er utrolig vigtigt, at der bliver handlet med det samme over for disse familier. Jeg har foreslået, at der udarbejdes en national strategi til forebyggelse af volden.

SF: Vold mod spædbørn skal forebygges

Rådgivningstelefoner og kurser skal stoppe mishandling af børn

DF og SF vil forhindre babyvold med hotline

Triste sager og sjove minder

Som reaktion på Jesper Langballes udtalelser om muslimske børn der bliver misbrugt, har jeg skrevet et indlæg til Politiken sammen med socialrådgiver Flora Gosh. Og derudover har jeg skrevet min desværre sidste klumme i 24 timer, om hvordan det også kan opleves at være kvinde i politik, noget jeg fik følgende søde kommentar til på min facebook: “Søde piger kommer i himlen. Rigtige kvinder kommer så langt de vil og har det meget sjovere” Sjovt havde jeg det også, da jeg var med til mit første hofbal. Jeg tog med, selvom jeg ikke er begejsret for kongehuset – noget skal man jo gøre for at blive integreret – og jeg fik bl.a. fortalt prinsesse Mary om, hvor svær situationen er for de hjemløse for tiden.

Fra min inbox: Uretfærdig forsørgerpligt

Jess har skrevet til mig og gjort opmærksom på, hvor uretfærdigt det er, at førtidspensionister straks modregnes i deres førtidspension, hvis ægtefællen tjener nogle ekstra penge. ”Resultatet er, at mange førtidspensionister ikke kan flytte sammen med dem de holder af, og det betyder at de bliver boende hver for sig, og derved optager flere almennyttige boliger… Jeg kan simpelthen ikke se pointen i at fastholde en så diskriminerende lov som den fælles forsørgerpligt er”. Jess er kun en af rigtig mange, der henvender sig med det problem. Jeg er helt enig i, at det er en uretfærdig lovgivning, og en afskaffelse af den fælles forsørgerpligt er noget der står højt på SFs dagsorden. Jess anbefaler, at vi alle skriver under her.

Ministersvar: Fattigdom, brøkpension, socialrådgivere

Jeg synes det kunne være sjovt at fortælle om de svar jeg får, når jeg tager sager op med de forskellige ministre. Skriv gerne tilbage om det er noget I kan bruge til noget. Her er lidt om hvad der er sket siden årsskiftet:

Fattigdom: Jeg har prøvet at sætte fokus på nogle af de afsavn familier på de laveste forsørgelsesydelser har i hverdagen, når de ikke har råd til at købe medicin, sikre deres børns udvikling eller lade dem deltage i fritidsaktiviteter som alle andre. Se besvarelserne her: (S 1064, S 1063, S 1066)

Brøkpension. Jeg har fået at vide, hvor mange mennesker der lever på den lave brøkpension, i stedet for folkepension eller førtidspension, fordi de ikke har boet hele deres liv i Danmark. Se svaret her

Socialrådgivere. Jeg har taget den problematik op, at flere hospitaler nu nedlægger deres socialrådgiverfunktion. Se svar her.

Anbefalinger

Snak med om politisk sludder og vrøvl: ”Hvad har vi gang i – Politisk sludder og vrøvl” er overskriften, når Caféen Tranquebar holder en anderledes debataften tirsdag 23.februar kl 19. Vincent Hendricks er professor i filosofi og logik, og når han hører politikere og andre offentlige personer udtale sig, tager han sig som regel til hovedet! Han vil debattere sammen med Lene Andersen. Entré 25 kr. Læs mere

Hjælp kvinder der får tæv. Noget jeg virkelig beundrer, er når mennesker der har haft det svært siden hen bruger deres overskud til at hjælpe andre der kommer i samme situation. Jeg er blevet kontaktet af to forskellige grupper af kvinder, der har startet deres egne hjemmesider for at hjælpe andre kvinder, der udsættes for vold. Se http://www.voldsramtekvinder.dk/og http://www.kriseven.dk/

Læs Rødt. Hvis venstrefløjen skal flytte samfundet kræver det mere end flotte slogans. Det Ny Clarté er et magasin, der prøver at samle venstrefløjen til seriøs debat på tværs af partiskel. Her kan man læse kritiske analyser, spidse kommentarer og ajourføring af den nyeste politiske litteratur. Læs med.

Ansæt en irakisk sygeplejerske. Han søger en prøveansættelse på ½ år på en somatisk sygehusafdeling. Han er omkring 35 år, taler udmærket dansk, engelsk, sorani og arabisk – og kan tage arbejde hvor i landet det skal være, hvis hospitalet kan skaffe ham et værelse el. lejlighed at bo i. Hvis han får en prøveansættelse er det også vejen til en forlængelse af hans midlertidige opholdstilladelse. Skriv til mig, så formidler jeg kontakt.

Vær rollemodel. Er du eller kender du en offentlig leder, der gerne vil rollemodel i et TV-program og vise, at det kan lade sig gøre at skabe positive forandringer i den offentlige sektor. DR søger blandt andet en leder fra et offentligt bosted eller behandlingstilbud. Hvis du kender nogen så kontakt Claus Dahl på 35208270.

Støt ligestillingen, mand! 8.-martsinitiativet søger 100 mænd til 100-året for 8. marts. ”Vis, at du siger NEJ til handel med mennesker, og Nej til udnyttelsen af mennesker i prostitution. Vis, at du siger JA til at gøre det forbudt at købe sex, og JA til et samfund med ligeværd mellem kønnene”, lyder opfordringen. Hvis du er mand og vil være med til demonstrationen den 8. marts 2010 kl. 17 fra Rådhuspladsen i København kan du tilmelde dig her.

Se teater om familien Danmark. Mungo Parks forestilling: ”Et Andet Sted, forestilling om familien Danmark”, fortæller historien om en tyrkisk familie i Danmark over tre generationer, dvs. en moderne Danmarkshistorie set gennem immigranternes øjne. En del af stykket bygger på min families historie, og jeg havde svært ved at holde tårene tilbage, da jeg genså min mormors fortælling. Stykket spiller i perioden d. 03. feb. – 13. mar. Læs mere.

Husk også at besøge min facebook-side!