Forberedelserne – nu er vi klar!
Urban den 19. april 2006
Vi har arbejdet på højtryk de sidste 2-3 måneder. Men nu er det meste ved at være klar. Konceptet er blevet, at man kan donere en kop kaffe ved at sende en sms med teksten KAFFE til 1277, og der vil så blive uddelt for 30 kr. kaffe til de hjemløse på 11 udvalgte caféer, hvor man også direkte kan vælge at betale for en ekstra kop kaffe. (så skynd dig lige at sende et par sms’er!!)
Noget af det første vi gjorde var at kontakte dem, der ved noget om de hjemløse og arbejder med dem til hverdag. Vi ved vi ikke er eksperter, og heller ikke når at blive det i løbet af de få måneder. Derfor nedsatte vi en eventyrskomite af førende folk inden for området, som vi kunne spørge til råds, og som kunne sikre den faglige tyngde i det vi lavede – heldigvis syntes de vores projekt var en god ide. Ikke fordi de hjemløse mangler kaffe, det kan de faktisk få gratis rigtig mange steder i byen! Men fordi det vil sende et signal om at de hjemløse og de skæve eksistenser også er en del af fællesskabet.
Selvom vores projekt skulle baseres på frivillig arbejdskraft var der alligevel brug for en smule penge for at sparke projektet igang: Derfor gik vi relativt tidligt igang med at søge fagforeninger og fonde om penge til at få trykt materialer osv. Der var en del som syntes det var en god ide og gerne ville støtte os.Og vi fik hurtigt en hjemmeside på benene: 1001kopkaffe.dk. Anders, der har sit eget firma (Noode.net) klarede opgaven på 2 dage trods alle vores rettelser og tilføjelser (som vist kan drive en webdesinger til vanvid…)
Så gik vi igang med at kontakte caféerne. Reaktionerne var meget blandende. Nogle var begejstrede for ideen og ville gerne invitere de hjemløse indenfor, andre afviste os hurtigt og sagde at det troede de de ville miste kunder på. Noget af det der gjorde mest indtryk på mig var Karen fra café den Røde Sofa. Først da hun hørte om projektet var hendes reaktion: Hvad var det for nogle mennesker, der skulle komme ind på hendes café. Men hun valgte alligevel at være med i projektet og åbne op for de hjemløse, fordi hun synes det er rigtig sundt at stå ansigt til ansigt med de hjemløse og få afkræftet sine fordomme. Det gør mig bare så glad at vores projekt kan være med til at flytte holdninger! Til sidst lykkedes det os at samle 11 cafeer tilpas spredt ud over byen – men det blev nogle hektiske uger, når vi alle kun brugte vores fritid på projektet.
Vi fik Mille millerude.dk, der er billedkunstner til at lave en flot plakat og nogle bordkort til caféerne, samt et lækkert stempel. Hun valgte symbolet med hænderne for at fremhæve invitationen, den handling, som vi opfordrer cafégæsterne til. Og mens vi venter på at materialerne bliver trykt er vi gået igang med at kontakte medierne. Her får vi hjælp af Nana,der har sit eget firma nydagsorden.dk, hvor hun har specialiseret sig i at hjælpe foreninger og ngo’er med at få deres budskaber og kampagner i medierne. Hele starten af denne uge har vi brugt på at kontakte forskellige journalister og få dem til at skrive om vores projekt. Det er hårdt men sjovt arbejde. Noget af det jeg allerbedst kan lide er når det lykkedes at overbevise den jeg snakker om hvor vigtig en sag det er, og hvor vigtigt det er at sætte fokus på hjemløsheden. Så føler jeg virkelig jeg er med til at rykke noget. Og noget af det sjoveste i denne uge er den konkurrence Politikens bagside har lavet om at finde et godt navn til den kaffe, de hjemløse skal bede om på caféerne. Det er en god måde til at få opmærksomhed om projektet.
Synes du om dette indlæg?




