Har BonBonland åbent i januar?

(Klumme i 24timer 12/9-2008) Min søn fortalte forleden, at nu var der en, der skulle holde sin fødselsdag i Holme- Olstrup. Fødselsdagsbarnets mor havde lejet en bus til at transportere de små rollinger fra Kastrup til Bon- Bonland

Min søn går i 3. klasse. Og ligesom alle andre familier har vi diskussioner om børnefødselsdagen allerede et halvt år inden. Hvor og hvordan skal vi holde fødselsdagen? Man vil jo som god forælder helst ikke risikere, at ens barn bliver mobbet, fordi lagkagelysene bliver pustet ud i rækkehuset i Kastrup og ikke ved et mere fancy arrangement.

Det er kun et års tid siden, vi flyttede til Kastrup fra Nørrebro. På Nørrebro handlede diskussionen til klassemøderne om, hvorvidt gaven skulle være 2 femmere på en rød snor, eller om klassen skulle gå sammen om at købe en god gave til fødselsdagsbarnet. Derudover snakkede vi om, hvorvidt det kunne være muligt at låne et lokale på skolen, hvis man boede så småt, at det var uoverskueligt at skulle have alle kammeraterne med hjem.

Kulturchokket er til at føle, nu hvor vi er flyttet til Kastrup, som er en af landets rigtig rige kommuner.

Det er meget normalt, at fødselsdagsgaven koster minimum en 50′ er samtidig med, at festen holdes i bowlinghallen, McDonalds eller lignende.

Min søn fortalte forleden, at nu var der en, der skulle holde sin fødselsdag i Holme- Olstrup. Fødselsdagsbarnets mor havde lejet en bus til at transportere de små rollinger fra Kastrup til Bon- Bonland. Da min søn lidt efter sagde, at sådan ville han også gerne holde sin fødselsdag, var jeg ved at få maden galt i halsen.

Men jeg må da indrømme, at jeg i smug – uden at orientere min mand – har ringet til den lokale bowlinghal for at høre, hvad det vil koste, hvis mit lille pus også skulle holde fødselsdag der.

Det kunne da være lidt sjovt, tænkte jeg, hvis min søn også kunne matche de andre børns imponerende fødselsdage.

Det ville koste cirka 3.000 kroner at holde en klassefødselsdag for 21 børn, hvor de kunne få en sodavand og lidt slik. Der må være nogen i børnefødselsdagsindustrien, der tjener rigtig godt på at lindre den evige dårlige forældresamvittighed Jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at vi nok ikke havde råd til at være med på det hold, hvor konkurrence og præstationslyst overtager fornuften. Og heldigvis er der lidt tid endnu til januar, så jeg kan nå at komme på en genial forklaring på, hvorfor det er langt sjovere med en skattejagt og varm kakao i vores rækkehus.

» Det er meget normalt, at fødselsdagsgaven koster minimum en 50′ er «.


Synes du om dette indlæg?

Kontakt: ozlem.cekic@ft.dk | +45 3337 4419