Hjælp til fattige børn
Jeg er socialordfører for SF, og jeg ved fra mit mangeårige arbejde som sygeplejerske med socialt udsatte, hvordan fattigdommen rammer børnene.
I dag lever 59.000 børn i familier, der oplever ikke at have råd til de mest basale ting, som sund mad, medicin eller husleje. Det er børn, der vokser op, uden at kunne give en gave til klassekammeraternes børnefødselsdag og uden at kunne gå til fodbold, fordi der ikke er råd til fodboldstøvlerne.
Med finanskrisen er arbejdsløsheden steget og flere risikerer at miste deres forsørgelsesgrundlag. Flere har også risiko for at ende på gaden, fordi der ikke er råd til huslejen.
Der er fattige familier i Danmark! Men det behøver der faktisk ikke at være, hvis vi vælger anderledes.
Indfør fattigdomsgrænse
Fattigdom i Danmark er mange andre ting end penge, men det handler altså også om kroner og øre. Derfor skal vi fastsætte en fattigdomsgrænse, så det bliver lettere at belyse udviklingen i fattigdommen og sætte ind, der hvor der er mest brug for det.
Afskaf fattigdomsydelserne
Det er en illusion, at nedsatte sociale ydelser får flere i arbejde. I stedet skaber det ulige vilkår for de mennesker, der rammes af eksempelvis starthjælp, kontanthjælpsloft og 450 timers reglen. Derfor skal vi fjerne de lave sociale ydelser og erstatte dem med almindelig kontanthjælp.
Arbejdsløshed skal ikke være vejen til fattigdom
Det er blevet svære og svære at være arbejdsløs i Danmark. Ikke nok med man mister sit arbejde, men mange mister nu også dagpengene og må overleve på kontanthjælp. Regeringens forringelser skal tilbagerulle.
Væk med varighedsbegrænsningen på sygedagpenge
Hvert år får mere end 5000 danskere frataget deres sygedagpenge pga. varighedsbegrænsningen. Selvom de stadig er sygdomsramte, skal de nu overleve på kontanthjælp. Det er ikke værdigt, og det gør dem ikke mere raske. Derfor skal vi fjerne varighedsbegrænsningen på sygedagpenge.
Læs mere
Opgør med fattigdom
Ingen børnefamilier på gaden
SFs nødplan for fattige børn
Synes du om dette indlæg?




