Hjemmehjælp: 20% af kommuner siger ja til at diskriminere
Ny undersøgelse fra Mangfoldighedsnetværket viser, at 20 % af kommunerne stadig siger ja til at diskriminere ved at imødekomme borgeres ønske om at undgå hjemmehjælpere med etnisk minoritetsbaggrund.
Og den diskrimination rammer unge etniske hjemmehjælpere hårdt. Mange vil hellere have muligheden for at overbevise de gamle om at de er gode nok, frem for at kommunen slet ikke giver dem chancen for at møde de ældre.
Formand for Mangfoldighedsnetværket Øzlem Sara Cekic: Det er chokerende at erfare at kommunerne ikke er blevet klogere. Der mangler mange hænder i hjemmeplejen og det er utroligt at de hænder, der er der, ikke bliver brugt bare fordi de har en anden hudfarve. Hvordan skal vi skabe integration, hvis selv offentlige arbejdspladser diskriminere deres eget personale med etnisk minoritetsbaggrund? Mit tlf er: 23336167
Baggrund
I December 2005 gennemførte Mangfoldighedsnetværket en undersøgelse af, hvorvidt det, som borger, var muligt at ringe til udvalgte kommuner og bede om ikke at få en hjemmehjælper med etnisk minoritetsbaggrund. Resultatet viste, at det var de færreste steder man afviste anmodningen. Nu er der gået over et år siden sidst, og derfor har Mangfoldighedsnetværket gentaget undersøgelsen.
Undersøgelser
Først blev der ringet til de samme kommuner/områder som sidste rundringning. Her havde man lært lektien, og alle man fik fat i afslog anmodningen, helt i tråd med lovgivningen. Men derefter udvalgte vi en tilfældig stikprøve på 21 kommuner. Her var resultatet nedslående. 3 ud af 15 var ikke afvisende overfor anmodningen, men mente nok det kunne lade sig gøre.
“Hvis en kommune imødekommer ønsker fra borgere om at se bort fra ansatte
med en bestemt hudfarve m.v. er det meget alvorligt. Et flertal i
Folketinget har i 1996 vedtaget, at forskelsbehandling p.g.a. hudfarve og
etnisk oprindelse skulle være ulovlig på det danske arbejdsmarked. Loven
har været gældende i snart 11 år, så man kan undre sig over, hvis den
stadig ikke er slået igennem i landets kommuner” siger Henrik Karl Nielsen, arbejdsmarkedsjurist med erfaring fra menneskerettighedssager.
Citater
De tre kommuners svar på en borgers anmodning om hendes mor kan undgå at få en indvandrer som hjemmehjælper:
Vallensbæk kommune: ”Selvfølgelig kan vi forsøge, men altså vi er jo også ramt af sygdom og vi må også hive vikarer ind nogle gange ik? Selvfølgelig prøver vi, hvis
ikke de ikke bryder sig om det. Men vi kan ikke garantere det.”
Brønderslev-Dronninglund kommune: ”Men du kan sige til din mor, at vi ikke har så mange ansat. Men jeg kan ikke sige til dig at, det får hun slet ikke. Men i det øjeblik man har været i den situation som din mor, hvor man har haft en dårlig oplevelse, har man jo lov til at sige at man gerne vil have en dansker, ikk’?”Sønderborg kommune: ”Det kan vi… Men problemet kan være hvis vi rammer ind i sygdom. Men så vidt som muligt imødekommer vi det. Og det gør vi både af hensyn til borgeren og medarbejder. Helt sikkert, helt sikkert kan vi stræbe på det….”
Synes du om dette indlæg?
Besøg Özlems side på Facebook
Modtag nye indlæg via RSS