Hvordan har du det?

Men hvad nu hvis man er arbejdsløs? Så står man uden for majoritetsfællesskabet. Så kan svaret på det rituelle spørgsmål let få samtalen til at gå i stå.

Forleden var jeg til en sammenkomst med en gruppe mennesker, der ikke kendte hinanden i forvejen. Traditionen tro gik vi straks i gang med en præsentrationsrunde. Og traditionen tro betød det, at man præsenterede sig med: navn, stilling, og arbejdsområde.

Når så de mange fine titler var blevet slynget ud, kunne snakken blive mere afslappet. O.k., hun var ingeniør, han var forfatter, jeg var politiker og så videre. Nu kunne vi med ro i sindet hygge os. Vi havde hinandens arbejdstitler til at sætte snakken i relief og vide, hvem hinanden var.

Vi kender alle sammen den slags præsentationsrunder. De tager afsæt i, hvad vi arbejder professionelt med, og de er svar på det typiske spørgsmål: »Hvad laver du?« Det er ikke et tilfældigt spørgsmål, for arbejdet er nemlig en stor del af vores identitet i Danmark.

Men hvad nu hvis man er arbejdsløs? Så står man uden for majoritetsfællesskabet. Så kan svaret på det rituelle
spørgsmål let få samtalen til at gå i stå.

Arbejdsløshed opfattes let som en falliterklæring, som andre ikke vil spørge ind til. Folk har ikke lyst til at vade i det, der lyder som en sørgelig historie. Og man glemmer let, at der lige så godt kunne være en masse spændende historier gemt om alle de andre aktiviteter og relationer, personen prioriterer at bruge sin tid på, når nu ikke arbejdet fylder op.

I mine forældres land, Tyrkiet, ville man aldrig spørge: »Hvad laver du?« Som dansker på ferie i Tyrkiet har jeg ofte frustreret ventet på at blive spurgt, så jeg kunne fortælle om alle de spændende ting, jeg lavede som sygeplejerske.

I stedet er jeg hver gang blevet spurgt: »Hvordan har du det?«

Tit tænker jeg på, at når vi som det første spørger folk, hvad de laver, må arbejdsløse have det på samme måde. De får slet ikke mulighed for at fortælle om det, de brænder for, hvis det nu ikke er arbejde.

Vi misser rigtigt mange gode og interessante fortællinger om, hvad der fylder i folks liv, når vi begynder med at tage udgangspunkt i deres rolle på arbejdsmarkedet. Mon ikke vi ville få meget mere interessante samtaler, hvis vi begyndte at spørge hinanden: »Hvordan har du det?«

Synes du om dette indlæg?