I dag er det 10 år siden, jeg fik mit danske pas

Debatindlæg i Berlingske Tidende, den 16 april 2008

I dag er det præcis 10 år siden, jeg fik mit danske pas og blev dansk statsborger. En utrolig dejlig følelse, for nu havde jeg papir på, at jeg var dansker. Jeg var del af samfundet, jeg kunne vælge og blive valgt. Og denne sidste demokratiske ret, har jeg siden hen benyttet mig af som nyvalgt folketingsmedlem for SF.

For et par uger siden var jeg igen til den statsborgerskabsdag, som Folketinget er begyndt at afholde for nye danske statsborgere. Festen blev holdt på Ridebanen i en kæmpetelt, fyldt med glade nye danskere i deres fineste tøj og børn, der legede i solskinnet. Jeg snakkede med mange af de nye borgere og de fortalte mig, hvor glade de var for nu at være fuldbyrdede medlemmer af Danmark. Ligesom jeg er og var.

I løbet af mine 10 år som dansk statsborger, har jeg oplevet mange krænkelser. Jeg glemmer aldrig en annonce i Jyllands Posten i 2001, hvor Dansk Folkeparti havde trykt navnene på alle dem, der havde fået dansk statsborgerskab. Uden nærmere eftertanke gik jeg straks i gang med at læse listen for at se, om nogle af mine venner mon stod der. Det ville jo være en glædelig nyhed, tænkte jeg. Efter lidt tid gik det op for mig, at annoncen understregede, at DF var imod de love, der gjorde det muligt for 4.743 »udlændinge« at få dansk statsborgerskab. De sidste 10 år har bl.a. DF brugt på at fortælle danskerne, at det er en katastrofe med alle de »udlændinge« i Danmark. Når man hører på dem, virker det som om, det at være udlænding er det samme som at være kriminel, udemokratisk, eller en terrorist, hvis eneste formål er at nasse på velfærdssamfundet og med tiden gøre Danmark til et islamisk land. Det lyder som en dårlig joke, men desværre virker det som om, der flere og flere, der tror på dem. Flere folk, der frygter for en fremtid med alle de nye, glade og stolte danskere, som vi mødte til statsborgerskabsdagen. Den frygt går ud over begge parter.

Forleden spurgte min søn, hvorfor Dansk Folkeparti ikke kan lide sådan nogle som ham. Jeg svarede »Fordi de ikke tør lære dig at kende. For så ville de også opdage, hvor skøn en dreng du er«. Han kiggede på mig og på det flotteste danske sprog med en københavnsk accent sagde han: »Hvorfor er de bange for mig mor, jeg vil jo ikke gøre dem noget«. Det kan være svært at forklare et barn, hvorfor nogle mennesker uden grund er bange for andre. Derfor håber jeg inderligt, at vi danskere i de næste 10 år vil være bedre til at lære hinanden at kende. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at i mødet mellem mennesker vil vi opdage, at der er mere som binder os sammen, end der skiller os ad.


Synes du om dette indlæg?

Kontakt: ozlem.cekic@ft.dk | +45 3337 4419