Ingen adgang for mænd

Urban den 23. april 2006

Hele dagen idag gik med at besøge væresteder og caféer. Det var en lang tur rundt i byen. Men noget af det skønneste var, at nogle af caféerne fortalte at de allerede var begyndt at uddele gratis kaffe til de hjemløse. Dejligt at de er så engagerede. Vi hængte plakater op. Gav dem de bordkort, der skal fortælle om projektet og gav dem en bog med vejledninger og regnskab. Folk på gaden kiggede nysgerrigt ind på de plakater vi hængte på vinduerne, og det var dejligt at se deres positive interesse.

På en af caféerne var der også en kvinde, der sagde at hun bestemt ikke ville støtte kampagnen. For en kop kaffe til en hjemløs gavnede kun giverens samvittighed. Det er rigtigt, at den enkelte kop kaffe ikke redder den hjemløse, det er også derfor vi med hele kampagnen ikke lægger vægt de enkelte kopper kaffe, men på det overordnede signal at caféerne gør deres til at åbne det offentlige rum op for de skæve eksistenser. Det er det signal der kan være et første skridt til et mere rummeligt samfund, og til større synlighed af de hjemløses problemer. Og så er det med kaffen egentlig kun et symbol.

På værestederne var folk rigtig glade for vores initiativ. Det var dejligt at blive mødt af positive folk. Og der var mange, der sagde de ville benytte sig af ordningen. Det der gjorde størst indtryk på mig var dog da vi besøgte Mændendes hjem. Nogle af folkene der vare bare så tynde, syge og usle, at det var svært at rumme deres elendighed. Mari og jeg prøvede at tage vores profesionelle sygeplejerske-attitude på. Men det er svært at komme og fortælle begejstret om kaffe-kampagnen, når man godt ved, at der skal så meget mere til for at hjælpe de mennesker. Man blev let fanget af håbløsheden ved at se de mennesker, der bare ikke er istand til at passe på sig selv.

Noget andet der forundrede mig var at se hvor mange etniske hjemløse der var. Jeg vidste godt at en tredjedel af de hjemløse i København har etnisk baggrund, men jeg tror det der gjorde så stort indtryk egentlig var hvor pæne og velsoignerede mange så ud. Det kunne ligeså godt være nogle af mine venner eller familie. Mange gør rigtig meget ud af at se præsentable ud. Det er svært at forestille sig de smerter og traumer, der sikkert ligger bag facaden hos mange af dem der er kommet til Danmark som flygtninge, og nu er endt på gaden.

En enkelt episode fik dog smilet frem. Det var da Yurtsever ikke fik lov at komme med indenfor på Reden. Her er ingen mænd velkomne uanset hvad. Fordi kvinderne har så mange dårlige oplevelser med mænd, at de har brug for et helle her. Så han måtte pænt vente udenfor, mens vi gik ind og fortalte de hjemløse kvinder om projektet.

Jeg har lavet aftale med tv-programmet Dagens Danmark imorgen. Jeg tager Steffen med, som er tidligere hjemløs. Vi skal flyve til Århus, hvor studiet er. Lidt underligt med sådan en luksus, men det er selvfølgelig billigere for redaktionen end at skulle sende deres kamerahold til København… Det er bare så stærkt, at Steffen gerne vil stå frem og fortælle sin historie. Det er nemlig ikke en selvfølge. Det er utrolig svært at stå foran et kamera og fortælle noget, der er så smertefuldt og privat til hele Danmark. Men respekt for at han gør det. Og han gøre det fordi han – ligesom os i 1001 – tror på at det nytter. At hvis vi får fortalt om de hjemløse og udstødtes liv er det første skridt til at forbedre deres levevilkår og muligheder! Det er vigtigt for mig at passe på Steffen, så han ikke føler sig presset eller udstillet. Derfor skal jeg have overskud til optagelserne, da jeg både selv skal være på, men også være der for Steffen. Steffen er et dejligt menneske, som du bliver nødt til at se og høre… vi regner med det kommer på Dagens Danmark Mandag aften kl 18.

Synes du om dette indlæg?