Ingen stemmer i psykisk syge
Klumme i 24 timer den 13. juni 2007
I weekenden indgik Regionerne og Finansministeriet en aftale om, hvad regionerne må bruge penge på i 2008. Der er blandt andet penge til at forkorte ventelisterne på operationer fra to til en måned. Men igen glemte man en af de svageste grupper: De psykisk syge. Det er en gruppe, som sjældent kan råbe op om deres behov – og måske derfor – ofte bliver overset, når pengepungen tages frem. På kort sigt giver man penge til de stærke patienter (og vælgere), men på lidt længere sigt kan det blive en kostbar forseelse igen at overse psykiatrien.
For noget tid siden passede jeg som sygeplejerske en patient på psykiatrisk afdeling. ”Anette” var en ung skizofren kvinde. Hun var plaget af stemmer og paranoide tanker, der fortalte hende, at onde mennesker var efter hende og at hun skulle tage livet af sig. I perioder gik hun slet ikke ud af sin lejlighed. Og når hun havde det allerdårligst var det nødvendigt at indlægge hende.
Det er altid fantastisk at se, hvordan psykisk syge mennesker som Anette ændrer adfærd, når de får deres medicin, deres pleje og deres behandling. Men jeg føler afmagt, når jeg er nødt til at sende psykisk syge hjem, før de reelt er parate til det. Anette endte med at blive udskrevet, inden behandlingen var afsluttet, fordi andre, der var dårligere end hende ventede på ventelisten.
I Danmark er 2 ud af 3 psykiatriske sengepladser er nedlagt på 14 år. Det er uholdbart, uacceptabelt og ikke mindst umenneskeligt.
Indenfor det seneste år er der sket en række voldsomme begivenheder med psykisk syge indblandet: En borger med en psykiatrisk lidelse blev skudt og dræbt efter en episode i en 7-eleven kiosk. En borger med en psykiatrisk lidelse skar halsen over på en turist. En mor med sit barn blev overfaldet af en psykisk syg…
På kort sigt kan politikernes prioritering måske give flere stemmer fra ressourcestærke patientgrupper, men på længere sigt risikerer vi umenneskelige konsekvenser, hvis man bliver ved med at overse de psykiatriske patienter, når pengene deles ud.
Synes du om dette indlæg?




