Invitér de hjemløse ind i varmen

Information 27.april 2006

Der er årligt mindst 10.000 hjemløse, men alligevel formår de fleste at gøre sig usynlige – eller er det os, der formår at lukke øjnene for dem?
En aften for nogle år siden kom min søn og jeg forbi en hjemløs, der havde lagt sig til at sove på en bænk med en sort plastikpose over sig.
“Mor, hvorfor går han ikke bare hjem og sover i sin seng?” spurgte min søn.
Børn har evnen til at sætte spørsmålstegn ved ting, som vi andre nogen gange er blevet blinde for. Det gjorde ondt at svare ham ærligt, og han havde svært ved at forstå, at der faktisk fandtes folk, uden et sted at komme hjem til.
Jeg har siden mødt en ung fyr, som tidligere var hjemløs. Han fortalte om en tilværelse, hvor han kiggede ind af folks vinduer og forestillede sig at være inde i varmen. Forestillede sig leve et normalt liv. Med den ro det giver, når man har sin egen seng og ikke behøver at finde et nyt sovested hver nat. Men han fortalte også om, hvad der gjorde næsten endnu mere ondt end manglen på et hjem: Følelsen af at blive set lige igennem.

Mennesker som os
Vi har alle sammenet ansvar for ikke at lukke øjnene, bare fordi nogle ser anderledes ud, eller fordi deres livsvilkår konfronterer os med, hvor priviligeret vores eget liv er.
Hvorfor det enkelte menneske bliver hjemløst er svært af svare på, men på et tidspunkt i deres liv er tråden knækket. Måske gik konen. Måske røg jobbet. Måske krakkede virksomheden. Måske blev de psykisk syge. Måske levede de for anderledes for naboerne. Eller måske tog det ene glas det andet glas, indtil flasken blev fast inventar i inderlommen. Måske var det flere ting. Men det er sikkert, at der er tale om mennesker som dig og mig. Der smiler, når solen skinner og fryser, når det sner.
Men de mangler et hjem. Indimellem bor de på et herberg. Indimellem hos bekendte. Men aldrig et fast trygt sted at vende hjem til og lave en varm, kop kaffe. Langsomt bliver de udstødt. Lukker sig ude. Bliver lukket ude. Og en dag føler de sig ikke længere velkommen. De føler sig kigget på. Det bliver skamfuldt at sidde på en café, at sove på en bænk, at gå ind i en butik – og enten blive nedstirret, eller blive set igennem.

Kaffe til en hjemløs
Samfundets udstødte forsvinder ikke, bare fordi vi lukker øjenene, tværtimod. Jo mere vi lukker øjnene for disse mennesker og holder dem ude, jo mere vil de blive ekskluderet. Men vi kan alle gøre noget for at åbne fællesskabet op. Vi har hver især et ansvar for at vise de hjemløse, at de også er en del af fællesskabet, selvom de er lidt anderledes. Start f.eks. med at lade være med at sænke blikket for posedamen. Lad være med at se skævt på den lasede fyr på caféen, og lad være med at forvente at den snuskede mand altid er på vej til at stjæle.
Med projektet 1001 kopkaffe er vi en gruppe, der forsøger at give folk en konkret mulighed for at vise deres ønske om et rummeligt samfund med plads til de skæve eksistenser. Frem til den 8. maj kan man invitere en hjemløs indenfor på udvalgte caféer. Det løser ikke problemet og redder ikke de hjemløse, men er forhåbentlig med til at åbne fælleskabet en lille smule mere op – og vigtigst af alt illustrerer det, at vi hver især kan gøre en forskel for et andet menneske – hver eneste dag vi ønsker det.

Synes du om dette indlæg?