Julehjælp til alle!
9.12.2009
Jeg opfordrer de velgørende organisationer til at indsende lister over, hvor mange økonomiske midler de mangler for at kunne give julepakker til alle trængende. De lister vil SF tage med til det hastemøde, som socialminister Karen Ellemann er gået med til at afholde med satspuljepartierne, efter SF har presset på.
Vi vil sørge for julepakker til de mange fattige familier, som de sociale organisationer er nødt til at afvise, fordi de ikke har nok midler til at hjælpe. Derfor opfordrer jeg organisationerne til hurtigst muligt at sende mig lister over, hvor meget de mangler til hjælp. Så vil jeg forelægge dem for Karen Ellemann på satspuljemødet fredag, så vi kan finde de nødvendige penge.
Socialminister Karen Ellemann er bekendt med stigningen i antallet af ansøgninger om julepakker og med de mange afslag, som de velgørende organisationer er nødt til at give. Jeg mener at Ellemann vil have svært ved at afvise at finde ekstra penge, når organisationernes tal kommer på bordet.
Når Karen Ellemann kan ’glæde’ sig over flere henvendelser til velgørenhedsorganisationerne, så må hun da blive kisteglad over udsigten til, at vi nu kan sørge for, at de trængende familier ikke henvender sig forgæves. Det handler om at sikre, at ingen familier eller børn i Danmark skal lide afsavn i julen.
Synes du om dette indlæg?
Besøg Özlems side på Facebook
Modtag nye indlæg via RSS