link til ressourcer til sindslidende Link til Hjælp til fattige børn Link til Tillid til offentliget ansatte

Julemad eller flyverdragt

I ÅR MELDER mange hjælpeorganisationer hus forbi, da efterspørgslen efter julehjælp har været massiv. Det får mig til at tænke på en enlig mor fra Esbjerg, som jeg har mailet en del sammen med i det forløbne år. Hun står helt sikkert også i kø efter en julekurv i disse dage.

Gro, som den danske kvinde hedder, er på starthjælp.

Det er den nedsatte kontanthjælp, som er det eneste, man er berettiget til, hvis man ikke har tilbragt 7 ud af de sidste 8 år i Danmark eller et andet EU-land. Den er for en enlig mor med 3 børn på 10.720 før skat. Gro får udbetalt ca. 6.962 kr. efter skat. Når husleje, el og andre faste udgifter er betalt, har hun omkring 1.200 kr. at leve for, pr. måned.

Det skal dække alle udgifter til mad og daglige indkøb.

UFORUDSIGELIGE udgifter vælter tit hendes budget.

F. eks. da hendes elregning steg med 200 kr.

Det betød, at hun var nødt til at undlade at betale sin husleje for at få råd til at betale de 200 kr. – vel vidende, at det gebyr, der kom på huslejen, ville skabe flere problemer for hende måneden efter.

»Ja, det er dyrt at være fattig«, skrev hun opgivende i mailen.

Gro er ramt af starthjælp, fordi hun har været nødt til at opholde sig i udlandet for at skaffe behandling til sin syge datter, der har en spiseforstyrrelse.

Datterens sygdom og forskellige andre ting gjorde, at Gro gik ned psykisk og fik en depression, da hun kom tilbage til Danmark. Det, Gro ønsker allermest, er at få et job og kunne forsørge sin familie – men desværre har hun ikke ressourcerne til det lige nu, hvor al tiden går med at prøve at få pengene til at slå til. Jeg kan forestille mig, hvor svært det må se ud for hende, og alle andre på starthjælp, her i juletiden.

Når hjælpeorganisationerne får stadig flere henvendelser om økonomisk hjælp, er det netop på grund af regeringens fattigdomsskabende politik.

Konfronteret med oplysningen om de mange, der søger julehjælp, sagde socialminister Karen Ellemann, at det var hun glad for, fordi det viser: »at de svagest stillede danskere er blevet bedre til at bruge de glimrende tilbud, som frivillige tilbyder«. Og da vi i oppositionen prøvede at få afsat ekstra midler til hjælpeorganisationerne, så de faktisk kunne imødekomme behovet for hjælp og sikre mad til de fattige, afslog ministeren. Hun ville hellere afsætte penge til, at de fattige kunne få økonomisk rådgivning om, hvordan de skal få pengene til at slå til.

Det var samme tankegang, som Dansk Folkepartis socialordfører, Christian H. Hansen, lagde for dagen, da han i foråret sagde, at de fattige er fattige, fordi de ikke kan prioritere. De skulle bare lade være med at bruge penge på ugeblade og cigaretter.

Jeg synes, det er en nedslående julenyhed, at regeringen med Dansk Folkeparti i spidsen alene vil rådgive.

Jeg tror ikke, at Gro har brug for certificeret rådgivning for at vide, at det vigtigste er, at der er mad på bordet til børnene og varmt tøj, når sneen kommer.


Synes du om dette indlæg?

Kontakt: ozlem.cekic@ft.dk | +45 3337 4419