Klumme: Børn og computerspil

20.10.2009
Jeg diskuterer ofte computerspil med min 10-årige søn. Vi diskuterer, hvilke han må spille, og hvilke han ikke må – og vi gør det hver gang, han kommer hjem og fortæller, at de har fået et nyt spil i fritidsklubben.

Naturligvis synes han aldrig selv, at spillene er voldelige, frastødende eller skæmmende. Og derfor kan det være svært at overbevise ham om, at han skal holde sig fra dem. For at undgå evige skænderier har vi lavet en regel: Vi følger altid spillenes aldersmærkninger.

Så er der ikke noget at rafle om.

Den anden dag overhørte jeg så min søn fortælle sin fætter om et nyt spil. Han kunne fortælle, hvor mange man kunne spille, hvem man skulle slå ihjel, hvordan man skulle gøre det, og hvilke baner der var sværest.

Det spil han snakkede om var kun tilladt for børn over 12 år, så hvordan vidste han alt det? Da jeg spurgte ham kom svaret lidt for hurtigt: ‘ Mor du ved jo godt jeg ikke må spille de spil.’ Det føltes lidt for nemt – og efter et yderligere krydsforhør sagde han med meget overrasket stemme: ‘ Du har jo aldrig sagt, jeg ikke måtte kigge med, når de andre spillede.’ Nu var det min tur til at være overrasket.

Forskellen på at spille computerspil og at se med, når andre spiller, er for mig til at overse. Om min søn var snu, eller jeg var naiv, fandt jeg aldrig ud af.

Computerspil kan være en god og sjov aktivitet sammen med kammerater – så længe det er i begrænset omfang. Men min søn skal ikke spille voldelige og skræmmende spil. Jeg kan mærke, hvordan det påvirker hans humør og kreativitet, hvis han bruger for meget tid foran computeren.

Derfor prøver jeg hele tiden at sætte grænser for spillene og den tid, han bruger på dem.

I sommer viste en undersøgelse, at tre ud af fire danske fritidshjem ikke har nogle regler for brugen af blandt andet voldsspil.

Det gør det rigtig svært at opretholde regler om, hvor ofte og hvor meget ens børn må spille computerspil, og om at aldersgrænserne skal overholdes, når de uddannede pædagoger i fritidsklubber og fritidshjem ser stort på det.

Og som forældre har vi brug for fælles fodslag med pædagoger, hvis vi skal overholde aldersmærkningerne, så vi ikke bliver kørt rundt i manegen af snu 10-årige.

» Det spil han snakkede om var kun tilladt for børn over 12 år, så hvordan vidste han alt det? «.


Synes du om dette indlæg?

Kontakt: ozlem.cekic@ft.dk | +45 3337 4419