Kom, lad os brokke os!

(Klumme bragt i 24timer 9/12-08)Man lærer at tøve lidt, før man siger fra. For der skal ikke mange kritiske ord til, før man får etiketten: Curlingforældre. Forældre, der vil feje alle forhindringer af vejen for deres eget barn. Med det ene ord lykkes det faktisk at få gjort det til noget negativt, at man som forælder gerne vil tale sit barns sag og sørge for, at det får den omsorg, søvn, mad og varme, det behøver.

Når ens børn starter i institution, får man pludselig en ny rolle. Nu er man ligesom rigtig voksen. Man lader som om, man har styr på det hele: Skiftetøj, regntøj, madpakke, hjemmelavede frikadeller til julefrokosten og begavede spørgsmål til forældremøderne.

Alle de andre forældre virker frygteligt voksne, og ingen ser ud til at være i tvivl om, hvornår det er tid til at skifte til flyverdragt, hvordan man bedst lærer barnet at binde snørebånd, eller hvad det er politisk korrekt at dele ud, når der fejres fødselsdag. Efterhånden får man styr på alle de praktiske ting, men hvad er det så lige, man kan spørge om ved forældremødet? » Jeg undrer mig over, hvorfor Albert ikke må spise en banan, når han bliver sulten om formiddagen, « kunne et uskyldigt spørgsmål lyde.

Men alle bare lidt erfarne forældre ved nok også, at sådan et spørgsmål ud over at afføde himmelvendte øjne fra andre forældre også vil medføre en lang tale om, at man da ikke kan lade børnene spise lige, når det passer dem, og at Albert jo ikke er det eneste barn, der skal være plads til. Efterhånden lærer man det.

En skoledreng med et stort blåt øje havde ikke fået lov til at ringe hjem, for SFO’en har en politik om, at man ikke må kontakte forældrene unødigt. En 1- årig kan ikke få lov til at tage sin formiddagslur i vuggestuen, fordi han skal være med til fælles aktiviteter.

Man lærer at tøve lidt, før man siger fra. For der skal ikke mange kritiske ord til, før man får etiketten: Curlingforældre. Forældre, der vil feje alle forhindringer af vejen for deres eget barn. Med det ene ord lykkes det faktisk at få gjort det til noget negativt, at man som forælder gerne vil tale sit barns sag og sørge for, at det får den omsorg, søvn, mad og varme, det behøver. Men hvorfor er det netop over for de voksne, der passer vores børn, at vi ikke må stille krav? Efter mange gange at have bidt tænderne sammen har jeg nu besluttet, at det ikke skal koste mine børn, at jeg ikke kan lide at være upopulær. Jeg vil hermed bekende: Ja, jeg kan være en brokkeforælder, når mine børn bliver behandlet dårligt.

Jeg ved godt, der mange steder mangler ressourcer, og man slås med alt for lave normeringer, men det er ikke forklaringen på alle problemer. Når der mangler penge, skal man huske, at så er netop vi brokkeforældre faktisk også dem, der kan hjælpe med at organisere protester mod nedskæringer og dårlige normeringer.

Så tag dog ikke brokkeriet ilde op.

Synes du om dette indlæg?