Kommunerne udliciterer diskriminationen
Information den 5 maj 2007
Den kommunale hjemmepleje bruger den såkaldte ”frit-valg”-ordning til at bryde loven. Når borgere ønsker at fravælge personale med etnisk baggrund henviser kommunerne dem til private samarbejdspartnere, på den måde udliciteres diskriminationen.
Jeg vil gerne fortælle om Fatima og fru Petersen. Fatima blev sendt ud til en ældre patient, der var meget imod indvandrere. Mens Fatima sørgede for fru Petersens personlige pleje fortalte borgeren, hvordan hun stemte for strammere udlændinge politik for at få folk som Fatima ud af landet. Fatima var tæt på at sige fra, men hun valgte i stedet at se det som en personlig udfordring og efter et par måneder udviklede der sig faktisk et venskab imellem de to. Det endte med at Fru Petersen ikke ville have andre social- og sundhedsassistenter og utålmodigt satte kryds i kalenderen når Fatima var på ferie.
Dette positive møde havde aldrig fundet sted, hvis fru Petersen havde brugt ”frit-valg”-ordningen til at undgå at få en social- og sundhedsassistent med etnisk baggrund.
I en ny undersøgelse fra Mangfoldighedsnetværket henviser over 80 pct. af kommunerne til private udbydere, når borgere henvender sig med diskriminerende ønsker. Og kun én af de adspurgte private udbydere var ikke villig til at diskriminere. Under dække af regeringens ”frit valg”-ordning udliciterer kommunerne således diskriminationen til de private. .
Selvfølgelig skal de ældres tryghed vægtes højt. Det skal altid være muligt for ældre at fravælge medarbejdere, hvis kemien ikke passer. Men de skal have mulighed for at møde medarbejderen og træffe velbegrundet valg ud fra dette møde, ikke ud fra stereotyper og fordomme. I mødet mellem ældre og social- og sundhedshjælper vil mange opdage at deres fordomme er ubegrundede.
Danmark mangler hænder i hjemmeplejen og behovet bliver større fremover. I 2021 vil der mangle 35.500 ansatte i ældreplejen. Når personale med etnisk minoritetsbaggrund diskrimineres og falder fra, bliver arbejdsbyrden sat under yderligere tidspres med stress og dårligere hjemmepleje til følge. Derfor er det vigtigt både på moralsk, personligt og samfundsmæssigt niveau, at sætte en stopper for diskriminationen af medarbejdere med etnisk minoritetsbaggrund.
Der bør laves klare retningslinier for, hvordan kommunerne håndtere diskriminerende henvendelser fra borgere og vi vil opfordre til at kommunerne afbryder samarbejdet med de private udbydere, der siger ja til at efterkomme diskriminerende ønsker.
Synes du om dette indlæg?
Besøg Özlems side på Facebook
Modtag nye indlæg via RSS