Nyt fra Özlem : November 2009
Nu er jeg tilbage med fuld kraft efter barsel.
Oktober har budt på mange forhandlinger på social- og psykiatriområde, i de satspuljeforhandlinger som netop er overstået. De midler til gode projekter der gives over satspuljen ændrer selvfølgelig ikke på de grundlæggende problemer i det danske samfund. Den store ulighed, fattigdommen og vanrøgt af de udsatte grupper. Vi lappede kun lidt, de store ændringer og forbedringer vil kræve et regeringsskifte.
Først tusind tak til alle jeres der er kommet med input i forbindelse med forhandlingerne.
Vi har med satsaftalerne både på social- og psykiatriområdet sat midler af til en række puljer. Det lykkes os bl.a. på socialområdet, at presse regeringen til at finde 62 millioner til udviklingspulje til nye private ansøger. Det havde sjovt nok regering ”glemt”.
Så husk at sende ansøgning til ministeriet hvis du har et godt projekt der vil gøre en forskel for de socialudsatte! Se aftalerne på henholdsvis socialområdet og sundhedsområdet.
Psykiatriaftale:
Som Danske regioner også påpeger, løser aftalen bl.a. ikke det økonomiske efterslæb på 2. mia. kr. der i psykiatrien. Det er heller ikke tilfredsstillende, at psykiatrien desværre stadig får penge fra puljer. Psykiatrien har hårdt brug for en anden finansieringsmodel og en massiv opprioritering.
Men satsaftalen på sundhedsområdet fik vi presset på for at få opbygget flere opsøgende og udgående teams i psykiatrien, som noget nyt også teams målrettet retspsykiatriske patienter, sindslidende med dobbeltdiagnose og ikke-psykotiske lidelser. SF fik også afsat flere penge til at hjælpe personer som har prøvet at begå selvmord, men desværre var der ikke flertal for den ledsagende og opsøgende hjælp inden for 48 timer vi havde ønsket. Vi fik til gengæld overbevidst de andre i forliget om, at det er vigtigt at lave en afstigmatiseringskampagne om sindslidelser som varer i 3 år. Endelig, bliver det nu muligt, at få familieorienteret alkoholbehandling.
Ambulant tvang:
Desværre var der også andre ting i aftalen som vi ikke var lige så glade for. Som jeg også skrev i tidligere nyhedsbrev, lykkedes det os ikke at forhindre regeringen i at få flertal for ambulant tvang. Hvor udskrevne sindslidende der opfylder en række kriterier, kan afhentes til tvangsmedicinering.
Det er ikke nogen hemmelighed at jeg/SF er principielt imod tvang. Vi valgte dog at gå ind i forhandlingen, da regeringen ville have gennemført forslaget med eller uden vores støtte. Vores formål var herefter at begrænse det så vidt som muligt, så ambulant tvang rammer så få som muligt, og konkret foregår så skånsomt som muligt. Det lykkedes, idet vi stillede en række krav og fik en del igennem.
Vi sikrede:
At der skal være enighed i satskredsen før lovforslaget skal sendes i høring. Dvs. vi har vetoret! (Regeringen lagde op til at køre forløbet selv)
Ambulant tvang forslaget er kun et forsøgsprojekt som har en tidsbegrænsning på 4 år (Regeringen lagde op til en permanent lovgivning)
Forslaget skal evalueres grundigt og der skal være en følgegruppe som skal være bredt repræsenteret. (Regeringen havde ikke sat penge af til evaluering, og det skulle kun være sundhedsstyrelsen der skulle være hen over evalueringen)
Der skal være retssikkerhed for patienterne. De patienter der bliver udsat for ambulant tvang, har ALLE en patientrådgiver og man kan klage over afgørelsen til patientklagenævnet med opsættende virkning (Regeringen ville hverken give patienten klagemuligheder eller havde tænkt på at sikre, at alle havde en patientrådgiver)
Patienter kan ikke udsættes for ambulant tvang, hvis de ikke har fået tilbudt opsøgende hjælp og at opsøgende hjælp har prøvet at skabe kontakt uden held (Den betingelse var slet ikke med i Regerings oplæg)
Der skal være en gavnlig effekt af den tvangsmedicin, man vil give patienterne (Regeringen synes ikke, det var nødvendigt at skrive noget om effekten af medicinen ind i aftalen)
Afhentning skal være med fagpersoner og skånsom. Afhentning skal ske hjemme (Regeringen lagde op til, at det kun var politi der skulle afhente folk og evt. også på gaden)
Prisen for at få indflydelse var, at vi skulle sige god for forslaget. Jeg vurderede at de ting vi fik igennem var det værd, da jeg var bange for at forslaget havde set meget værre ud uden SF’s krav.
SF’s visioner på psykiatriområdet
Satsaftale på det sociale område:
På det sociale område havde regeringen lagt op til at bruge mange penge på papir og bureaukrati. Det har vi konsekvens sagt nej til.
Vores forslag om anonym stofmisbrugsbehandling bliver nu en realitet i Danmark. Mange tilsyneladende velfungerende stofmisbrugere tør i dag ikke søge hjælp, da de er bange for, at oplysningerne om deres misbrugsproblem skal havne det forkerte sted.
Af de andre ting jeg var med til at få forhandlet igennem skal nævnes, Udsatte råd i kommunerne og inddragelse af pårørende til sindslidende.
Mulighed for anonym misbrugsbehandling
Forebyggelse frem for lappeløsninger:
Da vi skulle lave aftale om hvordan vi nedbringer ungdomskriminalitet, gik regeringens udspil kun på tiltag for dem, der allerede var blevet kriminelle – og det siger meget om regeringens lappeløsningstankegang. For os var det vigtigt også at forebygge at ”lillebror”-grupper, havner i kriminalitet. Mange af dem ser op til de kriminelle bandemedlemmer, og har samtidig en lang række problemer, med deres skolegang og i fritidslivet, problemer som de og deres familier har brug for hjælp til at håndtere. Derfor fik vi afsat 140 mio. kr. til en helhedsorienteret gadeplansindsats, som tilrettelægges ud fra lokale forhold og behov, i udsatte boligkvarterer over hele landet. Vi har allerede bedt ministeriet om at komme med et oplæg om hvilke boligområder der skal have pengene. Det er rigtig vigtigt for os, at pengene kommer ud og arbejder så hurtigt som muligt.
Læs S og SF’s plan mod ungdomskriminalitet her
Forebyggelse skal komme ungdomskriminaliteten til livs
Barnets Reform 1:
Den 6. oktober blev Barnets Reform 1 forhandlet på plads. Jeg mener ikke at reformen blev vidtrækkende nok, og jeg glæder mig derfor til, at vi kan tænke de store visioner og fortætte arbejdet med Barnets Reform 2, efter magtskiftet.
En af de ting regeringen ikke ønskede at ændre, er finansiering af anbringelser. Tal fra ankestyrelsen viser, at antallet af anbringelser falder når kalenderen viser oktober, november og december. Barnets Reform 1 kommer desværre ikke til at gøre en forskel for Lille Jonas med blå mærker som ikke kan blive anbragt, fordi kommunen ikke har råd til at anbringe børn sidst på året.
Opposition: Barnets reform er første skridt
S og SF vil gøre mere for udsatte børn
Oppositionen: Barnets reform er kun første del
Udsatte unge overses i ny reform
Åbent samråd om misbrugsforældre:
I husker nok sagen fra i sommers, med lille nyfødte Thor i Sønderjylland, der blev tvangsanbragt fra fødslen, hvorefter forældrene fjernede Thor fra hospitalet og tog ham med til Tjekkiet. Jeg har på baggrund af sagen, indkaldt socialministeren og sundhedsministeren i samråd.
Jeg vil have dem til at redegøre for, hvordan samarbejdet mellem de sociale myndigheder og sundhedsmyndighederne kan forbedres så sådanne sager skal undgås i fremtiden. Derudover vil jeg gerne vide, hvorfor mange forældre med misbrug ikke får tilbudt den hjælp de har behov for, herunder hvorfor kommunerne ikke overholder den lovfastsatte stofbehandlingsgaranti.
Tour de Biblioteker og mange andre steder:
Jeg har for nyligt været på besøg i smilet by Århus, hvor jeg besøgte biblioteket i Gellerup og holdte foredrag om min opvækst og vej til Folketinget.
Hvis du er interesseret i at få mig ud og holde foredrag, er du meget velkommen til at skrive til mig. Jeg holder foredrag om en lang række ting
Jeg holder foredrag på en række biblioteker og kulturhuse i løbet af måneden. Kig forbi hvis du har tid. Jeg er den 11/11 på Tingbjerg bibliotek, den 12/11 på Sydhavnens bibliotek, den 18/11 i Verdenskulturhuset på Nørrebro, den 23/11 på Faaborg bibliotek, den 24/11 på Tårnby bibliotek.
Som noget specielt skal det nævnes, at jeg 19. november holder foredrag om min bog ”Fra Føtex til Folketinget” i Føtex på Vesterbrogade i København. Det var i Føtex jeg fik mit første arbejde. Arrangementet er gratis og alle er velkomne.
Her kan man læse om Verdenskulturcafeen
Her kan man tilmelde sig Føtex foredrag
Læs mere om mine foredrag
Mønsterbryder på visit
Andet:
Mit første arbejde i Føtex var af stor betydning for udviklingen af mit danske sprog. Det fortæller jeg om i radioprogrammet Sprogminuttet. Hør udsendelsen
3. oktober var jeg til psykiatritopmøde arrangeret af det sociale netværk. Poul Nyrup der er med i netværket, har lige som mig sindslidelser tæt inde på livet. Vi medvirker også begge to i den lille, men stærke film ”Spejlet”, hvor vi sammen med andre fortæller om vores personlige oplevelser med sindslidelser. Se Spejlet
Jeg skriver fortsat klummer for 24 timer. Det sidste handlede om computerspil Læs
I et interview til Videnscenter for vejledning, fortæller jeg, ud fra egne erfaringer, om hvordan det er at have minoritetsbaggrund i det danske uddannelsessystem med forældre uden uddannelse, og hvad der har hjulpet mig med at blive mønsterbryder. Læs interview
Anbefalinger:
Læs: Gitte Løkkegaards portrætbog om en af Danmarks stærkeste sociale stemmer. Bogen ”Tine Bryld – Et lettere kaotisk ridt” fortæller både om den ’offentlige` Bryld, den rolige og velovervejede; og om den private Bryld, den vilde og urolige med en `flosset karakter`. Læs mere
Oplev: Rune Engelbreth Larsen fortæller om og læser op fra sin nye bog, “Danmark er en kvinde – på genopdagelse i den danske natur”, torsdag den 5. november – dagen før bogens udgivelse. Det er på Café Tranquebar, Borgergade 14, 1300 København K. Se her
Deltag: i International konference om ytringsfrihed, minoritetsrettigheder og medborgerskab. Det er 9. november kl. 17-19 på Støberiet, Blågaards Plads 3. Læs mere her
Giv en hånd: når Dansk Flygtningehjælp samler ind til verdens flygtningekvinder søndag d. 8. november 2009. Som indsamler får du omkring 1000 kroner i indsamlingsbøssen. For det beløb kan man bygge en brønd, der sikrer rent drikkevand til en hel landsby og forebygger sygdomme. Du kan tilmelding dig indsamlingen på flygtning.dk/landsindsamling
Stem: til kommunalvalget 17. November! Valget er vigtigt, da det i høj grad er i kommunerne at der kan rykkes i forhold til de sociale forhold. Herfra skal lyde en opfordring om at støtte kandidater der arbejder for at hjælpe udsatte grupper og som ønsker at forbyde køb af sex.
Lyt: P1 har lavet et sjovt og meget tankevækkende program om landsbytossens indtog i dansk politik Hør programmet
Hvis du ikke allerede er tilmeldt mit nyhedsbrev, kan du gøre det her på hjemmesiden
Bliv min supporter på Facebook!
For nylig fik jeg en politikerside på Facebook, hvor man kan følge med i mine aktiviteter, skrive beskeder på min væg og meget mere. Du finder siden her
Synes du om dette indlæg?
Besøg Özlems side på Facebook
Modtag nye indlæg via RSS