Hjem fra sommerferie til en fyldt postkasse. Det jeg troede var en fødselsdagsinvitation viste sig at være et brev fra Den Danske Forening, hvor jeg blev bedt om at ”rejse hjem”. Jeg kan forstå jeg ikke er den eneste og mange politikere oplever de samme ubehageligheder. Jeg har valgt at sige fra i offentligheden, fordi jeg ikke mener vi skal acceptere, at den slags finder sted. Siden jeg rejste debatten i Politiken, har jeg modtaget enormt mange søde mails fra folk, tusind tak – det varmer at vide, at vi er mange, der ikke vil finde os i den behandling.
Priviligeret i Danmark?
Hjem fra sommerferie til en fyldt postkasse. Det jeg troede var en fødselsdagsinvitation viste sig at være et brev fra Den Danske Forening, hvor jeg blev bedt om at ”rejse hjem”. Jeg kan forstå jeg ikke er den eneste og mange politikere oplever de samme ubehageligheder. Jeg har valgt at sige fra i offentligheden, fordi jeg ikke mener vi skal acceptere, at den slags finder sted. Siden jeg rejste debatten i Politiken, har jeg modtaget enormt mange søde mails fra folk, tusind tak – det varmer at vide, at vi er mange, der ikke vil finde os i den behandling.
Tyrkiet
Mens jeg var i Tyrkiet, var der en retssag om, hvorvidt regeringspartiet AKP skulle lukkes eller ej, fordi de ville tillade studerende at bære hovedtørklæde på universiteterne. Det er utrolig svært for mig, som er opdraget i et demokrati, at forstille mig, at man kan overveje at lukke folkevalgte partier. Men heldigvis endte det ikke som de fleste frygtede. Demokratiet sejrede i denne omgang i Tyrkiet, men der er langt vej endnu. Retssagen mod det folkevalgte kurdiske parti fortsætter endnu. Og i modsætning til AKP, vil de næppe få lov til at fortsætte i et tyrkiske parlament med deres 21 mandater. Jeg synes det er omverdenens opgave, at gøre hvad vi kan for at støtte de demokratiske kræfter i Tyrkiet, samtidig med at vi er ubarmhjertigt kritiske over for Tyrkiet når de ikke lever op til menneskerettighederne og undertrykker minoriteter. Men EU må ikke lukke dørene for Tyrkiet, det vil kun gavne de nationalistiske kræfter i landet!
Bryllup
Ferien bød også på bryllup. Det var min lillebror der blev gift. Familien er rigtig glad på hans vegne, selvom vi selvfølgelig er kede af, at han skal flytte til Malmø. Han er ligesom tusindvis af andre danskere ramt af de diskriminerende udlændingeregler. Nu er min bror jo ikke så meget udlænding. Han er født på Rigshospitalet og har gået i dansk skole og har et job og familie i Danmark, men stadig rammes han er tilknytningskravet. Og min bror er ikke den eneste, der oplever at blive diskrimineret. Han fortalte hvordan han havde stået foran den svenske ambassade i Ankara, sammen med mange andre danskere i samme situation som ham. Jeg synes det er pinligt, at vi kan behandle vores borgere på den måde. Derfor er det utrolig vigtigt vi afskaffer 24 års reglen og tilknytningskravet, så alle danskere har mulighed for at bo i Danmark med deres ægtefælle, så vi ikke skaber A og B-borgere med forskellige rettigheder. Læs også Hvedebrødsdage i en kø til Sverige og I dag er det 10 år siden jeg blev dansker.
Udsatte børn
Regeringen lancerede i maj måned kampagnen “mit ansvar”. Velfærdsministeren opfordrede forældre til at tage mere ansvar for deres børn. Men problemet er, at netop de forældre til udsatte børn, hun bl.a. sigtede på, har svært bare ved at tage ansvar for deres eget liv. Velfærdsministeren har annonceret, at hun vil indbyde partierne til forhandling om en “barnets reform” i efteråret, hvor vi bl.a. skal se på vilkårene for de udsatte børn. Jeg har sagt i flere medier, at der skal følge penge med, det skal ikke bare være en tom snak om ansvar. Se også &eceArchive=o”>Jyllandsposten og Berlingske. Jeg vil arbejde benhårdt for at få SFs forslag igennem med en anden mere solidarisk finansiering af de dyre anbringelsessager, samt en reduktion af sagsbehandlernes arbejdsbyrde, når det handler om de svære børnesager. Vi har set flere eksempler på institutioner, som ikke får tilsyn fra kommunen eller hvor dem, der skal lave tilsyn har dobbeltinteresser, og pynter lidt på forholdene i institutionen. Derfor foreslog vi fra SF, at ansvaret for tilsyn med døgninstitutionerne, hvor de udsatte børn bor, skal ligge hos en uvildig myndighed. Se også Ugebrevet A4.
Debatten om udsatte børn handler som sagt i høj grad om penge, som kommunerne ikke har. Jeg har stillet en række spørgsmål til velfærdsministeren for bl.a. at belyse Københavns kommunes planlagte nedskæringer, som risikerer at ramme mange udsatte børn. Se også debatindlæg i Kristeligt Dagblad.
Psykisk syge børn venter stadig
Problemerne i børnepsykiatrien var årsagen til at jeg gik ind i politik. Siden er der desværre ikke sket meget på området. Stadig flere børn mister deres barndom, mens de sidder fast på ventelister og forældre er nødt til at melde sig syge fra arbejde for at passe deres børn. Men det ser ud til at Regeringen hellere vil satse på de resultatsikre patienter, som de kan tælle og veje og som giver gode resultater i statistikkerne. Se artikler i Berlingske, 24timer og indslag i TV2 nyhederne.
Christiansborgs døre åben for alle
Siden sidst har jeg haft flere besøg på borgen. I juni måned inviterede jeg en gruppe hjemløse på besøg. Vi havde en spændende debat, og jeg vil bl.a. tage deres forslag om (eksempelvis manglen på “skæve” boliger) med til de kommende satspuljeforhandlinger. Se indslag i lorry, fotografen Jacob Holdts billeder, eller hør Newspaqs indslag. Læs også Kristeligt Dagblad og Ekstra Bladet. Arrangementet var også omtalt i Cityavisen og Amageravisen. Jeg fik iøvrigt mulighed for at hilse på mange af de hjemløse igen, da SF-Vesterbro holdt Sankt Hans for de hjemløse, hvor jeg var med til at passe grillen.
I sidste nyhedsbrev beskrev jeg, hvordan jeg havde besøg af en gruppe etniske minoritetskvinder fra Østerbro. Lokalavisen tog deres problemer op, og nu har jeg fået at vide, at Københavns Kommune har stoppet lukningen af legepladsen, hvor de holder til. Så det nytter altså noget at sige fra J
Fattigdom
I dag lever en stor gruppe danskere på nedsatte kontanthjælpsydelser. Jeg brugte sommeren til at sætte fokus på den fattigdom som ydelserne medfører. De borgerlige mener at de nedsatte ydelser til landets fattigste giver incitament til at finde et arbejde, men der er bare for mange eksempler på at dette ikke er tilfældet. Eksempelvis her.
De første undersøgelser af 300-timers-reglen har nu set dagens lys. Claus Hjort Frederiksen synes åbenbart at det er en succes at en tredjedel af dem der har mistet deres kontanthjælp som følge af denne regel er kommet i arbejde. Men undersøgelsen viste også at 1/3 presses helt ud af samfundet og ikke længere har kontakt til socialforvaltningen. Derfor synes jeg ikke Hjort er god til at regne. Det er ikke en succes men en fiasko. De borgere der rammes af 300-timers-reglen er i forvejen nogle af de fattigste i Danmark. Jeg har mødt mange af dem, og mange har udover fattigdommen fysiske og psykiske lidelser at slås med. Man kan spørge sig selv hvordan det skulle hjælpe dem at tage det sidste levebrød fra dem. Læs også artikel i Information.
Information beskrev i juni måned en familie på starthjælp, der var nødt til at leve for 81 kr. om dagen. Jeg spurgte velfærdsminister Karen Jespersen om rimeligheden af det i folketingssalen, hvortil velfærdsministeren nægtede at forholde sig til den konkrete families muligheder, men i stedet svarede at starthjælpen generelt virker. Heller ikke beskæftigelsesministeren eller sundhedsministeren kunne komme med nogle brugbare svar på rimeligheden i at sådan en familie ikke engang har råd til sund mad eller den medicin lægen ordinerer.
De stigende fødevarepriser er med til at gøre de fattigste endnu fattigere. Som jeg har udtalt i en artikel af Kristeligt Dagblad er der et urimeligt forhold mellem stigninger i priserne på fødevarer og stigningen i kontanthjælpen.
Ovenstående resulterer også i at flere mennesker mister deres bolig, fordi de ikke er i stand til at betale deres husleje. Sidste år var det tal på ca. 2500 mennesker. En af dem, Carina, kontaktede mig for at bede om hjælp. Læs hendes historie i 24timer. I den forbindelse var jeg i TV2 nyhederne og i avisen 24 timer for at fortælle at regeringen danner grobund for fattigdom, ved at sætte loft over kontanthjælpen. I øvrigt synes jeg også, at det er en lappeløsning at man via satspuljer giver 500 millioner til hjemløse, samtidig med at man ikke laver en forebyggende indsats for at folk bliver hjemløse.
Sammen med Ø, S og R indkaldte SF også til en forespørgselsdebat om ulighed. Oppositionen prøvede at sætte fokus på den stigende fattigdom, men det er som om regeringen nægter at se virkeligheden i øjnene.
Andet
Jeg skriver stadig klummer i 24 timer. Læs: Jeg måtte ikke gå med tørklæde, og Skal vi tage bilen til Tyrkiet?. Derudover har jeg svaret på spørgsmål i Informations Paradoks og fortalt om mit forhold til Danmark i Alt for damerne. Lyt også til Sommergæsten på p1, hvor jeg fik frie tøjler til at tilrettelægge et program med musik og snak, samt Agenda på p1, hvor jeg gør status over tidsånden her i det nye årtusinds første årti og desuden konfronteres med en person, der ser helt anderledes på verden, end jeg selv gør.
Anbefalinger
Vær med. Har du socialfaglig viden eller erfaring og brænder for det sociale område og vil du være med til at udveksle erfaringer, politikudvikle eller bidrage til formuleringen af partiets politik, der vedrører socialt udsattes, førtidspensionisternes og fattiges vilkår i samfundet, så tilmeld dig mailinglisten for SFs socialpolitiske netværk. Send en mail, hvor du beskriver din baggrund og hvad du kan bidrage med til jesper.christiansen@ft.dk
Oplev. Højskolerne står bag en af de største sangevents på Rådhuspladsen i København i 2008. Det foregår den 11. september kl. 17.00-20.00. Her vil højskolelever fra en lang række højskoler slå tonen an, og samtidig synliggøre højskolernes værdifællesskab. Jeg deltager også og indleder en af sangene.
Hjælp. Mehmed Sinanovic, 24 år, der med lys og lygte leder efter en lærerplads, hvor han kan arbejde med motorer og mekaniske ting. Han skriver i et brev til mig, at han er færdig med grundskole samt med grundforløbet for mekanik, transport og logistik på TEC Lyngby i november 2004. På trods af at han er færdig med 3-perioder med praksis for lastbiler, mangler han stadigvæk 3 perioder med praktik. Hvis du kender nogen, eller selv har en praktikplads, kan du ringe til Mehmed på tlf. 28236771
Besøg. Jacob Holdts fotoudstilling “Ghettoen i vore hjerter” i Globus i Brabrand. Det er en “pædagogisk udstilling om racisme, undertrykkelse og integration”, som Jacob formulerer det. Jeg så den sidste år i København, og den er bestemt et besøg værd. Udstillingen er åben fra den 20. – 31. august.
Læs. “Under morbærtræets skygge” af Mustafa Can. Kvinden Güllü Can døde på Skövde sygehus i januar 2005. Hun blev født i Kurdistan en gang i slutningen af 1930´erne, fødte syv børn, der døde, og otte, der overlevede. Udvandrede til Sverige i 1970´erne. Hvem var denne kvinde, familiens kraftfulde midtpunkt som hverken kunne læse eller skrive, og som Mustafa som barn skammede sig over? Under morbærtræets skygge er Mustafa Cans forsøg på at forstå sin mor, og det er en bog jeg glæder mig til at læse.
Støt. Kvinder i bestyrelser: Pernille Vigsø Bagge har taget initiativ til foreningen “Flere kvinder i bestyrelserne NU”. Foreningen vil, som navnet antyder, sætte fokus på den lave andel af kvinder i danske virksomhedsbestyrelser. Det er i dag kun 5,6 %, hvilket jo er alt for lidt! Mere info om indmelding og andet på foreningens Facebook.
Kig forbi. HODJA Nørrebro børnefilmklub søndag den 31. august til åbningsarrangement i Empire Bio på Nørrebro. Kl. 9.30 åbnes dørene til foyeren hvor fremmødte børn indskrives som medlemmer efter først-til-mølle princippet. Læs mere her
De bedste hilsener
Özlem
P.S. Hvis du er medlem af SF og bor I København, så husk at der er urafstemning nu, hvor du kan være med til at bestemme, hvem der skal i Folketinget næste gang. Jeg håber at SFs medlemmer giver mig mulighed for at fortsætte mit arbejde også efter næste valg.
Synes du om dette indlæg?