Nyt fra Özlem: December 2011
Tak for jeres tillid og hjælp til at give mig 4 år mere på Borgen. Herinde har jeg fået en række nye spændende ordførerskaber. Jeg har stadig mine hjertebørn: Psykiatri- og socialordførerskaberne, og er endda blevet formand for Folketingets Socialudvalg. Det er en drømmetitel. Derudover er jeg blevet SFs bolig og ligestillingsordfører.
Der har været meget at se til de første par måneder, og mange nye ting at sætte sig ind i, foruden satsforhandlingerne i social- og sundhedsministeriet. Et ekstra kasseeftersyn viste at kassen manglede yderligere 10 mia. kr. Det vil sige at underskuddet er på 95 mia. Det er en stor gæld at overtage, samtidig med arbejdsløsheden er tårnhøj og uligheden er vokset. Jeg ville ønske, at vi kunne rette op på alt på en dag, men desværre tager det tid at bygge det op, som den tidligere borgerlige regering har brugt 10 år på at ødelægge.
Den nye regering kan ikke skabe en progressiv forandring, hvis det ikke sker i samarbejde med NGOer og eksperter. I fællesskab skal vi definere hvilke resultater, vi vil skabe på social, psykiatri, ligestillings og boligområdet. For mig er det vigtigt at lave politik nedefra og op, og jeg glæder mig til at høre masser af ideer til konkrete forslag, som Regeringen kan gå i gang med.
Det vil tage tid at genopbygge det mangfoldige, solidariske og retfærdige Danmark. Men jeg, SF og Regeringen har viljen til at tage fat. Og det er skønt at mærke hvor mange, der gerne vil give en hånd med. Alene oplevelsen af, at Pia K ikke bestemmer mere og vi ikke længere behøver at høre på hende fra morgenstund til midnat, giver mig en fantastisk energi til at arbejde i døgndrift for at vi kan skabe resultater.
Tusind tak til alle dem, som har givet en hånd med under valgkampen, sat krydset det rigtige sted, overtalt venner og bekendte til at stemme for en ny Regering. Tak fordi I har gjort det muligt, at starte arbejdet for et mere fair og solidarisk Danmark.
Regeringsgrundlaget: Et Danmark, der står sammen
Finanslovsudspil: Ansvar og handling
Farvel til fattigdomsydelserne
En af de første nye vinde som blæser over Danmark er et farvel til de nedsatte kontanthjælpsydelser. Det skal være slut med at have så få penge, at børnefødselsdagen må aflyses og tilbudsaviserne skal nærlæses for at finde det billigste toastbrød. Derfor vil den røde regering afskaffe fattigdomsydelserne allerede fra 1.januar 2012. Og arbejdet med at fastsætte en officiel fattigdomsgrænse går også snart i gang.
Det er ikke alle som tror på, at der findes fattige i Danmark. Det blev tydeligt, da jeg foreslog at give julehjælp til fattige familier. Der er desværre mange i Danmark der ligesom Joachim B. Olsen ikke kender fattige danskeres virkelighed. Og som grundlæggende har et menneskesyn om, at det er de fattiges egen skyld, og at det bare er et spørgsmål om at prioritere.
Desværre gik det ikke så godt, da jeg prøvede at invitere ham ud i virkeligheden. Da den første familie på starthjælp, som vi skulle besøge, meldte fra, var jeg lidt for hurtig til at finde en anden familie, vi kunne besøge. Den familie vi kom ud til viste sig ikke at være mere fattig end så mange andre kontanthjælpsmodtagere. Hun fik 9800 kr i kontanthjælp og derudover boligsikring fordi hendes indtægt var så lav og ekstra børnepenge, fordi hun var aleneforsørger. Nogle ydelser som lavtlønnede aleneforsørgere i øvrigt også vil være berettiget til. Jeg begik den fodfejl ikke at tjekke tallene efter før vi besøgte familien, og desværre var den borgerlige opposition hurtige til at gribe chancen for at bruge det som et argument for, at der slet ikke findes materiel fattigdom i Danmark.
Øv hvor har jeg ærgret mig over, at jeg var så ivrig efter at imødekomme kravet om en fattig familie, der ville lægge sit budget frem, at jeg ikke gav mig tid til at finde den rette. For der findes fattigdom i Danmark!
Der findes en gruppe af familier i Danmark, som ikke har råd til de ting, vi andre ser som helt basale. Som ikke har råd til at fejre børnefødselsdag, for hvem det gør en stor forskel at få en julekurv og som oplever at måtte sende deres børn i skole uden madpakke sidst på måneden.
Jeg synes man er fattig, når man selvom man lever på et skrabet budget ikke har råd til at holde børnefødselsdag, eller når man ligesom en fjerdel af københavns 60.000 fattige familier har oplevet ikke at have råd til at købe lægeordineret medicin, eller ligesom en tredjedel af dem har haft dage, hvor der ikke var råd til tre måltider mad.
Når fattigdomsydelserne bliver afskaffet skal der også gøres en helhedsorienterede indsats for at få mennesker som er glemt på kontanthjælp i årevis tættere på arbejdsmarked. Derfor kommer vi til at lave en kontanthjælpsreform, ligesom vi også vil sænke skatten på arbejde, så de lavtlønnede også kan mærke at der er kommet en ny regering.
Førstebehandling af lovforslaget til afskaffelse af fattigdomsydelser
Live debat mellem Özlem og Joachim.
Red Barnet om fattigdomsdebatten.
Du kan hjælpe de fattige familier her.
Udsættelser af udsatte
Antallet af mennesker som sættes ud af deres boliger bliver ved med at stige. Det er ikke i orden, at børnefamilier og andre havner på gaden. At afskaffe fattigdomsydelserne er et skridt i den rigtige retning. Og det kommer også til at gavne billedet, at vi nu fjerner en del af de økonomiske sanktioner, der tidligere gjorde at man risikerede at få halveret sin kontanthjælp halvdelen af året, hvis man missede en rudekuvert og f.eks. ikke mødte op til samtale på jobcentret til tiden. Men der er brug for mere, end bare at give folk en bedre økonomi, og som boligordfører vil jeg arbejde for en lang række andre konkrete løsninger, der kan forhindre at familier ender på gaden. Har du gode ideer, så send mig en mail!
Slut med at trække i kontanthjælpen
Frivillig registrering kan hjælpe psykisk sårbare
Lykkepiller er ikke lykken
Under åbningsdebatten hørte jeg Helle Thorning stale om hvordan Regeringen vil forbedre sindslidende børns vilkår. I det øjeblik var jeg ved at græde af glæde. Jeg havde følelsen af at være vidne til noget magisk. For ti år siden gik jeg ind i politik netop af den grund: For at forbedre sindslidende børns rettigheder og vilkår. Nu ser det ud til, at der endelig sker noget.
I 10 år har psykiatrien været underprioriteret og det vil tage tid at rette op på det. Jeg synes, at resultaterne fra satsforhandlingerne er en god start, og et fornuftigt første skridt hen imod den ligestilling mellem psykiske og fysiske lidelser, som vi har lovet i Regeringsgrundlaget. Jeg er glad for at så mange af bevillingerne på psykiatriområdet er blevet permanente, og jeg er glad for at det endelig er lykkedes at fjerne den diskriminerende aldersbegrænsning på tilskud til psykologhjælp til depressionsramte.
Der er som sagt stadig lang vej endnu, men det er en start. Første skridt bliver forhåbentlig den psykiatri-handlingsplan som vores sundhedsminister Astrid Krag har lovet skal udarbejdes. Vi vil inddrage NGOer og eksperter for at samle alle gode bud, og du er også meget velkommen til at skrive, hvis du har konkrete ideer du gerne vil have mig til at tage med.
Gravide blev snydt for oplysninger om antidepressive piller
Satspulje-aftale giver flere psykologhjælp
Satspulje på socialområdet
For få uger siden forhandlede vi satspuljeaftalen på det sociale område færdigt. I den forbindelse vil jeg gerne fortælle jer om nogen af de SF-sejre, som jeg er særligt stolt over. Vi fik hævet loftet for tabt arbejdsfortjeneste til forældre til handicappede børn til 27.500 kr. om måneden. Det kommer til at sikre langt flere familier ro om økonomien, mens de tager sig af deres syge eller handicappede barn. Og vi fik sikret etablering af Børnehuse, så hjælpen til seksuelt misbrugte børn bliver samlet et sted. Det er en stor forbedring sammenlignet med i dag, hvor et barn som er blevet udsat for seksuel misbrug skal opsøge kommune, politi, psykolog osv hver for sig.
Gennem børnehusene vil der blive taget bedre hånd om det misbrugte barn og vi kan gøre mere for at mindske de ar, som et overgreb giver. Et seksuelt misbrug kan sætte spor langt op i voksenlivet. Derfor er det også enormt positivt, at vi via satsforhandlingerne også har afsat penge til at forbedre behandlingsmulighederne for senfølger efter seksuelle overgreb. Andre resultater som jeg er særligt glad for er, at der er blevet afsat flere penge til efterværn samt etablering af startboliger til socialt udsatte unge. Og så giver vi voldsramte kvinder ret til psykologhjælp. I dag er det nemlig sådan, at den der slår, kan få psykolog hjælp, mens den der bliver slået, intet får. Det retter vi også op på nu. Endelig blev det besluttet, at der skal der laves en national strategi ift. udsatte grønlændere i Danmark.
Læs hele satsaftalen her og se de mange andre resultater
Politikerne vil bygge børnehuse.
Forældre til handicappede børn kompenseres
Gratis psykologhjælp til voldsramte kvinder
Diskriminationen mod grønlændere i Danmark skal undersøges
Hvorfor svigtes de udsatte børn stadig?
Med barnets reform blev der igangsat en række tiltag for at hjælpe socialt udsatte børn. Nu har den snart været gældende et år, men desværre ser den ikke ud til at have fået så gode resultater, som man kunne have håbet på. Plejefamilierne siger de ikke får den uddannelse de har krav på og tilsynet til de anbragte børn fungerer mange steder ikke optimalt. Samtidig har Ankestyrelsens afsløret, at der er fejl i langt de fleste sager omkring hjemtagelser af børn, hvor man blandt andet ikke laver en børnesamtale med de børn som det hele handler om, før man fjerner dem fra deres plejefamilier. Der er ikke nogle lette løsninger på udfordringerne, men det er sikkert, at der er nødt til at ske noget nu! Dels er der brug for en holdningsændring i kommunerne. Det er simpelthen ikke acceptabelt, man ender med at sjuske og sylte de udsatte børns sager. Dels tror jeg også, at en del af problemerne på området skyldes, at mange kommuner er ekstremt økonomisk pressede. Derfor haster det også med at få sat gang i den finansieringsreform, som er annonceret i regeringsgrundlaget. En anden reform, som er annonceret er socialreformen, der med udgangspunkt i en grundig evaluering af kommunalreformen skal se på kommende organisering af hele det sociale område. Vi glæder os til en dialog med NGOer og andre relevante parter om hvad der er brug for.
Ligestilling og ligeværd skal på dagsordenen
Ligestilling og ligeværd er områder, som jeg glæder mig til at arbejde videre med i kraft af min nye position som ligestillingsordfører. Der er desværre mange grupper, som ikke behandles ligeværdigt, på grund af deres køn, etnicitet, handicap eller seksualitet. Jeg glæder mig til at komme mere i gangg med arbejdet
Somalierne som blev lukket ude af et legeland
Endelig fixerum
Alt for mange stofmisbrugere dør på grund af deres misbrug. Der er brug for en langt større skadesreducerende indsats. Derfor er jeg rigtig glad for at SF har været med til at sikre muligheden for oprettelse af fixerum, så stofmisbrugere kan få ordentlige og værdige forhold – og dermed overskuddet til at arbejde sig hen i mod et andet liv. Jeg ved, at bl.a. politikerne i Københavns kommune har efterspurgt den mulighed længe. Det har været en mærkesag for SF i rigtig mange år, og det er fantastisk, at det nu bliver vores sundhedsminister Astrid Kragh, der kommer til at gennemføre det.
Ny boligaftale giver bedre almene boliger
Jeg blev kastet hovedkulds ud i mit nye arbejde som boligordfører, da vi som en del af finanslovsforhandlingerne skulle forhandle om renoveringer af almene boliger. Det lykkedes os, at skabe enighed om at fremrykke investeringer for 5.5 mia kr. Det betyder hurtigere renovering af mange af de nedslidte almene boliger, som længe er blevet svigtet. Det vil desuden skabe flere arbejdspladser og sætte gang i økonomien. Jeg glæder mig til at komme videre ind i arbejdet som boligordfører, blandt andet i debatten om, hvordan vi bedst hjælper de udsatte boligområder. Jeg tror ikke man hjælper dem ret meget ved at stemple dem som ”ghettoer”.
Etnicitet skal ikke længere definere en ghetto
Anbefalinger
Støt Røde Kors’ klinik for udokumenterede flygtninge, som yder forbyggende og akut lægehjælp til papirløse flygtninge. En støtte til dem er en støtte til et menneskesyn, hvor behovet for hjælp vejer tungere end hvor du kommer fra.Støt her
Elsk din næste – også selvom han er hjemløs. Foreningen Elsk din næste (EDN) er en non-profit frivillig-forening, som arbejder for bedre forhold for hjemløse. Det gør de ved at skaffe midler gennem events, støttearrangementer, auktioner og loppemarkeder. Du kan læse mere om dem på Facebook
Se filmen ”Fortællingen om Rosa” som er en dokumentarfilm om plejebørn lavet af plejebørn. Instruktør René Bo Hansen har givet 5 anbragte børn og unge et talerør til at fortælle om svigt fra sine egne forældre og livet hos en plejefamilie. De skaber sammen animationsfilmen om Rosa, en pige der lige som dem selv må forlade sin familie og begive sig ud på en ukendt, ensom rejse. Se mere her
Læs bogen Historien der ikke blev fortalt – om krigen i Afghanistan af den dansk-afghanske Nagieb Khaja. Bogen viser skjulte sider af en krig som efter ni år stadig ikke er blevet vundet. Hør mere om bogen her
Bliv frivillig juleaften. Hvorfor altid holde juleaften med de mennesker man kender? Handler traditionen ikke om at dele glæden? Inviterer din ensomme nabo, den fattige familie fra gården, eller en hjemløs inden for.
Sig fra. Du kan aktivt være med til at sige fra overfor diskrimination i vores samfund. Det kan du gøre ved at gå ind på hjemmesiden sigfranu.dk som Institut for Menneskerettigheder har lanceret. Her kan du registrere hvis du er blevet udsat for diskrimination eller hadsforbrydelser. Ved at registrere diskriminationen bliver den synlig. Og det er gennem synlighed, at vi kan komme diskriminationen til livs.
Tag i teatret og spørg dig selv hvad er et ønskebarn? Og om man må få en ommer, hvis der går ged i opskriften? Teatret Får 302 præsenterer en rød, tragisk julekomedie, hvor jesu fødsel tages op til kærlig genovervejelse.
Lej en livmoder. I Indien er det for nogen kvinder en levevej at blive gravide og så sælge deres barn til rige familier fra bl.a. Japan. Gå ind på bloggen og tænk nærmere over de etiske dilemmaer i det. Læs om indiske surrogatmødre her
Synes du om dette indlæg?





