Om Özlem
Jeg er mor til 3 børn og bor med min mand på Amager.
Jeg blev født i Ankara i Tyrkiet 1976, men allerede da jeg var 3 år flyttede vi til Finland. I min barndom boede jeg mange forskellige steder og først da jeg var 10 år slog vi os permanent ned i Danmark.
Jeg er medlem af Folketinget for SF, og er partiets psykiatri og socialordfører.
Jeg blev student fra Rysensteen Gymnasium i 1996 og tog derefter en uddannelse som sygeplejerske, som jeg afsluttede i 2000.
2000 til 2004 arbejdede jeg som sygeplejerske på Bispebjerg Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling. Her var jeg tillidsrepræsentant for 70 sygeplejersker.
2004-2006 arbejdede jeg i distriktspsykiatrien på Nørrebro på Rigshospitalet. Siden har jeg arbejdet med psykisk syge stofmisbrugere i opsøgende psykose team under Sankt Hans Hospital. Og nu er jeg på barsel fra et job på neopædiatrisk afdeling på Rigshospitalet.
Jeg har i mange år været engageret i det faglige arbejde. Jeg blev i efteråret 2003 valgt som amtsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd, som den første med anden etnisk baggrund. I DSR arbejder jeg for mangfoldighed i sundhedsvæsenet og rekruttering af sygeplejersker med etnisk baggrund. I den forbindelse har jeg taget initiativ til at etablere et Mangfoldighedsnetværk http://www.mangfoldighedsnetvaerket.dk/) for sundhedspersonale med etnisk minoritetsbagrund, som jeg også var formand for. Fra 2005-2007 var jeg desuden næstformand for Selskab for tværkulturel sygepleje.
Jeg har været mentor i DR2’s program Job Jagt, www.dr.dk/jobjagt, hvor man hjalp arbejdsløse med etnisk minoritetsbaggrund til at finde job. Og jeg var den gennemgående person i DR2’s talkshow Oraklerne, www.dr.dk/oraklerne, hvor 7 muslimske kvinder diskuterede dilemmaer fra hverdagen. I foråret 2007 var jeg desuden ansat som studievært for DR2’s Mission Integration, www.dr.dk/missionintegration, hvor 6 unge nydanskere var i kamp mod ledighed blandt etniske minoriteter.
Jeg har de seneste år lavet en del forskelligt frivilligt socialt arbejde. Jeg har været ambassadør for Foreningen for børn i voldsramte familier, der arbejder for at bekæmpe volden i familierne ved at synliggøre volden med temadage i skoler, uddele oplysningsmateriale samt drive en hotline for voldsramte børn.
Derudover var jeg i efteråret 2004 initiativtager til 1001 billet, et initiativ, der med stor succes indsamlede 2860 kulturbilletter til fattige etniske børn. I 2006 har jeg stiftet foreningen 1001, som jeg også er formand for, www.tusindogen.com. Foreningens seneste initiativ samlede 3023 kopper kaffe til hjemløse.
Jeg er meget optaget af, hvordan vi kan skabe bedre integration og mindre diskrimination i det danske samfund. Ud over arbejdet i Mangfoldighedsnetværket er jeg medlem af bestyrelsen i AKELIN akademikere for etnisk ligestilling, og derudover har jeg medvirket i flere tv-programmer om integration.
Jeg har været medlem af SF siden 2001. Jeg var formand for partiets centrale Etnisk Ligestillingsudvalg 2003-2005. Jeg har været medlem af partiets hovedbestyrelse siden 2004. Og i efteråret 2003 blev jeg folketingskandidat for SF. I november 2007 blev jeg valgt til Folketinget i den nye Københavnske Storkreds. Og siden 2008 har jeg været SFs 2. spidskandidat i kredsen.
I 2003 begyndte jeg at holde foredrag og deltage i diverse politiske og faglige debatter. Jeg holder blandt andet foredrag om hvordan vi kan skabe et mangfoldigt sundhedsvæsen, hvor både patienter og sundhedspersonale med etnisk baggrund bliver behandlet ligeværdige, hvordan vi kan få fagbevægelsen til at arbejde for etnisk ligestilling, hvordan vi kan inkludere minoritets kvinder i samfundet, hvad skal der til hvis folkeskolen skal bryde den negative sociale arv og hvordan vi får indvandre i job og minoriteter ind i bestyrelser og foreninger. Ud over det har jeg også holdt foredrag om hjemløse, voldsramte børn og unge, hverdagen som sygeplejerske, at være alene mor og hvordan Danmark ser ud med brune øjne. Læs om mine foredrag på www.ozlem.dk/foredrag
Jeg har været bidragsyder til bøgerne: »Min bedstemors historie«, 2007 (redigeret af Liv Thomsen), »Klemt mellem to generationer«, 2008 (redigeret af Dorthe La Cour), »Med eller uden skræl«, 2009 (af Bente Dalsbæk) og »Generation kan selv«, 2010 (redigeret af William Abrahamsen og Kathrine Storm). Aktuelt er jeg klummeskribent for Ekstrabladet www.ekstrabladet.dk, hvor jeg blander mig i samfundsdebatten med mine holdninger. Jeg har tidligere været fast klummeskribent for gratisavisen 24 timer, www.24timer.dk.
I marts 2009 udkom min bog ‘Fra Føtex til Folketinget’, som handler om mit liv og min vej fra Tyrkiet til Danmark, om min bror der har en sindslidelse, et arrangeret ægteskab og om hvordan man kan komme langt, hvis bare der er én der vil give dig en håndsrækning.
Besøg Özlems side på Facebook
Modtag nye indlæg via RSS