link til ressourcer til sindslidende Link til Hjælp til fattige børn Link til Tillid til offentliget ansatte

Özlem tager de hjemløse med til Karen Jespersen

’Ingen vælger frivilligt den hårde tilværelse som hjemløs’ fortæller Chopper. Han er mødt op i Velfærdsministeriet, hvor jeg fredag inviterede en gruppe hjemløse med på besøg hos Karen Jespersen, så hun kunne få en snak med gadens rigtige eksperter om deres hverdag, og de forhold de lever under.

De hjemløse fodboldspillere fra Ombold havde en fodbold med til velfærdsministeren som et symbol på, at de nu giver ’bolden’ videre til hende, for at der kan ske ændringer og en forbedring af de hjemløses forhold.

Jeg fulgtes med de hjemløse hen til Velfærdsministeriet, hvor Karen Jespersen tog imod, og bød på kaffe og sandwich. De hjemløse var kommet for at give Karen Jespersen et indblik i deres hverdag, og havde meget på hjertet.

De var i høj grad optaget af problemet omkring, hvad der sker, når hjemløse får egen bolig. Leif fortæller, at det ikke altid er en god oplevelse at få sin egen lejlighed. Problemet er, at man så er alene, og det man har brug for er støtte og et samlingssted, hvor man kan mødes med andre i samme situation.

Mange af de hjemløse fortæller også, at de ofte er i kontakt med kommunen og socialkontoret, og at dette tit er en ubehagelig proces, fordi der i systemet ikke er plads til, at der bliver taget hensyn til den enkeltes situation. ’Folk der arbejder med hjemløse, har ikke føling med virkeligheden og mange hjemløse vælger til sidst slet ikke at have noget med det offentlige at gøre, fordi det simpelthen er for besværligt’ siger Chopper.

De hjemløse kom med flere gode bud på ting, der vil kunne gøre hverdagen bedre for dem, fx blev det foreslået, at man igen skulle udgive nøglekort, så de hjemløse altid ved hvor de kan gå hen og der skal oprettes flere centre kun for kvinder, og steder hvor man også kan have sin hund boende hos sig, fordi dyrene betyder utroligt meget for den hjemløse.

Jeg afsluttede mødet med, sammen med de tre hjemløseorganisationer SAND, Ombold og De hjemløses hus, at inviterer Karen Jespersen et sted hen, hvor der også er plads til de hjemløse, der har deres hunde at passe på.


Synes du om dette indlæg?

Kontakt: ozlem.cekic@ft.dk | +45 3337 4419