Politikere med ikke helt så meget tjek på det hele

Det er nu to år siden, jeg blev valgt til Folketinget. I starten syntes jeg, det var en stor udfordring at lære at optræde helt korrekt – ligesom alle de kendte politikere fra tv, der altid virkede til at have tjek på det hele og tilsyneladende aldrig trådte ved siden af.

Min største udfordring har nok været at lære at holde op med at bande. Jeg kommer fra Vesterbro, og bandeord er desværre en del af mit sprog. Det kan virke helt naturligt at sværge på Enghave Plads, men når man er politiker, har det en helt anden effekt.

Efter en af mine første tv-optrædener som folketingsmedlem var den kommentar, jeg fik fra nogle bekendte, at det altså ikke havde lydt godt, da jeg sagde ‘for fanden’ for åben skærm. Hvad jeg ellers havde snakket om, havde de faktisk ikke lagt mærke til.

Af og til får mit engagement mig til at fortale mig på Folketingets talerstol: ‘Kraftedeme nej, vi vil ikke være med til at straffe de fattige grupper’, kan jeg komme til at udbryde. Straks medfører det en irettesættelse fra Folketingets formand. Da han jo heller ikke må bande, er han nødt til at stave ordet. Han rejser sig op og siger alvorligt: ‘Jeg vil endnu engang understrege over for ordføreren, at man fra talerstolen ikke må sige K-R-A-F-T-E-D-E-M-E’. Jeg undskylder og prøver at forbedre mig, men det er s….svært.

 Heldigvis har jeg fundet ud af, at de magtfulde politikere også kan lave brølere.

For et par måneder siden viste jeg en gruppe kvinder med minoritetsbaggrund rundt på Christiansborg. Det var en farverig og mangfoldig gruppe. Nogle kom oprindeligt fra Afrika, andre fra Balkan. Nogle bar børn på armen, andre havde tørklæde om hovedet.

Da jeg undervejs i min rundvisning stod og ventede på, at de sidste i gruppen indhentede fortroppen, kom økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen forbi med en gruppe embedsmænd. Hun stoppede op og udbrød ‘Naaj, har du din familie på besøg?’. Jeg blev stum af forbavselse, for gruppen af kvinder lignede på ingen måde hinanden – men inden jeg kunne svare hende, begyndte hun at hilse på dem alle sammen.

Nu kom resten af gruppen op, og jeg måtte forklare de benovede kvinder, at ‘det er vores vice-statsminister, og hun tror, at I er min familie’. Kvinderne morede sig højlydt og kunne gå hjem med et helt særligt minde fra deres første besøg i Folketinget.

Når selv vicestatsministeren kan komme til at træde lidt ved siden af, behøver jeg vist ikke være helt så flov, næste gang jeg dummer mig.

Synes du om dette indlæg?