link til ressourcer til sindslidende Link til Hjælp til fattige børn Link til Tillid til offentliget ansatte

SF kræver fattigdomsgrænse

D. 10. december 2009

I julen bliver de fattige endnu fattigere. Omkring 60.000 danske familier har hverken råd til gaver, juletræ, julepynt eller andesteg. Her er den søde juletid ikke sød – men fuld af bekymring over at pengene langt fra slår til. Dobbelt så mange danske familier, end sidste år, har søgt om julehjælp, hvilket tydeligt viser, at fattigdom er et stærkt voksende problem i Danmark. Det er derfor fuldstændigt absurd, og en hån mod de berørte fattige familier, at regeringen stædigt fastholder, at der ikke eksisterer fattigdom i Danmark. 

Efter nytår stiller SF derfor et beslutningsforslag om at nedsætte et ekspertudvalg, der skal definere en fattigdomsgrænse i Danmark. Vi skal anerkende, at der er mennesker, der lever i fattigdom i Danmark. Og vi skal have afklaret, hvor mange mennesker, det drejer sig om i Danmark. For hvis vi ikke får synliggjort problemet, så kan vi ikke gøre noget ved det. Tidligere forsøg på dette er druknet i akademiske diskussioner om, hvor mange og hvilke afsavn en person har, før man kan tale om fattigdom. For SF er det afgørende ikke, hvor grænsen ligger, men at vi får en grænse.

Det er utroligt, at Danmark endnu ikke har en fattigdomsgrænse, når Sverige, Norge, Storbritannien og andre nabolande bruger netop fattigdomsgrænser til at identificere landenes fattigdomsproblemer. Selv Tyrkiet har en grænse, som afgør, hvilken støtte borgerne kan få fra det offentlige. Danske politikere burde få røde ører, når de betegner Tyrkiet, der har en fattigdomsgrænse, som et uland. Når SF kommer i regering, så skal magten bruges til at fastsætte en fattigdomsgrænse i Danmark.


Synes du om dette indlæg?

Kontakt: ozlem.cekic@ft.dk | +45 3337 4419