Skal Ayse ikke ligestilles?

OVERVÆGTIG, DEPRESSIV, med blå mærker efter mandens slag – og uden tag over hovedet. Sådan var situationen for Ayse, da jeg mistede kontakten til hende for nogle år siden.

Hun, og hendes familie, blev smidt ud af deres lejlighed. De kunne ikke betale husleje, fordi regeringens 300-timers regel gjorde, at man stoppede Ayses kontanthjælp.

Ayse er en af de kvinder med etnisk minoritetsbaggrund, som regeringen igen og igen snakker om, at man vil ligestille. Men realiteten er, at regeringen i stedet fortsætter deres fattigdomsgenererende politik, hvor man systematisk presser nogle af de mest udsatte borgere til det yderste – både psykisk, fysisk og økonomisk. 70 procent af den samlede gruppe, der mistede kontanthjælpen pga. 300-timers reglen, var kvinder.

Siden er 300-timers reglen blevet til en 450-timers regel. Reglen betyder, at i en familie, hvor begge er på kontanthjælp, vil den ene ægtefælle miste sin kontanthjælp, hvis hun ikke har haft mindst 450 timers arbejde inden for de sidste to år. Disse familier har ufatteligt få penge at leve for.

Tit får jeg stillet spørgsmålet: Hvorfor kan disse indvandrerkvinder ikke bare tage sig sammen og finde et job? Så er det, jeg ser Ayse for mig igen.

HUN VAR 35 ÅR, familiesammenført og havde tre børn. De første par år i Danmark gik hun til sprogundervisning, og hun blev rigtig god til dansk.

Hun ville gerne have et job, så hun kunne forsørge sig selv. Trods flere hundrede ansøgninger og jobsamtaler hørte hun dog aldrig fra arbejdspladserne, selv om hun var velforberedt og, som hun selv sagde »jo heller ikke gik med tørklæde«. Jeg mødte hende igen, da jeg arbejdede i distriktspsykiatrien.

Nu var hun 20 kilo tungere og meget opgivende. Hun havde fået en depression.

Ikke nok med det, var hun også ramt af 300-timers reglen, fordi hendes mand havde været uden for arbejdsmarkedet de sidste to år. Han var blevet fyret pga. hans store sygefravær for at passe hende. De havde mange skænderier om den pressede økonomi, og hvis skyld det var. Nogle gange var skænderierne også lidt for voldsomme, kunne jeg se – selv om hun altid havde forklaringer på, hvor hendes blå mærker kom fra.

Manden styrede økonomien med hård hånd.

Hun fik et månedligt beløb, hun skulle lave mad for – og ikke én krone mere. Hun klippede selv sit hår og syede selv sit tøj. Menstruationsbind tog jeg med til hende. Selv klassebilledet til 90 kr. havde hun ikke råd til, fordi de 90 kr. svarede til én dags madbudget. Der var ikke noget, Ayse hellere ville, end at tjene sine egne penge.

DET AYSE HAVDE brug for var en håndsrækning – og ikke sanktioner og depressionspiller. Hun havde viljen til at være en del af samfundet. Hun havde også viljen til at yde for at kunne nyde, men i stedet for at give hende ro til at komme ovenpå, var 300-timers reglen med til at fastholde hende i fattigdom, isolation og dyb økonomisk afhængighed af hendes mand.

Hvilken frigørelse giver 300-timers reglen Ayse og de andre kvinder? Det kan jeg ikke helt gennemskue – men måske kunne beskæftigelses-og ligestillingsministeren gøre mig klogere?.

Synes du om dette indlæg?