Steffen, dig vil jeg aldrig glemme!

Urban den 24. april 2006

Har du nogensinde haft mulighed for at snakke med en hjemløs. Altså ikke bare spørge om vej eller sige hej og sådan noget. Men har haft tid til at sidde på en bænk med ham og høre hans historie. Høre den færdig, selvom du mest havde lyst til at lukke ørerne, da historien blev for barsk. Hvis nej, er du både heldig og uheldig. Heldig fordi du er skånet for at høre en meget barsk historie, som med stor sandsynlighed havde resulteret i flere søvnløse nætter. Og uheldig fordi du aldrig vil få mulighed for at give de hjemløse et ansigt, når du møder dem på gaden. Steffen vil være en, jeg aldrig nogensinde vil glemme. Måske så du ham i går i Dagens Danmark. Men de 3 minutter han fortalte om sin historie var kun 1/100 af hans historie.

Jeg vil gerne fortælle om den tur han og jeg tog sammen til Århus for at blive optaget til Dagens Danmark. Jeg samlede ham på hans skole. Aftalen var, at vi sammen skulle køre ud til lufthavnen. Han stod på Rantzausgade, høj og rank. Tynd og bleg. I hans øjne kunne man se hans træthed. Ikke fordi han ikke havde fået sin 9 timers søvn, nej den træthed der følger med en, når man har en tung historie man er tvunget til at slæbe på resten af ens liv.

Han havde en bøllehat på. Jeg spurgte ham om den var ny, han grinte, da han sagde nej. Den hat var ligeså gammel som ham. Utroligt at stadig kunne passe den tænkte jeg. Men valgte ikke at spørge ind til det. Han så rigtig sød ud i det. Fortalte på vejen, at han de sidste 2 dage havde tænkt meget på sit fortid. Mange minder var vælter frem sagde han.

Da kom ud i indenrigslufthavnen og var nogle af de eneste, der ikke var formelle i tøjet, spurgte Steffen flere gange om hvor meget de andre passagers gennemsnitløn var. Vi gættede på omkring en halv million og jeg sagde til Steffen at han nok trak gennemsnittet op. Det synes han var sjovt. Da han sagde, at han følte sig fuldstændig uden for sammen med disse folk, kunne jeg ikke lade vær med at sige, at det gjorde jeg også.

Det var rart at have Steffen med. Fordi jeg vil gøre en forskel for sådan nogle som ham. Det varmede at være fælles om en kamp. Selve udsendelsen gik super. Steffen var så god, selvom det var direkte tv og han aldrig havde prøvet det før. Han fortalte, hvor svært det er at komme ud af håbløsheden, når man som hjemløs er så alene som man er.

Jeg kunne mærke under udsendelsen at hele denne kampagne virkede så rigtigt. Det var rigtig prioriteret at lægge så meget arbejde i det, som vi havde gjort. Vi har arbejdet på kampagnen siden første uge i december. Og i dag kunne jeg se resultatet. Steffen sagde, at grunden til at han var gået ind i kampagnen var for at synliggøre de 10.000 hjemløse. Jeg var glad, fordi jeg havde givet en tidligere hjemløs mulighed for at fortælle om den håbløshed og skam, som de færreste kender til. På hjemvejen kimede Steffens venner ham ned, for at sige ”cool man”, ” syret”, ” for griner” ” 100 man”

Mens jeg skriver dette indlæg sider Steffen og hører indlaget over mobilen. Det er mørk udenfor. Vi er på vej tilbage til København. Kl. er 21.25. Jeg er så heldig, at jeg har lært Steffen at kende. Og så uheldig, at jeg ikke kommer til at kende alle de 10.000. Men håber virkelig at denne kampagne kan være med at synliggøre dem. Eller være med til at invitere dem inden for i vores fællesskab. Og appropos invitere : har du husket at sms KAFFE til 1277?  Vi er nu oppe på 431 donationer a 30 kr., så de 1001 kopper nærmer sig !

Idag var iøvrigt også dagen, hvor kampagnen startede på caféerne. Det gik super, og jeg var ude på PH-caféen og deltage i et par interviews, hvor der allerede havde været en gæst og donere kaffe, og de hjemløse også var dukket op.

Synes du om dette indlæg?