Tanker om Tyrkiet

Som folketingsmedlem får man mange invitationer. I februar fik jeg alligevel én invitation som adskilte sig fra mængden. Jeg troede først det var spam, men den var god nok. Selveste Tayip Erdagan, Premierminister i Tyrkiet, inviterede mig til international konference i Tyrkiet i anledning af Kvindernes Kampdag – 8. marts.

Jeg modtog invitationen med blandede følelser. På den ene side var det en oplagt mulighed for at tale om kvinderettigheder, især i et land, som i den grad trænger til det. Men på den anden side fik jeg en underlig følelse i maven. Blev jeg kun inviteret fordi mine forældre stammer fra Tyrkiet? Jeg spurgte mine SF kolleger, om de var blevet inviteret. Det var de ikke. Kun mig. Senere fandt jeg ud af, at et enkelt andet folketingsmedlem også havde fået invitationen. Fællesnævneren var, at vi begge er født i Tyrkiet.

Tyrkisk født socialist

Det er ikke første gang at jeg er blevet betragtet som ”Tyrkisk folketingsmedlem”, Tyrkisk repræsentant eller Tyrkernes stemme. Også selvom jeg hverken føler mig som tyrker eller tyrkisk repræsentant. Jeg er født i Tyrkiet og har kurdiske rødder, men først og fremmest er jeg dansker. Ingen tvivl om det. Og socialist – ikke mindst.

Hvorfor så tage med? Fordi jeg som socialist ikke takker nej til at tale om undertrykkelse og ligestilling. Til at tale magten imod. For eksempel om kvinder, der bliver udsat for vold. Kvinder, der bliver udsat for æresdrab. Kvinder, der bliver holdt fast i fattigdom.

Mens jeg pakker og forbereder mig, slår det mig. Tyrkiet er godt nok det land, hvor jeg er født, men det er også er sted, som jeg er vokset fra.

Kurder

Mit tvetydige forhold til Tyrkiet kommer sig nok af, at min familie tilhører en minoritetsgruppe. Kurderne. På trods af at kurderne tæller op til 20 millioner mennesker, kæmper de stadig for basale rettigheder. Ytringsfriheden har utroligt svære vilkår i Tyrkiet og samtidigt har landet en lang tradition for et meget dominerende – for ikke at sige styrende – militær.

I min demokratiske bagage fra Danmark tager jeg en håndfuld håb med til minoriteter og til alle dem, der ønsker demokrati i Tyrkiet. Men det håb rækker ikke langt. Ikke i sig selv. Hverken for kvinderne, kurderne eller alle de andre minoriteter. De har brug for et EU, der lægger pres på Tyrkiet.

Denne blog

Jeg kommer til at blogge før, under og efter min rejse, som starter på søndag. Det bliver ikke kun en rejse til Tyrkiet, men også en rejse til et sted hvor mange kvinder kæmper imod undertrykkelse, og hvor flere hundrede mennesker hver dag kæmper og ofre deres tid, arbejdskraft, ejendom – og i sidste instans: liv – for ytringsfriheden.

Jeg håber vi får nogle gode debatter, hvor vi i fællesskab kan blive klogere.

Jeg tager gerne i mod gode ideer til hvad min tale til kvindekonferencen skal indeholde… Så bare fyr løs…

Synes du om dette indlæg?