Tid til genmæle
Jeg har fået rigtig mange kommentarer på min tale i Ankara. Og jeg synes jeg har fået sat gang i en god debat i de tyrkiske medier.
Min mail og Facebook er fyldt med positive mails siden jeg har holdt talen. Det har været dejligt og overvældende. Mange tak for dem! I dag fik jeg også en officiel mail fra arrangøren af konferencen. De roser min tale og skriver at det gavner den demokratiske proces at sætte ord på de svære emner. Det er fedt at vide, at det nytter noget, at kæmpe for demokratiet og ytringsfriheden, uanset hvor man er henne i verden .
Vel hjemme efter de spændende dage i Ankara har jeg givet mig tid til at nærlæse alle jeres kommentarer på bloggen. Der er forskellige emner jeg som en afslutning på denne blog-uge gerne vil kommentere på. Jeg kommer ikke til at skrive på Jyllandspostens blog mere i denne omgang, men nysgerrige kan jo følge med på min hjemmeside: www.ozlem.dk.
Jeg er dansk politiker – med et internationalt engagement
Flere tager spørgsmålet om min nationalitet op. Jeg er dansker. Jeg er født ind i en kurdisk familie, i Tyrkiet, har dansk statsborgerskab, taler dansk, er stemt ind i det danske Folketing for et dansk parti for at repræsentere mine danske vælgere. Det betyder at jeg er ansat til at repræsentere de holdninger jeg har og som er baggrunden for at mine vælgere har stemt på mig. Disse holdninger begrænser sig ikke til Danmarks grænser. Hvis mine vælgere ikke mener, at jeg gør det godt nok, kan de lade være med at stemme på mig næste gang. Det er deres demokratiske ret. Indtil da vil jeg kæmpe for de ting jeg tror på, indenfor de områder jeg beskæftiger mig med og på den måde jeg finder det bedst.
Som socialist kan jeg godt tale magten imod.
Jeg er socialist. For mig betyder det, at jeg bekæmper undertrykkelse i dens forskellige former overalt i verden. Når jeg skriver at jeg ‘vil tale magten imod’ er det ikke fordi jeg er socialist og når nogle så skriver at jeg ‘er magten’, så tager de fejl. Jeg er folketingspolitiker i oppositionen i Danmark. Det giver mig ikke megen magt i Tyrkiet. Derfor taler jeg magten imod, når jeg konfronterer tabubelagte emner over for ledende politikere i Tyrkiet. Jeg syntes det ville være rigtigt godt hvis der var nogle liberale, der turde tale magten imod.
Jeg anerkender Kurdistan og kurdernes ret til ligebehandling, men jeg støtter ikke udemokratiske bevægelser
Nogle har også kommenteret på min brug af betegnelsen Kurdistan. Kurdistan refererer til et område i Tyrkiet, Syrien, Armenien, Irak og Iran. Kurdistan er en betegnelse som EU anvender for dette område – også selvom dets grænser er usikre. Det betyder ikke at jeg støtte PKK (den kurdiske separatist bevægelse), da jeg arbejder for at etniske flertal og mindretal kan leve fredeligt sammen indenfor de samme nationale grænser. Det kræver demokrati, mindretalsbeskyttelse og plads til mangfoldighed. Og det er det jeg arbejdet for. Derfor er jeg imod voldelige konfrontationer både fra Tyrkiets militær og fra PKKs side. PKK står på EUs terrorliste og SF har aldrig støttet PKK og kommer heller aldrig til det. Men jeg har altid ment at det er ødelæggende for den demokratiske proces, at hver gang nogen efterlyser ligebehandling af kurdere bliver de beskyldt for at være PKK’er.
Jeg snakkede på kurdisk for at sætte fokus på mindretalsundertrykkelse
Mange har påpeget at der idag også tales kurdisk på en national tv-station og at min tale derfor ikke var provokerende.
Til dem, der ikke mener at mine kurdiske citater provokerede, vil jeg bare opfordre dem til at læse kommentarerne på min blog. De viser det meget tydeligt. Nogle har skrevet som om jeg talte i det tyrkiske parlament – det gjorde jeg ikke. Jeg er dansk politiker på en international konference om ligestilling i Tyrkiet – og jeg oversatte de kurdiske dele selv.
Og flere spørger om jeg også går ind for modersmålsundervisning i Danmark. Ja, det gør både jeg og SF.
Det armenske folkedrab – jeg tager afstand fra alle drab, men det er ikke mig der kan handle
Mange har kommenteret på spørgsmålet om det armenske folkedrab. Den konference jeg har blogget om handler om ligestilling. Derfor har jeg ikke valgt at snakke om det armenske folkedrab. Som jeg tidligere har skrevet vil jeg lade det være op til historikere at afgøre om det var et folkedrab i akademisk forstand eller ej. Uanset om akademikerne kalder det for folkedrab eller ej kan jeg kun tage afstand fra disse nedslagtninger – og det må ikke kunne ske igen!
Der er stadig mange barrierer for ligestilling i Tyrkiet
Nogle har skrevet om min manglende viden om Tyrkiet og anklaget mig for at løbe åbne døre ind. Det er rigtigt, at udviklingen i Tyrkiet går rigtig hurtigt for tiden. Og at der fra regeringsniveau er et ønske om at skabe mere demokrati og ligestilling – men realiteterne er desværre – som jeg også påpegede i min tale – at der er mange steder, hvor de fine intentioner ikke har ændret meget på kvindernes dagligdag.
Som jeg også har skrevet i mine andre blogindlæg, blev jeg glædeligt overrasket over de fremskridt der sker (og er sket), både hvad angår etnisk og kønsligestilling i Tyrkiet. Jeg havde frygtet meget værre reaktioner på min tale og det er en dejlig overraskelse at få og blive klogere af.
Tonen i kommentarerne til min blog og de positive reaktioner fra kurdere taler deres eget tydelige sprog. Ligestilling er et ømt punkt i Tyrkiet (og i Danmark). Der er stadig meget at komme efter. Og vi bør støtte de kræfter, der arbejder progressivt for lige rettigheder uanset køn og etnicitet. Der er mange sådanne kræfter, de gør et stort stykke arbejde og de har brug for vores hjælp og solidaritet.
Min holdning er, at uden uddannelse og fattigdomsbekæmpelse er lovgivning om rettigheder nytteløs. Det gælder kvinder, kurderer og alle andre. Man kan ikke håndhæve rettigheder, som man ikke ved man har og som man ikke har den økonomiske selvstændighed til at tage konsekvenserne af.
Synes du om dette indlæg?
