Voldsramte københavnske kvinder svigtes

Annette er 32 år, har en pige på 2 år og er i krisecenter. Blå mærker på
hendes ansigt og krop er tegn på graden af den vold hun er blevet udsat for.
Vold i hjemmet kan ramme alle kvinder. Vold er ikke afhængig af klasse og
status.

Tidligere har problemet overvejende været betragtet som et privat
anliggende, men øget forståelse af alvoren i overgrebene har medført, at
problemerne kan og bør betragtes som et samfundsanliggende. Ifølge en
undersøgelse i WHO er vold mod kvinder nærmest en folkesygdom i den vestlige verden. Det er den 6. hyppigste dødsårsag

Der er årligt ca. 2000 indflytninger på de 34 krisecentre.
Belægningsprocenterne er stigende – og opholdslængden er stigende.
Boligproblemerne for kvinder, der ønsker at flytte i egen bolig efter opholdet på krisecentret, er større end nogensinde. Og mange kvinder ringer forgæves om en plads på et af landetskrisecentre.

Krisecentrene støder dagligt på problemer med manglende tolkebistand til
kvinder, der ikke – og slet ikke i en krisesituation – behersker dansk tilstrækkelig godt.
Der mangler boliger til kvinder og børn, der ikke kan vende tilbage til det tidligere hjem (og som følge heraf ofte må blive på krisecentret meget længere, end det er hverken rimeligt eller ønskværdigt – 9-15 måneder er set for denne kategori).

Børn som er de største ofre, får det heller ikke bedre med at de flytter på
et krisecenter. Skolegangen for børn i den undervisningspligtige alder
bliver afbrudt eller stærkt kompliceret. Mindre børn bliver berøvet den
sociale omgang med jævnaldrende, pga. mangel på daginstitutionspladser.
Vi ved foruroligende lidt om problemet.

Statistikker fra skadestuer og politi afspejler langt fra problemets fulde udstrækning. Vold mod kvinder er i høj grad underrapporteret. Nogle professionelle skøn er, at kun 10 procent af hustruvold bliver rapporteret til politiet. Vold mod kvinder er blevet karakteriseret som et kvindeproblem. Det rammer kvinder. Det er kvinder, der engagerer sig i det. Og det er kun kvinder, der taler om det – i det omfang det overhovedet sker.

Det er vigtigt, at den borgerlige regering er klar over at vold mod kvinder er et problem, der har langt større menneskelige og samfundsmæssige omkostninger,end man umiddelbart tror.

Det er utrolig vigtigt, at der er en klar definition af hvad vold i hjemmet
er. Justitsminister Lene Espersen, politikere, – både i folketing, amter og
kommuner – skal erkende at vi har et alvorligt problem, der hedder vold i
hjemmet. Politiets brug af ordet “husspektakler” medvirker til at fjerne
fokus fra det centrale – at der er tale om noget så alvorligt, at man i sit
eget hjem udsættes for vold.

Men hvis den borgerlige regering, skal løse problemet, skal mænd involveres i løsningen. Mænd er dem, som udøver volden. Skal problemet løses, er det ikke til at komme uden om, at mænd også skal indgå i strategierne herfor.
Undersøgelser på krisecenterområdet viser, at em stor del af de voldsramte familier har meget komplekse og sammensatte problemstillinger. Tyve år med krisecentre som stort set eneste men også meget værdifulde middel i indsatsen mod vold i familien har ikke stoppet volden, og der er behov for, at der udvikles nye metoder i indsatsen mod vold i familien.

Hver anden kvinde henviser man til anden løsning på grund af pladsmangel på krisecentret. Der er for få pladser på krisecenter! Kvinder der er i krise,
der har børn, der er enlige, uden et netværk, som gamle og unge, med blå
mærker eller psykiske nedbrudte sjæle afvises, fordi der ikke er plads til
dem.

Jeg mener at vold bør under ingen omstændigheder være en del af nogle
menneskers liv. Voldsramte kvinder har krav på at blive mødt med forståelse og omsorg. De skal ikke svigtes!

Özlem Sara Cekic
Folketingskandidat for SF

Synes du om dette indlæg?