Ytringsfrihed og prisen for kritik
I dag er dagen hvor jeg skal holde min tale til den internationale konference om ligestilling i Tyrkiet.
At tale på kurdisk
Da jeg sagde ja til invitationen besluttede jeg mig for, at anledningen skulle bruges til at holde en tale, der sætter kvindeundertrykkelse på dagsordenen. Jeg vil bruge min danske ytringsfrihed til at tale om kurdiske kvinders manglende rettigheder. Og jeg vil gøre det på kurdisk. Det kan du læse mere om her
Når jeg i eftermiddag skal holde min tale vil dele af den være på kurdisk. Hvorfor betyder det noget for andre end tolkene? I Tyrkiet tillader man normalt ikke, at der holdes taler på kurdisk til politiske møder – også selvom det er modersmålet for en stor del af befolkningen. Når jeg vælger at gøre det alligevel, gør jeg det, fordi det er en vigtig kamp for ytringsfriheden. Fordi der er nogen som skal gøre det.
Prisen for ytringsfrihed er høj i Tyrkiet
Tidligere under mit besøg snakkede jeg med en journalist fra den største Tyrkiske avis, Hürriyet. Han fortalte frustreret om, hvordan skattemyndighederne har givet Dogan Ajans (et af de største mediehuse i Tyrkiet) en bøde i milliardklassen for at lave regeringskritisk journalistik. Bøden er administrativ, og det betyder, at der hverken er en konkret anklage eller en retssag, som kan ankes eller vindes. Beløbet er langt større end hvad mediehuset er værd. Derfor har de nu besluttet, at nedtone de kritiske historier af frygt for at de vil blive straffet igen. Det er selvcensur af den slemme slags.
Den journalist jeg snakkede med er meget anerkendt i Tyrkiet. Alligevel har Tayip Erdogan i flere medier åbenlyst opfordret chefredaktørerne til at fyre ham og flere andre kritiske journalister. Det er ikke bare stærkt bekymrende, det er direkte chokerende, når en premierminister på den måde blander sig i pressefriheden.
Manglende interesse
Han bliver ved med at skrive kritisk om uretfærdigheder. Og han bliver ved med at skrive om den manglende hjælp til voldsramte kvinder i Tyrkiet. På trods af den internationale konference som er anledningen for mit besøg, bliver dette emne ofte glemt af politikerne. Det blev det også igår.
Henad aftenen var jeg mødt op sammen med diverse ambassadører, parlamentarikere og kvinderettighedsorganisationer fra nær og fjern for at diskutere kvinderettigheder til en middag med Tayip Erdogan. Det var ingen velkomst eller officiel ‘Tak fordi I ville komme’. Der var ingen, der understregede vigtigheden af emnet. Og vi måtte vente 3 timer på Tayip Erdogan, der endte med slet ikke at deltage. Det kan man ikke kalde at prioritere ligestilling. Det er ikke respekt for den undertrykkelse tyrkiske kvinder lever under. Og det tyder ikke godt for ligestillingskampen i Tyrkiet.
Hvis det er niveauet for regeringens engagement i sagen, så bliver kampen længere og hårdere end jeg havde håbet. Jeg er spændt på konferencen og jeg håber stadig, at den kan være med til at gøre en forskel for de undertrykte kvinder i Tyrkiet – især de kurdiske. Jeg vil i hvert fald bruge min ytringsfrihed til at tale deres sag.
Synes du om dette indlæg?
